søndag, september 13, 2015

Dagen derpå

Trætheden sidder i kroppen, regnen gør alt vådt udenfor, så vi lukker øjnene for den og nyder teen indenfor.
Jeg har haft den dejligste dag i går. Mens jeg ryddede op i går aftes, efter at gæsterne var taget hjem, fik tankerne lov til at gå tilbage i tiden. For hvad er det, der binder os sammen? Hvad er det der gør, at så snart vi er sammen, så er vi forbundet med et ganske særligt bånd. Vi ses kun en gang om året og indimellem går der flere år mellem vi ses (hvis der lige kommer runde fødselsdage/sygdomme eller andet i vejen). For mit vedkommende gik der pludselig elleve år, før jeg genså den trofaste skare, der hvert år er mødtes, siden vi i februar 1981 blev sygeplejersker. Da vi havde 25 års jubilæum, var der rigtig mange fra klassen, der dukkede op. Men ellers er der mellem 10 og 17, der mødes hvert år. Skyldes forbundetheden den fælles historie, vi deler? De 3 1/2 år på sygeplejeskolen? Vi var jo kun sammen det første halve år på forskolen, herefter mødtes vi, når vi var "på skole" (dengang var det jo ikke et studie, vi var elever med elevløn) Flere af kvinderne fra i går var allerede dengang i faste forhold og boede sammen med kæresterne, andre gik sammen i bofællesskab, og jeg var den eneste af de 11 i går, som boede hele min tid på sygeplejeskolens kollegie. Faktisk var det slet ikke nogen af de 10, som jeg gik mest sammen med i elevtiden, jeg havde dog meget sammen med nogen af dem i elevforeningens mange aktiviteter, og alligevel føler jeg mig så tæt forbundet med dem alle i dag. Jeg tror, det skyldes det fælles grundlag som uddannelsen var , og ikke blot uddannelsen, men alt det som kun vi har oplevet; forstanderen, de forskellige lærertyper, vagterne, vilkårene for sygeplejeleverne anno 1977, timerne i klasseværelset, og så det faktum at vi er mødtes jævnligt siden da.
Når man(læs jeg) er værtinde, så er der megen viden, der smutter for mig undervejs i løbet af sådan en dag. Der er så meget, jeg dagen efter gerne ville have hørt om, men det må jeg indhente næste år den anden lørdag i september. I år var der en, der var rundet 60, næste år er der flere, om to år er vi mange, og om tre år kommer de sidste, men vi er alle aktive og tager ansvar i vores sygeplejeliv.
Jeg fik aldrig taget nogle billeder, men via landmandens facebookside fandt jeg denne lille søde video, som jeg synes, illustrerer smukt min træthed i dag og på samme tid følelsen af tryghed.

God søndag til dig.




20 kommentarer:

  1. (Af en eller anden grund kan jeg ikke se din video hverken i Edge, Firefox eller Chrome).

    Det er så dejligt at mødes med mennesker, man deler historie med. Der er simpelthen et særligt bånd, og det forsvinder ikke, uanset hvor mange år, der går. Der er en tryghed ved mennesker, man har kendt så længe, og hvis liv man har fulgt på mere eller mindre tæt hold.

    Som du har det med dine elevkammerater, har jeg det med mine venner fra kollegiet. En af mine nærmeste venner i dag, er en jeg traf i 1981 - det er 34 år siden. Jeg forstår det næsten ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, ja trygheden ved at kende hinanden og have den samme historie til fælles skaber særlige bånd

      Slet
  2. Dejlig læsning og en meget billedlig træthed og tryghed!
    Mon ikke det er både fælles historie, men også fælles grundholdninger/livssyn der skaber bånd. Det, der fik jer til at søge ind til uddannelsen, ligger jo dybt i sjælen og er en fællesnævner.
    Og så er der jo altid fagligt fælleskab, arbejdsvilkår mm at snakke om.
    Nyd resten af søndagen. I kan vist begge hvile et øjeblik på laurbærrene!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anne, vi nyder og slapper af. Fællesnævneren kunne godt være de værdier, der ligger til grund for valg af uddannelse.

      Slet
  3. Hvor er det skønt at I stadig kan mødes. Jeg tror bestemt at det fælles I har haft sætter spor og gør jer til et hele. Det er i hvert fald det jeg oplever, når jeg har mødt gamle skolekammerater efter ikke at have set hinanden i mange år :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, uanset hvad, var det skønt at mærke det fællesskab :-)

      Slet
  4. Jeg er helt misundelig ... har hverken mødtes med skole- eller elevkammerater, og nu er jeg holdt op med at tro på, at det nogensinde vil ske.
    Det er så fint, at I har været i stand til at holde ved og holde fast.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tror jeg har skrevet det før, men jeg har faktisk ikke behov for at mødes med folkeskolekammerater og gymnasiekammerater. Og det sjove er at de to, jeg gik allermest med gennem sygeplejeelevtiden, dem har jeg ingen kontakt med i dag. Hvorimod den her flok føler jeg mig så forbundet med.

      Slet
  5. Det lyder som et dejligt fællesskab, I har. Jeg tror, det sygeplejefaglige fundament binder stærkt. Der ligger menneskesyn og etiske holdninger i det fag. Det er nok ikke hele forklaringen, men ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det er et dejligt fællesskab og holdninger og menneskesyn er med til at fundamentere det.

      Slet
  6. Lyder som en skøn dag og et skøn fællesskab. Jeg kom en del på sygeplejekollegiet i Viborg hos en jeg lærte at kende på højskole. Jeg har ikke længere kontakt til hende men kom lige til at tænke på hende da jeg mener du har gået på sygeplejeskole i Viborg. Jeg har det på samme måde med nogle af mine gymnasiekammerater KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, det var en god dag. Jeg gik på sygeplejeskolen i Viborg, sjovt at du også er kommet der.

      Slet
  7. Der er noget helt specielt ved bekendtskaber, som går tilbage i tiden. Jeg har kontakt med "pigerne" fra min folkeskoleklasse, og jo mere vores liv knudrer, jo bedre bliver vores samvær. Meget værdifuldt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, dejligt at I også er der for hinanden i de svære tider.

      Slet
  8. Flot og godt, at I kan samle så mange.
    Jeg husker mit 25-års jubilæum fra landbrugsskolen. Efter sådan en gang "Nå, hvad laver du så nu?" var der ikke så meget at snakke om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, måske har det noget med at vi har mødtes regelmæssigt? Min mands landbrugsskolekammerater gjorde det samme i mange år, så gled det ud, men de havde rigeligt at snakke om til 25 års jubilæet :-)

      Slet
  9. Det er fantastisk i har kunnet bevarer denne sammenkomst, hører mange har intentionerne, desværre smuldre de, og efter alt for lang tid bliver opgaven vanskeligere.
    Uha hvor tiden flyver, og uddannelser ændre sig.
    Vejret passede fantastisk til en "slap" søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, jeg er også glad for at vi stadig holder sammen :-)

      Slet
  10. Det må have været en skøn og hyggelig aften. Jeg kender godt fornemmelsen af at "falde på plads", når man mødes igen. Men det kræver nok, at man mødes med jævne mellemrum. Min gymnasieklasse har det til en vis grad - vi falder ind i et vakuum, hvor vi er meget åbne for hinandens forskelligheder, hvilket vi faktisk ikke var i de tre år, men vi er jo blevet voksne siden. Jeg er også i en kollegagruppe, hvor jeg er den eneste tilbage på arbejdspladsen, og vores forbundethed er de fælles kolleger og de fælles oplevelser, vi har haft på arbejdet - og på vores sommerhusture og storbyture.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, hvor er det hyggeligt at du stadig mødes med gamle kolleger. Jeg tror også at man skal mødes jævnligt, men for mit vedkommende var jeg ude af gruppen i elleve år og det føler jeg slet ikke, når jeg er sammen med dem.

      Slet