fredag, oktober 09, 2015

At gå i søvne

kender jeg til, jeg selv praktiserede det som ganske lille en kort periode. Jeg havde været indlagt på sygehus i tre uger som 1½ år efter en skoldningsuheld. Her måtte forældrene kun besøge deres barn ½ time onsdag og søndag. Jeg græd mig gennem den halve time, og de første 14 dage efter udskrivelse gik jeg altså i søvne.

Men nu går jeg, mens jeg får massage. Fysioterapeuten og jeg var begge lige forundrede, for vi ville begge mene, at jeg havde ligget musestille under hele seancen. Ikke desto mindre havde min fancy skridttæller gået knap 1000 skridt i den time, hvor jeg fik udspænding og massage af hæl og ryg/skulder/arm. Jeg kan også gå, mens jeg sidder. Forrige søndag gik jeg over 12000 skridt, mens vi sorterede, det var da ret imponerende i betragtning af, at jeg maks gik 100 skridt mellem hver sæk, der blev fyldt med 1000 kg kartofler. Og vi sorterede altså ikke 1200 sække men kun 24. Så måske går jeg slet ikke så meget på arbejde, som jeg regner med; jeg tror, jeg skal have fundet den gamle skridttæller frem og dobbelttjekke.

Gårsdagens arbejde bestod i en temadag om forskning, og hvordan man ledelsesmæssigt kan være med til at få koblet forskning og klinisk praksis. Det varede fra 8.30 – 16.30, og inden da havde vi på afdelingen et møde med en ekstern underviser.  Hvor man før tænkte forskning som noget, der absolut skulle være uafhængigt af hverdagens praksis, tænker man mere i dag, at den forskning der begås, skal have sit udspring i praksis og gerne skal tilbage til praksis med resultaterne. I sygeplejen kan det være svært at udføre forskning med den metode, der kaldes den gyldne standard, nemlig randomiserede, blindede forsøg. Dvs. hvor deltagerne bliver tilfældigt delt i to grupper, hvor ingen ved hvilken gruppe, der får den aktive behandling. Når jeg undrer mig over, hvordan patienter egentlig har det efter de er udskrevet fra os, så kan det være svært at undersøge med den gyldne standardmetode? Førhen var patienter indlagt længere tid, nu kommer de hurtigere hjem, de har været ude for en akut indlæggelse, de har fået besked om at de har haft en blodprop i hjernen, heldigvis med minimale følger, de har fået information om at de livslang skal være i medicinsk behandling, og der er blevet snakket med dem om forhøjet blodtryk, kolesteroltal, der skal sænkes, rygning, der skal stoppes, overvægt, der skal reduceres, motion, der skal optimeres osv. Så kommer de hjem, og måske er det først der, det går op for dem, at de faktisk har haft en blodprop i hjernen og at dette kan ske igen. Måske er det også derhjemme, de først opdager de skjulte handicap, trætheden, problemer med koncentration og opmærksomhed. men der er de alene, hvordan håndterer de det? Hvordan oplever de det? Sådan et område kan ikke undersøges med den gyldne standardmetode, her skal der andre forskningsmetoder til, og hvilken man vælger afhænger af spørgsmålet man vil undersøge.  Nu kom jeg lidt ud af et sidespor, for det jeg egentlig ville demonstrere var, at dette er et emne, som udspringer af praksis og som praksis kan bruge, når svaret foreligger. Da jeg for to år siden undersøgte, hvordan vores patienter, som havde haft en forbigående blodprop, oplevede det at komme igennem et hurtigt udredningsforløb på typisk 4- 6 timer, så måtte jeg jo konkludere, at de faktisk fint kunne håndtere det og ikke så noget problem i den hurtige udredning og information, men jeg fandt også i min analyse af data, at der var ting, de ikke kunne huske eller misforstod. Dette var en kvalitativ undersøgelse, dvs. jeg undersøgte få patienters oplevelse. Jeg kunne også have valgt at sende et spørgeskema ud til mange patienter og så undersøge emnet på den måde, men ville jeg spørge om de rigtige ting? Der kan sådan en undersøgelse, som jeg udførte, være en vejledning, hvis jeg ville gentage undersøgelsen med mange patienter og et spørgeskema. Det har jeg så valgt ikke at gøre, i stedet for har vi forbedret vores skriftlige udskrivelsesark. Næste skridt er at kigge på vores opfølgningsark, som vi bruger som guide til telefonsamtalen en uge efter patienterne er blevet udskrevet. Der er nok af sygeplejefaglige emner, der kan undersøges, og hver undersøgelse starter med en systematisk litteratursøgning, for hvad ved vi, hvad ved vi ikke og hvad vil vi gerne vide? Først derefter ved man, om det man undrede sig over, allerede er undersøgt og det derfor mere handler om at omsætte den allerede eksisterende viden til konkret praksis eller om man skal igangsætte et projekt med henblik på at udvikle ny viden, der kan bruges i praksis.

Puha jeg blev helt træt ved at skrive om dette, så nu vil jeg fokusere på formiddagens gerninger, før jeg skal omsætte i praksis al min sygeplejefaglig viden, jeg skal nemlig i aftenvagt de næste tre dage. Her har jeg ikke tænkt mig at gå i søvne, men skridt får jeg helt sikkert gået.  God fredag til dig.

P1030422

14 kommentarer:

  1. Dit/jeres forskningsprojekt lyder utrolig spændende og også vigtigt. Måske er det bare bittesmå ting I skal justere i forbindelse med udskrivelsen, så patienten får en bedre oplevelse af det at komme hjem, som jo kan være svært. I kan jo nå at komme igennem meget, når I ved hver "felt" skal igennem litteratursøgning og -læsning. Opfølgningsarket lyder smart, og det er da en rigtig god idé at ringe til patienterne en uge efter hjemkomsten. Det vil jeg da foreslå dem i psykiatrien.

    Også god fredag til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne, det sjove er jo at patienterne er så taknemlige for deres ophold hos os, men jeg vil gerne vide, hvad der sker, når de kommer hjem. Og desværre er det kun de patienter der får diagnosen forbipasserende blodprop, der bliver ringet til. Vi har ikke kapacitet til at ringe til alle indlagte patienter, der bliver udskrevet fra os.

      Slet
  2. Uh, tænk at behandle bittesmå børn på den måde. Det er lige til at tude over bare ved tanken :-( Hospitaler var ikke for tøsedrenge i gamle dage - og så gammel er du ikke engang ;-) Hvor er det godt, at der kommer/er kommet øget fokus på, hvordan udskrevne apopleksi-patienter egentlig har det, når hverdagen melder sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, da min datter havde samme alder, kom jeg til at græde over det, der skete. Men man gjorde jo det i bedste tro, man troede jo at det var det bedste. Min moster var indlagt mange uger som 4 årig, hun så slet ikke sin mor i den tid. hendes faster, som var sygeplejerske, havde sagt til min mormor, at det var bedst ikke at besøge min moster.

      Slet
  3. Er det ikke et Vivofit ur du har til at tælle..?? Hvis du har det på armen og sidder og bruger den arm meget mens du sorterer, så vil det blive registreret som skridt.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jo det er, og det fandt jeg så ud af, men det synes jeg ikke at manualen sagde noget om. Næste gang havde jeg armbåndet i lommen :-) Men hvorfor når jeg får massage?

      Slet
  4. Du er nøjagtig lige så gammel som min søster, som også var indlagt i et par måneder, da hun var ganske lille. Hun ville slet ikke med vores mor hjem igen; skreg, hylede og skabte sig. Jeg ved snart ikke, om det var mest traumatiserende for min søster eller for mor ...
    Jeg går, mens jeg kører, men kun når jeg strikker ... jeg 'gik' næsten 8000 skridt om dagen, da vi var på ferie - altså kun på de lange køredage, men alligevel ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, et par måneder er også lang tid i den alder. Din søster har da opgivet sin mor og var derfor nødt til at reagere, da hun så hende igen.
      Ha, ja der kan man bare se, jeg syntes ellers jeg havde tjekket at skridttælleren ikke talte, når jeg bevægede armene, men da havde jeg det på venstre hånd. Nu vil jeg lige tjekke skridtene, når jeg strikker :-)

      Slet
  5. Ak ja, min fancy dims er mere stabil som masketæller end som skridttæller, så måske skulle de markedsføre den som en sådan? Eller den skal spændes om benet i stedet, men så bliver den lidt vanskeligere at aflæse ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Benedicte, se det var en mulighed, jeg ikke havde tænkt på :-) Min tæller meget lidt hvis blot jeg sætter den på venstre arm. Men put den i lommen, så er den mere stabil :-)

      Slet
  6. Det var da ellers nem motion, hvis skridttælleren selv kan fikse det. Jeg håber, du kommer med lidt opfølgning, hvis du får styr på problemet. Man skulle jo nødig investere i noget bras....

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg tror, det er hvis man er meget aktiv med sine arme, at den tæller. Jeg kan ikke forklare det med massagen, men hvis jeg har den i lommen, tæller den også, så nu har jeg den der primært :-)

      Slet
  7. Pudsig med de 1000 skridt etc. Så tænkte jeg på hvordan jeg sidder lige nu, hvor jeg læser blogs. Mine ben "spræller" meget, mon det tæller som skridt :-)
    Mht. hurtig udredning, føler jeg der mangler opfølgning og forebyggelse for det ikke gentager sig, ved ikke om det er en skrøne, men det popper op hvergang jeg høre sætningen hurtig udredning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, ja pudsigt med de "skridt".
      Når man spørger patienter er de meget tilfredse med den hurtige udredning, mit projekt viste dog at der kunne være nogen der misforstod eller glemte informationer. Det understøtter større studier også, så den skriftlige information og viden om at man kan ringe, hvis man bliver i tvivl om noget er alfa og omega.

      Slet