fredag, oktober 30, 2015

Sådan kan det siges så smukt

Vi vil jo gerne leve, til vi dør, gammel og mæt af dage, men sådan går det jo ikke altid. I et dameblads klumme læste jeg om journalistens erkendelse af, at døden er et uundgåeligt punktum for livet her på jorden. Det var pludselig gået op for hende, det som hun godt vidste, men ikke erkendt, at hun skulle dø en dag.

Når så døden melder sin ankomst før tid, så kæmper vi, vi gør hvad som helst for at undgå den, det er naturligt, for døden skal jo først komme, når vi er ældgamle. Den skal jo ikke rive børn fra deres forældre, uagtet at børnene måske er voksne. Min mormor måtte følge to af sine børn til graven og sagde, dette er ikke naturligt, jeg skulle jo dø før dem. Det samme gav min mor udtryk for, da min nieces kræftsygdom vendte tilbage, og vi vidste, at tiden sammen nu var afgrænset.

I disse dage giver hospitalspræsterne udtryk for, at vi i sundhedssystemet understøtter denne vilje til at fortsætte kampen mod døden, også der hvor man i stedet skulle fokusere på den gode tid sammen. Vores hospitalspræst er en af dem, der blev interviewet og hun er som menneske og præst fantastisk, hun lader aldrig kristendommen ”stå i vejen” for det at hjælpe en familie i nød og sorg. Nedenstående citat er hentet fra DR nyhederne og jeg synes det er smukt formuleret, så I får det i sin helhed:

Man forlænger døden i stedet for livet. Det er en dårlig afslutning, hvor der bliver et langt stykke af livet, der mere er lidelse og behandling, end det er livskvalitet, forklarer Ruth Østergaard Poulsen. Som hospitalspræst på Aalborg Universitetshospital oplever hun, at både behandlere, pårørende og patienterne selv giver udtryk for, at behandlingen nogle gange kan virke meningsløs. I følge Ruth Østergaard Poulsen har lægerne en del af ansvaret, fordi deres faglige identitet er at redde liv. Men det handler også om opfattelsen af døden hos patienter og pårørende.

- Det er vigtigt, at vi stadigvæk kan acceptere døden som en del af livet, så døden ikke bliver opfattet som en lægefejl, siger hun.

Døden som en lægefejl, i det udtryk ligger hele den opfattelse, der er herskende nu til dags, at hvis blot man kæmper, tænker positivt, lever sundt, spiser det rigtige, motionerer og finder de mest mærkelige tilbud rundt omkring i verden, der lover guld og grønne skove, så kan vi blive udødelige. Jeg synes, det er smukt formuleret, og det sætter tanker i gang.

P1030951

14 kommentarer:

  1. Meget fint formuleret. Jeg har selv haft det tæt inde på livet med min mor, som bare ønskede det skulle slutte, men som desværre måtte gennem et smertefuldt og håbløst halvt år med udsigtsløse behandlinger. Man kan godt sige at hun blev behandlet så voldsomt, at hjertet gav op, i stedet for at få en effektiv smertebehandling, der måske havde afsluttet livet lidt før, men havde været mere nådig. Det forløb fik mig til at spekulere meget over vores kulturs forhold til liv, død og medmenneskelighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Benedicte, det gør mig ondt at I skulle igennem et så smertefuldt forløb til sidst. Der er meget vi som professionelle skal blive bedre til. Undersøgelser fra hospice viser jo netop at hvis man er godt smertedækket, så åbner det muligheder for at kunne få gode stunder.

      Slet
  2. Det er SÅ godt, at der kommer fokus på, at man ikke skal forlænge døden, når den er uafvendelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, problemet er også at mange har svært ved at slippe håbet om en ny mirakelkur, det er helt forståeligt, men det gør det sværere, især hvis læger og sygeplejersker ikke tør tage snakken, og gøre det på en ordentlig måde.

      Slet
  3. Jeg hørte det godt, og jeg er helt enig. John og jeg har i mange år talt om, at det er blevet forbudt at dø, og netop formuleringen med lægefejlen er genial. Jeg håber virkelig, at der bliver hørt efter - og at der bliver taget hensyn til mit eget livstestamente. Jeg ved godt, at det kommer an på, hvor gammel man er, når det bliver aktuelt, men jeg håber virkelig, at det bliver mig beskåret at dø en værdig død og at intet bliver trukket unødigt i langdrag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, hvor er det godt at du har fået oprettet et livstestamente, det mangler jeg at gøre. Jeg håber også på en værdig død.
      Jeg synes den formulering med lægefejlen er så god.

      Slet
  4. Døden som en lægefejl... som Ellen er inde på, er det en genial formulering. Jeg synes, vi skal have lov at dø, når den tid kommer. Selv vil jeg ikke igennem livsforlængende behandling, hvis det er klart, at min tid er ved at rinde ud. Jeg er jo kristen og tror på opstandelsen og på at der er et eller andet bagefter, og dermed på, at døden ikke er det sidste, vi skal opleve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, og det håb/den tro deler vi.

      Slet
  5. Min smukkeste oplevelse i praktik på plejehjemmet var netop deres holdning til døden. At gøre den sidste tid nærværende og smuk. At være der for den døende og de pårørende.
    I hospitalsverdenen kommer vi for at blive helbredt (trods al sund fornuft!).
    Bliver vi spurgt vil de fleste nok gerne komme her fra med kærlighed og værdighed. Uanset hvor det bliver... i hjemmet, på plejehjem, på hospice, på hospitalet...

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, ja vi vil jo heldigvis livet og det kan gøre det svært at slippe. Min mor døde pludseligt, men var heldigvis omgivet af min søster og niece. Mine svigerforældre lå flere dage, men led ikke og så fredfyldte ud, og de havde også nogle af deres kære ved deres side, da de døde.

      Slet
  6. Vi er nok ikke så uenige, Ruth Østergaard Poulsen, du og jeg. Alligevel kan jeg godt blive lidt ked af at min faggruppe får så meget af skylden for den udsigtsløse behandling som jeg synes vi gør i disse dage hvor emnet behandles i mange medier.
    Jeg ser det bestemt som en del af min faglige identitet at redde liv, men ikke kvantitativt liv. Ikke flest muligt dage med fungerende organer, men flest muligt dage med livsglæde, mening og indhold. Og bedst mulig død. Den gode død er et meget centralt begreb i mit virke, og noget af det mest meningsfulde jeg kan beskæftige mig med.
    Vi gør os bestemt skyldige i for megen og udsigtsløs behandling, men vi ser også miraklerne ske, og når man bare en sjælden gang gør det, kan det være svært ikke at blive ved med at prøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, jeg kan godt forstå det er svært som læge at se de overskrifter. jeg synes dog også præsterne nævner at vi som samfund tænker anderledes nu. Det bliver så stadig lægerne, der i den sidste ende har det juridiske ansvar for informationen og samtalen med patienten, selv om jeg mener sygeplejersker kan være med til at få samtalen holdt. Jeg er slet ikke i tvivl om at du som læge også har fokus på den bedst mulige død, og som du påpeger kan det være svært ikke at blive ved med at prøve. Jeg tror dog stadig det er godt at præsterne sætter denne debat i gang i samfundet for at få åbnet vores øjen for at døden kommer vi ikke udenom. Og det er det jeg synes Ruth så smukt formulerer som at vi som samfund nemt kan se døden som en lægefejl, hvilket det ikke er.

      Slet
  7. Gode ord, som gerne skulle få os alle til at tænke over både livet og døden - og tale med vores pårørende, så de ved, hvad det er, vi gerne vil. Godt, Ellen gjorde opmærksom på livstestamentet; det må jeg have undersøgt nærmere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg synes stadig, når jeg læser dem igen, at de rammer så præcist. Livstestamente er en god ting.

      Slet