mandag, november 23, 2015

Et lille land med store forskelle

DSC_0300

Weekenden er brugt på motorvejene mellem København og Vendsyssel og ikke mindst sammen med min familie. Alle mine søskende med ægtefæller, vores børn med kærester på nær min ene niece, der er i Paris, var samlet i min bror og svigerindes nye hus til samvær og nærvær. Landmanden og jeg kørte ud fra gårdspladsen lørdag morgen med bevidstheden om, at en snestorm var varslet på Sjælland, men det afholdt os ikke fra turen.

DSC_0303

Vi mødtes ved middagstid med datter og søn samt svigerdatter til frokost på cafe. Sneen var begyndt at falde som fnug, der forvandledes til slud, når det ramte vejene. Svigersønnens barbershop blev besøgt, men da der var kunder, og da det jo er et kvindefrit område med plads til mandehygge, hilste vi blot på og drog ud til Vanløse. Nu væltede sneen ned, vi rykkede sammen i det skønne byhus, drak te og spiste lagkage, mens sneen forvandlede omgivelserne. Landmanden faldt så lang han var, da han skulle hente svigersønnen, det var blevet frostvejr og glat.

DSC_0316

Vi havde en skøn aften med tid til snak og pakkeleg, landmanden og jeg tog en stor andel af gaverne, vores svigerdatter og datter fulgte trop, så gad vide hvor mange pakker de andre familier egentlig fik. Sønnen fik køretjansen ind til Frederiksberg og Nørrebro, der var glat, masser af sne på vejen og fra oven. Men vi kom sikkert i hus. Landmanden og jeg stod op næste morgen og hentede godt brød fra bageren tæt på sønnens lejlighed, og sammen med søn, hans roommate og sønnens kæreste nød vi morgenmaden, før vi satte kurs mod Nordjylland.

Det blev en lang tur hjem, i København og omegn var der masser af sne, som nu blev forvandlet til vand. Efter Sorø var der fine veje, ingen vind og godt at køre. Vel over Storebæltsbroen tog blæsten til, der var snesjap, som dog var ryddet væk fra vejen. Godt forbi Odense kom vi helt ned i fart, der var glat, masser af sne, og trafikken sneglede sig af sted med 20 – 40 km i timen. Så forsvandt sneen, til gengæld tog blæsten kraftig til og lette køretøjer blev frarådet at køre over Lillebæltsbroen. Det rykkede godt i bilen, da vi kørte over. Nu gik det forholdsvis nemt, indtil vi hørte i radioen, at lastbiler hang fast på bakker ved Skanderborg. Stort spørgsmålstegn, der var jo ikke glat, så det måtte være over, når vi kom dertil. Ha, vi fik lige lagt yderlige 45 minutter oven i køretiden på en strækning på 6 km., vi sneglede os af sted i lange køer. Det viste sig så, at det var én lastbil, der havde vendt sig på tværs op ad en bakke, og der var faktisk glat lige der. Resten af vejen gik godt og i Nordjylland var der kun antydning af sne i kanten af vejene. Det var et træt landmandspar, der krøb sammen i den lune stue med tekrus og hver sine sysler, jeg strikkede og landmanden så fjernsyn.

Dagens fridag er skudt i gang, jeg hørte i radioen om nudging i forhold til omlægning af livsstilsvaner. Et af rådene var at trække i træningstøjet om morgenen, for så kom intention og handling oftere til at stemme overens. LOOP træning er overstået, senere skal efterårskrukkerne sættes ind i laden. De er formentlig frosne, så der kan ikke plantes vinterkrukker, før de er tøet op. Fuglene skal også fodres, der er jo bidende koldt udenfor. Sidste indlægs kommentarer skal besvares, jeg læste mange af dem undervejs i weekenden, men et sådant emne kræver tid til ordentlige svar, så de kommer senere.

Lige nu vil jeg nyde at kunne skænke en kop te, finde strikketøjet, sætte høretelefonerne på og lytte til en bog. God mandag til dig.

DSC_0315

19 kommentarer:

  1. I har været gennem alt vejret i denne weekend.
    Hos os i Roskilde fik vi vist også vores del af sneen, mens det ikke ser ud til at indre København overhovedet har fået noget, i hvert fald ikke noget der ligger i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det væltede ned på Frederiksberg og Nørrebro, utroligt hvis indre København ikke fik noget. Jeg så på instagram at i også fik sne :-)

      Slet
  2. Sikke en køretur I har taget, det er sørme godt gået (eller rettere kørt). Vores organist bor i Roskilde, og hun havde været 2½ time om at køre til Hvidovre søndag morgen; jeg tror, der er ca. 30 km.

    Jeg vil glæde mig til at se dine resterende svar på dit seneste indlæg, der virkelig har skabt en god debat. Det er så dejligt, når man får skrevet et indlæg, der får andre til at fatte "pennen".

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg har en mand, som er sej hvad angår kørsel, men vi er trætte i dag.
      Tak for dine ord, jeg er også glad for indlægget, især jeres kommentarer, jeg bliver klogere og bliver tvunget til at reflektere og uddybe mine ord.

      Slet
  3. Sikke en trafikweekend I har haft - godt at resten af den var så god, at det må opveje de sne- og sluddækkede veje. Det er kun flot at se på, når man ikke skal ud i det, synes jeg.
    Her er vejret lige nu så flot som det kan blive: høj, klar dybt blå himmel og en blikstille fjord. En verden til forskel fra i går ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, ja vi fik kørt noget ;-) I dag er det koldt, smukt med sol og enkelte skyer, jeg hygger mig indendøre :-)

      Slet
  4. Haha, så du fik lov til at opleve 'vores sne' :) Jeg nægtede at gå ud hele weekenden, for jeg er ikke helt klar til at det skal være så koldt med sne allerede.
    Jeg blev - lige som Inge - overrasket over, at der ikke var noget sne i indre Kbh. Men snebygerne har været meget afgrænsede. Vi har lidt mere sne i Rødovre end i Vanløse, en afstand på 2-3 km, og familien i Ølstykke har det tredobbelte.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, det gjorde jeg :-) Sjovt at der var sådan en forskel.

      Slet
  5. I er godt nok seje med al den snekørsel. Vi fik vel omkring 20-30 cm sne, der bare var tung og ødelagde grene og buske. I morges "snød" jeg mig til at køre med husbonden, der arbejder i samme område som jeg, så jeg lige fik set, hvordan føret er, inden jeg - muligvis - selv hopper bag rattet i morgen tidlig.
    Det lyder så ellers til at have været køreturen værd med sådan en familieweekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg er glad for at landmanden tog turen, til hverdag må jeg selv klare kørslen :-) Og Weekenden var helt klart køreturen værd.

      Slet
  6. Sikke en tur I kom på - I er fantastiske til at tage tingene som de er og kommer. Lyder som en skøn familiesammenkomst. Det indslag om nudging i forhold til omlægning af livsstilsvaner hørte jeg også godt og ja vores hjerne er fantastisk - det er virkelig spændende hvor komplekse mekanismer som er i spil. Vi får LOOP i vores by og reklamen for det fik mig straks til at tænke på mange af dine omtaler - KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, tak, og jeg forundres også over vores hjerne. Så må du se om LOOP er noget for dig :-)

      Slet
  7. I fik da så hatten passede! Forunderligt som al sneen lige skulle falde på sjælland. Håber vi slipper for den slags voldsomme mængder.... jeg gider ikke alt det bøvl, der følger med!
    Kan se du havde strikketøjet med, så var du da godt beskæftiget. Det vokser stille og roligt. Det ser dejligt ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, i den grad :-) Og ja strikketøjet vokser stille og roligt, lige nu strikker jeg også adventsgaver, så derfor må kjolen tage den tid det tager :-)

      Slet
  8. Danmark er i sandhed et land med store vejrforskelle! Jeg måtte opgive at komme hjem fra nattevagt søndag morgen, selv om vi ikke havde et eneste snefnug på Lolland. Til gengæld var køreledningerne faldet ned på Midtsjælland og da jeg havde ventet en time på hovedbanen og der stadig ikke var informationer om, hvorvidt eller hvornår togene måske kom til at køre, tog jeg tilbage til hospitalet, hvor gode kolleger havde organiseret en ren seng i et lægekontor. Vi havde fuldt hus, så det var heldigt, det kunne lade sig gøre.
    Det blev faktisk meget hyggeligt, søndag aften lærte jeg vores to indiske sygeplejersker, som var i aftenvagt, at flette julehjerter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, godt at der blev et sted at sove, og I har da hygget jer med julehjerter :-)

      Slet
  9. Jeg ved godt, at mange er vilde med sne, - men jeg bryder mig slet ikke om at færdes i trafikken, når det er. Godt, I kom sikkert hjem. Vi fik store mængder her i Aarhus, trods det, at vejrudsigten bød på "ingen nedbør".

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, ja jeg så godt sneen i din have på instagram, jeg ville have elsket det her, men ikke al det sjap som var i Kbh søndag :-)

      Slet
  10. Det lyder til opholdet og turen derover forløb fantastisk og efter planerne.
    En lidt anspændt og hård tur hjemover, ved ikke hvornår vejene var grå og almindelige. Men i må da have kørt på disse.

    SvarSlet