fredag, november 27, 2015

Kirurgen og lastbilchaufføren

Mad fylder meget i mit liv, det fylder meget, fordi det er mig, der står for alt omkring det herhjemme, og det har betydet, at efter 32½ år er jeg kørt træt i at finde på, handle ind og lave aftensmad, men vi får dog aftensmad, det bliver blot de nemme retter og mange genveje. Mad fylder også meget, fordi jeg elsker at spise, jeg kan glæde mig til min eftermiddagste efter arbejde, hvor jeg får knækbrød med ost nærmest hver dag. Jeg glæder mig til min morgenmad, jeg glæder mig til små anretninger med tørrede frugter, mandler og frisk frugt. Jeg elsker at sætte mig til et smukt dækket bord med lækker mad, som andre har kokkereret. Jeg spiser seks gange om dagen, og indimellem også hyppigere, jeg er udpræget belønningspiser. Jeg har før skrevet om det at tænke over, hvad man spiser, mens man spiser. Det er jeg ikke god til, for jeg spiser for hurtigt, jeg nærmest skovler maden ind og er færdig på fem minutter. Og det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at det nok mere er tempoet end arten af mad, der er årsag til kiloene, der sidder på maven og min følelse af hele tiden at være oppustet. Jeg når ikke at opleve mæthedsfølelsen, og kostkloge folk fortæller også, at hurtigt tempo og store mundfulde gør, at man sluger meget mere luft, end hvis man spiser langsomt og i små bidder. Så var det, jeg kom til at tænke på min datter og mig sammen ved et spisebord, min datter er at sammenligne med kirurgen, der udfører operationer med små ting. Her er langsomhed, omhyggelighed og små bitte snit med kniven vigtig. Min datter kan dissekere et stykke kød i de mindste bidder og holder pauser mellem hver bid, bestikket bliver ofte lagt på bordet, mens hun taler med andre, men også når hun spiser alene. Jeg derimod er at sammenligne med lastbilchaufføren, som på en varm høstdag med en vejrmelding om mange regnvejrsdage skal have hentet korn hos landmændene. Den store skovl på traktoren skovler den ene skovlfuld korn op efter den anden, det bliver væltet over i lastbilen, og det går tjept, ingen tid til at fundere over kornet, livet eller til at snakke med andre. Jeg når dog at snakke med andre, samtidig med at jeg spiser hurtigt, det øger så bare sandsynligheden for, at der ryger masser af luft ned i fordøjelsessystemet og at jeg ikke når at smage maden eller mærke mætheden. Det vil jeg øve mig på i denne søde adventstid, jeg vil nyde maden, jeg vil nyde det søde julebag, jeg vil nyde min sylte med sennep og rødbeder, jeg vil koge et æg til min sildemad i dag, og jeg vil nyde det hele, langsomt!

Og så vil jeg nyde, at jeg kører ned og hygger hos min far sammen med min ene søster. Plejehjemmet adventshygger og sælger æbleskiver, småkager, kaffe og gløgg, de samler penge sammen til en bil.

God fredag til dig

P1030990

12 kommentarer:

  1. Uhm sylte med rødbeder og sennep, det har jeg ikke fået i mange år, for jeg kan ikke lide købesylte.

    Din analogi til kirurgen og lastbilchaufføren er rigtig god, og den får mig til at tænke på, hvordan jeg selv spiser. Jeg tror også, jeg kan sammenlignes med chaufføren, og det vil jeg nu tænke over og prøve at holde op med, for det er vist ikke så sundt.

    Jeg håber, du har haft en god eftermiddag med din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne, vi nød eftermiddagen sammen med vores far. Næh sundt er det ikke, men hold op hvor er det svært at lægge den vane om.

      Slet
  2. Det er garanteret ingen trøst, men man kan sagtens tage på, selv om man er langsomtspisende :-(
    Maden nydes dog ganske rigtigt mere, og det er fint.
    Jeg kender så glimrende det med madtrummerummen - jeg har lavet mad stort set hver dag, siden jeg var 16 år - fra 16-20 år var det dog min mor, der fandt på, men hun lå for det meste i sengen og kunne ikke lave den.
    Når jeg går død i hverdagsmadlavningen, og det gør jeg med jævne mellemrum, så har jeg i de sidste mange år hentet inspiration på nettet og sætter mig fx for, at jeg i en hel uge kun vil lave mad, jeg aldrig har lavet før. Det gør det mere spændende for mig, men jeg har lidt på fornemmelsen, at der skal mere til for at gøre madlavning spændende for dig ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, øv :-) men jeg tror på at jeg måske ville spise mindre og få det bedre med min mave, måske.
      Min søster fortalte også glad i dag hvordan hun gik i gang med alle sine opskrifter i en mappe, det giver hende et pift, men nej det virker ikke. Jeg satser på at en skønne dag, så kommer lysten igen, jeg kan jo godt lide det, når jeg skal have gæster.

      Slet
  3. Jeg har aldrig haft lyst til at lave mad, så det med gæsterne klarer jeg med at invitere dem ud at spise. Man kan jo altid tage dem med hjem til kaffe og andre, mere overkommelige sager bagefter ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Rasmine, der er visse fordele ved at bo i en storby :-)

      Slet
    2. Du bor da ikke så lagt fra en - eller gør du?

      Slet
    3. Rasmine, der er 29 km til den indre by af Aalborg, så det synes jeg er for langt ;-) Og gæstemad gider jeg godt, men hverdagsaftensmaden kunne jeg godt undvære og gjorde det også, hvis ikke jeg var gift med en hårdtarbejdende landmand.

      Slet
  4. Åh et glædeligt gensyn med Karolines kogebog. Måske skulle jeg lige bladre lidt i mine.....

    Jeg er udpræget lastbilchauffør. Og må erkende, at kirurg bliver jeg ikke. Men jeg er med på at prøve i december!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg fik også lyst til nogle af de gamle retter :-)
      Slow decemberspisning, vi har hermed dannet en forening :-)

      Slet
  5. Skønne minder fra Karolinebøgerne, som er en basis for meget af min madlavning. Her er det også mig, der står for madlavningen. Med skiftende entusiasme. Jeg glæder mig jævnligt over, at det bare er os to, og vi hygger os, uanset hvad vi spiser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, dejligt at I hygger jer med aftensmaden. Jeg har faktisk helt mistet lysten til aftensmad, men vi fik da vendsysselsk grønlangkål i forgårs :-)

      Slet