onsdag, november 18, 2015

Livets gang

Havde jeg fået min vilje dengang, så havde jeg ikke haft den stilling, jeg har nu. Mon jeg så havde været på afdelingen stadig? Det er ikke til at vide. Jeg er glad for min stilling, men jeg kan godt mærke dage som i går, hvor de knoklede for at give patienterne den bedste pleje, observation og behandling, at der er det svært at blive siddende på kontoret, fordi der var møde, mødeindkaldelser og instrukser, der skulle være færdige. Vi havde en aftale om, at koordinator tilkaldte mig, hvis enderne ikke kunne nå sammen mere. Så derfor måtte en gammel dame finde sig i blive hjulpet af to knap så gamle damer, men langt ældre end gennemsnitsalderen for sygeplejerskerne på afdelingen. Afdelingssygeplejersken og jeg gik i gang, og den gamle dame fik at vide af mig, at hun nu kom på min liste over mennesker,som jeg gerne vil være som, når jeg er midt i firserne. Mange synes, at det er trist, når yngre mennesker bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, det er det! Men det er faktisk lige så trist, når en gammel dame, som ellers har klaret sig selv i eget hjem, bliver ramt, for hun har langt sværere ved at få genoptrænet sig end den yngre.

I går aftes trænede jeg mit snakketøj og mit strikketøj. Der var strikkecafe hos Garnudsalg.dk og jeg stornød det. Sidste gang måtte jeg trods ferie melde afbud, fordi jeg småskrantede. I går var jeg bare træt, men det forsvandt under "træningen". Jeg blev dog nødt til at være den første til at gå, for når uret ringer klokken fem, nytter det ikke at stornyde aftenen så meget, at jeg glemmer sengetiden. Onsdagen er startet, den byder på lidt af hvert, blandt andet et foredrag i aften om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Vi er en flok fra afdelingen, der har sat hinanden stævne til dette spændende foredrag ved en hospicepræst:

“Hvad har vi brug for, når vi er alvorligt syge og i forvejen både føler os til overs og til belastning for vores nærmeste? Hvad er det bedste, de mennesker, der er omkring os, kan gøre, når vi ikke længere synes, at vi er til nytte og føler os uværdige? Har vi så brug for aktiv dødshjælp eller drab på begæring, som det græske ord “eutanasi” egentlig betyder? Jeg tror det ikke. Vi har snarere brug for den værdighed, de andre kan give os ved den måde, de behandler os på! Vi har brug for føle os betydningsfulde ikke så meget for det ,vi gør, men for det vi er. Vi har brug for at have retten til at være til besvær, i familien og i samfundet.”

God onsdag til dig

P1030972

12 kommentarer:

  1. Spændende foredrag, lyder det til. Og det er som oftest meget givende at gå sammen til et foredrag, så man kan få vendt det bagefter og måske lære endnu mere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det var en rigtig god aften sammen med kollegerne.

      Slet
  2. Jeg glæder mig til at høre om foredraget. Jeg går ind for aktiv dødshjælp, men er ganske klar over, at det må være svært at vide hvornår nu er nu. Eller også ved man det bare, når man når så langt. Jeg tror egentlig nok det sidste ... men det er et følsomt emne. Et hospice er også en god løsning, men vi har ikke nok af dem, tror jeg.
    Jeg har ikke brug for at have en ret til at være besværlig for familien!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg vender tilbage med et indlæg, som uddyber det med at være til besvær :-) Og jeg er absolut imod aktiv dødshjælp.

      Slet
  3. Det lyder spændende med det foredrag. Aktiv dødshjælp er jo et etisk dilemma, hvor jeg både er for og imod.
    Sengetiden skal passes, jeg er selv et lysende eksempel, i dag er jeg meget træt efter 1½ uge, hvor der har været lidt underskud på søvnkontoen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, det var spændende, og jeg kan godt følge dig i for og mod, men jeg er helt klart mod aktiv dødshjælp.

      Slet
  4. Også jeg går ind for aktiv dødshjælp, men hvornår er nok nok? Jeg glæder mig til at høre/læse om foredraget. Vi har i vores kirke to hospitalspræster - en fra psyk. og en fra "store Hvidovre" - , og sidstnævnte kan virkelig fortælle, så man forstår de store dilemmaer, som mennesker kommer til at stå i. Jeg ville nødig være pårørende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne og jeg er helt klart mod aktiv dødshjælp, men det skal jeg nok forklare mig yderlig i et indlæg om aftenen.

      Slet
  5. Det er en kunst holde styr på hjerne og hjerte! Både på arbejde og udenfor.
    Du fik da en god oplevelse med den gamle dame, og hun rettede formentlig ryggen lidt!
    Min hjerne og hjertet kan trækker hver sin vej hvad angår eutanasi.
    Jeg vil nødig ende i en stol og ikke kunne gøre noget af det jeg holder af.
    Jeg vil også nødig ende i et smertehelvede pga sygdom.
    Jeg vil nødig ende dement og uden forbindelse til verden.
    Uanset værdighed ville jeg miste så meget af det, der er livet for mig. Og ud fra det kan jeg godt forstå de mennesker, der tager det svære valg at sige farvel til livet.
    Jeg synes faktisk, det er sværere som pårørende... at skulle sige farvel.
    Jeg er spændt på at høre om foredraget!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, du skal nok høre nærmere, og jeg kan sagtens følge dig, men jeg uddyber det nærmere i et indlæg.

      Slet
  6. Interessant betragtning; det der med, at det er sværere for et gammelt menneske at genoptræne. Det ved man jo egentlig godt, men jeg har bare aldrig tænkt det ind i den sammenhæng. Jeg er en mere, der glæder sig til at læse om fordraget. God, spændende aften :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Fruen i midten. Vi skal ikke motionere og være aktiv bare for at leve sundt, men det er bankkontoen vi skal trække på den dag vi måske bliver ramt af sygdom. Det er den ting, der kan gøre en forskel den dag vi er gammel og måske bliver syg.

      Slet