onsdag, december 09, 2015

Julekalenderen, 9.december

Mental to-do liste: I dag var det på arbejde, at jeg fik fjernet nogle hængepartier, og mentalt lukkede jeg ned mellem arbejde og fritid, for jeg har nemlig fri i fem dage! Jeg har masser af ideer til dagene, for efter dem står der arbejde på alle hverdage frem til lillejuleaften. Hold nu op som jeg synes dagene løber af sted. Det er helt vildt, at vi nu er to uger fra juleaften, men jul bliver det uanset hvad, og jeg har prøvet at sætte alt på plads d. 22. december efter ombygning, og vi nåede både småkagebagning, julekonfekt, juletræsfældning og stå op juleaftensmorgen og være klar til en skøn dag og aften, så det stresser mig ikke. Jeg vil dog helst undgå, at det hele skal nås d. 22. efter arbejde.

Jule-relateret: huset er stadig ikke pyntet til jul, det er faktisk en december efter min mors hoved. Der var også kun kalenderlys, adventskrans og fjernsynets julekalender frem til min mor fik juleferie fra skolen. Jeg nyder disse stille sene eftermiddage med levende lys, julekalender og sofaen. I dag fik jeg min julegave fra regionen, rygterne vil vide, at det er sidste år, vi får gaver. Et eller andet sted er det også svært at få gave, når så mange har fået en fyreseddel eller måttet se deres gode arbejdsplads lukke ned og skulle starte forfra et andet sted. Jeg forstår ikke, at man i Danmark ikke kan finde ud af at forhandle sig til billigere medicin eller være hård og så sige, at hvis den bedste medicin er så dyr, så må vi nøjes med den næstbedste, som måske er en my ringere, men til gengæld meget billigere. Det er hver gang personale, der spares væk, og det holder ikke i længden, det er jo ikke der, at den store budgetoverskridelse er. Tja, nu kom jeg vist lidt langt væk fra juleemnet, men sådan kan tankerne vandre en sen aften i december.

Sov godt og må morgendagen være imødekommende.

Min julekalender i år skal være, at jeg hver dag i december gør et eller andet julerelateret og et eller andet, som kan streges på den mentale to-do-liste og blogger om det. Egentlig ville jeg gerne lave en konkret papirliste med ting, der skulle være færdig inden jul, men sådan en liste ville få lige den modsatte virkning på mig, jeg ville blive stresset, ked af det og irriteret på mig selv, når jeg ikke nåede det planlagte, så dette er min skræddersyet kalender til mig, lige som jeg er, der hvor jeg er i mit liv.



12 kommentarer:

  1. Det er jo ikke pynten, der skaber stemningen!
    Jeg er nu ret imponeret over alt det du kunne nå på et par dage.... Så jeg er sikker på, at du også når det vigtigste i år, prioriteringerne har måske bare ændret sig.
    Regionens/statens prioriteringer kan vi så godt enes om at undres over! Dels i den politiske håndvask over for at tage de upopulære beslutninger, dels i de politiske holdninger til det personale der skal leve med deres beslutninger. I skåltaler er personalet det der bærer hospitalsvæsenet, i finansloven er personalet økonomisk belastende og kan fjernes.
    Symbolværdien i en lille julegave som en påskønnelse af indsatsen er større en udgiften, for vi ved godt at man ikke skal sløse med skatteborgernes penge!. I Bilka fik de en julekurv, hos Vestas et kamera eller lign.
    Nå.... Det er vilkårene på arbejdsmarkedet.
    Må julestemningen lune sjælen og give gode fridage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, enig, og jeg kan godt mærke at det at der ikke bor børn i huset mere, ændrer på mit behov for julepynt :-)
      symbolværdien i julegaven er faktisk stor, jeg husker stadig første år vi fik gave, jeg var fuldstændig ligeglad med gaven, men det at få en gave og et kort betød meget mere.
      Og tak :-)

      Slet
  2. Det er ganske forstemmende, når man gang på gang hører politikere sige, at man ikke vil prioritere, så sygehusene må bruge løs af den aller dyreste medicin. Det er bare lige den værste måde at prioritere på, for så prioriterer man personalet væk. Det er givet vis ikke nemt, - men konsekvenserne er bare uholdbare.

    Dejligt med lidt julestemning, - et stearinlys er jo alt rigeligt, og så lidt julemusik. Så kører det.
    Nyd dine fridage!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, i Norge har de kunnet styre økonomien på medicinudgifter, hvorfor så ikke her?
      Tak jeg nyder allerede :-)

      Slet
  3. Fem fridage midt i juletiden... Jeg gætter på, at de kommer meget belejligt. Lidt kalenderlys, en adventsdekoration og en enkelt lille nisse og måske en småkage, så er julestemningen i hus :-)

    Når man går på apoteket spørger de altid, om det må være billigste tilsvarende? Og det svarer jeg altid ja til, men det må jo betyde, at lægen ikke udskriver det billigste, men de kan vel også dårligt sidde og være bekendt med fluktuationerne i priserne. Men hvis man køber ind til en hel region, må man have styr på priserne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, sygehuset får også altid handlet det billigste hjem, men det er når nyt medicin kommer frem, så er der en periode hvor der ikke findes andet kopimedicin på markedet for at medicinalfirmaet kan tjene det ind, de har brugt på udvikling og forskning på præp. Det koster vildt mange penge, og alle patienter kræver jo det bedste medicin der er på markedet, så hvis ikke politikerne tør stå fast og sige, det kommer I ikke til at få, med mindre vi for det billigere, så er det at det løber løbsk. Der forskes jo hele tiden og nyt og bedre medicin kommer frem hele tiden, og det koster kassen, og så fyrer man personale!

      Slet
  4. Det er et rigtig dumt dilemma ... jeg kan jo, som tidligere ansat i et medicinalfirma, så glimrende forstå, hvorfor ny medicin er så dyr - og du har som nogle af de få også forståelse for i hvert fald prisen, de er nødt til at tage. Det koster omkring en milliard at udvikle en nyt produkt, så hvis det måtte blive kopieret med det samme, ville forskning og udvikling gå i stå pga. manglende indtjening, og det er der nok heller ingen, der ønsker.
    Men at dyr medicin skal koste personale, er noget rigtig skidt - I er bare SÅ hårdt pressede efterhånden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er et rigtig dumt dilemma. jeg har en forforståelse som siger, at man også giver den en ekstra tak opad prismæssigt, når det gælder sygehuse, fordi der er et pres fra patienter, så jeg mener at man må finde et kompromis.

      Slet
  5. Håber du får skønne fridage :-) Lige præcis det her "Jeg forstår ikke, at man i Danmark ikke kan finde ud af at forhandle sig til billigere medicin eller være hård og så sige, at hvis den bedste medicin er så dyr, så må vi nøjes med den næstbedste, som måske er en my ringere, men til gengæld meget billigere" undrer også mig. Jeg ved godt at det er dyrt at udvikle medicin - jeg ved også at medicinal branchen fortsat er et sted hvor der er mange mange penge og stor indtjening så jeg tror på at det er en branche man skal være stærk overfor. Jeg tror der er plads til forbedring så det ikke er personalet der presses igen og igen KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette, jeg tror også at man kan finde en måde at gøre det billigere på , det har man gjort i Norge.

      Slet
  6. Du kan jo ikke stege and/steg eller hvad i nu spiser juleaften, eller tænde træet og lave desserten før selve dagen, gæsterne kommer ikke før, fordi du er på forkant. Og husk, du behøver jo ikke alle 17 forskellige småkager eller konfekt. Det kan købes færdiglavet, og præcis den mængde du har brug for, så der ikke er overflod.
    Jeg har lært at sige pyt, og det ved jeg du også har :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, du kan tro jeg siger pyt, men jeg elsker hjemmebagte småkager, så mon ikke jeg finder tid til lidt bagning i weekenden :-)

      Slet