min kære souschef, som fortalte, hvordan hun sørgede for at komme ud med børnene, når hun kom hjem efter en hård og travl dag. Det kvikker op, og man er bare mindre træt efter frisk luft og motion. I dag lyttede jeg til hende, så da jeg lige var ved at falde i søvn i sofaen, strøg jeg op, og inden jeg nåede at fortryde det, tog jeg travesko på, kameraet i hånden og gik en skumringstur på en halv time og 4000 skridt. Jeg har ikke haft en hård dag pga mit arbejde, men fordi jeg ganske enkelt ikke kunne finde ro i nat, så blev arbejdsdagens møder klaret med fire timers søvn.
Min kære souschef var også den, der ramte plet, da jeg fortalte om den dag, hvor jeg havde rundet 10000 skridt på arbejde, hvorpå vi blev enige om, at det gav god mening, at vi tit var trætte efter en dag i plejen. Og så sagde hun, men vi får jo ikke pulsen op, som man anbefaler, og det er jo rigtigt. Vi rammer det ene mål, 10000 skridt, men det andet mål med en halv times motion, hvor pulsen stiger og man bliver lidt stakåndet, og det skal være af minimum ti minutters varighed ad gangen, den motion må vi sørge for efter arbejde. Den er nu klaret for i dag, og så kan jeg vende mig mod aftenens gøremål. Jeg nåede ikke at blive færdig med forberedelserne til morgendagens kursus, hvor jeg er på som underviser for vores sidste ansatte kolleger. Jeg har holdt kurset fire gange nu, men har intention om at skrue emnerne lidt anderledes sammen. Det kræver tid til fordybelse og eftertanke, det snupper jeg så i aften, når huset er gjort klar til rengøring og landmanden er ”fodret af”. En kande te, lidt rosiner og nødder og belønning i form af en enkelt pind på kjoleprojektet skal holde mig fokuseret. Jeg nød at være i strikkecafeen i går aftes, Liselotte guidede mig i gang igen med kjolen, og så må jeg sige, at det er begrænset, hvor meget jeg får strikket, jeg skal jo også snakke. De to ting går ikke sammen, jeg skal helst have øjenkontakt med den, jeg taler med. Og blindstrikning mestrer jeg ikke.
Landmanden og medarbejdere nyder det gode vejr, markerne har tørret godt, og igen i dag blev det en god kartoffeldag. Det er lange dage for landmand og co., så de har opgivet sortering om aftenen, vi snupper derfor en gentagelse af sidste søndags aktivitet. Helt i orden for mig, efter morgendagens kursus har jeg fire fridage fra sygeplejen.
God aften til dig.