søndag, januar 03, 2016

Blæst både udenfor og indenfor

Udenfor blæser det stadig, det gjorde det også, da jeg gik ud fra sygehuset til bilen lidt over midnat. Min hjerne føles også som om den er i blæsevejr. Selv om jeg er træt og faldt sent i søvn, har søvnen nu forladt mig. Tankerne myldrer af sted, det blev en meget hektisk og travl aftenvagt, ialt kom der 13 nye patienter i dag og aftenvagt. Og alle skulle tages imod, alle skulle følges op med informationer efter undersøgelser, alle skulle have medicin, alle skulle følges løbende med neurologiske vurderinger, observationer af blodtryk og puls, alle skulle have mad og for nogles vedkommende skulle de have hjælp til toiletbesøg, hjælpe til at vende sig, hjælp til at blive lejret godt, så der ikke opstår tryksår, hjælp til at få børstet tænder, for slet ikke at tale om støtte og information til både patient og pårørende. Og faktisk var jeg ikke en del af meget af dette, for jeg havde travlt med at følge op på undersøgelserne, bestille blodprøver, modtage beskeder fra lægerne, få informeret patient og pårørende, dokumentere, finde medicin osv. Jeg har sovet tungt, indtil jeg vågnede ved landmandens vækkeur, og nu nægter søvnen at indfinde sig igen. Ydermere er der sygdom blandt personalet både i dagvagt og aftenvagt, og med så mange nye patienter så bliver der tryk på i dag. Alle skal ses af en læge, alle skal have lagt en plan for det videre forløb, en del skal formentlig udskrives, fordi det ikke drejede sig om en blodprop eller blødning i hjernen, og alt sammen kræver sygeplejerskeinvolvering.Og alle skal stadig vurderes neurologisk, observeres med blodtryksmåling, skal have mad, en del skal have hjælp til toiletbesøg, hjælp til spisning, hjælp til påklædning, hjælp til vask osv. Der er nok at se til, og det er der helt sikkert også i aften.

Længere kom jeg ikke i mit forsøg på at få gjort vindstille i hjernen, for så valgte jeg at lune rundstykker og spise morgenmad med landmanden. han er nu på jagt og jeg har fundet sofaen med tid og plads til en film. God søndag til dig, jeg snupper en aftenvagt mere.

engel i mit vindue

17 kommentarer:

  1. Sikke'n blæst. Jeg holder meget af at læse om din glæde og tanker om sygeplejen. At selvom jeg ved, der er masser af mennesker, der arbejder med mennesker, der holder af, der har integritet og faglig stolthed. At jeg ved, at jeg vil huske dine ord, når jeg lige om lidt selv skal omkring sygeplejen og travlheden og alt det der hurtigt kan få det hele til at se som manglende lyst.
    God aftenvagt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, i går udskrev jeg to af de 13, der kom ind dagen før. begge gav udtryk for stor taknemlighed og tilfredshed med forløbet, så jeg tror faktisk ikke at patienterne oplever det som manglende lyst, selv om de kan se at vi har travlt. Pøj pøj jeg håber at du møder professionel personale, der alle vil dig det bedste.

      Slet
  2. Når man bare er almindelig bruger af sygehussystemet tænker man slet ikke over alle de opgaver, der hører til i sygeplejen. Det er jo helt overvældende når du sådan remser op. Hvis du ind imellem har svært ved at sove efter en aftenvagt forstår jeg dig virkelig godt; det tager jo tid at fodøje alle indtrykkene og at "falde ned".

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, i går snakkede vi om at de fleste af os skal gøre et eller andet inden vi kan sove, kun en kan gå direkte ind i sin seng og sove.

      Slet
  3. 13 patienter på en dag! Det lyder som mange. Jeg håber, jeres sygemeldte snart bliver arbejdsklare igen, så I ikke skal løbe så hurtigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, vi fik vikarer ind, for omgangssyge og influenza har godt tag i mine kolleger, også dem, der havde fri og som ikke kunne tage ekstravagter :-)

      Slet
  4. Man bliver helt forpustet af at læse med - håber dagens vagt er knap så hektisk KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, tak, aftenen blev travl, men i et helt andet roligt tempo, selv om det lyder selvmodsigende :-)

      Slet
  5. Ja, jeg blev da også helt stakåndet af at læse indlægget.
    Jeg håber din vagt i aften bliver bare lidt mere rolig, selv om du ikke forventer det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, aftenen blev god takket være to speciallæger, som var blevet kaldt ind til stuegang hos os, fordi der var sygdom også blandt lægerne. De to læger blev og gjorde alle de store opgaver færdige, selv om de egentlig skulle være gået før jeg mødte.

      Slet
  6. Pyh, det må føles ganske svært at udføre et godt arbejde under de betingelser. Hatten af for jer!
    Jeg håber, at der trods alt var lidt mindre pres i aftes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak, vi fik en aften med mindre pres, der kom ikke en eneste patient i aftenvagten og sammen med det jeg skrev ovenover til Ellen, så gjorde det udslaget. For det var de samme patienter, som havde de samme behov for hjælp og pleje.

      Slet
  7. Godt, at din seneste vagt ikke var lige så hektisk, for den slags vagter flere dage i træk må da kunne tage pippet fra selv den bedste. Det må være svært at 'komme ned' igen efter sådanne hektiske aftenvagter, men måske kan du finde et ritual (kamillete og ruzzle?), som kan være så tilpas søvndyssende, at du kan falde i søvn nogenlunde med det samme :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. fruen i midten, jeg har i denne tid grovædt slik og småkager sammen med te, har helt glemt at jeg har gløgg i køleskabet :-) Det er et godt sovemiddel.

      Slet
  8. Det er da en fin måde at få vinden i hjernen til at lægge sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, det hjælper altid at få tankemylderet skrevet ned

      Slet
  9. Håber filmen gjorde det vindstille i hjernen, for udenfor blev det jo ikke vindstille, sådan rigtig ;-)

    SvarSlet