lørdag, januar 30, 2016

Lørdagsluft

Aftenvagten strøg af sted i går aftes, der var meget stuegangsarbejde, hvilket betød at jeg var i fast pendulfart mellem lægekontor, patientstuer og på jagt efter kollegerne, som sørgede for at passe og pleje alle patienterne, men som også skulle have besked om, at den patient skulle have sat intravenøst medicin op, at den patient skulle have anden medicin, hvem der skulle modtage næste patient osv. For der kom en jævn strøm af patienter i løbet af vagten, så alle havde nok at se til.

DSC_0522

Lørdagen er også strøget af sted, jeg har fået købt værtindegaver, jeg har talt med søster, datter og søn i telefon. Jeg har fået et punkt på den mentale to-do-liste fjernet, det har fyldt længe. Nu ligger der en opdateret adresseliste på gemalens fætre og kusiner, så vi i arbejdsgruppen kan indkalde til efterårskomsammen. Selv om vi to er i den yngre og dermed arbejdende alder, så har familiens efterlønnere og pensionister så travlt med at holde sig i live med oplevelser / børnebørnspasning, at vi skal være tidligt ude for at få dem med. Nu er der gået en kort tur, så der kunne komme frisk luft til hjernens nerveceller og ny energi til aftenens vagt. Der bliver helt sikkert nok at se til, for de patienter, der kom i går, skal jo i dag have lagt en plan for det videre forløb, og da det er weekend med færre læger og sygeplejersker på arbejde, så plejer vi at skulle tage aftenvagten til hjælp. Det er helt fint for mig, jeg nyder samtalerne med patient og pårørende og blev så glad i går, da jeg udskrev en patient, hvor jeg skulle sende mange roser til alt personale, køkkenpersonale, rengøringspersonale, læger, sekretærer, terapeuter og sygeplejepersonale. Det havde været et godt forløb og patienten havde følt sig i trygge hænder hele vejen igennem. Senere skulle jeg sammen med lægen fortælle en patient, yngre end mig, at symptomerne stammede fra en blodprop i hjernen. Patienten blev naturligt ked af det, men sagde så, jeg føler mig i trygge hænder, det skal nok gå. Det er vigtigt for mig, at vi ikke bilder nogen ind, at bare man ser positivt på det, så går det som en leg eller at de gennem denne oplevelse vil blive styrket, men at vi indgyder et håb om og tro på, at det her skal patienten nok finde ud af at håndtere, selv om det bliver svært.

DSC_0529DSC_0530

Og svaner og gæs i luften gør mig glad, tænk at jeg har dem omkring mig ved vintertide.

DSC_0533

God lørdag til dig.

10 kommentarer:

  1. Jeg elsker, når du skriver om dit fag! Jeg får en indsigt i sygeplejearbejdet som jeg ikke kunne få, hvis ikke du skrev om det.

    Det er noget pladder, hvis man forøger at bilde folk ind, at hvis de bare ser positivt på det, skal det nok gå. Fra min egen lille "butik" ved jeg, at man skal være langt hinsides selve sygdommen, før man kan finde det positive frem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne, det er jeg glad for at høre. Ja det er pladderpositivisne

      Slet
  2. Jeg faldt også over "Det er vigtigt for mig, at vi ikke bilder nogen ind, at bare man ser positivt på det..." - på et eller andet tidspunkt i mit sygdomsforløb sagde en læge noget til mig, som jeg ikke helt troede på, hvortil han svarede, at de ikke må lyve for os. Man kan sige sandheden på mange måder, men de måtte ikke fx indgyde falsk håb. Det må være en svær balancegang, for alle patienter siger, at de vil vide sandheden, men er de/vi i virkeligheden klar til det?
    Jeg burde bruge mange flere ord for at forklare ordentligt hvad jeg mener, men jeg ved, at du er klog nok til at forstå mig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak for tilliden, og ja hvordan vil vi egentlig have ting at vide, det er svært. I weekenden argumenterede jeg for at man ikke ønsker kl 23 at få en grim diagnose at vide. Og sådan blev det.

      Slet
  3. Den første tanke er vel, at man gerne vil vide alt, men når det kommer til stykket, er jeg ikke nær så sikker på at det virkelig er det man ønsker i alle tilfælde. Jeg tror det handler meget om hvem man er, og hvad diagnosen egentlig er. Med alt det vi i vores familie efterhånden har været igennem, med både den ene og den anden, så føler vi, at vi er blevet godt behandlet at sygehusvæsenet. I vores lokale avis har vi noget der hedder "Dagens buket" og der kan man læse mange solstrålehistorier. Mor (vi) satte selv en annonce i fra hun var indlagt i 2009.
    Jeg er først nu ved at få læst alle dine sidste indlæg, også det hvor du linker til min(e) historier. Jeg har også kommenteret der. Jeg mener jeg på et tidspunkt har læst hos dig, at du ikke ser gamle kommentarer. Måske husker jeg forkert?
    Tak fordi du linkede til historien, så flere bliver bekendt med hvordan det OGSÅ KAN være, når man er syg og har behov for hjælp til at få et værdigt liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, jeg er glad for at I trods alle genvordighederne og uforskammethederne stadig kan se dem, der gør det godt. Mange ville lukke øjnene for det og skære alle over en kam, og jeg ville forstå det.
      Du husker rigtigt, nogen gange fanger jeg det dog ude i mit "sidste kommentarer", tak for dine ord.

      Slet
  4. Jeg synes meget godt om at læse dine indlæg om dit arbejdsliv og den måde opgaverne søges løst på. Jeg tror det er meget godt som led i mine forberedelser på at håndtere hvad der måtte ske på det helbredsmæssige felt efterhånden som tiden går. Ikke fordi der behøver ske noget, men det kan vel ikke udelukkes at noget sker på et tidspunkt. Så tak for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, selv tak, og måtte du aldrig få brug for de forberedelser.

      Slet
  5. Viså mange svaner på turen gennem landet i dag - både i luften og på markerne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, de er så smukke i luften og når de letter. Landmændene er ikke glade for dem, hvis det er tilsåede marker, de kan rydde ret meget.

      Slet