onsdag, februar 03, 2016

Lyset vinder frem

I dag gjorde jeg det rigtige. Lige da jeg var ved at glide ned i sofaen og snuppe en powernap, satte jeg mig op. Hukommelsen huskede heldigvis konsekvenserne af powernap ved samme tidspunkt i går = for lidt søvn i nat. Nu stod jeg i stedet for uden for døren i for lidt tøj, der var køligere end jeg troede. Pyt, der skulle bare gåes lidt hurtigere for at få varmen. Tænk at der stadig er lyst klokken halv seks om aftenen. Skønt. Blodet pulserer i kroppen, hænderne prikker og stikker, fordi jeg ingen vanter havde på. Ørerne gløder som små glødepærer, og jeg er lysvågen igen.

DSC_0564DSC_0565

Og hjemme igen tømte jeg postkassen, tak søde Mette, som var så sød at sende mig Brinkmanns bog Stå fast, som jeg kunne låne og dermed ikke skal vente flere måneder på bibliotekets udgave. Jeg vil glæde mig til at skænke en kop te, lade iPad og bærbar ligge på bordet og fordybe mig i bogen.

DSC_0568

Kurset i dag gik godt, men jeg synes, det er hårdt at være kursusleder, også fordi jeg hele tiden holder øje med mine kollegers kropssprog, synes de nu, de får nok ud af det, og samtidig skulle jeg have styr på alle remedierne til undervisningen. Det er noget nemmere, når det er lægeundervisning, de kommer med en USBnøgle, og så er det det. Her skulle jeg have tjek på seks senge (i et auditorium!), tre kørestole, 18 almindelige stole, fire borde, håndklæder, vaskeklude, vaskefade, strømper, patientbukser og patientskjorter. Kaffe og te på rette tid, PowerPointsuddelingskopier osv. Jeg fik også noget ud af undervisningen, det er længe siden, at jeg og resten af afdelingen er blevet opdateret på Affolterkonceptet, og det har ændret sig siden da, så det var rigtig godt.

DSC_0575

Aftensmaden skal jeg lige finde energi til at lave, jeg havde bestemt mig for en curry med kylling, det har jeg aldrig lavet før, så det kan jeg nok godt finde ud af. Det øver jeg mig i hvert fald i at sige tilpas mange gange, så jeg tror på det til sidst. Vi får se.

God aften til dig.

13 kommentarer:

  1. Velbekomme, Lene. Bogen kan lige så godt blive læst af dig, som den kan samle støv på min reol. Og s'føli' kan du lave curry med kylling :)
    Selvom min aftensmad kom fra 'retnemt', så var det på ingen måde nemt. Der skulle snittes, brases, brunes og sauteres i et væk og af flere omgange, så jeg blev helt træt af, at jeg havde valgt den ret. Men det smagte godt.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, tusind tak, jeg er endnu ikke kommet i gang, er for træt i disse dage :-) Det koncept har jeg aldrig hørt om før, der står ellers at det kun tager 30 minutter.

      Slet
  2. Spændende at se, hvad vi synes om bogen - jeg startede på den på vej hjem i flyveren. Den tegner fint, men hvor ville jeg ønske (KUN i dette ene tilfælde), at jeg stadig gik på arbejde, så jeg kunne få provokeret alle de smarte HR-folk og ledere med alskens eksempler på de gode råd :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg kommer først i gang i weekenden, så må vi udveksle erfaringer :-)

      Slet
  3. Det er fantastisk, at det er lyst så længe nu. Og der er minsandten en lille solopgangsstribe på himlen, når jeg kommer på arbejde, - så skønt.

    Og hvor er det skønt, når man tager sig sammen til gåtur i stedet for sofa.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det hjælper på humøret at lyset lige så langsomt vender tilbage. tænk at du kan se en solopgangsstribe. Åh ja i dag får jeg vist ikke sofaen vristet af mig ;-)

      Slet
  4. Av, dine stakkels ører! Det er da også en måde at vågne på ;-) Godt, at der også faldt guldkorn af til dig, så kursusdagen ikke alene var hårdt slid. Jeg håber, du og Ellen skriver om Brinkmanns bog, så vi andre kan blive inspirerede til at læse - eller til at lade være :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, jeg har fået mange guldkorn, så jeg vil ind og have fat i patienterne for at prøve det af :-)

      Slet
  5. Selvfølgelig kan du det Pippi.. :-) God fornøjelse med Brinkmann, jeg har ikke læst bogen, kun nogle få artikler fra hans hånd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, selvfølgelih kunne jeg det :_) og det smagte godt! Jeg glæder mig til at læse en bog, lige nu er det kun serier, jeg ser, eller artikler jeg læser.

      Slet
  6. Tak, Hanne, det har været to gode dage, men hold op som jeg er træt :-)

    SvarSlet
  7. Det er skønt med lyset - nu er det så meget, at det gør en tydelig forskel! Og spændende med kurset - jeg forstår godt, du bliver træt. Det kræver megen koncentration!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, lyset kan mærkes, også på en gråvejsdag som i dag :-)

      Slet