mandag, februar 08, 2016

Mandagsstart

Hverdagsfridagsmorgener følger sine egne rutiner, jeg går rundt i pyjamasbukser og en lille cardigan over nattoppen, mens jeg lader dagen vågne. Det er regnskabsdag, men den starter først efter klokken ni, det er min egen lille regel. Så indtil nu har jeg brygget te, spist morgenmad, sørget for at regninger bliver betalt i denne uge, sørget for at medarbejderne får løn, tjekket min arbejdsmail, samlet op på et hængeparti fra i fredags og genlæst en artikel om overførsel af det lærte i en læringssituation til en anden situation. Nu er jeg kommet i tøj, jeg kan gå rundt med, også udenfor (mit hjem er jo en arbejdsplads for medarbejdere og andre, der kommer i løbet af dagen, enten for at sælge, reparere eller købe)

Mine tanker kredser om kurset i sidste uge og hvordan jeg kan støtte mine kolleger i at få det lærte inddraget i deres arbejde. Man kan være nok så tændt og begejstret over et kursus, men erfaringen viser, at kun 10 % bliver overført til praksis. Mens jeg genlæser artiklen, har jeg hele tiden virkeligheden i mine tanker.

DSC_0586

Der er tre overordnede faktorer, der er afgørende for, at der sker transfer (overførsel af det lærte til en anden situation):

Faktorer knyttet til den lærende:

Først og fremmest skal man være motiveret for at overføre det lærte til sin praksis. Det lærte skal give mening, og man skal føle, at det kan øge kvaliteten af det arbejde, man udfører. Man skal også føle, at man bliver medinddraget i undervisningen og at man tror på, at man umiddelbart kan anvende det. Derudover har evnen til at sætte mål for sig selv og føle sig forpligtet til at bruge det lærte i praksis også betydning. Alle de faktorer, mener jeg, var og er til stede hos mine kolleger.

Faktorer knyttet til undervisningssituationen;

Underviseren skal forholde sig til anvendelsessituationen i sin undervisning, skal støtte kursisterne i at sætte mål og skal være troværdig. Det var også gældende, faktisk var jeg imponeret over undervisernes evne til hele tiden at ændre undervisningen, så den tog udgangspunkt i de emner, mine kolleger tog op. Underviserne havde på forhånd sagt til mig, at de jo arbejdede i en anden arbejdssituation end os, de arbejder i det rehabiliterende med mange dage med den enkelte patient, vi er i det akutte, hektiske miljø med kun få dage sammen med patienten. Men de var fantastiske og i høj grad troværdige. De gjorde også noget genialt, de valgte til sidst, at vi alle skulle bruge 10 minutter til at tænke over det, vi havde lært og så skrive ned, hvad vi ville gå hjem og prøve. Her har de støttet kursisterne i at sætte små mål for sig selv.

Faktorer knyttet til anvendelsessituationen

Det giver næsten sig selv, at en arbejdsplads, der er åben over for nye ideer, når man har sendt folk på kursus, også er medvirkende til at støtte transfer. Men arbejdsbelastning, tidspres og få muligheder for anvendelse af det lærte er barrierer for transfer. Og det er her, hurdlen hos os er. Så det er vigtigt, at der dels ikke går for lang tid, inden at man får taget det lærte i brug, dels at der tilbydes støtte og erfaringsudveksling. Artiklen nævner også, at skriftlige refleksioner er en måde at få det lærte brugt. Det er så her, at jeg ser min funktion. Jeg må finde en måde at få mine 14 kolleger til at holde fast i begejstringen og det meningsfulde ved kurset. De ved, at de skal være med til at udbrede emnet for vore andre kolleger, og at vi til maj skal undervise de andre praktisk i det. Så jeg tumler lige nu med tanken om at etablere et skriftligt erfaringsforum og jævnlige mails, hvor jeg tager fat i delemner fra kurset. Derudover skal de også tage fat i mig i hverdagen, så vi sammen kan få erfaring inde hos patienten.

Nok om det, landmanden kom ind for at drikke te sammen med mig. Ha, jeg kom til at smile, da jeg så os to halvgamle* mennesker. Vi sad med hver vores elektroniske udstyr og surfede på nettet, der blev læst på facebook og på nyhedssider, men vi talte da også lidt sammen. Nu er klokken over ti, jeg er i fuld gang med bilag og regnskab. Vil du dele dine erfaringer med at få kursusviden omsat til praksis, så vil det glæde mig. Må du få en god dag.

DSC_0592

* folk reagerer ofte, når jeg bruger det udtryk, men vi er jo halvgamle, måske er vi i de unges øjne endda gamle. Det er dog ikke det samme, som at vi er gået i stå, det føler jeg ikke, vi er.

10 kommentarer:

  1. Vi er nok nogenlunde jævnaldrende, og jeg synes du har ret i, at vi er halvgamle. Jeg bryder mig bare ikke om vendingen.

    Alt for mange af mine kurser gennem årene er blevet til en eller anden form for passiv viden. Der hvor det har fungeret bedst er faktisk der, hvor jeg har skullet bruge det lærte straks efter fx inden for en uge efter. Som eksempel har jeg så sent som i dag siddet med en leverandør og fået ham til at vise mig forskellige ting i HR-systemet, som jeg arbejder med. Jeg har taget mange noter, for det er indviklet, og jeg ved, at jeg skal bruge det på onsdag. Hvis jeg ikke kan få det til at virke, kan jeg ringe til ham. Jeg tror, det er en god transfer. Jeg er helt med på, at vores arbejdssituationer er meget forskellige, men måske kan du alligevel bruge det til et eller andet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, måske fordi vendingen signalerer stillestående, passé ? :-)
      Det er helt klart også min tilgang, at det skal prøves af med det samme. Nu kan vi ikke prøve dette på alle patienter, og det kræver tid at gøre det, så allerede der er det lidt op ad bakke, men alle kan helt klart se formålet med at bruge det i hverdagen, så jeg håber.

      Slet
  2. "If you don't use it, you'll lose it!" Så sandt som det er sagt.
    Jeg var engang på et kursus, hvor hovedaktøren kaldte det for 'kursusinfluenza' - et godt ord for, at man er fyr og flamme, lige når man kommer tilbage på arbejdet, men 'feberen' forsvinder hurtigt igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, sådan er det, og jeg skal også snart have sat ord på det jeg fik mig med fra kurset. Kursusinfluenza er et godt ord :-)

      Slet
  3. Som både Hanne og Ellen siger, så skal det lærte kunne bruges med det samme.. Det er også en god ide hvis man deler erfaringerne med at anvende det man lige har lært, hvad er nemt, hvad er underligt, hvad fungerer for mig og hvorfor fungerer det..

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, samme erfaring har jeg, det er blot lidt sværere, når det ikke er noget man kan gøre hver dag. Men jeg håber at få erfaringsudveksling i gang :-)

      Slet
  4. Udtrykket "halvgamle" er ikke så ofte brugt her, ved egentlig ikke hvorfor, for vi er da over halvvejs, tror ikke på jeg vil blive ældre end 114 år (hihi).
    Guldkorn er dejligt at få og udveksle, om de kommer fra et kursus, noget man høster på anden vis, så er det skønt, er meget imod at sige, jeg gør som jeg altid har gjort, møder dog stadig nogle der håndtere dette begreb.
    Det med 1/10 del lyder først at lidt, dog med eftertanke vil jeg mene det er tilfredsstillende, det er jo ikke sikkert det er samme 1/10 del vi praktisere.
    En god og hyggelig morgenstund du havde, og meget du fik fra hånden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, vi skal helt sikkert være glad for hver en del, der kommer med hjem fra kursus :-)

      Slet
  5. Reel effekt af det lærte på et kursus er en svær størrelse. Jeg tænker at du fremhæver nogle gode pointer om transfer. Jeg synes det jeg har haft bedst effekt med er at have et personligt fokus på nogle få mål og få lavet nogle teammål som vi holder hinanden op på i en længere periode. I teamet kan man udpege en som tager teten på teamrefleksion om hvordan det går med at forankre det lærte.. Jeg tror det er vigtig at acceptere at det tager tid at forankre det lærte og hjælpe hinanden med at holde fokus på det som lykkes i stedet for fokus på det som også kunne gøres bedre. Efter et foredrag med en hjerneforsker vil jeg ikke tænke på mig selv som gammel eller halvgammel ;-) Prøv og google "sindets magt over alderdommen" KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, det tager nemlig tid og der skal være fokus på det lærte i lang tid inden de forankrer sig. Jeg googler, når jeg lige får tid, tak :)

      Slet