mandag, februar 29, 2016

opløftende og berigende

Lige da jeg havde skrevet opskriften, troede jeg, at jeg havde skrevet forkert. Jeg troede, der stod bekrigende, men nu lægger vi kamphandskerne og snakker om fremtidens sygeplejersker. Sidste efterår blev jeg inviteret til at modtage en gruppe sygeplejestuderende, som var ved at være til vejs ende i uddannelsen. De var på sidste modul inden bacheloropgaveskrivning, hvor de her i Nordjylland har valgfrie fag. Dette faghold havde fokus på udvikling og implementering af viden i sygeplejen, og deres undervisere ville gerne, at de fik reelle sygeplejefaglige problemstillinger at arbejde med. Til det skal man bruge praksissygeplejersker, og jeg var en af dem, der takkede ja. Efterfølgende blev jeg inviteret til deres fremlæggelse af opgaven, det var spændende og lærerigt. Jeg snuppede hele formiddagen sidste gang, for alle emner fra forskellige specialer kunne egentlig også bruges i min praksis. Jeg var derfor slet ikke i tvivl, da jeg fik invitationen igen, at selvfølgelig skulle de komme ud og snakke med mig, og selvfølgelig skulle jeg høre, hvad de havde fundet frem til.

Nu sidder jeg her, træt, for jeg skulle jo have haft fridag efter mine tre aftenvagter, men det her ville jeg ikke gå glip af. Og hvor er jeg glad for, at jeg valgte sådan. En gruppe havde undersøgt noget om dokumentation af det psykosociale aspekt, det at vi ofte fokuserer på det, der kan måles og vejes, for det er langt sværere at beskrive f.eks at patienten er angst og sygeplejen dertil. Den gruppe fandt gennem systematisk litteratursøgning viden om, at det at skrive patienten og pårørende i stedet for at skrive deres navn i sygeplejejournalen betød, at sygeplejersken nemmere kom til at distancere sig fra patienten. Det er da tankevækkende, fordi vi er oplært i, at man ikke skriver patientens navn. Så den artikel glæder jeg mig til at læse. En anden gruppe havde set på det at dokumentere sin sygepleje, og at det ofte bliver talt om som noget negativt og tidsrøvende, hvor de fandt gennem den systematiske litteratursøgning artikler, som beskrev, at en god systematisk dokumentation var med til at fremme kvaliteten af sygeplejen og fremme patienttilfredsheden. De artikler glæder jeg mig også til at læse. En gruppe havde set på viden om det at have patienter af begge køn på patientstuerne, men de kunne ikke finde undersøgelser, der belyste dette. Nok fordi de lande, der producerer mest viden, er USA og England, hvor sådanne stuer er utænkelige. Til gengæld valgte de så at kigge på enestuer frem for flersengsstuer, her fandt de en undersøgelsen af den viden, vi har i dag. Meget af det er ekspertviden, dvs. noget man eksempelvis gennem lang tids arbejde og med interesse for emnet har erfaret, men man har ikke undersøgt emnet på videnskabelig vis. her var der også guldkorn, som jeg glæder mig til at læse mere om. En af de andre udviklingsansvarlige sygeplejersker undrede sig over, hvad der mon sker, når man kun har enestuer på de nye sygehuse, for hun havde i en undersøgelse af et andet emne netop fundet, at man inspirerede og motiverede hinanden som patienter, når man lå på samme stuer. En sygeplejestuderende havde i weekenden haft vagt på et afsnit, hvor der kun var enestuer og ingen fællesareal. Her havde en gammel dame sagt, at hun kedede sig, der var jo ingen at snakke med. Den sidste gruppe var min, de havde ud af de tre problemstillinger, jeg havde forelagt dem, valgt at fokusere på, om det gør en forskel på patientens oplevelse af at blive involveret, hvis sygeplejersken er med ved stuegangen inde hos patienten. Baggrunden er, at jeg af flere kloge hoveder har fået at vide, at sygeplejersken ikke behøver at være med ved stuegangen hos patienten Sygeplejersken har talt med patienten inden stuegangen, og sygeplejersken har talt med lægen inden stuegangen, og sygeplejersken taler ofte med patienten efter stuegangen. Min oplevelse er dog, at det giver et bedre forløb, når alle tre er tilstede på samme tid, faktisk mener jeg også, at det er tidsbesparende, og at entydig information sikres, men jeg havde ikke haft tid til at dykke ned i det emne. Det havde de sygeplejestuderende så gjort. Og jo, min fornemmelse er rigtig, der er viden om at det gør en forskel, ikke blot at være til stede under stuegangen, men også det forberedende arbejde sammen med patienten før stuegangen. Jeg glæder mig så meget til at få deres materiale tilsendt, så jeg kan dykke ned i det.

Det er da en glæde at vide, at der er kompetente, engagerede og vidende sygeplejerskekolleger på vej. I morgen er min fridag også røget sig en tur, den får jeg så på onsdag, for endnu en organisationsændring skal ske hos os. Det bliver rigtig godt for patienterne, og sygeplejerskerne glæder sig til at løfte den opgave. Det betyder så, at der kommer nye kolleger, dem skal jeg tage mod i morgen. Ændringen hører I mere om en anden dag, nu vil jeg tage mig sammen til gå en tur, for de næste dage bliver hektiske både arbejdsmæssigt og i fritiden, så der skal lades op i dag.

DSC_0763

16 kommentarer:

  1. Det psykosociale aspekt er virkelig spændende - jeg fik mange øjenåbnere da jeg læste "Det muliges kunst" af Ellen J Langer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette(tror jeg), bogen er bestilt, så må vi se om jeg kommer igennem den. jeg har det ikke så godt med fagbøger lige for tiden :-)

      Slet
    2. Spot on - Lene du har også styr på dine anonyme følere. Det er ikke tung fag læsning. KH Anette

      Slet
    3. Anette, jeg mindes bogen fra Instagram :-)

      Slet
  2. Som ret erfaren bruger af en psykiatrisk afdeling har jeg en mening om det med enestuer ctr. flersengsstuer. Måske kan du bruge mine synspunkter til et eller andet.

    På Hvidovre har der hidtil været flersengsstuer på den afdeling, hvor jeg plejer at være. Flere steder var stuerne lavet til fx tre patienter, men der var skubbet en fjerde seng ind for at løse pladsproblemerne. Hvis man har en psykisk sygdom har man, synes jeg, behov for at kunne skabe sit eget rum omkring sig. Fire patienter med fire forskellige alvorlige psykiske sygdomme er anstrengende - man har aldrig fred og ro.

    Herudover var der det praktiske problem at ved den ekstra seng var der ingen lampe og ingen stikkontakt, så man kunne ikke tænde et lille lys, hvis man skulle ud om natten, så måtte man tænde loftslampen med fare for at vække de andre tre. Man kunne heller ikke oplade telefon/tablet. Det er bare små praktiske problemer, men dog værd at tage med i overvejelserne.

    Så om det med sygeplejerske til stuegang: Yes det er da helt rigtigt at tænke sådan. Min erfaring er, at det er sygeplejerskerne, man knytter bånd til og taler med i længere tid. Lægen ser man max 15 minutter pr. uge. Hvis man fx som jeg har problemer med hukommelsen er det en styrke at have sygeplejersken med, for hun kan huske det, jeg har glemt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, tak for input. Jeg tror mange gerne vil have enestuer, jeg funderer bare over om man på en afdeling som min så vil se en sygeplejerske mindre. Nu ser man hende jo også og snakker med hende, når hun kommer ind til den anden patient. Vi har kun tosengs stuer, det er rart, patienterne sover også bedre.
      Og stuegang med alle parter giver også mening for mig.

      Slet
  3. Atter og atter bliver jeg imponeret over dit enorme engagement, Lene :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak, jeg imponeres over din evne til at sætte dig ind i mange forskellige emner, jeg interesserer mig jo bare for sygeplejen :-)

      Slet
  4. Jeg tilslutter mig fuldstændig Ellens indlæg - jeg var selv så imponeret over at læse hele dit indlæg og tænkte, hvordan orker Lene dog så flot og udtømmende indlæg efter en lang dag. Stor respekt!Kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, tak, det er med til at få indtrykkene fæstnet, så jeg i morgen kan fortælle mine ledere om det :-)

      Slet
  5. Uha, det gyser helt i mig, når du skriver om ENDNU en organisationsændring. Tænk, at I kan fortsætte med at være positive.

    Tak for et godt indlæg om fokus på små og betydelige ting i det faglige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Eva, den her ændring er til gavn for patienterne og noget vi har efterspurgt, så det gør det lettere at være positive :-) Men det kommer til at kræve noget af alle især her i indkøringsfasen, men det er vi vist ved at vænne os til.

      Slet
  6. Ja, bloggen bliver til en alternativ notes/opslags/dagbog.
    Med arbejdet på afstand sidder jeg og undrer mig over, at sygeplejersken ikke behøver deltage ved stuegangen. Det er sygeplejersken, der er tovholder og koordiator. Har en klar fornemmelse for at få patienten til at "være med". Snak før, snak efter, samle op... Hvor mange fejl kan der ikke snige sig ind, mellem alle de "connections" der skal til, for at alle ved det samme.
    Det med at bruge navn mødte jeg i praktikophold på Møltrup. Det at blive mødt og hilst ved navn, ikke bare et Hej, betyder noget. Man er blevet set. Man er blevet accepteret som person.
    Det er ikke bare gammeldags høflighed. Det når længere ind i mødet med mennesker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, vi deltager i stuegang, men er ikke altid med inde hos patienten på samme tid som lægen. Det handler ofte om at lægen somme tider bruger over en halv time med undersøgelser, og der er sygeplejersken ikke nødvendig.
      Vi bruger også at sige navn til patienten, men i dokumentationen har jeg altid skrevet patient eller initialer, så derfor synes jeg det her bliver spændende at læse om :-)

      Slet
  7. Jeg er så glad på sygeplejefagets vegne at du valgte at blive sygeplejerske Lene.
    Personligt ville jeg ikke bryde mig om at ligge på en flersengsstue, man kan jo ikke selv vælge hvilke patienter man kommer til at dele stue med. Lige der ville min fleksibilitet og rummelighed blive testet alvorligt.. og specielt hvis jeg også var syg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, tak :-)
      Måske handler enestue/flersengsstuer om alder? Men supersygehusene følger trenden, så det bliver enestuer.

      Slet