søndag, februar 14, 2016

Snøft, host, smil

Indlægget blev aldrig færdigt i går, så derfor tager jeg tråden op i dag, hvor overskriften stadig gælder.

Lørdag:

Jeg nyder solskinnet udenfor indenfor. Igen i dag er en dag, som jeg har sat af til små hængepartier, ikke store forventninger til mine præstationer. Og skulle jeg have haft nogle af dem, så er de væk nu, halsen driller, næsen snøfter og et enkelt nys eller flere kan forekomme. Mine planer for resten af weekenden inkluderer ikke, at jeg bliver syg, så jeg spiser appelsiner, drikker hyldebærsaft og te. Samtidig nyder jeg, at januar regnskab er lavet, at det sidste vasketøj snurrer rundt i tørretumbleren, og resten skal lægges sammen, når jeg får lyst.

DSC_0631

På vej ned til min far i går blev jeg træt af mit musikvalg og slog over på radio 24syv, jeg røg ind i et program; Det, vi taler om, og det underholdt mig på hele turen. Jeg er normalt ikke til taleprogrammer, lige som jeg heller ikke er til dybsindige film med meget alvorlige emner, lige som jeg ikke ser dokumentarprogrammer. Jeg bilder mig selv ind, at det er, fordi jeg på mit arbejde hver dag ser livets alvorlige side. Men faktisk sker det, at jeg forvilder mig ind i de alvorlige emneområder og bliver inspireret. Det her program er så måske ikke så alvorlig endda, men tankerne blev alligevel sat i gang. Og på vej hjem fra min far talte jeg med min søster, som er lige modsat, hun elsker at dykke ned i de tunge emner, men hun elsker også som mig happy-go–lucky film/musik/bøger. Hun anbefalede mig så at se et program på TV2 næste torsdag aften; Til Døden os skiller.

DSC_0626

Søndag:

Ja så nåede jeg ikke længere, jeg fandt det første afsnit på TV2Play og selv om jeg ikke betaler til det, fik jeg lov til at se afsnittet. Det fængede mig, men undervejs blev jeg også ramt af voldsom kvalme og svimmelhed, så de næste par timer blev tilbragt liggende. Der skulle tages beslutninger, for vi skulle til fest i går aftes og var jeg overhovedet i stand til det? Det blev jeg, forkølelsen var stadig i sin vorden og holdt sig pænt under kontrol. Vi havde en skøn aften med en flok af landmandens jagtkammerater. God mad, gode samtaler og masser af latter. I dag er forkølelsen så brudt ud, halsen driller endnu mere, og energien er til sofaen. Jeg overvejer dog masser af tøj og en gåtur ude i den kolde, men friske luft.

DSC_0627

Skulle du få tid, kan jeg varmt anbefale dokumentarprogrammet. Det følger 3 familier i 3 afsnit, mens de skal tage alvorlige beslutninger. Den ene familie er et ægtepar, hvor manden er dement, og hvor det efterhånden er for hårdt for hustruen at have sin mand hjemme. Tankerne gik uvilkårligt til mine forældre, min mor blev skånet for meget ved, at hun døde, før min fars Alzheimers sygdom brød ud i lys lue. Men samtidig savner vi hende meget, og i går aftes, hvor jeg sad til bords med et ægtepar på 77 år, som stadig var i fuld vigør og som rejste 5-6 uger rundt i Europa med campingvogn hvert år, kom tankerne af og til, tænk hvis jeg stadig havde min mor. En anden familie er et ægtepar, hvor han er ramt af en blodprop i hjernen, og skal have hjælp til alt. Et ægtepar, der havde rejst meget sammen, og hvor manden nu skal på aflastningsplads, mens hustruen tager på ferie. En scene ved familiekaffebordet gør indtryk, ægteparrets to børn diskuterer heftigt, hvorvidt det er godt for deres far at komme på plejehjem. Jeg havde lyst til at sige til datteren, se din mor, hør hvad hun siger mellem linjerne, hun har brug for, at I støtter hende i, at tiden nu er inde til, at jeres far kommer på plejehjem. Den sidste familie er en enke, hvor familien gerne vil, at hun kommer på plejehjem. Hun har ikke lyst, men er også klar over, at hendes to døtre trækker et stort læs. Jeg skal helt klart huske at se næste del på torsdag. Så jo, jeg kan godt snuppe lidt dybsindigt indimellem. Brinkmanns bog er jeg gået død i, jeg blev irriteret på ham, men nu skal han have en ny chance, når jeg alligevel ligger på sofaen.

DSC_0625

God søndag til dig.

8 kommentarer:

  1. Jeg er også gået død i Brinkmann - han får lige en lidt længere pause. Jeg er ikke begejstret.
    Da vi var på 'rollatorkursus' (seminar om det kommende liv som pensionist), hørte vi en historie, hvor to sønner sagde til deres mor: "Hvis du sender far på plejehjem, vil du aldrig se dine børnebørn mere!" Faderen var dybt inde i Alzheimers og moderen kunne ikke klare ham mere, men sikke da to møgunger!. Jeg vil så sige, at det skulle sådan et par knægte kun sige til mig én gang, så ville jeg simpelthen beordre dem til (en ad gangen) at have deres far i hver 14 dage. Historien fik vi for at anskueliggøre hvor vigtigt det er at have talt den slags ting igennem, inden de måske rammer.
    God bedring til dig, Lene!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, og i lige måde, håber du har det bedre. Jeg tror vi har fået Brinkmanns bedste points gennem interviews :-) Jeg tror faktisk man er meget sårbar som ægtefælle, når man skal tage sådan en beslutning, så det er nok ikke så nemt at sige noget til sine børn, men du har ret. Og jeg har vist skrevet om det før, men jeg har mødt så mange børn, som er splittet fordi deres forældre har fået dem til at love, at de aldrig sender forældrene på plejehjem. Hvad er alternativet? At tage dem med hjem? Sådan lever vi jo ikke i dag, selv om jeg i forgårs faktisk for første gang tænkte, at hvis jeg havde far hjemme, kunne jeg arbejde med hans kontrakturer på en måde, som de ikke bruger på plejehjemmet, og det til trods for at personalet er fantastiske. Men nej, det er blot en tanke og ikke en realistisk tanke.

      Slet
  2. God bedring, Lene (og Ellen), jeg har været der for 14 dage siden, så jeg ved, hvor surt det er.
    Mht. Brinkmann, så er jeg ovenud glad for, at jeg ikke er den eneste, der er blevet irriteret på ham.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette, godt at vide at man kommer over det :-) (jeg er jo aldrig syg!)
      Og han er ikke blevet taget til nåde i dag, jeg er for træt til at læse ham :-)

      Slet
  3. Jeg har stadig Brinkmann til gode. Har en forventning om, at han og jeg passer godt sammen, - men nu må vi jo se.
    Vi er forskellige, - jeg hører ALDRIG musik i radioen. Til gengæld gerne tale-programmer, som jeg også podcaster og hører på min ipod, når jeg ikke hører bøger.
    Selv Mads og Monopolet podcaster jeg gerne for at slippe for musikken :)

    God bedring, - hvis du stadig er sløj.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg troede også vi passede sammen :-)
      Nogen gange ville jeg ønske jeg havde det som dig, men så vælger jeg stilhed frem for musik og tale :-)
      Og tak, jeg er vist mest ramt af eftervirkningerne, nemlig manglende søvn i nat.

      Slet
  4. God bedring.
    Jeg har en periode hvor jeg lige skal holde mig fra disse dybsindige udsendelser, dokumentarprogrammer etc. Det må blive en anden gang.
    Godt der var tid til at komme ud, trods blæst og kulde, solen var fremme her, så det var skønt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Abildjyde, jeg kom dog aldrig ud, desværre.

      Slet