søndag, marts 13, 2016

Egentlig var det ikke det jeg ville

DSC_0860

Øjnene åbnede sig, jeg følte mig udhvilet. Det burde jeg egentlig ikke føle, når jeg så på uret i mobilen. Måske kunne jeg trække natten og søvnen lidt, hvis jeg gik ned i stuen med dyne og pude og så en film. Jeg er endnu ikke nået til filmen. I stedet har jeg surfet rundt i blogland og stødt på blogge, som jeg i tidernes morgen også havde stødt på, men denne morgen når de ind i mig. Ord sætter sig fast, en, der er tyve år yngre end mig (helt ærligt hvordan kan man være tyve år yngre end mig, og så fylde 39 år, jeg synes jo, vi er lidt jævnaldrende) skriver om at blive voksen, om at sørge for at de næste tyve år fyldes med liv, lige så intenst som de forrige tyve år. Og så stopper jeg op, for har jeg det? Og kan jeg også gøre det med de næste tyve år?

Da jeg blev 39 år, var min datter ti år og min søn ni år. Vi planlagde vores første udenlandsrejse med dem, og den skulle gå til Skotland. Det var det år, hvor min mor for første gang blev syg, og man fandt kræft i hendes tyktarm, den blev radikalt opereret, dvs. at der ikke skulle være flere kræftceller tilbage. Det viste sig så blot, at det var der. For godt tre år efter ved indgangen til det nye årtusinde måtte man konstatere, at kræften havde gemt sig og vokset sig større. Vi fik dog otte år mere med min mor.

Godt tre år efter (næsten fire år) at jeg blev 39, rumlede tankerne, noget skulle der ske, og det gjorde der. Jeg blev sygeplejerske igen, da det nye årtusinde satte i gang og min mor stod på ventelisten til strålebehandling. Min far havde da været pensionist i knap ni år, han blev 69 år det år, jeg fyldte 43. Hans Alzheimers sygdom var endnu ikke diagnosticeret, men bekymringerne og angsten for at miste min mor gjorde sit indhug i korttidshukommelsens evne. Det var der, vi første gang lagde mærke til det, og da han var 74, blev sygdommen diagnosticeret, let form for Alzheimers, formentlig fremskyndet af hans kones svære sygdomsforløb i de fem forgangne år og hans nieces død efter tre års kræftsygdom.

Jeg blev ældre, mine børn blev ældre. Da de var 23 og 24, gik jeg i gang med min diplomuddannelse, og da jeg afsluttede den i 2013, fulgte de trop i 2014 med hver deres bacheloruddannelse.

Nu i 2016 er vi alle tre i hver vores kaotiske verden, jeg er ved at finde mine ben i en ny funktion*, og mine børn er ved at finde ud af, hvad voksenlivet med uddannelse og parforhold og alt muligt andet skal bruges til. Lige om lidt bliver jeg 59. Jeg tænker meget over, hvordan jeg har lyst til at bruge den dag. Hvad vil jeg fylde i den dag, hvis jeg kun skulle følge mit eget indre?

Det her indlæg blev ikke det, jeg ville, men det blev måske mere et indtryk af, hvordan fortid, nutid og fremtid kører racerløb inde i min hjerne. Min far blev syg i går, jeg var nede ved ham i syv timer, han nåede at vågne op og have det bedre, inden jeg tog hjem sent i går aftes. Natten er gået stille og roligt ifølge dagpersonalet i dag. Vaglægen skønnede, at han havde fået en blodprop i hjertet. Nu er weekendtasken pakket, jeg kører ned og bliver hos min far. Min ene jyske søster landede på Gran Canaria i går, min anden jyske søster er på arbejde og mine to københavnske søskende er i København, så jeg er taknemlig for, at denne weekend ikke var fyldt med planer for mit vedkommende.

God søndag til dig.

* egentlig tænkte jeg arbejdssituation, men rettede det ikke, for måske handler det også om at finde sig selv i en ny alder.

DSC_0865

27 kommentarer:

  1. Kæreste Lene, du skriver så skarpt, rammende og hamrende intenst, at jeg faktisk får helt tårer i øjnene. Der er rigtigt mange budskaber i din tekst, og alligevel sidder jeg tilbage med tanken om, at livet kun er til låns og skal afleveres i mere eller mindre brugt udgave igen.
    Jeg har en følelse af, at din far har brugt sit liv til fulde, der er er ikke meget, han kunne/burde/skulle ha' gjort anderledes. Det kan godt være, han sidder i en position nu, hvor han ikke kan gøre mere, men der er stadig ingen grund til, at det er nu, han skal aflevere det. Så jeg håber, ønsker og be'r til, at han ved din og personalets hjælp kommer bedst muligt igennem de kommende dage.
    Mange knus og tanker fra Mette L

    (og så er jeg altså ikke sikker på, jeg vil ha' mine næste 20 år lige så intense som de 20 år, der er gået. Meget gerne fulde af liv, men med mere plads til ro, fordybelse og eftertanke, tak :) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette. Tak for ordene, de gjorde mig varm om hjertet . Min far har levet godt liv, så vi håber han får lov til at dø nu. Men her kan vi ikke kontrollere, blot være og det er jeg så.

      Slet
  2. Du skriver smukt om det at bevæge sig fra den ene (tids-)alder til den anden. Jeg tror ikke, der er andet at gøre end at følge med, så godt som man nu kan. Du har fuld fart på karrieren, og det, tror jeg, er godt. Det er med til at holde en yngre.

    Det lyder ikke så godt med din far. Det lyder til gengæld godt, at du kan tage ned til ham.

    God søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Hanne, tak for dine ord, de varmer. Jeg er rigtig glad for at lukke være her. Og faktisk har jeg ferie på torsdag og de to arbejdsdage inden har jeg fået lovning på, bliver til feriedage, hvis jeg vil ha det.

      Slet
  3. Du skriver altså bare så godt, Lene :-)
    Det var mange og dybe tanker på en tidlig søndag morgen. Det er ikke så mærkeligt, at du ikke kan sove, når din fars tilværelse lige pludselig er ret usikker - og alle de mange andre tanker, der fylder dig lige nu.
    Stod man virkelig på venteliste til strålebehandling? Det var da ikke særlig godt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ellen, tak for ordene, de gør mig glade. Vi har tit tænkt nu er det nu. Men nu er der ordineret terminal pleje, så tiden er inde.
      Åh ja kræftpakken har været en god ting. Min
      Mor stod på venteliste i 20 uger!

      Slet
  4. Du beskriver til fulde tankerne hos os, der har levet et langt liv, men stadig føler os friske og i vigør. Og så er du i stand til at fastholde øjeblikkene i dit liv, det er jeg ret imponeret af. På den måde sætter du tankerne i gang hos os læsere.
    Det lyder voldsomt med en blodprop i hjertet, så det er godt, du kunne tage ned til din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Conny, på en dag som i dag varmer dine ord. Jeg nyder lige nu at holde min far i hånden og være til stede.

      Slet
  5. Mange varme tanke til dig fra mig.

    For tretten år siden prøvede jeg selv "kun" at kunne være til stede uden at kunne gøre noget for min far i hans allersidste tid og hver eneste dag i de fire uger både håbede jeg på, han fik en dag mere samt at denne dag, var hans sidste.

    Jeg vil så lige fortælle, at min far var meget syg med både dårligt hjerte samt meget dårligt fungerende nyrer, så da han døde, var det egentlig en lettelse - så fik han fred, så led han ikke længere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tine, ventetiden kan være hård, men jeg synes egentligt tit den bliver en forberedelsestid, så man som du tænker tilbage på at det var godt.

      Slet
  6. Sikke et skønt indlæg, der maner til eftertanke og selvreflektion. Tak. Jeg håber at alt forløber som det bedst kan og skal. Og så glæder det mig usigeligt meget, at også du føler dig jævnaldrende med dem, som egentligt ikke føler sig specielt jævnaldrende med dig. Det er sådan en mærkelig oplevelse, finder jeg. Ps. hvor er du lige sej med den diplomuddannelse. Overvejer selv en, nu jeg har orlov. Er vi så også jævnaldrende?! Kh. Liv

    SvarSlet
    Svar
    1. Liv, lidt jævnaldrende er vi vel ;-) Jeg er så glad for den diplomuddannelse, jeg havde så også gode vilkår, hvorimod min søster som er lærer, selv betaler den og tager den udover hendes vanlige arbejdstid!

      Slet
  7. Mange kærlige tanker her fra. Det er en svær situation for i søstre... ikke mindst for dem der ikke bare lige kan komme forbi. Uh, hvor jeg føler med jer. Et bette kram herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Joan, og min søster på ferie kan så lige nu ånde lettet op, for min far er tilbsge i vanlig stil

      Slet
  8. Åh, her rækker ord ikke rigtigt. Jeg håber, din fars sidste tid bliver så fredfyldt som overhovedet muligt. Kærlige tanker herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fruen i midten, og lige nu blev det så ikke.

      Slet
  9. Når du deler dine tanker om det levede liv, så sætter du tankerne i gang hos os andre. Det er meget givende.
    Jeg håber, at din fars sidste tid må blive fredfyldt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak og min far ændrede mening, så det blev ikke nu.

      Slet
  10. Hvor er det et fint indlæg Lene.
    Jeg sender gode og varme tanker til dig og din familie.

    SvarSlet
  11. Jeg tænker også på dig, Lene. Stefans mor, som også havde alzheimers, døde sidste år fredeligt, mens hun sov. Jeg kan genkende dine tanker og følelser og håber din far kommer lige så fredeligt afsted, hvis det altså er nu, hans tid er kommet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, jeg håber meget at det bliver fredfyldt og gerne som din svigermor, men det blev ikke nu, at tiden var til det.

      Slet
  12. De kærligste tanker herfra - jeg føler med dig. Kh Marianne

    SvarSlet
  13. Hvilken rejse gennem de seneste 20 år. Der har været store glæder, men også nogle bump på vejen, der har haft brug for fuld opmærksomhed.
    Dejligt med en søskende flok når sådanne bump støder til, det er muligt at fordele, og være sammen.
    God bedring til din far.

    SvarSlet