mandag, marts 28, 2016

Hovsa, så er den påske forbi

Påskemorgen blev en kort en af slagsen. For når man først er hjemme ved midnatstid, når man lige skal lande derhjemme, inden sengen findes, og når natten kortes af med en time, ja så gør syv timers søvn plus lidt bonussøvn, at det nærmest var middag, førend der blev lunet boller, brygget te, dækket bord og spist morgenmad sammen med en træt landmand. Landmanden har modsat mig ikke holdt ferie og det at sidde ved et sortérbord hver dag i seks dage er ikke godt for kroppen, når man har den alder, vi har. Før jeg fik set mig om, var det tid til at tage på arbejde igen. I dag holder jeg fri, det gør landmændene ikke, og jeg må blot konstatere at selv om jeg havde de bedste intentioner, kom jeg aldrig i tøjet og var klar til gudstjenester i påsken, trist, for jeg trænger til roen, ordene og sangene. I dag har jeg dog fået gået tur og ryddet lidt op.

Aftenvagterne blev tre vidt forskellige aftener, første aften gik og gik jeg, jeg tog mod patienter, jeg lagde venflon, jeg kateriserede, jeg forflyttede, jeg tog klokker osv. Anden aften var der fuldstændig roligt, så jeg gik ganske enkelt fra aftenvagtarbejdet med de andres tilladelser og fik ryddet op i papirstakken i mit skab. Tredje aften havde vi “smør selv madpakke”, vi havde hver især medbragt noget til aftensmaden, der var lækkert rugbrød og grovbrød, der var æg, tomater, agurker og rejer. Der var roastbeef og god spegepølse. Der var chokolade og slik. Jeg nåede aldrig at spise sammen med de andre, for jeg modtog en patient klokken 16, og der var så mange sygeplejefaglige problemstillinger, som jeg fik resten af aftenen til at gå med. Det var godt at have tid til det. Så jeg observerede hyppigt bevidsthedsniveau, jeg lejrede, jeg målte værdier hyppigt, jeg snakkede med pårørende, jeg gav sondemad, jeg tjekkede urin, jeg tjekkede blodprøvesvar og handlede på det, jeg gav medicin konstant for at få blodtrykket ned, jeg lod patienten hvile sig imellem de mange gøremål, og så fik jeg dokumenteret inde hos patienten. Sådan er hverdagen hyppigt for en sygeplejerske på intensive afsnit, her er man ofte en sygeplejerske til en patient. Sådan er det ikke hos os, desto skønnere var det, at der var tid til det. Jeg kunne godt mærke, at vi nu er en mere i aftenvagt, det er en god investering.

Angående lejringer, så tænkte jeg på, da jeg kørte hjem, at det kan være svært at forklare for andre, hvorfor det tager tid. Normalt flytter vi os selv, når vi registrerer, at vi ligger dårligt. Optagelser af sovende mennesker viser, at der skiftes hyppigt stilling i løbet af natten. Og alle kender vist fornemmelsen, hvis man er kommet til at sove tungt, så en arm nærmest sover, når man vågner. For vores patienter, som er lammet/har nedsat kraft/fornemmelse af den ene side, er risikoen for tryksår eller fejlstillinger af arm og ben øget. Og derfor har vi megen fokus på korrekte lejringer, lejringer der tilgodeser det normale bevægemønster og den normale ledstilling. Et menneske, som vejer over 100 kg, kan sagtens, når vedkommende er rask, være aktiv, i vigør, gesvindt osv. Men i en seng og hvor den ene side ikke kan hjælpe til og hvor man måske også er ramt på erkendelsen af det, der skal ske og sin egen krops formåen, ja så tager det meget lang tid at få skiftet position. Der skal tages hensyn til patientens formåen og til vores arbejdsstillinger. Indimellem er jeg helt svedig efter at have hjulpet en patient til at skifte stilling og sørget for, at alle led er i naturlige stillinger. Og det har jeg også været efter at have hjulpet en lille, gammel dame på 46 kg. Hun var blot ramt på rum-retningsfornemmelsen og sin indre stillingssans, så hun arbejdede konstant imod det, jeg ville. Da havde jeg ondt i ryggen efter en hel dag med forflytninger og lejringer, selv om jeg prøvede at give patienten en fornemmelse af, hvad det var hun skulle. I går havde jeg fat i fire dyner, tre puder og glidestykker samt en kollega, hver gang jeg skulle hjælpe patienten til at blive lejret. Patienter bevæger sig under søvn, det bliver bare ikke den mest hensigtsmæssige stilling, det ender ud med, og så skal vi hele tiden beslutte, om det er søvn eller en god kropsstilling, der er det mest hensigtsmæssige på det tidspunkt.

Det hensigtsmæssige for mig nu er at rejse mig op og få gjort de øvelser, der er gode for min krop, så god påskemandag til dig.

Version 2

10 kommentarer:

  1. Du godeste - lejring er jo en hel videnskab.
    Jeg var ret imponeret over den madras, min far lå på den sidste uge, han levede. Da var han heller ikke i stand til ret meget selv, så madrassen ændrede hvor trykket på huden skulle være ved at den 'flyttede' sig hele tiden ved at flytte rundt på luften inde i den.
    Nogen har tænkt kloge tanker ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og sådanne madrasser bruger vi ikke, fordi luften i dem gør, at vores patienter ikke får stimuli fra omverdenen og dermed bliver endnu mere sansefrarøvet. Min far ligger også på sådan en madras, og det er en rigtig god ide, men bare ikke til vores patienter :-)

      Slet
  2. Ja, det lyder kompliceret med de lejringer! Her synes vi også at påsken er gået alt for stærkt; det føles som om det blot var igår, at vi var lykkelige over at have mange skønne og ubrugte feriedage foran os (ja, vi er meget priviligerede i fht. landmanden!)... Man nu - vupti - er de væk, og hverdagen truer igen. Jeg er ikke udtalt begejstret!...

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, det er også hårdt når man skal have vænnet sine børn tilbage til ståoptider og hverdagsrytme, håber I kommer godt fra start i morgen :-)

      Slet
  3. Ja, påsken kom og gik hurtigt, men vi nåede da at nyde det gode vejr, familie og venner + (alt for)meget mad ;) Mærkeligt at man endnu ikke har opfundet en madras el. lignende som kan hjælpe jeres patienter, så de kan ligge hensigtsmæssigt og hjælpe jer, så I ikke overbelaster kroppen. Men det hører jeg også fra Yngste, som også kan fortælle om arbejdsstillinger som ikke er optimale.

    SvarSlet
    Svar
    1. Margrethe, lige nøjagtig her er det vigtigt at der er hænder der kan stimulere, mens der lejres, så vi bruger alle de hjælpemidler, vi kan og lader hænder gøre resten, og så er der også en tilfredsstillelse i at se virkningen af en god lejring :-)

      Slet
  4. Der er vel nok mange ting, der spiller ind. Det er jo let at forstå, at hensigtsmæssig lejring af tung, delvis lam patient kan være hårdt arbejde, men jeg har aldrig overvejet, at små nips kan stritte så meget imod, at også det bliver svært. Jeg håber, du er nået til at kunne lejre dig selv på passende vis i sofaen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, næh det havde jeg faktisk heller ikke troet, men min ryg fortalte mig det :-) Jeg har været så doven i dag.

      Slet
  5. Du milde kineser hvor lyder det med lejring kompliceret. Du har ret i, at vi andre jo slet ikke tænker på det. Når jeg skal sove, vender jeg mig da mindst fem gange fra den ene side til den anden. Tænk hvis der skulle komme nogen og hjælpe med det.

    Det er lidt ærgerligt, at du ikke nåede nogen af påskens gudstjenester, for det er jo den største højtid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, ja når vi har brug fir hjælp, bliver det tydeligt hvor meget vi "bare lige" gør.
      Jeg er også ærgerlig over min manglende indsats i forhold til gudstjenester.

      Slet