torsdag, marts 24, 2016

Hverdagens helligdage

Det er hverdag igen, selv om det er helligdag. Landmanden arbejder, et firma, der renser grøfter op, arbejder, hverdagsarbejdet herhjemme skal ordnes for mit vedkommende inden de næste tre arbejdsdage. Så mens andre går amok i påskefrokoster, som de købte ind til i stor stil i går, vil jeg tænke tilbage på den sidste dag i København og nyde den sidste fridag.


 Jeg havde med vilje ikke bestilt morgenmad på hotellet, da jeg vidste,at tirsdag var brunchdag sammen med børn og søster. I går valgte jeg en lille cafe i nærheden af hotellet på hjørnet af Danasvej og H. C. Ørstedsvej, faktisk beskriver de sig selv som et tehus, og der var så sandelig mange forskellige sorter af te, et rigtig hyggeligt sted med rimelige priser. Jeg nød omgivelserne og den gode morgenmad, ostene var smagfulde og der var rigeligt. Teen var mild og rund, lige som jeg vil have det.


 Derefter gik jeg en tur i de små gader omkring hotellet. Allerede dagen før lagde jeg mærke til, hvordan villaer blander sig med beboelsesejendomme, jeg elsker at kigge på bygninger og fantasere om, hvem der mon bor der. Faktisk gik jeg og tænkte på, om en af de nye blogge på min lange blogliste mon boede i en af gaderne.



 Efter gåturen og lidt strik pakkede jeg bilen og satte kurs mod Nørrebro. Bilen blev stående, mens datteren og jeg gik over til Statens Museum for Kunst, som jeg var gået forbi flere gange de forrige dage.



 Jeg havde valgt at fokusere på et lille område, nemlig fransk kunst fra 1900 - 1930. De faste samlinger er gratis og så kunne vi også snuse rundt i selve bygningen. Efter at have studeret Matisse, Derain, Picasso og andre fauvistiske og kubistiske kunstnere (åh jo jeg lærte skam nogle nye ord), måtte jeg konstatere, at jeg holder mere af de impressionistiske kunstnere som Monet og Renoir. Dog ville jeg gerne have set Derains Kvinde i Chemise, men det var der ikke, selv om det er det, der reklameres med. Det er ikke sidste gang, at jeg besøger SMK, smukke bygninger og lærerig udstilling.



Hjemme hos datteren sagde vi farvel og jeg drog over til sønnen for at sige farvel. Han havde det godt trods smerter, og efter et knus og brygning af en termokande te, satte jeg mig i bilen med kurs mod Nordjylland. Fire og en halv time var turen berammet til på GPS, men to pauser og en lang kø ved Køge fik turen op på fem timer. Det gik fint, solbriller, vand, te, slik, sandwich, chokolade, is og lydbog bragte mig sikkert hjem.

Vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskinen ditto, kød er taget op af fryseren til aftensmad, vasketøj er lagt sammen, hverdagen er tilbage igen, og jeg savner allerede mine børn. En rask gåtur, lidt strik og fokus på de små, skønne ting i hverdagen er kuren. God Skærtorsdag til dig.

18 kommentarer:

  1. Kære Lene!
    Sikke dog en fantastisk tur du har haft! Jeg føler mig helt inspireret til at lege turist i min egen by igen, for det er alt for længe siden jeg sidst har gjort det! Jeg kunne sagtens have boet i én af de gader på Frederiksberg, hvor du gik rundt, tusind tak for tanken! Dejligt, at du kom godt hjem til hverdagshelligdagene igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, selv tak, og det er et skønt område, men alt for sjældent kommer vi aldrig ud og leger turist, der hvor vi bor. Det gælder også mig :-)

      Slet
  2. Det lyder som en dejlig ferie. Kort, men dejlig.
    Jeg kender godt det med at savnet de første timer efter afsked med børn/børnebørn næsten er større end det er ugen efter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det var en dejlig ferie, og ja abstinenserne er store i dag, både savnet af børn og følelsen af ferie :-) og læg mærke til at jeg ikke skrev både ... men ... ;-)

      Slet
  3. Dejligt du er godt hjemme igen - og at du havde en god dag i går - og at det trods alt ikke tog længere tid. Mine sønner kørte nordpå og blev mange timer forsinket pga påsketrafikken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, hvornår tog de mon af sted? Jeg kørte ved 14 tiden, og er højst sandsynligt blandt dem, der er blevet blitzet ved tunnellen ;-)

      Slet
    2. De kørte senere, og tror ikke, de blev taget. Øv, hvor er det surt - men som du skriver, man skal ikke tænke for dybt over det!

      Slet
    3. Charlotte, næh det skal man ikke bruge krudt på :-)

      Slet
  4. Man kan rigtig mærke, hvor dejlig en tur du havde til København. Og jeg kan lige sætte mig ind i dit savn.
    Hverdagen er nu også dejlig, heldigvis. Dem har vi jo flest af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, godt du kan mærke det :-) Ja hverdagen er jo skøn, jeg skal vist bare lige i gang igen :-)

      Slet
  5. Du har haft en skøn lille ferie! Det må være dejligt at se sine børn igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, det var bare så godt

      Slet
  6. Dejligt at høre om dine skønne dage i København. Godt, din søn har det ok. Jeg boede i mine unge dage i overgangen Frederiksberg/Vesterbro, så det er hyggeligt at kunne genkende nogle steder, du beskriver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, oplevelser bliver lige en tand bedre, når de deles :-)

      Slet
  7. Øst Vest hjemme bedst. Og så have en dag hvor tankerne kan få lov til at passere.
    Skøn tur du havde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, nemlig :-)

      Slet
  8. Ren hygge, lyder det til.
    Jeg fik et glædeligt gensyn med SMK, som vi boede nabo til i 3 år, uden at overrende det! Jeg synes, de har været meget gode til at få smeltet den nye og den gamle bygning sammen, netop som et af dine billeder viser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, er det ikke typisk? Det man er tættest på, ser man ikke så ofte. Det er et sted jeg gerne vil gense.

      Slet