tirsdag, april 26, 2016

Blæsten går frisk over Limfjordens vande

Det er da en sang, der er aktuel i dag. Men hellere blæst end regnvejr, så der pløjes herhjemme, og snart er vi klar til at finde gyllesprederen frem. Nu siger jeg nok så frejdigt vi, jeg har ikke en part i det arbejde, jeg holder mig til kontorarbejdet med løn og styr på regninger og regnskab. Og så giver jeg den som landhusmor, der hopper over hvor gærdet er lavest i denne tid, så det er købeboller og købekage, men er landmændene heldige, skal de nok få smagt lidt hjemmebag, inden korn og kartofler er i jorden. Apropos husmodertjansen, så irriterer det mig, at min opvaskemaskine pludselig ikke vasker terandene af kopperne. Mig bekendt er det det samme mærke, jeg bruger i tabs, så hvorfor jeg nu skal stå med groft salt og gnubbe hver kop for at få dem pæne og rene, undrer mig.

Arbejdsdagen er gået med lidt af hvert, og der er godt nok lang vej hjem for at finde den der nye arbejdsidentitet. Undervisning i dag af radiografer, jeg synes, jeg gav dem det, de efterspurgte, men jeg fornemmede ikke, at det var det de ønskede. Til gengæld nød jeg samarbejdet med udviklingsterapeuten, hun er bare fantastisk dygtig, på alder med mine børn, men med en tilgang til sin stilling som gør, at man tror, at hun er ældre og har mere erfaring. Vi snakkede om, at vi havde hvert vores udgangspunkt, hun har jo aldrig prøvet at være specialisten, hvor det er det, jeg skal have afkodet efter mange år som specialistsygeplejerske. Senere havde jeg en time sammen med to af de kliniske vejledere, hvor vi sammen knækkede koden til et nyt tiltag for de studerende. Her kunne jeg mærke, at jeg kunne bidrage til noget, som de blev klogere på. Det kommer på som dagens identitetsrygklap.

Regnen går lige nu i en bue nedenom os, så landmanden fortsætter, hvor medarbejderne slap til fyraften.

dmiradar

Kontorarbejdet herhjemme er klaret for i dag, terandekopper er terandefri, pander og fade i blød er nu rene tilbage i deres respektive skabe. Vasketøjet skal lægges sammen, det kan ske til en serie. Og således har vi hver især vores arbejdsopgaver på en ganske almindelig tirsdag i april. God aften til dig

P1040208

11 kommentarer:

  1. Mine erfaringer med mangelfuld maskinopvask er, at det altid er fordi den mangler salt og afspændingsmiddel. Efter friske forsyninger af det, vasker den flot og fint igen - også terande.
    Jeg lærte, i forbindelse med at udarbejde kravspecifikationer til software, at man tror man har en god ide om, hvad det er, man ønsker, men hvis man så får lige præcis det, var det i virkeligheden slet ikke det, man ønskede.
    Problemet er ofte, at man ikke ved, hvad man kan få, mens man samtidig det er tilbøjelig til at tage udgangspunkt i noget, man kender og derfor ikke er fantasifuld nok i sine ønsker til nyt.
    Hmmm. Gav det overhovedet mening?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, normalt alarmere maskinen når den mangler, men jeg må hellere prøve din teori af :-)
      Og det giver mening, selv om det irriterer mig, og selv om jeg prøvede at tænke på hvad jeg kunne tænke mig at de vidste.

      Slet
  2. Det skal nok lykkes med din nye arbejdsidentitet, når du nu har det rigtige fokus, men det tager nok noget tid, når du nu har været specialistsygeplejerske i så mange år. Jeg læste lige dit forrige indlæg. Jeg synes stadig, det er rigtig godt.

    Det er et dejligt billede af gæssene.

    Hav en god onsdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne, jeg tror også jeg lykkes med det.

      Slet
  3. Se min kommentar til forrige indlæg ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, og den er set og kommenteret :-)

      Slet
  4. Gyllespreder? Men I har da ikke selv dyr - ud over Istvan og hønsene, vel? Det underlige forårsvejr, vi har, må være til at blive bims i bolden af, hvis man er landmand. Det er lidt uretfærdigt, at det skal være så bøvlet et forår, når nu høsten og efteråret heller ikke hørte til de nemme. Jeg håber din Landmand har temperament til at holde til det.
    Godt med identitetsrygklap - et klap eller to om dagen, og så er du pludselig godt på vej :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, vi har to gårde, der ligger side om side. Den anden gård, den vi ikke bor på, havde grise, da vi overtog den, og vi fortsatte en del år. Det er dog efterhånden nogen år siden, vi stoppede selv med at have grise, men vi lejer stalden ud til en anden landmand, så derfor har vi god gylle til kornmarkerne :-) Min landmand er ikke sådan at slå ud, og skulle han dykke lidt ned en dag, har han heldigvis påvirket sin kone igennem de 33 år, vi har boet her, så at konen kan sige de rigtige ord så som " vi har endnu aldrig prøvet ikke at få sået og sat kartofler, vi har også altid fået al avl op igen. Så griner han, for det er hans ord, som han brugte, når sygeplejersken syntes, det så håbløst ud, og bekymrede sig om finanserne i de unge dage :-)

      Slet
  5. Jeg troede vores opvaskemaskine efter en del år på bagen var ved at stå helt af. Jeg nåede endda så langt at jeg kiggede efter ny.
    I et endeligt forsøg fik den, den helt store tur med både affedtning og afkalkning - heldigt nok var der tilbud på netop det i butikken.
    Det hjalp :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, hvad brugte du? For det hjalp ikke med salt og afspænding.

      Slet
  6. I sidste uge bød vejret ikke på det helt store udendørs aktivitet her i Holstebro, lysten til kontortjansen ville trække fremfor såmaskinerne :-)
    Ved ikke om i er lig så hårdt ramt som her, mht. vintersæd, måske er det ikke det store i har mht. korn, for kartoflerne må da vente til foråret?

    SvarSlet