mandag, maj 02, 2016

Gode oplevelser

samler jeg på. Skøn komsammen med dejlige kvinder berigede min lørdag. Søndagen blev det mit eget selskab, strikketøj og serier, der gjorde dagen god. I dag har jeg først været alene, jeg havde valgt at have arbejdsdag herhjemme indtil klokken 13. Herefter drog jeg ind på sygehuset for at give de fremtidige bachelorskrivende sygeplejestuderende en appetitvækker på projekter med udgangspunkt i praksis. Og sammen med mange fra min afdeling, sygeplejepersonale og terapeuter, sluttede jeg eftermiddagen af med en biograftur og en gribende og bevægende film, Dem vi var. Selv om vi jo godt ved, hvor svært det er, når et menneske bliver hjerneskadet. Selv om vi godt ved, hvor hårdt det er for den, der mister sig selv og den, der mister sin ægtefælle. Selv om vi godt ved meget og sad og så dokumentarfilmen med professionelle øjne, så var der helt stille, lommetørklæder blev brugt indimellem og latter måtte der til som forløser af hjertets tunghed. Filmen har fulgt et dansk ægtepar, hvor han, 37 år gammel, falder om med en blodprop i hjernen. Skaden efter blodproppen er meget stor, vi får ikke at vide, om Kristian har fået trombolyse, men han har i hvert fald haft fjernet noget af hjerneskallen for at give plads til hjernens og dens væskeansamling, det der hedder hemikraniektomi. Filmen følger ægteparret et år, det starter fire måneder efter katastrofen er indtruffet.Det meste af tiden bor Kristian på genoptræningssteder, og Mette Line kæmper en brav kamp med at være der for ham, for deres to børn, sit arbejde og magter også at gøre to rum færdige, som de mangler i deres restaurering af deres hus. Vi ser, hvordan hun bliver mere og mere slidt, hvordan øjnene mister energi og glans, vi hører, hvordan hun siger til sin veninde, at hun ikke kender sin mand, og hun må sige til ham, at han ikke må kysse hende på munden. Vi ser, hvordan han på den ene side mangler erkendelse af sin sygdom, har svært ved at styre sit temperament og på den anden side savner han sin kone, sin familie som dem, de var. Den film gjorde indtryk og den er meget smuk og godt filmet. Den kan jeg kun varmt anbefale.

DSC_1304

8 kommentarer:

  1. Altid godt med en tankevækkende film! Og gode dage... Stjernestunder i dagligdagen. Det lyder skønt, Lene :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, filmen sagde egentlig ikke noget, jeg ikke vidste, men den gjorde det, som gode film kan, den formidledede med billeder og fik budskabet klokkeklart ind i hjertet.

      Slet
  2. Den lyder god ... og jeg ved jeg aldrig vil turde se den. Det er sjældent svært for mig at rumme sygdom og ulykke i mit proffesionelle virke, men jeg er af en eller anden grund alt for følsom hvis jeg skal forholde mig til det på film eller i litteratur.
    Strikketøj, sofa og serier lyder som alletiders søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, jeg har det fuldstændig som dig, og havde filmen været i fjernsynet, havde jeg formentlig ikke set den. Men sammen med gode kolleger kunne jeg, det samme skete med Dykkerklokken og Sommerfuglen, og begge har givet billeder, som siger mere end ord og gør at det tager jeg med mig.

      Slet
  3. Jeg skulle også have været tvunget med på den måde du blev det - jeg havde ikke set sådan en film på eget initiativ. At så oplevelsen alligevel blev god, er noget andet; det er også prøvet før, men principielt vil jeg underholdes, når jeg går i biografen. Sygdom og triste skæbner er der nok af i virkelighedens verden. Nogle (få) gange er det nok godt, at andre træffer beslutningerne for én.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, sammen med andre bliver det en god oplevelse, fordi vi kan bruge det i vores hverdag. Film kan noget som ord ikke kan. Men jeg er som dig, jeg bruger film og bøger til at se det positive i livet.

      Slet
  4. Ja, jeg har fravalgt et se filmen. Selv med professionelle briller på bliver man dybt berørt. En svær hjernerystelse, sendte rystelser gennem familien. Manglende sygdomserkendelse, temperament, personlighedsændring er så svært at tackle. Heldigvis endte det godt, men det var en lang og svær vej at vandre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er svært at være nær på en, der er ramt med de symptomer, du nævner. Godt at det endte godt.

      Slet