tirsdag, juli 26, 2016

Livet og hverdagen

Landmanden er i gang med at gøre maskiner, kartoffelhus og kartoffelsorter klar til de første kartofler i år. Denne kartoffelsæson er startet med masser af regn, hvor vi ikke kunne komme i marken. Kartoflerne blev sat sent, men så kom varmen og skubbede til væksten, hvorefter kulde, regn og blæst gjorde det nemt for skimmelsvampen at holde sit indtog. Vi er dog sluppet nådigt for skimmelsvampens hærgen takket være landmandens indsats, det var godt, at vi holdt hjemmeferie i år. Jeg har sat den første maskinfuld vasketøj over, der er noget hyggeligt over maskinens skvulpen som akkompagnement til mine skriblerier. Datteren sover endnu, på bordet ligger hendes kreationer, en ide der måske kan sælges, smukke hårbånd i smukke farver. Det er hverdag og det er godt. Det er også tid til eftertanke og mindevandring, for jeg skal sammen med mellemste lillesøster i dag mødes med præsten, der skal begrave vores far. Der skal ord med, for selv om min far og min mor var en meget aktiv del af kirkens liv i min barndomsby, så er der kommet ny præst, siden min mor blev begravet. Dermed er det en ny præst, som slet ikke kender min families historie. Det kræver ord, så vi kan sidde i kirken og genkende vores fars liv. Jeg håber, vi får et godt indtryk af præsten i dag. Min mor syntes, folk var hurtige til at dømme de præster, der blev ansat, efter jeg var rejst fra byen, så jeg vil tage hendes anerkendende blik med mig og være åben. Vi skal også bestemme blomsterdekorationer og kirkepynt, vores tema er landligt, grøftekant og masser af farver. Vi håber at gartneren, som har leveret blomster til nær sagt alt i vores familieliv startende med mit bryllup, også kan håndtere dette ønske. Sidenhen skal vi tale med plejehjemmet, for hvornår skal lejligheden være tømt. Salmeforslagene fra søskende skal vi drøfte i bilen på vej ned til vores barndoms område. Landmanden synes indimellem, at vi er noget omstændelige (læs - vi snakker meget), men det er sådan vi gør det i vores familie, vi har alle fem en mening, og alle skal høres og alle skal føle sig med i beslutningen. Sådan har vi gjort det hele vejen de sidste otte år, hvor vi har måttet tage beslutningerne for vores far, og det fungerer. Tirsdagen får ben at gå på og jeg er taknemlig for en afdeling, som har sørget for, at mine tre nattevagter blev taget fra mig, og at jeg også har fri på fredag, det giver ro og tid til at få alt, inklusiv sjælen, sat på plads.

Jeg nåede at være hos min far, da han døde, sådan som jeg havde ønsket det. Jeg nåede også en fredag sammen mine børn og min søns kæreste, jeg nåede en nattevagt natten til lørdag, hvorefter jeg på 2 energidrikke kørte ned til min far og var der, til han drog sit sidste åndedrag kl 13.10. Det er først nu, at jeg er ved at være mig selv efter at have været vågen i 42 timer fredag og lørdag, dog med tre blund på ca. 1 time hver. Min søster har sendt mig et billede fra om formiddagen, før min far dør, hvor jeg sover i stolen ved siden af min fars seng, mens jeg holder min far i hånden hele tiden. Det smiler jeg lidt over, mens jeg lytter til salmer og gør mig klar.

God tirsdag til dig.

Naturens små mirakler i skønne farver

Alt for Damernes opskrift på en sund grillmenu. Det smagte godt.

17 kommentarer:

  1. Det var godt du nåede de hele. ��Jeg håber I får den afsked, I ønsker. Alt det bedste❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Pollyanna, alt gik som vi gerne ville have det.

      Slet
  2. Det lyder hårdt, men det, at du var hos ham, gør hele forskellen, og det ved jeg betyder virkelig meget for dig. Så kan man godt klare lidt træthed.
    Selvfølgelig skal alle høres i den slags situationer - jeg kunne bare blive noget så inderlig træt i ansigtet, når især min ene søster var ude af stand til at træffe en beslutning :-) Jeg krydser fingre for en god præst og at dagen må blive, som I helst vil have det.
    Og så tror jeg, at du har indfanget sommerfuglen med det tåbelige navn stregbredpande eller måske oven i købet en skråstregbredpande, men det kan vi ikke se fra denne vinkel :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi kan sagtens alle træffe beslutninger, det er bare ikke altid vi er enige, det bliver vi dog ;-)
      Skråstregpande, sikke et herligt navn :-)

      Slet
  3. Kære Lene, du nåede godt nok også at køre dig selv hårdt den weekend, men du var hos din far og det er godt.
    Det glæder mig din af afdeling har fundet andre til dine vagter, så du selv kan deltage i de praktiske ting omkring din fars begravelse.. Som storesøster skal man jo selv være der.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg nåede det, det var hårdt, men også dejligt. Og storesøstre skal være der.

      Slet
  4. Godt, du er ved at finde dig selv igen. For du har haft en på alle måder hård weekend. Nu håber jeg, at du er og bliver tilfreds med præsten. Det betyder så umådelig meget, at han eller hun forstår at fange og videregive, hvad man føler er vigtigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, præsten levede op til vores forventninger.

      Slet
  5. Mange hjertelige kondolence-tanker til dig. Det har tit og ofte varmet mig at læse om din omsorg for din far. Og din forståelse for hans situation. Godt, det lykkedes for dig at være der til sidst også.
    Jeg håber, mødet med præsten er gået godt. Det betyder så meget, at mindetalen (gudstjenesten) bliver personlig. Jeg har oplevet stor indlevelsesevne fra en præst i sådan et tilfælde.
    Da min mor døde, blev det muligt for os at få den præst til at komme, der også begravede min far 30 år tidligere. Han var ganske vist pensioneret, men havde kendt mine forældre siden hans og deres fælles barndom. Det ville have glædet vores mor. Især glædede det os børn.
    Der er mange praktiske ting at ordne. Det er godt, I er flere søskende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty. Hvor er det en dejlig historie at I fik samme præst til begge begravelser.

      Slet
  6. I virkeligheden er det jo en god tid frem til begravelsen, hvor det praktiske blander sig med minder, savn og glæder, og ikke mindst, hvor familien rykker sammen. Det får det hele til at bundfælde sig og falde på plads. Respekt til jer for at alle skal høres. I har nok også hver jeres billede af den far, som I skal tage afsked med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er en tid med praktiske detaljer, men denne gang også tid til at mindes. Ved min mors død havde vi travlt med at sikre os, at vores far havde det godt og arrangere hjemmehjælp til ham.

      Slet
  7. Sikke en fredag/lørdag du har haft. Dejligt at dit ønske om at være hos din far kunne opfyldes. Jeg håber I havde et godt møde med præsten og at begravelsen må blive en smukt farvel til jeres elskede far/svigerfar/morfar. Dejligt at du har en arbejdsplads som kunne sørge for at du får plads til at være ældste datter/storesøster. Varme tanker til dig KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette. Alt gik som det skulle og vi havde en god dag i går.

      Slet
  8. Kondolerer...det gør mig meget ondt at i har mistet din far. Det er så underligt at tænke på, at nu er det næste generation der er ældst. Det lyder til at du trak alle de skjulte resurcer frem...det var mange timer du holdt den kørende. Flot klaret. Tænker på jer i den svære stund. KH: Joan

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Joan, ja tænk nu er det mig, der er den ældste.

      Slet
  9. Hanne, jeg er rigtig glad for at jeg kunne være der. Andre søskende ønskede ikke dette, så det var fint at det var os, der gerne ville, som så også var der.

    SvarSlet