tirsdag, august 30, 2016

Jeg er vild med det

Bortset fra starten på min arbejdsweekend, så blev det to gode dage. Normalt er jeg i aftenvagt, normalt er jeg ansvarshavende eller trombolyseansvarlig. Jeg var ingen af delene, og det var fedt! Jeg kunne få lov til at fordybe mig i patientplejen, og det er jeg vild med. Jeg er vild med følelsen af at mærke, at jeg mentalt kan hente viden fra min store erfaringsbaserede rygsæk, og at blande denne viden med den viden, der er også er i min rygsæk. Den viden, der er fremkommet ved at sygeplejersker og andre sundhedsprofessioner har undersøgt problemstillinger og blevet klogere på patientens perspektiv, den pårørendes perspektiv, sygeplejerskens perspektiv, sygdommens perspektiv, den menneskelige krops perspektiv, sindets perspektiv osv. Der er så megen viden, der er så mange perspektiver, jeg kan fokusere på og kunsten er vel at fokusere og inddrage det, netop dette menneske har brug for. Travlhed er et faktum, som der ikke kan ændres ved, for når mennesker bliver syge, kan jeg jo ikke sige, stop, det passer ikke så godt at vi får to mennesker, der er hårdt ramt. I dag vil det passe os bedst med en patient med få symptomer. Den viden, man har, siger også, at det menneske, der er ramt, har bedst af, at vi så hurtigt som muligt får vedkommende udredt og opstartet behandling og pleje, så vi kan ikke bare sige, vi venter lige til i morgen med den her scanning, for så kan patienten lige nå at finde sig selv midt i det kaos, der opstår, når sygdom rammer en.

I går var jeg til møde i min netværksgruppe for den funktion jeg har, og her snakkede vi om mødet mellem patient og sygeplejersken. Dette første møde, som er så afgørende for hvordan forløbet for patienten bliver. For min påstand (og det støttes jeg i af forskning) er, at hvis patienten føler sig hørt og set, hvis patienten føler, at det vedkommende fortæller, faktisk også bliver hørt og handlet på, og patienten ved, hvad planen er, så vil både patient og sygeplejerske opleve, at trods travlhed og ventetid bliver forløbet bedre. Så hvordan bliver vi klædt på til dette første møde, det kræver den gode rygsæk med viden, det kræver nærvær, det kræver empati og omsorg. Og det er for mig rigtig sygepleje, det er der, jeg stortrives, når dette møde med alt hvad det indebærer, går godt. Så kan jeg godt klare en travl og hektisk hverdag, men hvis vi er presset så meget på bemanding og erfarenhed i forhold til patienternes sammensætning, at vi ganske enkelt ikke kan nå dette, så slider det.

Tankerne står i kø, og nu skal jeg køre, hvis jeg ikke skal haven i kø på vej til arbejde, så god dag til dig.

DSC07290

5 kommentarer:

  1. Nu skal jeg på ingen måde forklejne dine gode tanker og den samlede forskning, men det første indtryk af næsten hvad eller hvem som helst er svært at abstrahere fra senere, og det er vel i bund og grund ikke specielt mærkeligt, at man som patient oplever et [behandlings]forløb bedre, hvis man føler sig hørt og lyttet til?
    At jeg så godt rent objektivt forstår, hvorfor I i nogle tilfælde kan have virkelig svært ved det pga. et alt for hårdt arbejdspres, er noget andet. Jeg har kun oplevet, at I gør alt hvad I kan - jeg oplevede aldrig noget negativt, da jeg var i systemet

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tror bare at sygeplejersker er blevet pålagt/fået mange specialopgaver, som kan have taget fokus fra det nære og naturlige i, at hvis man får et godt indtryk og føler sig godt informeret, så går resten ofte meget bedre. Og de klager, vi får, for det får vi også, heldigvis få, de går ofte på en skæv start og dårlig kommunikation. Heldigvis har vi ikke de sager, hvor det er den grundlæggende sygepleje, der forsvinder, til skade for patienten. Og fordi forskning generelt har fokus på behandling, altså det naturvidenskabelige, så er det svært at få politikere i tale om det selvfølgelige og naturlige i at der skal være tid og rum til et ordentligt møde, hvis patienten skal føle sig involveret.
      Og jeg er glad for din oplevelse :-)

      Slet
  2. Dejligt, at I har så meget fokus på nogle af de der helt alment menneskelige forhold, såsom at første møde er vigtigt. I det hele taget er det vigtigt, at både sygeplejersker OG LÆGER lytter til patienterne - og sikrer sig, at det fortalte er forstået. Jeg har flere gange oplevet, at begge mine forældre har været usikre på, hvad der videre skulle ske, når de har været indlagt. Nu vil jeg bare håbe, at I lykkes med jeres gode intentioner uden selv at brænde ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, og når vi bliver usikre, så bliver vi nervøse og kan meget nemt dels glemme information, dels miste tilliden til systemet. Det synes jeg er forståeligt, så det burde være en menneskeret, at man føler at man er godt informeret.

      Slet
  3. Hanne, og det er jeg glad for. Det kan være svært på sådan en afdeling som min at kopiere det, man gør på eksempelvis psykiatrisk, hvor man typisk er der længere tid og hvor der ikke sker så meget akut i indlæggelsesdøgnet.Vi forsøger at skabe kontinuitet, således at hvis jeg har haft en patient en dag og kommer igen næste dag, så fortsætter jeg, men nogen gange spænder sygdom eller akutte situationer ben for den planlægning. For ikke at tale om planlægning af 60 personers vagter, fridage, ferie, ønsker om at tilgodese deres egen families planer osv.

    SvarSlet