tirsdag, september 20, 2016

Og hvordan gør man så det?

I tidernes morgen, dengang jeg havde været tilbage i sygeplejefaget et par år og stadig var lidt grøn i neurologien (ret meget hvis vi skal være ærlige), havde jeg en rollemodel, en ung og meget dygtig sygeplejerske. Hun var alt det, jeg gerne ville være, empatisk, besad en stor faglig viden og var dygtig i sygeplejehåndværket. Hun brændte for sin sygepleje, for patienter og pårørende, og hun brændte også ud, desværre. Undervejs i afklaringsforløbet som endte med, at hun stoppede med at være sygeplejerske, sagde hun til mig, husk nu at passe godt på dig selv og lyt til kroppens signaler. Da jeg en gang senere hen sagde det til en lægesekretær, fik jeg et meget rapt og vredt svar: og hvad skal man så gøre ved det? Underforstået at det kunne godt ske, man hørte sin krops sgnaler, men hvis årsagen til signalerne ikke blev ændret, så nyttede det jo ikke noget.

Der var engang en yngre kvinde, en af dem der er toneangivende i medierne, som sagde, at kvinder var alt for slemme til at ville det hele, og at stress ofte blev udløst af, at man også ville det hele i sin fritid udover sit krævende arbejde.Om det er en forsimplet version skal jeg lade være usagt, men det er helt sikkert, at det gælder for mig. Min krop begynder at tale højere og højere til mig, hvis jeg er presset både arbejdsmæssigt og privat. Så jeg forsøger at sige pyt, skære væk og give mig selv lov til at at slappe af, når det kan lade sig gøre. Den forgangne uge har været fyldt med aktivitet, gode aktiviteter. Solen har skinnet og ladet kartoffelhøsten køre glat, sønnen har været hjemme og hjulpet hele ugen i kartoflerne. Arbejdsdagene på sygehuset har været præget af den nye sygeplejeuddannelse med temadage og masser af skriverier for mit vedkommende sammen med en masse møder. Weekenden har været fyldt med aktivitet, kartoffelhøst, samvær med søn og svigerdatter med fokus på sparring omkring bachelorprojekt og jobansøgninger, men også med tid til at snakke sammen. Vi har besøgt familie og nydt udsigten udover Limfjorden en skøn septembersøndag aften. Mandagens fridag blev inddraget til at få nogle skrivehængepartier fra hånden, det kunne heldigvis ske hjemmefra, så jeg kunne passe madpakkesmøring, sparring og nærvær på samme tid. Nu er søn og svigerdatter i København, landmændene er i gang derude, jeg har hængepartier herhjemme, men jeg kan også mærke, at aftenen skal bruges på bare at kigge ud i luften, det er jeg heldigvis god til. Opvask kan godt stå til næste dag,  bærbuske og frugttræer får lov til at servere for fuglene, brød og aftensmad kan købes i butikker. Det er min måde at skabe oaser på i en hektisk hverdag. Håber du har små oaser at se frem til.

DSC_2384DSC_2385DSC_2387DSC_2388

18 kommentarer:

  1. Du er en klog kvinde!! TAK FOR DENNE INDSIGT!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Karen-Vibeke :-)

      Slet
  2. Det er så sandt, så sandt! Jeg har brækket halsen én gang fordi jeg gabte over for meget. Jeg kæmper stadig med det. At lytte til kroppens signaler, som du skriver. Men der er virkelig også meget man 'skal', og på en eller anden led synes jeg ikke altid verden efterlader sig plads til dem, der ikke har overskud til at jonglere med lige så mange bolde som alle de andre?... Det tænker jeg i hvertfald ind imellem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, jeg synes også at livet er i et andet tempo end da jeg var mor til skolebørn. Så ja, hvordan skaber man oaser? Jeg håber at I holder fast i de nemme løsninger til al den aktivitet, der er efter skoletid, hvor det forventes at man medbringer noget. Dermed er I med til at sige til andre, at det er helt ok at hoppe over hvor gærdet er lavest. Vi kan ikke alt.

      Slet
  3. Godt, at du har lært både at lytte og at agere på signalerne.
    Jeg synes bare det er synd, at det i netop denne situation så ofte er arbejdet, der bliver prioriteret højest. Det skal man åbenbart klare, uanset hvad ...
    Ja undskyld, men jeg måtte altså lige ud med det ... jeg har desværre set det lidt for mange gange, og for nu rigtig at træde rundt i det, så endte det ofte galt alligevel.
    Jeg vil altså vove den påstand, at du også skal lytte til din alder, så at sige; erkende, at du ikke er 25 år mere og trappe lidt ned rent arbejdsmæssigt. Permanent. Du skrev det vist faktisk selv: "...men hvis årsagen til signalerne ikke blev ændret, så nyttede det jo ikke noget":-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, der hvor jeg ser det går galt, er når folk vil det hele og ikke får sagt fra i tide. Jeg er slet ikke derude, og for mig giver det mening, at jeg selvfølgelig skal prioritere mit arbejde, de timer jeg er på arbejde. Det er trods alt det jeg får løn for. Fritiden er fri og giver ikke løn. At jeg så har svært ved at finde noget i min fritid, der er lige så interessant og givtigt (her tænkes ikke på løn) som sygepleje, det arbejder jeg med.
      Min pointe med det at lytte er, at jeg netop drosler ned i min fritid, når der er travlt på gården og på arbejde, fordi travlheden går over på gården og hvad angår min funktion, så finder det et roligere leje, når vi kommer længere hen på året. Jeg har ikke lyst til at trappe ned, jeg kan ikke være almindelig sygeplejerske på arbejde, det kan jeg ikke holde til, så jeg er der hvor jeg er nu, det er godt, og så forbereder jeg en post til mig, som vil være mit yndlings job at slutte med :-)

      Slet
  4. Oaser, pauser og prioriteringer er vigtige.. men det er jo ikke altid nok at holde pauser og finde oaser i fritiden, det er også vigtigt at kunne gøre det rent arbejdsmæssigt.. Og lige der synes jeg det er svært.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det kan jeg kun give dig ret i. Jeg nyder når jeg kan trække mig tilbage med en kande te og arbejde uforstyrret, det er min oase. Og så er det alt andet lige mindre fysisk hårdt end at være i plejen. Men som projektleder kunne jeg forestille mig, at du hele tiden har deadlines og folk, der vil have svar og hjælp lige nu og her.

      Slet
  5. Uh, du har altså også travlt! Og selv om det er enormt hyggeligt med familiebesøg, så bliver man jo også ristet i hovedet af det. Inge skriver meget fint, at det med at finde de nødvendige oaser på arbejdet er svært. Selv er jeg heldig, at nogle af mine arbejdsopgaver kan klares uden meget tankekraft, og selv om jeg tit tænker, at jeg virkelig burde slippe for den slags dumbum-opgaver, så kan jeg jo glæde mig over, at de giver lidt flad ud-tid hjernemæssigt.
    Iøvrigt tror jeg, at du på hjemmefronten er alt for serviceminded og slet ikke kan forestille dig, at andre kan give en hånd med, hvad angår madpakkesmøring og den slags. Når nu sønnen er hjemme for at hjælpe sin far, kan han så ikke også lige nå at hjælpe sin mor en lille smule, i stedet for at du skal føle dig ekstra forpligtet til at stå på pinde og præstere lækre madpakker og ditto aftensmad?? Jeg kan godt huske, hvordan jeg selv som ung kom hjem og hver gang forventede, at fedekalven blev slagtet. Men det er jo ikke altid helt rimeligt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, det har jeg lige nu, fordi der er en deadline på flere ting på arbejde og fordi der samtidigt er travl på gården. Men eksempelvis i dag har jeg gået tur, set serier, drukket te og læst bog, og lukket øjnene for alt det jeg godt kunne gøre i haven og i huset.
      Jeg er meget serviceminded, jeg ved det, men når ens søn arbejder ti timer om dagen og jeg ved hvor hårdt det er i kartoflerne, så skal han ikke lave aftensmad. Han har hjulpet med at rydde op efter aftensmad, og her i weekenden deltes vi om opgaverne :-)
      Og mine børn har lært mig, at det eneste de vil, er at være sammen med mig, så jeg forsøger at slække på egne krav til serviceniveauet :-)

      Slet
  6. Jeg oplever dig som et ambitiøst menneske, og det synes jeg, er en vigtig kvalitet både hjemme og på arbejdet. Hvem vil ikke gerne passe sine opgaver bedst muligt? Når man er i rumlen, er det bare pokkers svært at prioritere. Når man kører i dit høje gear, kan man risikere stress, som faktisk er en ret alvorlig sygdom, og som det kan tage lang tid at komme udover.

    Pas nu på dig selv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, tak, jeg kører slet ikke i høj gear hele tiden, for det kan jeg ikke. Jeg er god til at lytte til min krop og så køber jeg mad, slapper helt af og lukker øjnene for alt, der kan udsættes eller slettes fra to-do listen herhjemme :-)

      Slet
  7. Du har dine prioriteringer. Livet er det muliges kunst og vi gør jo alle hvad vi kan for at skabe balance i dagens dont.
    Lige nu sidder jeg i en oase. Det kunne jeg også unde dig....

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er så dejligt for dig. jeg tænker tit på hvad jeg skal finde på, når arbejdslivet slutter, det aner jeg faktisk ikke nu.

      Slet
  8. Du kan og ved så meget, så du skal nok finde ud af det ;-) God ide at lade fuglene bruge frugt og bær som tag-selv-bord.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak, og jeg har muligheden for at kunne tilrettelægge min arbejdstid selv, det er der mange, der ikke har. Se evt uddybelse i mit svar til Eva :-)

      Slet
  9. Arbejdslivet i dag er i hvert fald ikke for tøsedrenge. Vi skal sørge for at vælge de rigtige politikere og støtte vores fagforeninger, hvis vi vil "passe på os selv".
    Man kan holde til at have meget travlt, hvis det man laver er meningsfuldt og giver glæde. Det gælder både arbejde og fritid. Men hvis det mest føles som slid, og man ikke kan lave sine opgaver ordentligt og tilfredsstillende, så brænder man ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, og i mine svar indtil nu havde jeg fokus på hvad jeg kunne gøre, men du har så meget ret, for hvis rammerne og ens leder ikke er lydhør og ikke tilrettelægger et arbejdsmiljø, som er ordentligt og giver mulighed for at kunne give mening, så bliver ens handlemulighed begrænset og i sidste ende må man stoppe. Det er jo det valg, min søn tog, og som mange andre lærere og sygeplejersker tager. Tak fordi du føjer denne dimension til.
      Angående valg af politikere, så har jeg det svært, for dem, der måske vil noget godt for sygeplejen, er ikke dem, der vil noget godt for landbruget, trist, men sandt. I mit hoved hænger det hele sammen, og hvis landbruget ikke har det godt har sygeplejerskerne det heller ikke godt og omvendt.

      Slet