søndag, september 25, 2016

Søndagens morgentanker

Skrive, skrive, skrive. Ordene flyder fra hjernen ud i fingrene og laver musik på tastaturet. Jeg spiser morgenmad sammen med en træt landmand. Der er meget at glæde sig over, det skønne vejr, de smukke, smukke kartofler som der lægges på lager, det ændrer ikke på, at det er en travl periode. Det er det også for mig sygeplejemæssigt. Vi har hver vores måde at lade op på, det føles som om min mand kører på duracell og jeg på almindelige batterier. Han hopper på græsslåmaskinen efter aften, han forbereder arbejdsdagene om aftenen og på søndagens fridag, han giver de andre fri, og så sorterer han kartofler sammen med en medarbejder om lørdagen, og de har ikke brug for min hjælp. Jeg kan ikke køre truck og jeg er ikke mere rutineret nok til at kunne sortere kartofler alene, som landmanden kan (det ville i hvert fald tage meget længere tid at få sorteret 24 tons kartofler). Sådan er det hvert år, det er ikke noget nyt. Til gengæld skal landmanden så ikke tænke på madlavning og madpakkesmøring 365 dage om året, han kan også række ind i skabet og finde (for det meste) rent tøj. Han skal ikke handle ind, han skal ikke gøre rent (det meste køber jeg så mig fra), han skal heller ikke pudse de mange vinduer i huset (der køber jeg mig også fra det udvendige) og opvasken tager jeg som regel. Det kan synes lidt nidkær at opregne det, men det er jeg nødt til, fordi jeg ellers har en tendens til at synke ned i et hav af selvbebrejdelser, når jeg som i går tager en stille lørdag. Til gengæld ved jeg, at landmanden ser frem til at købe et eller andet til sig selv, når kartoflerne er i hus, han ser frem til efterårets og vinterens jagter, og han slapper fuldstændig af med god samvittighed, men altså først når vi er henne midt i oktober.

Det der med at belønne sig selv, der er vi også forskellige. Landmanden har købt smukt gevær og kikkert for penge fra hans forældres arv. Mig? Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle købe. Smykker? Jamen jeg bruger nærmest aldrig smykker, så hvad skulle jeg købe? Ting til huset? Jamen jeg nyder jo det, jeg har og de minder, der er forbundet med det, så hvor skulle det så stå? Jeg er vist mest til noget, der har med mennesker at gøre. Gode oplevelser sammen med andre. Det holder jeg af. Det behøver ikke at være rejser til fantastiske steder, det behøver ikke at være gourmetrestauranter, men en travetur med tid til at snakke, en kop te på med masser af latter til, det er det, jeg holder af. Det ændrer så ikke på, at jeg faktisk gerne vil købe noget, der kan minde mig om mine forældre, så jeg tænker stadig.

Morgenturen til byen efter rundstykker bød på smuk solopgang midt i disen. Nu er morgenmaden overstået, landmanden er ude og forberede næste uges arbejde, hvor der meldes om spredte byger ugen igennem. Og jeg må heller få lagt lørdagens vasketøj på plads, inden vi holder fri nogle timer sammen. God søndag til dig.

P1040717P1040726

12 kommentarer:

  1. Jeg har det på samme måde, Lene - jeg aner heller ikke, hvad jeg skal købe, for jeg bruger heller ikke smykker og jeg har egentlig nok af det meste. Jeg endte med at købe noget meget dyrt, tysk julepynt for lidt af pengene fra min mor. Tysk, fordi hun var tysklærer og fordi hun holdt meget af julen og fordi hun altid insisterede på tysk julemusik. Andreas fik lov at vælge, så nu har vi en julekugle, som forestiller julemanden klædt ud som rocker på motorcykel :-)
    Men det tror jeg nu, min mor ville have syntes var hyleskægt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, hvor er det bare en herlig ide med det tyske julepynt. Og jeg har også på fornemmelsen , at din mor villle have syntes om den ide :-)

      Slet
  2. Det at belønne sig selv eller give sig selv en "gave" er en vanskelig nød at knække. At jeg giver mig selv nogle vinterstøvler, et par gode sandaler etc. kalder jeg gaver, trods det var mangler.
    Jeg var på ferie, på Kreta i år, og det ville min mor have glædet sig meget over. Så jo, det var måske en forkælelse til mig selv :-) - Havde sparet op til den inden, men skidt pyt, så er det blevet til lidt andet ekstra til mig selv herhjemme :-) - Råd til flytning, blandt andet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, rejser og oplevelser ville også være i mine forældres ånd, og I havde jo en skøn ferie på Kreta.

      Slet
  3. Wauw, jeg elsker dine solopgange! Morgener kan virkelig være skønne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, jeg elsker også de solopgange, det er måske det jeg vil komme til at savne, hvis jeg fik min vilje og vi kom ind til byen på vores gamle dage, og så højden og vidderne på mit udsyn :-)

      Slet
  4. Dejlige solopgange! Du skriver om at flytte til byen, når I bliver gamle. Det vil sørme da være et stort skift fra den hverdag, I har nu, og det er mit indtryk, at I begge to er glade for naturen, hvor I bor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, vi kommer aldrig til byen, det er bare min drøm :-) Men vi skal flytte fra gården, når min mand stopper som kartoffelavler, det er sikkert, men så bliver det nok et andet sted på landet med en mindre gård og jord, der kan lejes ud til aktive landmænd.

      Slet
  5. Sikke en masse dejlige tanker. Og godt du kan minde dig selv om, at du bidrager med så meget andet end kartoffelsortering.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Liv, og nogen gange trænger jeg til at se på skrift mit bidrag til "verdens(kartoffel)ordenen" :-)

      Slet
  6. Meget af dit arbejde foregår inde i hjernen, og der tror jeg da nok, du har et lille duracell-batteri.
    Vi er meget ens med hensyn til at købe ting. Jeg kunne mest ønske mig at købe tid med mine kære.

    SvarSlet
    Svar
    1. Spot on, Eva, de stille dage har jeg brug for at hjernen har en chance for at slå batteriet fra :-) Tid og nærvær er dyrebart og for dig med hele fem børnebørn og fire børn, hvoraf nogle som mine bor i København, så forstår jeg dit ønske.

      Slet