tirsdag, november 29, 2016

Liverpool

En time til at slappe af er ordinationen, min kollega og jeg har givet os selv. Dagen i går bød på forsinkelser med første fly fra Aalborg til København, hvilket betød, at flyet til Manchester var fløjet. Så vi fik en længere rejse ud af det med mellemstop i Amsterdam, før vi landede i Manchester kl 13 mod 9.30. Det betød så også, at den første del af konferencen i Liverpool, som var rettet mod sygepleje, måtte undvære os til de første sessioner, vi nåede dog sidste del. Dagen i dag har budt på indlæg efter indlæg, og da vi er beordret af vores ledere til at deltage i gallamiddagen i aften, så hoppede vi over sidste del af programmet for i dag. Der er ikke alt, der er vores interesseområde, så nu slapper vi af. Generelt kan jeg igen sige, at vi er rigtig godt med på alle områder, så det bliver i detaljen, at vi skal finde mulige udviklingsområder for vores afdeling.

I går aftes nåede vi at gå en tur i byens gågader og se på julepynt, inden vi fandt et sted at spise. Vejret var lige tilpas, en anelse koldt, så man havde fornemmelse af vinter, men stadig varmt nok til at vi ikke frøs. Jeg elsker julepyntede byer, og Liverpool er ingen undtagelse. Og turen hjem til hotellet i dag blev med stop ved havneområdet og et løfte til hinanden om, at vi i morgen i en pause skal op i pariserhjulet, mens der er lyst. God aften til dig.



søndag, november 27, 2016

Den årlige julefrokost

Ja vi har kun en, som vi skal deltage i. Den er oprindelig startet af en af mine folkeskolekammerater og spejderkammerat tilbage i 84, hvor vi var blevet voksne og havde afsluttet vores uddannelser. I starten var vi fire spejderkammerater med mænd, siden gled vi fra hinanden, så kun to af os fortsatte traditionen hos hinanden, og der kom andre til. De sidste 21 år har vi været de samme 16 personer. Vi har holdt julefrokost i store haller, på kroer og hos hinanden. Vi er blevet gamle nu, vi er kun tre, der endnu ikke er fyldt 60, resten fordeler sig i 10-året mellem 60 og 70. Landmanden og jeg er de eneste, der ingen børnebørn har, det lever vi fint med. Vi mødes kun den ene gang om året alle 16. Nogle af dem er vi tættere forbundne med end med andre, og der ses vi til runde fødselsdage. Mange af dem bor i mit barndomsområde, og de kan ikke forstå, at jeg ikke kan huske den og den, men det er 40 år siden jeg flyttede fra byen, så der er løbet meget vand i min å siden da. Ind imellem har jeg tænkt, at der egentlig ikke er meget, der forbinder mig med gruppen, men så sidder jeg alligevel i dag og tænker, at de er de eneste udover min familie og min svigerfamilie, der har fulgt mig i så mange år. Jeg har ingen veninder, der har fulgt mig gennem livet, jeg har haft veninder i folkeskolen, på gymnasiet og på sygeplejeskolen, men ingen af dem har jeg kontakt med i dag. Jeg har genoptaget den årlige sammenkomst med en del af mine elevkammerater efter 11 års pause, jeg har fået gode blogvenner gennem de sidste ti år, jeg har gode kolleger, der har kendt mig i 15 – 17 år og jeg har alle mine søstre og svigerinder. Vi har venner og bekendte, men det er som par, at vi kender hinanden, og her hører julefrokostgruppen til. I går nåede jeg at blive opdateret på sygdomsfront, børnebørnsfront og lidt barndomsbysladder. Jeg hyggede mig og nød det trygge i at være sammen med nogen, som faktisk har kendt mine forældre, de har haft børn, som har haft mine forældre som lærere og de kender min familie, som den var engang. Om det er alderen, eller om det er fordi jeg er lige der, hvor jeg er i livet, ved jeg ikke, men i denne tid tænker jeg meget over mit liv, over hvad jeg har udrettet som menneske, og jeg er rigtig god til at huske alt det, jeg har fejlet med, så jeg øver mig i også at huske på det, hvor jeg har gjort godt.

Er de to ting det samme, altså alderen og ens ståsted i livet? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Jeg har for eksempel ikke børnebørn, der fylder min hverdag, mine tanker eller mine ferier. Jeg er heller ikke syg eller har syge familiemedlemmer (udover en landmand med dårlig ryg. dog i bedring). Jeg har et arbejde, som jeg er glad for og som udfordrer og udvikler mig. Jeg har ingen hobbyer, som er det vigtigste for mig og som giver mit liv indhold, det henter jeg fra min familie og mit arbejde. En anden kvinde på 59 år ville kunne beskrive sit liv på en helt anden måde. Det liv vi har levet gør os til dem, vi er, og det prøver jeg at huske på. For jeg kan godt lide mig selv, som jeg er nu, og måske har alle mine fejl og fejltagelser været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Havemøblerne ved sommerhuset er kommet i læ i dag, det var vist også på tide. Der er handlet ind til landmandens tre dage som græsenkemand. Osso buco og vildtlasagne simrer i ovnen. Om lidt laver jeg kartoffelmos, så kan han vist godt klare sig. Landmanden og medarbejder skal gennem et par maratondage med kartoffelsortering. Julefrokoster og mange julekomsammener med kartofler på bordet i det danske land kan også mærkes på gården i mosen. Det klager vi slet ikke over. Jeg har købt et nyt fad, et smukt glasfad, til mine fire bloklys, som skal agere advents”krans”. Jeg havde drømt om, at vinduerne var blevet pudset indvendigt i dag, så jeg kunne flyve på pyntning af vinduer på min enlige fridag på torsdag, det orkede jeg så ikke. Pyt, julen og december måned skal nydes og behøves ikke at være et perfekt scenarium, det bliver hverken jeg eller mine omgivelser lykkeligere af. Måske får jeg tid til at blogge, computeren kommer i hvert fald med til Liverpool, ellers må I have nogle dejlig novemberdage.

Nå ja der er også kommet to stk. amaryllis ind i min stue, de er dog ikke så langt som denne fra en anden december måned.

amaryllis2

Januar 2016, jeg glæder mig til når sneen gør alting smukt og hvid.

aftentur1 080116

fredag, november 25, 2016

Hovsa

Planen var, at jeg i dag skulle træne tidligt i LOOP, men så kom jeg til at falde i søvn før aftensmaden i går, det medførte nattehygge med film, og så røg tanken om at stå op klokken 6. I stedet for gik jeg i gang med kontorarbejde i morges, indtil jeg kom til at kigge ud af køkkenvinduet, så ændrede jeg plan og strøg ud med kameraet. Planen var et hurtigt fotoshoot, men vejret var dejligt, og tanken om at gå solen i møde gjorde, at jeg fik gået 20 minutter frem og tilbage på min vej. Svanerne var konstant på vingerne og lyden af dem følger os troligt hele dagen. I dag var det også tid til plasmadonation; da jeg bookede tiden, havde jeg ikke tænkt på hvilken dag det var, så jeg havde planlagt en hurtig shoppetur bagefter. Den plan blev også ændret, for alle p-pladser i Aalborg var optaget klokken tolv. Så kørte jeg ud i Føtex, der var der også fyldt med mennesker, men heldigvis fik jeg da handlet og kom derfra uden alt for meget ventetid. Måske skal jeg næste år tænke på, om Black friday skal være min julegaveindkøbsdag? Det tror jeg næppe, jeg får åndenød og kan slet ikke tage beslutninger på sådan en dag.

Hjemme igen snurrer vaskemaskinen, landmanden har været inde til julekage (hjemmebragt) og te. Nu flytter han kartofler fra kølehuset, og jeg skal flytte mit legeme fra computeren, der skal til at ske noget. God fredag aften til dig.

P1040964P1040966P1040969

P1040968P1040973P1040974P1040976

torsdag, november 24, 2016

Torsdagstanker

Godt jeg har bloggen! Landmanden og jeg fandt ud af i aften, at noget af indsatsen i brændeovnen var knækket. Hvornår var det nu, vi havde fået den? Tænke tænke tænke. Så kom jeg på at skrive brændeovn i mit søgefelt og vupti dukkede et indlæg op, som fortalte om glæden ved den nye brændeovn. Herefter kunne jeg nemt finde bilaget i regnskabsmappen for det pågældende år. Ergo kan vi konkludere, at det at have en blog på ingen måde er tidsrøveri, det er nærmest tidsbesparende.

Jeg har fantastiske kolleger, som gang på gang gør mig stolt. Tag ikke fejl, vi kan også godt fejle, vi har også patienter og pårørende, som er utilfredse med behandling og pleje, men grundlæggende får vi så mange roser, at det kan være svært at rumme dem. Selv undervisere fra andre afdelinger kommenterer det engagerede og kompetente personale. Så kunsten er at brænde for sygeplejen (hvilket vi gør), men ikke at brænde ud.

En kollega, som kom fra en hjerteafdeling, sagde en gang, at den position vi er i, hvor folk kommer akut ind med blå blink og for nogens vedkommende får akut medicin, som gør dem bedre, det fremmer en taknemlighed. Vi har dem så kort tid, at frustrationerne over deres situation og de handicap, de får, sammen med angsten for fremtiden endnu ikke er slået igennem, og derfor oplever akutte afsnit som vores måske større taknemlighed, end den medicinske afdeling eller rehabiliteringsafdeling, som har patienter indlagt i lang tid, gør. Ikke desto mindre så er det ord, som at vi har styr på den grundlæggende sygepleje, som gør mig mest stolt. Jeg vil nødig, at vi ender med at være et sted, hvor de fundamentale behov ikke bliver dækket, så som hjælp til at få nok at spise, hjælp til at komme af med det igen, hjælp til at føle sig ren og behagelig, hjælp til at få sagt, det man har på hjertet, hjælp til at forstå den situation, man er havnet i, hjælp til at få bevæget sig, hjælp til at undgå problemer med luftvejene eller med huden (tryksår), hjælp til at holde munden fin og hel, så lungebetændelser undgås, hjælp til at kunne finde håbet og se muligheder for en fremtid og at kunne føle sig tryg og have tillid til fagpersonerne omkring en.

Når jeg kigger tilbage i bloggen lige nu, så kan jeg se, at det her har jeg skrevet om før, det må så være sådan. Det er stadigvæk vigtigt at huske på, at medicingivning, behandling og stuegang skal der til, men uden fundamentetet, den grundlæggende sygepleje, så kan det nemt vælte.

Mit arbejde ser mig ikke før om en uge, foran mig ligger tre fridage, tre konferencedage i Liverpool, en fridag og så aftenvagterne i næste weekend. Det betyder december måned, og det er nok en gang kommet bag på mig.

P1040958P1040962

P1040959

tirsdag, november 22, 2016

Klokkeklang og gåsesang

Jeg var lige kørt ind i garagen i morges efter for første gang i mange måneder at have været til træning. Da jeg steg ud af bilen, hørte jeg det, først kunne jeg ikke identificere lyden, men så gik det op for mig, at det var kirkeklokker. Ikke blot fra en kirke, men fra flere. De ringede solen op, klokken var otte, og jeg kan ikke mindes, at jeg før har kunnet høre kirkeklokkerne herude i mosen. Godt nok har vi byer omkring mosen i 9 – 15 km afstand, de ligger som en ring om mosen, men at kirkeklokkerne gik så tydeligt igennem, det kan jeg som sagt ikke mindes. Sammen med klokkeklangen var der lyden af gæs og svaner. De er der, når jeg går ud sent om aftenen, de er der, når jeg går ud om morgenen. Det er tiden til, at de store flokke slår sig ned på markerne.

Søndag morgen gav Faktas slogan; vi vil så gerne have du bliver her lidt længere, en anden mening. Jeg skulle hente rundstykker hos bageren til søskendeflokken, og da landmanden havde fået (og stadig har) ondt i ryggen, skulle jeg købe pamol. En lille smuttur regnede jeg med, og da jeg var i butikken tog jeg lige to varer med, som jeg manglede. Henne ved kassen var der kø denne tidlig søndag morgen. kasseapparatet var i uorden. en havde læsset sine varer på båndet og de to unge kvinder forsøgte med al deres kunnen og viden at få apparartet til at makke ret. Langt om længe efter at have genstartet begge kasser lysnede det. Den anden kasse var klar først, så alle søgte over til den undtagen den første uheldige fyr, som havde lagt al familiens indkøb i Fakta denne morgen. Flere spurgte, om ikke han ville over til kassen, men han orkede ikke at flytte varerne. Da kassen stadig ikke var klar, efter de første kunder var gået gennem den anden, spurgte vi igen, og jeg tilbød ham, at vi kunne hjælpe ham. Nu takkede han ja og der blev en stemning af fællesskab og smil, mens vi hjalp ham med at flytte varer. Så vi gik alle fra forretningen med et lille smil, også til de to unge kvinder, som havde beklaget meget ventetiden.

Håber du får et lille smil frem på denne tirsdag, god dag til dig.

I mangel af nye billeder får du her et af tre, der hygger sig sammen med årets julegave dette år.

Morfar med børnebørn julen 89

mandag, november 21, 2016

Hverdag igen

En weekend med masser af latter, med masser af gensyn med barndom og ungdom og med masser af snakke efterlader et tomrum. Det sætter også tanker i gang, om livet, om min måde at være i livet på, om min måde at have været og at være forælder på, om taknemligheden over at have en familie. Vi startede ud med en brag af diskussion, ikke fordi vi var uenige om kernen i diskussionen, men fordi vi var uenige om måden af anskue det på. Typisk for os, vi kan altid finde noget at diskutere. Vi afbrød hinanden ret så meget, vi var ikke særlig gode til at lade hinanden tale færdig, stemmerne steg, og så sluttede vi så med familiekendetegnet, vi gled umærkeligt over på en flig af emnet, hvor vi alle fem kunne være enige og lukkede så diskussionen, stadig venner, stadig i godt humør. Og så tog vi fat på det, vi var samlet for. Dokumenter, breve og taler blev gennemgået. Min far havde gemt alle hans taler, til os, til familemedlemmer, til skoleafslutninger, til jubilæer, til alt. Min ene søster, som er lærer som vores forældre, fik mappen med de skolerelaterede taler, for hun står for emner til morgensamling, og der er vores fars taler en guldgrube af emner, man kunne bruge. Søndag stod i billedernes tegn, for selv om vi har besluttet at få nogen til at digitalisere negativer, så kunne vi også godt bruge de fysiske billeder med vores mors fortælling om motivet smukt skrevet bag på. Så vi kiggede, genopfriskede minder og grinte af frisurer gennem for mit vedkommende 6 årtier.

Nu er hverdagen trådt ind i stuen igen, den sidste uge før adventstiden. Den startede mildt med en arbejdsdag, hvor jeg følte mig til stede uden at skulle være flere steder på en gang. I morgen har jeg fridag igen og så sandelig også på fredag. Til gengæld skal jeg arbejde hele næste uge på nær en dag, de første tre dage i Liverpool sluttende med tre aftenvagter i weekenden.

Min ene søster sagde ved synet af dette billede; hvor er du og dine børn heldige, at de havde deres oldemor. Min mormor døde året efter, og selv om mine børn ikke kan huske så meget om deres oldemor, kan de se på billederne, at hun har set og mødt dem. Det gør mig glad.

Oldemor med sine oldebørn juli 89

God mandag aften til dig

lørdag, november 19, 2016

Sammenhold

Noget af det, der bekymrer mig mest i dag er, at vi fjerner os fra hinanden, vi putter hinanden i kasser, sætter etiketter på og  får dermed orden på en uordentlig verden. Men sådan er mennesker jo ikke. Jeg er venner med mennesker, som jeg ganske enkelt ikke forstår, hvordan de med de værdier, den viden, de har og den måde de møder det enkelte menneske på, kan stemme eller mene som de gør i det offentlige rum. Men de er mine venner og jeg holder af dem. Det kan gøre ondt i hovedet, hjertet og hele kroppen, når jeg tænker på, hvor langt vi står fra hinanden, det kan jeg jo se, når jeg læser blogge. Vi tør ikke lade vores forståelse af sammenhæng blive sat til side for oprigtigt at lytte til hinandens forståelse. Vi graver os ned i skyttegrave og bekriger hinanden i stedet for at åbne øjne og hjertet for underet, at vi er til.

Nå, det var egentlig slet ikke det jeg ville skrive, da jeg skrev overskiften, men så kom tankerne alligevel ud. I stedet for vil jeg i dag fokusere på det sammenhold, vi fem søskende har. Vi er absolut ikke enige, og hvis vi gik i kødet på hinanden, kunne vi også godt skilles som uvenner, men det vil vi ikke. Vi vil hinanden, vi er bevidste om den uvurderlige gave, det er at have nogen, der kender en på godt og ondt og trods det holder af en, så vi holder sammen. Jeg håber, at mine børn har fået den gave med sig, de er ikke fem, men to, men de har mange kusiner, fætre og venner, som kan følge dem på deres færd og bevidne deres liv.

Der er lavet ny portion af marmelade, der er købt lækre oste og godt brød, der er vasket tøj, der er ryddet op på værelser, der er købt gløgg. Det sidste havde vi ikke aftalt, men jeg ved at min søster kommer med bondeklejner og ingefærsmåkager, for det er ting, der hørte vores barndomshjem til i adventstid. Og så fik jeg lyst til gløgg dertil. Vi skal have en god gammeldags frokost med æg, tomater, sild, pålæg og oste. Sådan som jeg forbinder det med min barndoms fridage og ferier. Den sørger jeg for. De københavnske søskende sørger for øl og sodavand, den sidste jyske søster tager lækkerier med til aftenhygge, så vi skal nok klare os.

Nu mangler jeg bare at få hentet et tørklæde, jeg har bestilt og få lagt vasketøj sammen, inden frokosten skal forberedes. God lørdag til jer.

Morgenbilleder, hvor solen farver træernes toppe og gør våde marker til et smukt syn.

DSC_2622DSC_2623

fredag, november 18, 2016

Der er en ny dag på vej

og hvis du nu sidder og nynner ved synet af den overskift, mens du tænker tilbage på barndommens film om Næsbygård, kan vi konstatere, at du nok er i nærheden af mig aldersmæssigt. Eller også har filmene været vist sidenhen.

Hvis vi definerer dagen som de lyse timer, så er den stadig på vej. Vi er nu nået til den tid, hvor det kun er, når jeg har fri, at jeg ser den lyse dag. I disse dage er det dog som så som så med lys, jeg savner sidste uges frostvejr og solskin, men det kan jeg godt høre rundt omkring, at vi ikke er enige om. Min ene kollega bygger selv hus sammen med sin kæreste, de er flyttet ind i en skurvogn på byggegrunden (godt nok i en luksusudgave) og de har begge fuldtidsjob, de er seje – og unge! Så hun har ikke brug for frost oven i, at alt foregår ved elektrisk lys i hverdagen efter arbejdstid. Du har måske allerede set dem, for Brønderslevs Kommunes skjult kamera med dem som de nye beboere i kommunen gik viralt på Facebook. Man kan hurtigt blive kendt (og glemt) i disse internettider.

Fridagen har mange punkter på to-do-listen, og lige for tiden kan det ikke nytte, at den liste er mental, den skal være konkret på papir, ellers glemmer jeg den. Blandt andet skal jeg prøve at forny min digitale signatur, koden er kommet. Sammen med koden i postkassen var også en lille pakke med et høreapparat. Gad vide om der sidder nogen på høreinstituttet, som også er bange for virale mails, for jeg fandt mit høreapparat, og fordi jeg havde så travlt i den periode, sendte jeg en mail til instituttet, endda via sikker mail, om at jeg havde fundet det. Den mail er så åbenbart ikke nået frem, så dem skal jeg have ringet til. Hvor jeg fandt høreapparatet? 3 uger efter det forsvandt, ville jeg flytte nogle småting i det skab, hvor barbermaskine og elektrisk tandbørste står til opladning, og der var høreapparatet! Hvordan i alverden at det var kommet derop, det fatter jeg ikke det mindste af, men der var det.

Der er også en lampe på bilen, der skal skiftes, og selv om biler bliver større, så designer man ikke plads til hænder, der skal skifte pærer. Så nu gider jeg ikke mere få rifter og bøvle med at få diverse låg af, inden jeg kommer ind til kernen, hver gang jeg skifter pærer, så jeg kører på værksted. Husets værelser skal også have en oprydning, de har en tendens til at blive til pulterkamre i hverdagen, og jeg får fire overnattende gæster i weekenden. Mine fire søskende kommer i morgen, for at vi sammen kan gå fotos, papir, dokumenter og brev igennem fra vores forældres hus. Møbler og småting er for længst fordelt, nu tager vi sidste nap og lukker det kapitel. I dag sender jeg en kærlig tanke til min bror, som fylder år. Postvæsenet tjener ikke på mig og fødselsdagskort, i stedet for får han et elektronisk fødselsdagskort, som ryger af sted lige om lidt. Vores børn er alle over 18 år nu, fire af os fem er over 50, om få måneder går jeg som den første gennem porten til 60erne. Her kan jeg så ikke læne mig op af mine forældres erfaringer, for de stoppede begge med at arbejde, da de blev 60. Jeg må i stedet for se på mine svigerinder og svogre, hvor flere først stoppede som 65/67 år. Tiden iler, det gør den også på computerens ur, jeg har meget, der skal nås i dag. Må du få en god optakt til weekenden, hvad enten du skal feste, hverdagsnyde eller arbejde i weekenden.

P1040933

onsdag, november 16, 2016

Nå, hvem ku vide det?

Hver søndag tjekker jeg vores kalender for landbruget, hvad skal betales i den kommende uge, hvad skal vi huske osv. Søndag blev til mandag i denne uge, og i kalenderen stod der, at jeg skulle forny min digitale signatur onsdag, ikke en eneste klokke ringede, så jeg regnede med, at jeg måske via mailboksen kunne finde et hint. Inden da ville jeg lige tjekke virksomhedens e-boks, og så huskede jeg, for der stod, at min digitale medarbejdersignatur var udløbet. Det var den, jeg skulle forny, men det var altså først d. 16, at der var deadline. Fluks måtte jeg søge, hvordan jeg så kunne få en ny medarbejdersignatur. Der var kun en måde at gøre det på, ringe til deres supportservice, som heldigvis havde længe åbent mandag. Den høflige og venlige mand kunne så oplyse mig om, at jeg havde skrevet forkert i min kalender, for det var d. 6, der var deadline. Nå, hvad så? Sikkerheden skal jo være i top, så der sendes både en sikker mail og en adgangskode via post. Disse to skal kombineres, for at jeg kan få en ny signatur. Og så var det, jeg tjekkede min mail, der var ganske rigtig kommet en mail, men den sagde, at der ikke var overensstemmelse mellem signatur og afsender. Afsenderen var forrige mails afsender, og nu opdagede jeg, at hver gang jeg tjekkede en mail og gik tilbage til signaturmailen, så var det altid den sidste mails afsender, der stod som afsender. Supportservice blev ringet op igen, den høflige og venlige mand var stadig på vagt. Det havde de oplevet før ved visse mailsystemer, jeg skulle bare sende mailen til mig selv igen, så ville den åbne sig, og ganske rigtigt. Så var det, at det dæmrede, jeg havde fået flere mails med fornyelse af digital medarbejdersignatur, men alle havde denne uoverensstemmelse, så jeg havde fluks slettet dem. Det skulle nødigt hedde sig, at jeg hoppede på lumske mailtricks. Hvordan i alverden skulle jeg vide, at det rent faktisk var fra nogle, jeg kunne stole på? Nu håber jeg så bare, at det, der ligger i e-boksen, kan vente på at posten kommer.

Onsdag har også været møde i Hammel med hele Vest-Danmark inden for rehabilitering af mennesker med hjerneskade. Det var som altid spændende og berigende. Nu afsluttes dagen med gospelsang, i år har vi ingen julekoncerter, men til gengæld skal vi synge fire numre før et amerikansk gospelkor giver julekoncert i vores mediecenter. Vi skal synge to numre sammen med dem, det glæder jeg mig til.

God onsdag aften til jer.

mandag, november 14, 2016

Du gamle måne

jeg så den, den fuldfede måne, men jeg fik ikke taget billede af den, og da vi kørte hjem fra biografen havde skyerne dækket den. Det lader heller ikke til, at skyerne har sluppet deres tag her til morgen. Men jeg så den, superfuldmånen.

Jeg så også filmen, landmanden havde ønsket at se. Hacksaw Ridge, filmen om pacifisten, der gik i krig og reddede mange menneskers liv, selv om han ikke ville bære våben. Filmen, der er bygget på virkeligheden, og som så mange gange før viste, at virkeligheden ofte overgår fantasien. Filmen kan anbefales, omend jeg visse steder ikke så alt, for den er også barsk. Jeg læste i anmeldelser, at den viste krigens grumme virkelighed, ligesom Saving private Ryan, og det gjorde den. Og i det inferno, som krig er, er det utroligt, at mennesker alligevel formår at kæmpe. Desmond Doss reddede mange soldaterkammeraters liv, han kunne lige så godt være død, men takket være kammerater, som bar våben, reddede de hans liv, så han kunne redde liv. Doss blev også den første pacifist, som blev hædret med krigsmedaljer for sin indsats, det er også helt utroligt, hvad han formåede at klare på 12 timer. 75 soldater reddede han, og hver eneste gang han fik sendt en af dem ud over bjergsiden, bad han, Gud, lad mig redde en til. Det gjorde han så. Jeg kan godt forstå, at hans soldaterkammerater efter den indsats så ham som deres talisman, så selv da han blev såret og mistede sin bibel, risikerede de deres liv for at finde bibelen til ham.

Filmens gjorde så også, at jeg var lysvågen, da vi landede herhjemme klokken halv ti i aftes. Så jeg gav op, strittede ikke imod, så serie og drak hyldebærsaft, indtil søvnen omfavnede mig, for efter 4½ time at stå op og gøre mig klar til en arbejdsdag med projektarbejde og møde om den nye sygeplejeuddannelse. Det er okay. Jeg nød aftenen med plads til andet end blot sofaseriekigning. God mandag til dig.

Billederne er fra gårsdagens eftermiddagsmarkvandring med landmanden.

P1040940P1040941P1040943P1040947

søndag, november 13, 2016

God morgenstart

I dag skal ordene stå sammen på denne måde, det skulle de ikke i går. I dag vågnede jeg nemlig af mig selv klokken lidt i halv otte. Det var en dejlig fornemmelse, og mens jeg endnu nød fornemmelsen, skyndte jeg mig op, hoppede i løbetøjet, huskede uldundertøjet indenunder, snørede løbeskoen og gik en tur. Ja jeg gik, for det med at løbe er ikke noget, jeg gør mere. Mine knæ driller mere, når jeg forsøger, måske forsøger jeg igen, men lige nu nyder jeg bare, hvis jeg kommer ud og gå. 50 minutter senere var jeg hjemme igen, fandt bilnøglen, sagde godmorgen til landmanden og smuttede ind efter rundstykker, mens han dækkede bord og bryggede te. Min te orker han ikke at sætte sig ind i, men han havde dog hørt lidt efter, så vandet var kogt og stod i kanden, mens temperaturen faldt til ca 90 grader, så alt jeg skulle gøre var at dosere den grønne te med brombær. Earlgrey med citron til landmanden og grøn eller hvid te til fruen. Jeg drikker også sort te, men min mave har vænnet sig til den mildere tetype. Folk køber gerne te til mig som gave. Mit problem er, at jeg ikke kan fordrage urtete, roibooste eller de fleste varianter af pukkate. Og noget af det skyldes nok, at jeg drikker litervis af te, så te med meget specielle smage kan måske godt smage godt som en enkelt kop te, men når man som jeg aldrig bare laver en kop te, men altid brygger en hel kande te, så kan specielle smage nemt blive kvalmende. F.eks julete, den og jeg er ikke særlig gode venner.

Søndagen er tid til at være, men også tid til at få nogle af hængepartierne, vi gerne skulle gøre sammen, ryddet af vejen. Lige nu slapper vi dog bare af og nyder følelsen af søndagens muligheder. God søndag til dig.

P1040935 

P1040934

lørdag, november 12, 2016

Godmorgen start

Måske kunne det hedde god morgenstart? Nej for det synes jeg ikke det var. Måske skulle jeg hellere kalde det Som herre så hund? Nej jeg bibeholder overskriften. Det er frilørdag og med plads til at sove længe. Klog af erfaring sikrede jeg mig, at landmandens mobil ikke var sat til vækning tidlig, inden jeg gik i seng. For den eneste der vågner ved dens kimen på en frilørdag, det er mig, og så kan jeg ikke sove igen. Nu mangler jeg så bare at finde ud af, hvordan jeg slukker for Istvans trang til at gø højt, når avisvognen tidlig morgen stopper for at lægge landbrugsavisen i postkassen. På arbejdslørdage er vi jo oppe på det tidspunkt, så der gør Istvan ikke. Den insisterende gøen vækkede mig, og så stoppede tankemylderet søvnens videre færd. Efter at have prøvet at blive i sengen i en time, opgav jeg og tog traveskoene på. Det var den smukkeste morgen, jeg elsker rimfrost og solopgang, jeg elsker kuldens biden i kinderne, og jeg nyder at være hjemme igen i varmen efter fem kilometers travetur. Morgenmaden blev noget nyt, hos Ann-Christine havde jeg læst om Bircher muesli, og i min videre research havde jeg fundet ud af, at det er en gammel schweizisk kurmorgenmad. I går aftes fik jeg rørt havregryn, æblejuice og krydderier sammen, jeg undlod æblet, fordi jeg nemt får mavekneb af det. I dag er der så rørt A38 i og toppet med mandler, svesker og bananskiver. En dejlig nem og mættende morgenmad, som kombinerer det jeg gerne ville have, nemlig fibrene fra havregryn og de gode mavebakterier fra A38. God morgen til dig.

P1040912P1040915P1040922P1040924P1040927

fredag, november 11, 2016

Her sidder jeg

Leonard Cohen har været en del af lydkulissen i livet, mens jeg har levet. Det har bare aldrig været min musik, og det er nok en fejl. Lige nu har jeg fundet sange fra hans sidste udgivelse, og jeg nyder den dybe, rustne stemme, teksten (som jeg ikke helt forstår meningen med, andet end at det vel handler om døden, afslutninger og kærlighedens ende) og musikken. Ud af vinduet kan jeg se månen, endnu ikke helt fuld, men den lyser klart og jeg kan se de sjove changeringer, som månekraterne laver. Jeg overvejer, om mørkeskrækken skal afholde mig fra at gå en tur, hovedpinen kunne trænge til frisk luft, kroppen ligeså og hele mig ville nyde at gå i stilhed og få kroppen til at pulsere. Landmanden er til reception, så aftenmad behøver jeg ikke at tænke på. Jeg sidder her lidt endnu. Nyder den rustne stemme og den skønne musik.

Håber du har nogen, du kan sende et smil til, nogen som kan se dig. Livet er så kort, og ikke alle får lov til at blive 82 år gammel og udgive en CD med smuk og dejlig musik en lille måned før ens død. I morgen skal jeg til begravelse, en kvinde lidt yngre end mig, og som jeg kun har mødt få gange, men som er familie til landmanden. Det gør ondt at tænke på hendes børn, som godt nok er voksne, men det at miste bliver vi aldrig for gamle til at blive mærket af. Det sætter ens eget liv i relief og får mig til at skønne endnu mere på hverdagslivet. I aften vil jeg hæve hovedet og se månen og alt det smukke trods mørket. Jeg er klar til at gå ud i mørket.

DSC_2598DSC_2600DSC_2602DSC_2606

Som du kan se, gik jeg ud i mørket, ikke langt, men nok til at komme væk fra husets lys og se stjerner. Nok til at mærke kulden og få den pulserende fornemmelse i kroppen. Nok til at brillerne duggede til, da jeg kom ind. Nok til at lege og se om jeg kunne fange månen og lyset med mobilen. God fredag aften til dig.

torsdag, november 10, 2016

Lidt lys

nåede jeg at se, inden gøremål trak mig indenfor. Nu er eftermiddagshygge med damebladslæsning overstået (med brunkager til). Aftensmaden med opvarmning af rester, nylavet kartoffelmos og råkostsalat er lavet og spist. Min søns norske kæreste, som læser til sygeplejerske i Danmark, havde sendt mig første del af hendes bacheloropgave, den er læst, kommenteret og sendt retur. Jeg elsker, når jeg får lov til at dykke ned i sådanne opgaver, også fordi jeg får ny viden samtidig. Og så er det første gang, jeg har læst en norsk bacheloropgave, godt at sønnens søde kæreste skriver et norsk,som jeg kan læse(kan aldrig huske om det er nynorsk eller bokmål, formentlig det sidste)

Nu er tiden inde til anden runde afslapning, sofahygge med seriekigning. I morgen står på møde hele dagen og det er ikke noget, jeg umiddelbart synes er spændende, men vi får se, måske kan sådanne møder dikteret oppe fra ende med at være givtige. Jeg må lige lade lidt op, så jeg kan holde til 6½ time med oplæg, workshop og ord som strategier og værdier. God aften til dig.

DSC_2584DSC_2588

onsdag, november 09, 2016

Novembersne

DSC_2576

Der er ikke et drys her på gården, hvad ligner det?Jeg er helt klart til frost og sne, når vi når november måned. Ikke så meget, at det hindrer mig i at komme omkring, men jeg elsker sne. Inde på sygehuset nød vi i går snefnuggenes stille søgen mod jorden, men så snart jeg var ude for byen, var det så som så med hvidt udsyn. I dag er der dog kommet et lille drys herhjemme, men det forsvinder hurtigt.

Forleden dag hørte jeg et radiopar på 24-7 snakke om klæder og det med at gå i stå. Her sagde den ene(citeret frit fra hukommelsen): og når så først man har fundet den eneste ene, så går man i gang med fede hinanden op til parforholdskroppe, så man kan gå i det bløde uformelige tøj (måske sagde han uklædelige). Det er da det, jeg har; en parforholdsmave.Og dum som jeg var, købte jeg kage på vej hjem i dag, som lagde sig tungt nede i mappen og absolut ikke gjorde noget godt for energiniveauet. Det er kommet bag på mig, at jeg efter halvanden uges ferie så kan blive så træt på halvanden uges arbejde, men det er jeg, punktum. Jeg havde en rigtig god aften i går i selskab med tidligere patienter og pårørende, hvor de fik viden om kolesterol og kost. Jeg bliver også klogere, så jeg må da være rigtig klog, når vi når til sommer. For selv om diætisten siger det samme, så hører jeg nyt hver gang. Hvis jeg så også levede efter det hørte, så kunne det være, at maven kunne trække sig sammen. Jeg er en hyggefis, jeg elsker vintertid med lys, kage, te og sofahygning. Det er der alle muligheder for lige for tiden, men et lag sne ville ikke gøre noget.

DSC_2582

tirsdag, november 08, 2016

Strøtanker

Weekendens dagvagter satte sit præg på den enlige fridag i går, jeg var fysisk træt samtidig med at jeg mentalt stadig var i vagterne, men også hos mine søstre og aftengudstjenesten søndag, hvor vores fars navn blev læst op.

”har du fri i dag, du ser dejligt afslappet ud” var indgangsordene til mig fra min fysioterapeut i går. Så udadtil kunne det indre tankekaos og den mentale to-do-liste for fridagen ikke ses. Min albue driller mig, jeg sidder alt for meget ved computer og min liggestilling i sofaen herhjemme med bærbar og iPad er absolut den største synder. På arbejde har jeg hæve-sænkebord og trådløs mus, begge redskaber der hjælper mig til at have fokus på siddestilling og armens position. Dejligt afslappet gik jeg ud fra fys og satte mig ind i min bil. Min dejlige bil med alle dens alarmer, som sikrer at jeg ikke glemmer eller ikke bemærker at noget er galt. I går kom den med alarmen om at parkeringslyset ikke virker. Og så kørte jeg. Bilen virker mærkelig. Det er nok vejbelægningen her. Nej det er det ikke, der er noget galt. Bilen ind til siden. Væk fra hovedgaden. Et hjul punkteret, meget punkteret, Faktisk totalt flad. Ikke en meter mere ville jeg køre. Ringe til Falck, 90 minutters ventetid. Og så brød det mentale kaos frem, for jeg græd, lige midt i hverdagen, lige midt i byen, lige midt i kulde og to-do-lister. Jeg vidste, at gråden ville komme, da jeg ringede for at fortælle landmanden det. Jeg vidste det, akkurat ligesom i barndommen, hvor tårerne først kom, når jeg så vores unge pige i huset eller min mor efter at være løbet hjem med en flænge/skramme på knæet eller hånden efter fald uden at græde. Tårerne blev tørret væk, og så handlede jeg ind og drak varm kakao i den lokale bagerbutik, hvor der var cafebord indendørs. Hjemme igen gav jeg mig tid til at drikke varm te og spise kage sammen med landmanden, og de første brunkager var blevet hjemkøbt og de smagte meget bedre, end de gør, når vi er en måned længere henne.

Senere igen efter at det vigtigste på to-do-listen var lavet, gav jeg mig tid til at snakke, grine og diskutere med landmanden. Jeg blev så vågen af diskussionen og latteren, at jeg ikke kunne sove. Nu er søvnen et overstået kapitel, min lange arbejdsdag skal i gang. Det er dagen, hvor jeg skal deltage i et projekt fra 17 – 19, så derfor ingen grund til at køre hjem. Jeg skal i øvrigt også have forberedt det sidste, det som blev strøget fra to-do-listen i går for at jeg kunne grine og diskutere. Det når jeg nok, sådan er jeg, jeg når næsten altid i mål, og jeg er nærmest altid næsten helt henne ved deadline, før jeg rykker. Sådan har det været lige siden folkeskolen, ingen grund til at ændre på det som næsten 60årig.

PS tak for de dejlige kommentarer på sidste indlæg, jeg har læst dem og kommenterer senere.

God tirsdag til dig.

P1040896

lørdag, november 05, 2016

Sygeplejefaglig stolthed eller Nemesis

I morges skrev jeg: “Det er altid spændende at møde ind, for hvordan mon afdelingen ser ud.” Troede jeg nu på Nemesis, så kunne det være, at jeg nu skulle sige til mig selv; så kan du lære det! Vi har haft mere end forrygende travlt. Der var kommet mange patienter i går eftermiddag og aften, og de var dårlige, meget dårlige, hver på deres måde og krævede sygepleje af kompleks karakter. Jeg er glad for, at jeg er en erfaren sygeplejerske, fordi jeg måtte gang på gang i dag sige, hvad er vigtigst lige nu og så vide med mig selv, at alt det andet også var vigtigt, men det kunne ikke ske nu. Hele dagen tænkte jeg, men turde ikke sige det højt, selv om jeg ikke tror på Nemesis eller hvad vi nu skal kalde det: godt at trombolysetelefonen er stille, for jeg ved slet ikke hvordan vi skulle være kommet gennem dagen, hvis to sygeplejersker havde været nødt til at gå fra afdelingen. Da friske aftenvagter mødte ind, tog de fleste hjem, men jeg blev halvanden time længere. Ikke fordi jeg troede, at mine kolleger i aftenvagten ikke kunne klare det, men fordi jeg var den eneste, der kunne lægge en “låseanordning”, så man ikke så nemt kommer til at hive ernæringssonde op. Og vi havde patienter, som var så ramt på deres erkendelse af dem selv i forhold til omverdenen, at de gentagne gange havde hevet ernæringssonderne op, og dermed fik de ikke deres medicin og ernæring. Nu havde vi endelig fået sonderne lagt igen, fordi det hele dagen ikke var det vigtigste, patienterne havde brug for anden vigtig sygepleje, så nu skulle sonderne også sikres. Jeg var hjemme lidt over fem, og sofaen har set rigtig meget til mig, men vi har da fået god aftensmad, der er vasket to hold vask, og så er der set masser af film/serier. Men hjernen insisterer på, at det ikke er nu søvnen skal indfinde sig, så jeg prøver at skrive mig søvnig. I morgen er der atter en dag, vi er samme team, så vi kender en del af patienterne fra i dag, men jeg sendte to patienter videre, to af dem, jeg brugte meget tid på i dag, så der er plads til nye.

I dag har jeg fortalt mine kolleger det, jeg en gang læste i mit fagblad. Vi har hver især været 120 % til stede, vi var henne ved middag, før mange af os fik noget at drikke og spise, og så kan man ikke forlange mere af sig selv. Ingen kan være tre steder på en gang. Ingen kan lave mundpleje på en patient og skifte ble/vaske en anden patient på samme tid. Og når mennesker er ramt kognitivt, så de stritter mod hver gang, jeg vil vende dem lidt eller vaske dem, selv om jeg forsøger med al min sygeplejefaglig viden at give dem stimuli/tryghed, så tager alt meget lang tid. Så må jeg glæde mig over, at pårørende sagde tak for god behandling, da vi overflyttede deres kære. Trods travlhed havde de følt sig trygge ved os.

Sov godt eller god morgen/dag

November måned

Den sidste måned i efterårskvartalet. Den mørkeste måned i efteråret. Måneden hvor de levende lys bliver tændt, eller måske er du hoppet på bølgen med LEDlys. Jeg synes, sidstnævnte er geniale til f.eks sygehuse/plejehjem eller steder hvor man gerne vil skabe hygge, men ikke kan holde øje med de levende lys hele tiden. Det er bare ikke det samme for mig. Jeg bruger ikke så mange levende lys, at jeg oplever, at det sviner og soder mine stuer til. November er også tiden for hyldebærsaft til ru halse, og forleden dag fik jeg lavet en portion, som jeg nyder f.eks lige nu, denne tidlig lørdag morgen. Jeg skal i dagvagt i weekenden, det er sjældent det sker. Jeg er normalt aftenvagt i mine arbejdsweekender, men denne første novemberweekend er også søndagen, hvor man i mange kirker rundt om i landet har tradition for, at præsten til Allehelgensgudstjeneste læser navnene op på de mennesker fra sognet, som er død siden sidste års Allehelgensgudstjeneste. Det er en smuk skik og i morgen tager min to jyske søstre og jeg ned til aftensgudstjeneste i vores barndoms kirke for at mindes vores far. Min søde, dejlige far, som på trods af at han var så hårdt ramt af sin Alzheimers sygdom formåede at sprede varme, glæde og kærlighed. Og derfor har jeg byttet vagter.

Hyldebærsaften er nydt, morgenmaden er spist, og det er tid til at gøre mig klar. Det er altid spændende at møde ind, for hvordan mon afdelingen ser ud. I går havde jeg en fornemmelse af en rolig, men travl afdeling. Jeg var travlt optaget med at korrekturlæse og sende bogkapitel af sted, jeg organiserede tidspunkter for samtaler og opfølgning for nye kolleger, jeg lavede audit, jeg havde samtale med børn med en forælder, der havde fået en blodprop i hjernen. Men i dag skal jeg i plejen, det glæder jeg mig til. Ha en god lørdag.

DSC_2530

torsdag, november 03, 2016

Med lidt andre briller på

ser verdenen pludselig bedre ud. Sådan tænkte jeg midt i arbejdet og det gjorde det bedre, men ændrede ikke på min mening.

? (havde det her været en film, ville der stå ti timer tidligere)

Jeg har haft hjemmearbejdsdag, det sidste interview i vores projekt skulle transskriberes. Mine to kolleger i projektgruppen sad også hjemme og transskriberede. De har faktisk taget det største slæb med transskribering af alt 9 interviews. Jeg har haft rigeligt om ørerne med mange forskellige bolde i luften og mange af mine projektdage har jeg måttet inddrage til andet arbejde. Jeg havde også store problemer med mit første transskriberingsinterview, jeg kunne ikke høre, informanten og jeg snakkede ind over hinanden, der blev mumlet, optageren var ikke tæt nok på informanten osv. Til sidst hang det mig langt ud af halsen, og jeg var dybt frustreret over forløbet. Det sidste interview ville jeg tage, for at vi blev færdig i dag. Det er også gået fint med at høre og skrive, jeg er næsten færdig. MEN, for der er et men, jeg har været så vred og frustreret på mig selv over min interviewform. Jeg kom til at stille mange lukkede spørgsmål i stedet for åbne spørgsmål, nok fordi samtalen let gik i stå ved de åbne spørgsmål. Det irriterede mig, fordi jeg flere gange faktisk overså muligheden for at spørge ind til det sagte. Så var det, at jeg tog andre briller på, for hvis man så på, hvilken viden informanten fik, så var jeg en god sygeplejerske. Vi fik snakket meget af det igennem, som vedkommende havde glemt eller ikke forstået under den korte indlæggelse. Det er ikke en undskyldning, for jeg har ikke ændret mening om, at det her kunne jeg have gjort bedre. Men det hjælper lidt på selvtilliden. Den forlorne hare lavet af hjortefars er i ovnen, rødkålssalaten efter Pollyannas opskrift er lavet, kartoflerne er klar, så nu vil jeg få de sidste ti minutter transskriberet, og bagefter skal jeg have sendt korrekturrettelser til mit første forsøg som forfatter (fagbog). Er jeg tilfreds med det kapitel? Nej, men det er det bedste min medforfatter og jeg kunne præstere under de givne arbejdsforhold. Og flere af kollegerne har læst det igennem og sagt god for det, det ændrer dog ikke på min mening. Så alt i alt er det en af de dage, hvor jeg nemt kunne komme til at føle mig som Kejseren i kejserens nye klæder (han har jo ingenting på), men der vil jeg ikke gå hen! Jeg rummer nemlig så meget andet end det. Det handler blot om at tage andre briller på. God torsdag aften til dig.

Morgenstundsbilleder, inden jeg forskansede mig ved min computer med høretelefoner.

DSC_2572DSC_2573

onsdag, november 02, 2016

Stilhed i huset

Der er masser af tanker, der huserer i mit hoved. Der er tanker, der generer og jeg forsøger at verfe dem væk ligesom irriterende fluer om sommeren. Men ligesom fluerne kommer de igen, de er svære at få fat i og få slået ihjel. Så er det godt at lave regnskab, tankerne fokuseres på tal, bilag og kontonumre. Hjernen får ikke lov til at gå på afveje, mens der arbejdes. Første måned er i hus, nu venter de næste tre måneder. Udenfor skinner solen, hvorimod det var regn og mørke, der dominerede vejret, da jægeren drog af sted på krondyrjagt i morges. Jægerens hund fandt sig forbavsende roligt i, at den ikke skulle med. Istvan nyder at ligge på måtten i bryggerset, lige foran indgangsdøren og døren til kontoret, hvor jeg sidder. Vaskemaskinen er sammen med mine fingres dans på tastaturet den eneste støjkilde i huset. Her er helt stille. Og nu har pausen vist varet længe nok, ord er skrevet og slettet, sider på nettet er fundet, læst og forkastet igen. Jeg kan hurtigt få en time til at gå med et indlæg. hjernen går sine egne veje, så nu vil jeg fokusere igen på tal, der kan bringes i orden og fås til at stemme. Nogle gange ville jeg ønske, at tankerne også kunne bringes i den orden. Men så ville livet nok blive for kedeligt. Ha en god onsdag, min skal fyldes med tal, gåtur og gospelsang.

P1040899P1040900

tirsdag, november 01, 2016

Velkommen November

Efter en lang arbejdsdag i går, jeg var til møde sammen med min leder i Odense, har jeg nu fridage igen (jeg har jo lige sluttet min ferie). Det skyldes to ting, jeg skal arbejde i weekenden og jeg er ansat på 30 timer. De 30 timer slår blot ikke til i denne måned, hvor jeg har fire projektdage og en masse møder, jeg ikke kan sige nej til. Så togturen til Odense blev blandt andet brugt på at få grønt lys for inddragelse af to fridage. Skuffen med alle bilag er fundet frem, der skal laves regnskab i dag. Vi er gået over til kun at skulle indrapportere og betale moms hver halve år mod hver tredie måned tidligere, så for at jeg ikke i januar skal sidde med et bjerg af papir og flere dages arbejde, må jeg hellere få noget af det lavet nu.

Søndagens gåtur sammen med to af mine søstre blev en dejlig tur. Vi fik snakket, vi fik indsnuset og nydt den skønne efterårsdag, ingen vind, tørvejr og masser af skønne efterårsfarver. Rebild Bakker er et skønt område, vi vagte (eller rettere min søster som bor i det skønne område valgte) at gå ned omkring Gravlev sø og så op gennem bakkerne på vej til og fra søen. Søen blev for nogle år siden gendannet efter at have været afvandet i mange år. Og der var et rigt fugleliv ved søen.

P1040881P1040887P1040891P1040894P1040895P1040902P1040905P1040906P1040908

Det sidste billede viser, hvordan man hele tiden er nødt til at fælde træer for at give plads til lyngen. Lige nu ser det bart ud, men til forår vil bakken se helt anderledes ud. Jeg elsker at gå i løvskove, jeg elsker efterårets farver og jeg husker altid en bloggers ord om det underlige i ordvalget i salmen Nu falmer skoven trindt om land, den burde hedde Nu flammer skoven trindt om land. Mine billeder yder slet ikke farverne retfærdighed.

Fik vi gået 17 km? Nej vi gik 11, men de kunne også mærkes i benene. Der skulle jo være tid til snak og morgenbrød og eftermiddagskage før og efter. Og så fik jeg en dejlig mail fra min ældste lillesøster bagefter. Hun havde været ved vores morforældres gravsted på vej hjem til Vestjylland. Det har været et taleemne i familien, at vores morforældres hus nu var et af de huse i de små landsbyer med et skilt med blinkende Open i vinduet. Og det så så forfaldent ud. Nu er det købt af andre, som har istandsat det, så man virkelig ser det smukke hus. Desværre for de udenlandske kvinder, som beboede huset tidligere, har de nok ikke fået samme skønne behandling af deres alfonser.

Håber du behandler dig selv og andre godt på denne første novemberdag. Jeg har hældt te op og måske vil jeg for en gangs skyld finde noget musik, der kan ledsage mig ind i regnskabsbunken. God tirsdag til dig.