tirsdag, november 08, 2016

Strøtanker

Weekendens dagvagter satte sit præg på den enlige fridag i går, jeg var fysisk træt samtidig med at jeg mentalt stadig var i vagterne, men også hos mine søstre og aftengudstjenesten søndag, hvor vores fars navn blev læst op.

”har du fri i dag, du ser dejligt afslappet ud” var indgangsordene til mig fra min fysioterapeut i går. Så udadtil kunne det indre tankekaos og den mentale to-do-liste for fridagen ikke ses. Min albue driller mig, jeg sidder alt for meget ved computer og min liggestilling i sofaen herhjemme med bærbar og iPad er absolut den største synder. På arbejde har jeg hæve-sænkebord og trådløs mus, begge redskaber der hjælper mig til at have fokus på siddestilling og armens position. Dejligt afslappet gik jeg ud fra fys og satte mig ind i min bil. Min dejlige bil med alle dens alarmer, som sikrer at jeg ikke glemmer eller ikke bemærker at noget er galt. I går kom den med alarmen om at parkeringslyset ikke virker. Og så kørte jeg. Bilen virker mærkelig. Det er nok vejbelægningen her. Nej det er det ikke, der er noget galt. Bilen ind til siden. Væk fra hovedgaden. Et hjul punkteret, meget punkteret, Faktisk totalt flad. Ikke en meter mere ville jeg køre. Ringe til Falck, 90 minutters ventetid. Og så brød det mentale kaos frem, for jeg græd, lige midt i hverdagen, lige midt i byen, lige midt i kulde og to-do-lister. Jeg vidste, at gråden ville komme, da jeg ringede for at fortælle landmanden det. Jeg vidste det, akkurat ligesom i barndommen, hvor tårerne først kom, når jeg så vores unge pige i huset eller min mor efter at være løbet hjem med en flænge/skramme på knæet eller hånden efter fald uden at græde. Tårerne blev tørret væk, og så handlede jeg ind og drak varm kakao i den lokale bagerbutik, hvor der var cafebord indendørs. Hjemme igen gav jeg mig tid til at drikke varm te og spise kage sammen med landmanden, og de første brunkager var blevet hjemkøbt og de smagte meget bedre, end de gør, når vi er en måned længere henne.

Senere igen efter at det vigtigste på to-do-listen var lavet, gav jeg mig tid til at snakke, grine og diskutere med landmanden. Jeg blev så vågen af diskussionen og latteren, at jeg ikke kunne sove. Nu er søvnen et overstået kapitel, min lange arbejdsdag skal i gang. Det er dagen, hvor jeg skal deltage i et projekt fra 17 – 19, så derfor ingen grund til at køre hjem. Jeg skal i øvrigt også have forberedt det sidste, det som blev strøget fra to-do-listen i går for at jeg kunne grine og diskutere. Det når jeg nok, sådan er jeg, jeg når næsten altid i mål, og jeg er nærmest altid næsten helt henne ved deadline, før jeg rykker. Sådan har det været lige siden folkeskolen, ingen grund til at ændre på det som næsten 60årig.

PS tak for de dejlige kommentarer på sidste indlæg, jeg har læst dem og kommenterer senere.

God tirsdag til dig.

P1040896

16 kommentarer:

  1. Sikke da en omgang, Lene!! Åh, hvor jeg kender følelsen, og tro mig, hvis jeg sad i en punkteret bil og ventede på Falck i 90 minutter alene med tankekaos, så havde det altså heller ikke været kønt! Vi taler snot i guirlander. Håber din dag i dag bliver bedre! Stort kram fra mig :-*

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Skøreliv, jeg havde en rigtig god dag i går. Og så spændende er min indkøbsby så heller ikke, men nu ved jeg hvem, cafebordet med stole er til, trætte kvinder med 90 minutters ventetid til falck :-)

      Slet
  2. Åhhh pust pust kære Lene... Det er ski hårdt ind i mellem, når man er typen der ikke rykker før deadline er lige op over, og når man så når i mål i sidste øjeblik, så kan man jo altid slå sig selv lidt i hovedet og tænke.. Næste gang.. næste gang vil jeg være på forkant.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg er blevet bedre med årene, men det ændrer ikke på at jeg er tidsoptimist hvad det angår, og der er jo altid noget andet, der først skal tages sig af.

      Slet
  3. Og når vi er sådan indrettet, er der ikke noget at gøre ved det, selv om vi i teorien udmærket ved, at vi skal starte i god tid før deadline.
    Lige pludselig bliver det bare for meget, og det kan være en lille ting, der udløser det, men det er forunderligt, som en tåre eller 100 kan afhjælpe kaossituationen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, er du også den type? Havde egentlig troet du var som min søster, som altid er i god tid med alting :-) Tårer kan i den grad lette presset, det er set før her på matriklen for den kvindelige part :-)

      Slet
  4. Nogle gange bliver det hele bare for meget, du har jo virkelig også fuld fart på hele tiden. Man kan jo godt mærke, den der klump sidder nede i maven, men man ved bare ikke rigtig hvordan den kommer ud. Jeg kan huske, da min far døde i februar, og jeg syntes egentlig, jeg havde bearbejdet det, men så fik jeg sat hans yndlings julesalme på i december, og da brast alle diger også hos mig.
    Jeg synes Aller Helgen gudstjenesten er en meget smuk tradition. Godt du og landmanden fik grinet og snakket, det plejer at hjælpe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, nogen gange er glasset fyldt og så skal der så lidt til før det flyder over. Åh ja en sang kan i den grad åbne for digerne.

      Slet
  5. Tænk at du, med dit høje tempo, 1.000 jern i ilden, 437 familiemedlemmer og venner, en landmand og et hjem at tage sig af, mange og lange arbejdsdage, albue der driller og en sofa der lokker - tænk at du kan få en kortslutning af det, Lene.
    Eller med andre ord: Tænk at du ikke kortslutter 278 gange dagligt, med dit tempo, gøren-ved og gøren-godt for alle (og sommetider også dig selv). Jeg er imponeret. Og samtidig også hemmeligt glad for at du alligevel 'bare' er et menneske (i øvrigt et mennesker med sindssygt mange gode tanker).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Liv, det var sødt sagt. Jeg er i den grad "bare" et menneske og derfor skal den side også med på min blog :-)

      Slet
  6. Ja, vi er nogle, der arbejder bedst "under pres". Presset kan så en gang imellem blive lige vel hårdt. Og sådan er det. Jeg håber, du er godt ovenpå igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg har det godt,tak :-)

      Slet
  7. Uhh altså. Her er vist ude i noget 'liden tue..'. Åh, hvor jeg kender det. Man skal have styr på tusinde ting (nå ja, du skal så have styr på titusinde ting), og kæden kører helt stramt, og så sker der en lille åndsvag ting (jeg kan godt 'nøjes' med en væltet skraldepose el. lign.), og så er det bare for meget. Godt, du fik tid til kage og gode grin med landmanden senere. Tårer er godt, men det er gode grin også :-) God onsdag til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, fruen i midten, åh ja en væltet affaldspose kan også være dråben. Det sjove er jo at vi var så rygende uenige, men det kom vi så til at grine over.

      Slet
  8. Jeg har tit mine tanker hos dig kære Lene, dit liv med mange bolde i spil på 1 gang, en stram kalender der ikke levner plads til bare at være dig, slå hjernen fra og bare er dig, altså det jeg kalder at være in Zen, hvor jeg bruger mindfulness. Det er vigtigt at være på forkant, det ved jeg om nogen.
    Godt du fik sat gang i tårer strømmen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, tak for tanker og ord. jeg har også tid til bare at sidde, det er i hvert fald det jeg prioriterer i disse år :-)

      Slet