mandag, februar 29, 2016

opløftende og berigende

Lige da jeg havde skrevet opskriften, troede jeg, at jeg havde skrevet forkert. Jeg troede, der stod bekrigende, men nu lægger vi kamphandskerne og snakker om fremtidens sygeplejersker. Sidste efterår blev jeg inviteret til at modtage en gruppe sygeplejestuderende, som var ved at være til vejs ende i uddannelsen. De var på sidste modul inden bacheloropgaveskrivning, hvor de her i Nordjylland har valgfrie fag. Dette faghold havde fokus på udvikling og implementering af viden i sygeplejen, og deres undervisere ville gerne, at de fik reelle sygeplejefaglige problemstillinger at arbejde med. Til det skal man bruge praksissygeplejersker, og jeg var en af dem, der takkede ja. Efterfølgende blev jeg inviteret til deres fremlæggelse af opgaven, det var spændende og lærerigt. Jeg snuppede hele formiddagen sidste gang, for alle emner fra forskellige specialer kunne egentlig også bruges i min praksis. Jeg var derfor slet ikke i tvivl, da jeg fik invitationen igen, at selvfølgelig skulle de komme ud og snakke med mig, og selvfølgelig skulle jeg høre, hvad de havde fundet frem til.

Nu sidder jeg her, træt, for jeg skulle jo have haft fridag efter mine tre aftenvagter, men det her ville jeg ikke gå glip af. Og hvor er jeg glad for, at jeg valgte sådan. En gruppe havde undersøgt noget om dokumentation af det psykosociale aspekt, det at vi ofte fokuserer på det, der kan måles og vejes, for det er langt sværere at beskrive f.eks at patienten er angst og sygeplejen dertil. Den gruppe fandt gennem systematisk litteratursøgning viden om, at det at skrive patienten og pårørende i stedet for at skrive deres navn i sygeplejejournalen betød, at sygeplejersken nemmere kom til at distancere sig fra patienten. Det er da tankevækkende, fordi vi er oplært i, at man ikke skriver patientens navn. Så den artikel glæder jeg mig til at læse. En anden gruppe havde set på det at dokumentere sin sygepleje, og at det ofte bliver talt om som noget negativt og tidsrøvende, hvor de fandt gennem den systematiske litteratursøgning artikler, som beskrev, at en god systematisk dokumentation var med til at fremme kvaliteten af sygeplejen og fremme patienttilfredsheden. De artikler glæder jeg mig også til at læse. En gruppe havde set på viden om det at have patienter af begge køn på patientstuerne, men de kunne ikke finde undersøgelser, der belyste dette. Nok fordi de lande, der producerer mest viden, er USA og England, hvor sådanne stuer er utænkelige. Til gengæld valgte de så at kigge på enestuer frem for flersengsstuer, her fandt de en undersøgelsen af den viden, vi har i dag. Meget af det er ekspertviden, dvs. noget man eksempelvis gennem lang tids arbejde og med interesse for emnet har erfaret, men man har ikke undersøgt emnet på videnskabelig vis. her var der også guldkorn, som jeg glæder mig til at læse mere om. En af de andre udviklingsansvarlige sygeplejersker undrede sig over, hvad der mon sker, når man kun har enestuer på de nye sygehuse, for hun havde i en undersøgelse af et andet emne netop fundet, at man inspirerede og motiverede hinanden som patienter, når man lå på samme stuer. En sygeplejestuderende havde i weekenden haft vagt på et afsnit, hvor der kun var enestuer og ingen fællesareal. Her havde en gammel dame sagt, at hun kedede sig, der var jo ingen at snakke med. Den sidste gruppe var min, de havde ud af de tre problemstillinger, jeg havde forelagt dem, valgt at fokusere på, om det gør en forskel på patientens oplevelse af at blive involveret, hvis sygeplejersken er med ved stuegangen inde hos patienten. Baggrunden er, at jeg af flere kloge hoveder har fået at vide, at sygeplejersken ikke behøver at være med ved stuegangen hos patienten Sygeplejersken har talt med patienten inden stuegangen, og sygeplejersken har talt med lægen inden stuegangen, og sygeplejersken taler ofte med patienten efter stuegangen. Min oplevelse er dog, at det giver et bedre forløb, når alle tre er tilstede på samme tid, faktisk mener jeg også, at det er tidsbesparende, og at entydig information sikres, men jeg havde ikke haft tid til at dykke ned i det emne. Det havde de sygeplejestuderende så gjort. Og jo, min fornemmelse er rigtig, der er viden om at det gør en forskel, ikke blot at være til stede under stuegangen, men også det forberedende arbejde sammen med patienten før stuegangen. Jeg glæder mig så meget til at få deres materiale tilsendt, så jeg kan dykke ned i det.

Det er da en glæde at vide, at der er kompetente, engagerede og vidende sygeplejerskekolleger på vej. I morgen er min fridag også røget sig en tur, den får jeg så på onsdag, for endnu en organisationsændring skal ske hos os. Det bliver rigtig godt for patienterne, og sygeplejerskerne glæder sig til at løfte den opgave. Det betyder så, at der kommer nye kolleger, dem skal jeg tage mod i morgen. Ændringen hører I mere om en anden dag, nu vil jeg tage mig sammen til gå en tur, for de næste dage bliver hektiske både arbejdsmæssigt og i fritiden, så der skal lades op i dag.

DSC_0763

søndag, februar 28, 2016

Det fylder i min hjerne

Men det er så svært at få sagt eller rettere sagt skrevet. Jeg har skrevet flere indlæg, de er alle blevet gemt, men ingen af dem udgivet. Så tilgiv mig, du bliver nu nødt til, hvis du vil følge mig i mine tanker, at klikke lidt, for jeg må jo ikke kopiere hele indlæg ind her og udgive dem. Hvis du kun har tid til et klik, så vent til du har læst hele indlægget, for det sidste klik er det bedste.
Det har rumlet længe, men Farmers indlæg i går morges satte gang i en aktiv proces. Før det havde jeg læst hos en instagrammer, som også er gift med en konventionel landmand, men som er i den alder, hvor der stadig er mange børn i alle aldre på gården. Jeg læste hendes ord og de ord, andre skrev til hende:
“Tænk.- min landmand vil faktisk gerne naturen og sine dyr. Hvorfor tror så mange danskere at landmænd bare forsøger at svine naturen til og være ligeglade med alt andet end det de selv ejer. Vores familie forsøger i høj grad at passe på naturen, så der er meget at give videre til alle Danmarks børn og børnebørn”
“Jeg har jo veninder fra "byen" af som mener vores dyr jo nærmest er mishandlet pga vi er konventionelle, men når de kommer ud og ser, at dyrene jo rent faktisk har det godt og dejligt, så får de et andet syn for det”
“Jeg føler konstant, jeg skal forsvare landbruget og komme med fakta og modsvar til alverdens usandheder. Skræmmende at der er så stort skel mellem land og by.”
Siden hen læste jeg direktøren for Landbrug og Fødevarer Karen Hækkerups kronik i Berlingske. På trods af at KH er socialdemokrat, så er hun nok den landbrugsminister, som landmanden har været mest glad for, for han oplevede, at hun var nede på jorden, hun lyttede til de mennesker, som arbejdede med landbrug, og det er en sjælden egenskab hos politikere, desværre. De har en evne til at hæve sig langt op over dem, der har erfaringen, om det er sygeplejersker, lærere eller landmænd, og så mene, at de ved bedst. Det, der slog mig, da jeg læste kronikken, var den hadske kommentar, der fulgte, den gjorde mig ked af det, og jeg opgav at skrive et indlæg.
Så læste jeg et indlæg på Dr.dk om, at nye beregninger fra en forsker viste, at landbruget ville udlede mere N(kvælstof) end først beregnet. En anden forsker, som har udtalt, at landbrugspakken er til gavn for miljøet på lang sigt, svarede, at man godt kunne regne på tallene på den måde. Læg mærke til, at det er beregninger, det er forskellige modeller, man bruger til at udregne fremtidigt kvælstofudledning. Da jeg ville vise min mand den, var der føjet en lille notits til oppe for oven, at forskeren havde trukket sit notat tilbage. Det var alt, resten af artiklen med den ene påstand efter den anden om landmænds forurening med kvælstof stod der stadig. I går aftes, da jeg kom hjem fra arbejde, kunne landmanden så vise mig en artikel, ikke på Dr.dk men i landbrugsavisen, som forklarede, hvorfor den lille notits var kommet. Forskeren havde erkendt, at det var en fejlberegning, og han beklagede. Stod der noget om det på Dr.dk? Nej.
Lige nu oplever jeg desillusion blandt landmænd; min mand og farmer er i den alder, at de dybest set kan være ligeglade. De skal nok klare sig, men de unge landmænd? Hvis de siger nej tak og tager sig et lønmodtagerjob med ferie og fast løn, så forstår jeg dem godt. Det samme har jo gjort sig gældende ved lærere. Når man ikke føler sig hørt med sin erfaring, men skydes andre motiver i skoen, så vælger man måske at sige, så må I have det så godt. 
Og så var det at jeg læste Kathrine Lilleørs kommentar i på b.dk, og mine skuldre faldt ned, hun kunne det, jeg ikke kunne. Og jeg blev glad, glad over at nogen ser.
“Det eneste, der havde naget min storby-hjerne var, om det var økologiske asparges, eller om de var sprøjtede. Jeg havde mine tvivl, for de var helt udsædvanligt flotte. Derfor spurgte jeg ham, da han havde taget kasketten på i entreen, om han var økologisk landmand? Han så ned for sig, mens han vippede lidt i træskoene, som om han overvejede, om det var værd at svare kort eller langt. Det blev det korte: Vi har ejet gården i flere generationer, begyndte han. Min far har lært mig jorden at kende, som mine bedstefædre før ham kendte den. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget, der ville ødelægge den natur, hvis kredsløb mine jorde er en del af. Men, jeg ved, hvad min jord behøver af gødning for at give bedst afgrøde. Den skal ikke udpines, men den skal heller ikke overgødes. Den skal have lige tilpas. Så stak han sin store næve frem mod mig til farvel og kørte med et smalt nik ud af præstegårdens gårdsplads. Jeg er stadig taknemlig for, at han altid siden har mødt mig med mild venlighed. For jeg jo mere end antydede, at han kunne finde på ikke at behandle sine jorde ordentligt. At han muligvis udbyttede jorden, gik på kompromis med sine afgrøders sundhed for at skrabe til sig på naturens og de kommende slægters bekostning.”
“Jeg skammer mig stadig. Ligesom jeg skammer mig over, at storbyens ordførende intellektuelle og miljøeksperter mere end antyder, at alle landmænd er miljøsvin.”
“Tag nu eksempelvis udledningen af kvælstof. Hvis man gøder en mark, og afgrøderne ikke kan anvende al gødningen, udleder marken for meget kvælstof. Ikke godt. Men i stedet for at give landmanden en grænse for, hvor meget kvælstof, han må udlede, har man indtil den nye landbrugspakke givet ham en grænse for, hvor meget han må gøde. Hvad har den landmand måttet gøre, hvis hans afgrøder mangler mere gødning, og marken bestemt ikke vil lede mere kvælstof ud af den grund? Han har bare måtte leve med sine udpinte jorde, dårlige afgrøder og storby-mistanken om, at han er ligeglad med naturen, når han vil gøde mere.”
Lidt fakta til sidst: mange landmænd som os har fået taget prøver fra drænrør løbende, og udledningen af mg N/liter er langt under, hvad beregningsmodeller viser for pågældende jord. Grænsen for mg N/liter ved drikkevand er 50 mg N/liter, vores prøver direkte fra marken viser 3 mg N/liter. Beregningsmodeller viste, at der burde have været 17. Og sådan kan landmand efter landmand fremvise tal (gennemsnitstal i Nordjylland var 5), og de støttes af forskere, som også finder disse lave tal. Og som jeg forstår det, er det det, landbrugspakken handler om; at sætte ind, der hvor der er et behov/problem og ikke skyde gråspurve med kanoner.

opdatering: man skal åbenbart vide, hvad man leder efter, så nu har jeg fundet en artikel om fejlberegningen på dr.dk.

Jeg håber, du får en god søndag, her skinner solen, rimfrosten i træerne glimter og får mig til at smile, der er nok at være taknemlig for, og det vil jeg huske på denne smukke vintersøndag.
DSC_0759DSC_0760
DSC_0762











lørdag, februar 27, 2016

bare fordi

 

Inspireret af Ellens kommentar i går får du her en salme i stedet for et indlæg:

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

DSC_0755

Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

DSC_0756

Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

B.S. Ingemann 1837. Mel.: C.E.F. Weyse 1837

Og mit minde om den salme kan du læse her. God lørdag til dig.

fredag, februar 26, 2016

Min dag beskrevet på fire minutter

DSC_0752

Der er fire minutter endnu! Får du Poul Dissing i dit øre, så er du nok omkring samme alder som mig.

Aftenvagten banker på, jeg har nydt formiddagen,

  • sovet længe (til halv otte)
  • vasket tøj
  • vasket gulve
  • slappet af
  • læst bog
  • gået 5 km
  • lyttet til bog imens
  • arbejdet lidt med sygeplejen (shh)
  • slappet af
  • og nu er jeg klar, jeg glæder mig altid til at skulle i vagt
  • jeg glæder mig til at være “rigtig” sygeplejerske, sådan en, der er inde hos patienterne

Ha en rigtig god fredag aften

DSC_0757

torsdag, februar 25, 2016

Morgengåturen

Med sådan et vejr, som vi har i disse dage, så skulle man være et skarn, hvis man ikke udnyttede det. I dag tog jeg den pose med ting til sommerhuset, som var kommet med hjem sidste gang, og kørte op til sommerhuset. Da planter var vandet, opvaskemaskinen var tømt, låste jeg sommerhuset og gik mig en tur. Vil du med?

Det første glimt af vandet og den første lyd af havets susen

DSC_0715

Hestene går troligt ude hele dagen året rundt, og Mumitroldenes hus sætter stadig gang i datterens drømme om en gang at have penge til at købe det. Jeg nøjes bare med at drømme, for i virkeligheden gider jeg ikke et hus i flere etager og tæt på havet, det er jeg alt for praktisk anlagt til (tænk bare på rengøring og al den blæst der er i Danmark)

DSC_0717

Helikopteren viser mig, hvor målet for dagens gåtur er. Jeg er jo ikke den eneste, biler passerer mig hele tiden på min vej til vandet.

DSC_0718

Så mange biler holder der som regel kun om sommeren på stranden.

DSC_0722

Alle står tæt, det er ikke til at se noget.

DSC_0724

Det hjælper lidt at flytte sig, men stadig er det kun detaljer jeg ser.

DSC_0725

Det hjælper at flytte sig, måske ikke ligefrem i helikopterperspektiv, men nu ser jeg helheden. Den døde hval, som strandede forleden dag, skal parteres i dag. Og lige der er de i gang med at skære øjet ud. I radioen på vej til sommerhuset hørte jeg, at øjet kan fortælle, hvor gammel hvalen er, derfor var det vigtigt at få det ud og lagt på is.

DSC_0728

Gad vide om de har fundet penge til at opbevare hele skelettet. Det vidste biologen ikke her til morgen, for det koster mange penge. Hvis ikke, så ville man skære hvalen over i store stykker og så smide stykkerne i en container. Dog skulle man først have taget flere forskellige prøver fra blandt andet spæklaget.

DSC_0736

Hvis pengene bliver fundet, skal hvalen nænsomt have fjernet al væv ind til skelettet og det vil selvfølgelig så kræve langt mere tid.

DSC_0739

Det er vinterferie her oppe i Nordjylland, og det kunne man se. Der var mange børnefamilier på stranden. Det er da også en oplevelse at få.

DSC_0749

Der forestår et kæmpearbejde med at tilplante klitterne omkring hvalen igen, for al marehalmen var trampet ned eller væk.

DSC_0732

Vand og strand har alle dage været en spændende legeplads, så jeg kan godt forstå, at nogle børn syntes, det var sjovere end at stå i stime for at se hvalen. Jeg havde også set det, jeg ville og begav mig hjemad igen.

DSC_0744

De mange vandløb gør det indimellem til en forhindringsbane at komme frem som gående, men så man hoppe lidt og ikke hvile for meget på et sted.

DSC_0751

Og så er det den rene luksus at komme hjem igen, hvor er jeg glad for, at jeg gav mig selv den fødselsdagsgave, som nu har varet godt 5 år (det vil sige, kære unge læsere, at den har varet i lidt mere end fem år) Rengøringsfirmaet kørte ind på gårdspladsen, da jeg kørte af sted, og da jeg kom hjem, var det til et rent hjem. Nu vil jeg slappe af og lade op til aftenvagterne i weekenden. God torsdag til dig.

onsdag, februar 24, 2016

Alt for længe siden

Boglæsning har været begrænset, det er som om roen til at fordybe sig ikke har været der. Denne fridag har været god, ro og tid til bare at være, og lysten til bøger er vågnet igen. Men hvad skal jeg læse?

Tankerne går tilbage til dengang, hvor hver eneste dag indeholdt boglæsning. De år, hvor jeg fortabte mig i bogverdenen, og hvor biblioteket på skolen var en verden af dejlige bøger. Tankerne ryger tilbage til mine forældres store reol i dagligstuen, som min far selv havde bygget, og som var udstoppet med bøger. Da bøgerne begyndte at slås om pladsen, kom flere reoler til, først i spisestuen, siden hen blev gangen inddraget. På værelserne blev der også plads til bøger, da børnene efterhånden flyttede ud. Her i huset har vi også reoler flere steder, der står fagbøger og skønlitteraturbøger side om side. På loftet ligger endnu flere bøger, og jeg har svært ved at sortere i dem.

Jeg husker den dag, min mor kom op til os med kassen med barndommen og ungdommens bøger til mig.  Da jeg åbnede kassen, røg jeg tilbage til pigetiden og de mange bøger, der blev læst. Jeg kan ikke huske handlinger i bøgerne, men jeg husker den stemning, de skabte i mig. Når jeg husker det, har jeg fået skrevet lidt om de bøger, jeg læser nu, og det er godt at læse tilbage. Det giver den samme stemningsfølelse, og da jeg ikke køber bøger, men hellere låner dem, så er det rart at kunne læse om dem her på bloggen. I flere år læste jeg nærmest kun krimier, så fik jeg nok, så de senere år har fokus været på gode fortællinger om kvinde - og familieliv. Skulle jeg mon forsøge endnu en gang med Kristin Lavransdatter, som min mor gav mig? Alle siger, det er en fantastisk bog, så måske er tiden inde nu til at læse den. Jeg har også downloadet en bog til at lytte på vej til og fra arbejde; Den hemmelige datter. Vejret udenfor i dag har været dejligt og mens jeg skrev indlægget her, fristede det til endnu en tur, denne gang 5 km frem og tilbage på vejen. Lydbogen kom med, og jeg er fanget allerede. Fortælleren er god at lytte til og skiftet mellem den biologiske mor og den kvinde, der bliver adoptivmoderen fungerer rigtig godt og gør, at jeg ønsker at høre mere.

DSC_0695

DSC_0705

Mit sted

Mange har travlt lige nu med at sværte det konventionelle landbrug til, jeg har skrevet et langt indlæg om det, men orker faktisk ikke at udgive det. Tag endelig ikke fejl af årsagen til, at jeg ikke orker at udgive det; jeg er stolt af min landmand, jeg er stolt af hans måde at drive landbrug på, han har hjertet, forstanden og fagligheden med sig hele vejen. Jeg tror bare ikke på, at jeg rokker ved fordommene om landmænd med indlægget, så i stedet for får I billeder fra min gåtur i dag med fuglesang, rådyr og skøn solskinsvejr. Og kære Søs Egelind, du er citeret for i Magasinet LIV at sige: “At der er forskel (på konventionel og økologisk landbrug; min kommentar) er så tydeligt, når jeg kigger ud over naboens marker, hvor der højst løber en forvildet hare rundt, og udover mine egne, som er fulde af insekter og fugle.” Kom du bare op til mig, vi har masser af insekter og fugle, vi har et rigt dyreliv med masser af rådyr, mange harer, som nok løber, men ikke forvildet, masser af fasaner og agerhøns, smukke høgefugle, krondyr etc. Jeg vil hjertens gerne vise dig det. Ha en god onsdag.

DSC_0682DSC_0685DSC_0687DSC_0688DSC_0689DSC_0691

tirsdag, februar 23, 2016

Tak

Egentlig var det først, da jeg om aftenen ville fortælle landmanden om det , at taknemligheden forplantede sig. Indtil da havde dagen valgt at køre på motorvejen, hvor det gjaldt om at være 100 % til stede i handling.

Egentlig var der ikke noget, der signalerede, at noget var i gære. jeg gik som vanligt ud til bilen, jeg kørte ud fra gårdpladsen som vanligt, og jeg kørte i et adstadigt tempo hen ad vejen forbi de andre gårde.

Først da jeg nåede enden af vejen og skulle svinge til venstre på hovedvejen, ændrede det sig. En bil kom kørende ude på hovedvejen fra venstre, så jeg skulle stoppe, og normalt tager jeg også farten af og holder stille, fordi hovedvejen svinger der, hvor min vej munder ud i den, så jeg har svært ved at se biler fra højre side.

Min bil ville ikke bremse, der var glat som en skøjtebane, men bilen slingrede ikke, den bremsede bare ikke, som i overhovedet ikke. Mens bilen fortsatte fremad, nåede jeg blot at tænke, jeg må køre lige over vejen og fortsætte på grusvejen overfor, og samtidig nåede jeg at tænke, det kan jeg vist godt nå, hvis bare bilen på hovedvejen ikke kører hurtigere, end det ser ud til. Jeg havde ikke andre valg. Bagefter da jeg kørte videre på grusvejen og mens den anden bilist formentlig havde rystet på hovedet over den travle bilist, som blot kørte på tværs af vejen uden at bremse, tænkte jeg på, at jeg kunne have tændt katastrofeblinket, eller at jeg kunne have valgt at køre i grøften. Det sidste havde så formentlig forårsaget en væltet bil (og skader på den og mig), for selv om jeg ikke kørte 80, så er en fart på 70 km/timen ikke det bedste at køre i grøften med. Men tænk hvis bilerne havde stødt sammen? Jeg er stoppet med at tænke på hvis, og i stedet for er jeg dybt taknemlig for, at der ikke skete noget. I min version lød ordene til min mand sådan her: I dag holdt Gud hånden over mig, og det er jeg dybt taknemlig for. Tak.

DSC_0569

søndag, februar 21, 2016

Træt med smil på

Der sys, der grines, der snakkes, der spises, og i går aftes så vi film sammen. To gode film, to film som jeg før har valgt fra, men som viste sig at være gode, sjove og med en snert af alvor over sig.

What we did on our holiday rummede herlige skotske dialekter, men også børneskuespillere, som spillede eminent og gjorde, at vi fuldstændig og pladask faldt for den film. Børn tænker ofte meget konkret, funderer ofte dybt over emner, vi andre skøjter henover, og her vælger de med storskænderier blandt de voksne at tage sagen i egen hånd.

Sommeren 92 er ikke bare en film for fodboldtossede, det havde jeg læst, og i aftes blev det bekræftet. Den var ikke så lang som mange nutidige film, men det var godt, for historien blev dermed skarpt skåret til.Og selvom man som os kendte hele historien, så nød vi filmen. Vi fortalte søn og kæreste om den dag, da Danmark vandt og hvordan landmanden havde danset storsyngende rundt, og jeg havde hoppet og hujet, så vores hund blev helt rundtosset og begyndte at gø. Hvorefter vores søn, som da var fem år, begyndte at græde, og vores datter på seks så helt betuttet ud, for mage til skøre forældre havde man da sjældent set. Så der kom hurtigt ro på, og alle kunne grine sammen, da ens forældre var vendt tilbage til det normale.

I dag er vi trætte, for aftenerne bliver lige lidt længere end vanligt, men vi nyder de sidste timer, inden flyveren letter mod København.

DSC_0664DSC_0671

lørdag, februar 20, 2016

En ganske anden dag

Sneen er væk, tilbage ligger kun et forræderisk glat lag på vejen, som ikke kan ses for vandpytterne. Det regner og blæser, så jeg kortede gåturen af til 2 km. I går på min vej mødte jeg tre mennesker, jeg kunne se, at det var et barn på slæde og to voksne. Efterhånden som jeg kom nærmere, kunne jeg på silhuetternes gang genkende min svoger og svigerinde, og så kunne jeg regne ud, at mormor og morfar var ude at kælke med deres lille datterdatter. Ganske rigtigt, det var hyggeligt at få hilst på den lille frøken, som til daglig holder til i København.

Da jeg gik hjem, mindedes jeg første gang, vi skulle sove hos mine forældre, efter vi havde fået datteren. Hun var kun tre måneder, så selv om moderen gerne ville sove længe, så skulle der ammes tidligt om morgenen. Pludselig bankede der stille på døren, min mor stak hovedet ind og spurgte, om hun skal tage den mætte baby. Det fik hun lov til, og moderen nød at kunne sove et par timer mere. Senere fortalte min mor, at hun havde nydt så meget, når de var hjemme hos min mormor, at blive aflastet om morgenen. Det samme gjorde sig gældende i går, jordemoderjobbet i København er ikke for sarte sjæle, så min mands niece trængte til bare at kunne sove, og så er det jo skønt, at morforældrene til en glad pige også nyder at få besøg og at få alenetimer sammen med deres barnebarn.

Jeg nyder også alenetiden her til morgen, landmanden er ude, søn og kæreste sover. Der lades op til hyggeligt samvær resten af dagen. God lørdag til dig.

DSC_0643DSC_0645

fredag, februar 19, 2016

Knirkende sne og noget om frafald

DSC_0637

Udsigten fra køkkenvinduet viser mere sne, det lokker, og hurtigt kommer vandrestøvler og varmt tøj på. Det knirker, når jeg går, det er også glat, så mine raske skridt dæmpes lidt i hastigheden og jeg trækker ud til rabatten for at få lidt sikker grund under fødderne. Jeg tænker så godt, når jeg går, og tankerne kredser om det faktum, at vejen frem mod nye vaner og rutiner er belagt med frafald. Forandringens Hjul eller den transteoretiske model er en måde at beskrive, hvordan vi hver især går gennem faser frem mod en endelig ændring af rutiner/vaner.

PAUSE- for at illustrere hvorfor mine indlæg sommetider tager utrolig lang tid at skrive, så googlede jeg transtheoretical model og begyndte at læse og opdagede, at de bøger, jeg har læst om forebyggende sundhedsarbejde og som har beskrevet modellen blandt mange andre modeller/teorier, naturligt nok ikke har alt med, og at der er noget, jeg har lyst til at dykke yderligt ned i. Så lige pludselig klikker jeg rundt for at få mere viden, for at få det belyst på forskellige måder og fortaber mig i cyberspace i stedet for at skrive indlæg. PAUSE SLUT

DSC_0638

Pointen i mit indlæg er, at man skal være god ved sig selv, når man falder ud af de gode vaner/takter. Man skal ikke slå sig selv i hovedet, men i stedet for se på, hvad der fik en til at gøre anderledes, end man egentlig gerne ville. Dermed bliver man klogere, og når man så hopper på forandringens hjul igen, så er det med til, at man måske næste gang ikke falder fra, eller der går måske længere tid. Og for hver gang bliver man klogere, og en skønne dag er man måske ikke-ryger, eller man drikker ikke mere for meget, eller man har tabt sig eller man er blevet motionist eller … Faktisk tager det lang tid at ændre vaner, Forandringens Hjul siger, at når man har holdt vanerne i seks måneder eller derover, så er man i vedligeholdelsesfasen, og først når man overhovedet slet ikke har lyst til at gå tilbage til de vaner, man før havde, er man gennem Forandringens Hjul. Men det hedder netop hjul for at illustrere, at vi tit går rundt i hjulet, netop fordi det ikke er en lineær proces: jeg vil tabe mig, spis mindre, motioner mere, jeg har tabt mig!

DSC_0640

Og årsagen til de tanker er, at jeg midt i januar blev så træt af, at jeg hele tiden valgte kost, som jeg fik det skidt af og hele tiden valgte motion fra, når jeg nu vidste, at jeg havde det bedre med motion. Jeg besluttede mig så for at fokusere på kosten først. Det har været med god effekt, jeg har fået brudt den opadstigende kurve og fået den til at gå nedad. Langsomt, meget langsomt, men sådan opnår man også den bedste varige effekt ifølge kloge hoveder. Der er ikke noget, jeg ikke må spise, men fokus er på mængden og mellemmåltiderne. Mellemmåltiderne er mine bedste måltider, det er sjældent ved hovedmåltiderne, jeg spiser for meget, der har jeg egentlig fået indarbejdet gode vaner. Og jeg var glad, for selv med kage og slik i weekenden og indimellem også på hverdage tabte jeg mig alligevel, ikke meget, men jeg tabte mig! Og så var det belønningshjernen slog til. Uden at jeg var bevidst om det, tænkte den, da jeg blev syg, nå ja jeg taber mig jo, selv om jeg spiser slik og kage, men den glemte at fortælle sig selv, at jeg jo havde været bevidst om at reducere mængden meget, så det blev mindfulness spisning (fokus på nydelse mere end fokus på at spise så meget på så kort en tid) Så dagens vejeresultat er, at jeg er slået to uger tilbage.

DSC_0643

Derfor lokkede sneen endnu mere i morges, derfor havde jeg allerede trukket i træningstøjet og derfor blev min morgenstart en lille frisk gåtur på ca. 3 km. Og så husker jeg, når jeg skal købe ind til weekendens hygge, at lidt, men godt gør godt for krop og sjæl. Og skulle jeg blive fristet, så vil jeg minde belønningshjernen og mig selv om, at min krop de sidste dage har forsøgt at fortælle mig det, som vægten også sagde i morges. At der er sammenhæng mellem kropstilfredsheden (og her taler jeg ikke om det ydre look) og den mængde mad, jeg spiser.

Om lidt vil jeg vække sønnen, vi skal sy tunika på vikingernes måde, det er jeg spændt på. Ha en god fredag.

DSC_0647

PS Og fuldstændig som dengang jeg ikke fik 13, fordi jeg ikke vidste, hvad børneorm hed på latin, så har jeg det på samme måde med ordet den transteoretiske model. Jeg fik nemlig ikke 12, fordi jeg ikke kunne fortælle ret meget om den model ved min diplomeksamen. Årsag? Jeg havde aldrig i de bøger, jeg havde læst om Forandringens hjul eller The Wheel of stages stødt på ordet den transteoretiske model. Så jeg var faktisk i tvivl om det var det samme og sagde derfor ikke så meget. Og censor var glødende fan af den model, så han var skuffet over min manglende inddragelse af den model i diskussionsafsnittet. Og børneorm på latin? Oxyuris, det har så ændret navn, kan jeg se, da jeg googlede det.

torsdag, februar 18, 2016

røde øjne, rødvin og royalt islæt

en lidt søgt overskrift, men forkølelsen har gjort øjnene irriterede og det at falde i søvn på sofaen og så vågne op gjorde nattesøvn til en mangelvare, så jeg sluttede dagen i går af med et glas rødvin. Strikkecafe og kor har måttet undvære mig, for jeg vil være helt frisk til mine fire fridage med besøg fra hovedstaden. Sønnen har ønske om besøg i stofbutik og har ønsket gode råd og støtte til at sy udstyr til rollespil.

ridderkonge

Det bringer minder frem om den gang, hvor fastelavn fyldte meget i huset. Om de år, hvor min yngste lillesøster fra København kom og syede kostumer til begge børn, fordi hun syntes, det var noget bras, det man kunne købe i butikkerne. Hun var og er udpræget B-menneske, så når vi andre gik i seng, gik hun i gang med at sy. Så sov hun, mens vi andre arbejdede eller var i skole.

Mine børn var sjældent blot dem selv, de var altid i gang med udklædningskassen. Alt kunne bruges og deres mor blev udfordret på sin evne til at tænke fantasifuldt.

Dragten her blev til i et samarbejde med mellem søn og hans moster. Riddertiden med konger, prinsesser og riddere var et elsket tema her i huset. Sønnen har lige fra lille vidst, hvordan de ting han skulle bruge, skulle være, og selv om han ikke selv kunne klare det, så havde han stor tiltro til vi andres evner. Landmanden og søn kunne sidde i timevis ved et bord, hvor sønnen overvågede tegninger af sværd og her et skjold, hvorefter landmanden gik i værkstedet og lavede det ønskede. Sønnen var med på sidelinjen og godkendte undervejs processen. I det her tilfælde tog mosteren over og malede.

Denne gang vil sønnen selv sy, jeg skal bistå med råd og vejledning. Det er jeg dog lidt spændt på, jeg er lidt rusten udi sykunsten.

 

I dag kan vi nyde frokosten sammen, men inden flyet lander, er der en fysioterapeutbehandling, nogle indkøb og andre småting, der skal på plads. God dag til dig.

DSC_0635

tirsdag, februar 16, 2016

Metablogging

Dette indlæg er inspireret af et ord i en anden bloggers indlæg, og ordet blev ved at dukke op, og hvad betød det mon? Jeg startede i går aftes, men fik det ikke gjort færdigt, så nu hvor jeg alligevel har indset, at arbejde er den eneste aktivitet uden for huset, jeg i disse dage har energi til, så kan jeg jo hygge mig med dette.

Meta- betyder noget, der forholder sig til det, der kommer bagefter på en teoretisk, spekulativ, abstrakt måde. Metatekst var det, der blandt andet adskilte en god fra en dårlig opgave, da jeg tog min diplomuddannelse. Det at kunne indlede et afsnit med i helikopterperspektiv at kunne fortælle, hvad der ville ske, eller/og afslutte et afsnit på samme vis. Metablogging må så være at forholde sig til det at blogge, det kunne være noget om, hvorfor blogging er berigende, oplysende, sjovt eller noget helt andet.

Der var en gang, hvor jeg bloggede hver dag, og nogle gange flere gange dagligt. Det var en tid, hvor der som regel altid var nogen, der hurtigt svarede. I dag skal et indlæg gerne have nogle timer på bagen, før der er en kommentar, og der går lidt mere end 24 timer på bloggen, før kommentarer stopper. Egentlig er det ikke så længe siden jeg bloggede dagligt, for når jeg kigger på oversigten over indlæg, kan jeg se, at det først er i 2014, at de årlige indlæg er under antal dage i året. I 2007 og 2008 var jeg oppe på over 500 indlæg om året. Hvad skyldes det så? Det at blogge er ikke en envejs-kommunikation, ikke for mig i hvert fald. Det at blogge kræver en gensidighed, det nogle ville kalde interaktion, at to eller flere parter påvirker hinanden indbyrdes. Så når nogen kommenterer, sker der en påvirkning af mig, som giver mig lyst til at blogge igen. Nogen gange blogger jeg mere for at give mig selv lov til at tænke over emner, det som andre ville kalde refleksion, det at gennemtænke noget, det at fundere over noget. Det gør jeg glad og gerne, mundtligt som skriftligt. Så når jeg dykker i antal af indlæg, kunne det skyldes, at kommentarer dykker i antal. Måske fordi der er mange flere blogge, eller fordi instagram på mange måder har overtaget blogges funktion som social medie. Den vej har vi været på før, så lad os hoppe over til andre veje. Den nedadgående kurve kan også skyldes, at meget af det, jeg oplever, er beskrevet her. Landbrugets cyklus, sygeplejen, motorcykelture osv. Det gør, at jeg ofte føler, at det her har jeg da skrevet om, og så lader jeg mig begrænse og stopper. Men giver det mig mindre glæde? Nej, jeg nyder stadig min tid sammen med bloggen og hos jer andre. Så derfor er det ikke noget, jeg bekymrer mig om.

Nu vil jeg forsøge at fokusere på, at selv om jeg er halvsløj, kan jeg godt lægge vasketøj sammen og rydde op i sønnens værelse, mens jeg glæder mig til besøg af sønnen og kæresten i slutningen af ugen. Det bliver godt, rigtig godt. God aften til jer.






søndag, februar 14, 2016

Hvad ligner det!!!!

Nu har jeg brugt tid på at diskutere med mig selv, argumentere og fremlægge overbevisende synspunkter. Nej jeg ved godt, at appelsin er sundere, det har jeg allerede spist (Cvitamin, du ved). Nej jeg ved godt, at havregrød lægger en god bund og varmer dejligt i halsen, har allerede spist det (fibre, du ved) Nej jeg ved godt, at tørrede frugter og mandler trods alt er bedre end slik, har allerede spist det som topping på min grød (lidt, men godt, du ved) Nej jeg ved godt, at vand er bedre til at lindre den irriterende tørre mund og hals, som opstår pga. en stoppet næse, har allerede drukket meget vand - og te (undgå dehydrering, du ved)
Og så går jeg ud og henter slikposerne, tager trods alt kun en lille skål frem (lidt, men godt, du ved) (mindfullness spisning, du ved) og klipper med et saligt smil toppen af lakridskonfektposen for at nå ned til de gule og røde runde favoritkonfektstykker, blot for at opdage, at jeg har købt en pose kun med de brune lakridskonfektstykker. Hvad ligner det at sælge sådan noget!!

Juli 2015, billedearkivet på denne computer må levere lidt opmuntrende

Snøft, host, smil

Indlægget blev aldrig færdigt i går, så derfor tager jeg tråden op i dag, hvor overskriften stadig gælder.

Lørdag:

Jeg nyder solskinnet udenfor indenfor. Igen i dag er en dag, som jeg har sat af til små hængepartier, ikke store forventninger til mine præstationer. Og skulle jeg have haft nogle af dem, så er de væk nu, halsen driller, næsen snøfter og et enkelt nys eller flere kan forekomme. Mine planer for resten af weekenden inkluderer ikke, at jeg bliver syg, så jeg spiser appelsiner, drikker hyldebærsaft og te. Samtidig nyder jeg, at januar regnskab er lavet, at det sidste vasketøj snurrer rundt i tørretumbleren, og resten skal lægges sammen, når jeg får lyst.

DSC_0631

På vej ned til min far i går blev jeg træt af mit musikvalg og slog over på radio 24syv, jeg røg ind i et program; Det, vi taler om, og det underholdt mig på hele turen. Jeg er normalt ikke til taleprogrammer, lige som jeg heller ikke er til dybsindige film med meget alvorlige emner, lige som jeg ikke ser dokumentarprogrammer. Jeg bilder mig selv ind, at det er, fordi jeg på mit arbejde hver dag ser livets alvorlige side. Men faktisk sker det, at jeg forvilder mig ind i de alvorlige emneområder og bliver inspireret. Det her program er så måske ikke så alvorlig endda, men tankerne blev alligevel sat i gang. Og på vej hjem fra min far talte jeg med min søster, som er lige modsat, hun elsker at dykke ned i de tunge emner, men hun elsker også som mig happy-go–lucky film/musik/bøger. Hun anbefalede mig så at se et program på TV2 næste torsdag aften; Til Døden os skiller.

DSC_0626

Søndag:

Ja så nåede jeg ikke længere, jeg fandt det første afsnit på TV2Play og selv om jeg ikke betaler til det, fik jeg lov til at se afsnittet. Det fængede mig, men undervejs blev jeg også ramt af voldsom kvalme og svimmelhed, så de næste par timer blev tilbragt liggende. Der skulle tages beslutninger, for vi skulle til fest i går aftes og var jeg overhovedet i stand til det? Det blev jeg, forkølelsen var stadig i sin vorden og holdt sig pænt under kontrol. Vi havde en skøn aften med en flok af landmandens jagtkammerater. God mad, gode samtaler og masser af latter. I dag er forkølelsen så brudt ud, halsen driller endnu mere, og energien er til sofaen. Jeg overvejer dog masser af tøj og en gåtur ude i den kolde, men friske luft.

DSC_0627

Skulle du få tid, kan jeg varmt anbefale dokumentarprogrammet. Det følger 3 familier i 3 afsnit, mens de skal tage alvorlige beslutninger. Den ene familie er et ægtepar, hvor manden er dement, og hvor det efterhånden er for hårdt for hustruen at have sin mand hjemme. Tankerne gik uvilkårligt til mine forældre, min mor blev skånet for meget ved, at hun døde, før min fars Alzheimers sygdom brød ud i lys lue. Men samtidig savner vi hende meget, og i går aftes, hvor jeg sad til bords med et ægtepar på 77 år, som stadig var i fuld vigør og som rejste 5-6 uger rundt i Europa med campingvogn hvert år, kom tankerne af og til, tænk hvis jeg stadig havde min mor. En anden familie er et ægtepar, hvor han er ramt af en blodprop i hjernen, og skal have hjælp til alt. Et ægtepar, der havde rejst meget sammen, og hvor manden nu skal på aflastningsplads, mens hustruen tager på ferie. En scene ved familiekaffebordet gør indtryk, ægteparrets to børn diskuterer heftigt, hvorvidt det er godt for deres far at komme på plejehjem. Jeg havde lyst til at sige til datteren, se din mor, hør hvad hun siger mellem linjerne, hun har brug for, at I støtter hende i, at tiden nu er inde til, at jeres far kommer på plejehjem. Den sidste familie er en enke, hvor familien gerne vil, at hun kommer på plejehjem. Hun har ikke lyst, men er også klar over, at hendes to døtre trækker et stort læs. Jeg skal helt klart huske at se næste del på torsdag. Så jo, jeg kan godt snuppe lidt dybsindigt indimellem. Brinkmanns bog er jeg gået død i, jeg blev irriteret på ham, men nu skal han have en ny chance, når jeg alligevel ligger på sofaen.

DSC_0625

God søndag til dig.

fredag, februar 12, 2016

Dasetime



Landmanden holder også fri i dag, så vi har haft en langsom start på dagen, hvilket gør godt. Ikke langsom som i ikke at lave noget, men langsom som i at tingene bliver gjort, når vi vil, vi har ikke været afhængig af at skulle passe rytmen ind i andres rytmer. Inden klokken var ti, havde jeg ordnet det sidste med regnskabet, bagt boller, vasket tre hold vasketøj (mangler så lige at hænge det op) og afkalket elkedel. Nu er der også handlet ind til weekenden, afleveret årsregnskab med bilag, lagt æblekage sammen, det var jo en succes sidste gang, jeg var nede ved min far, og nu daser jeg foran computeren. Jeg surfer rundt og falder længere og længere ned i stolen, mens jeg læser om børn, der er syge på ferie, børn, der er syge herhjemme, superstudent, der er kommet hjem til Danmark igen efter at være udvist, et interview med en alternativ politiker om det at tro på noget og så har landmanden vist mig det sødeste klip (ja det hedder vel GIF), som har set på Facebook. Jeg kan ikek finde ud af, hvordan, man får den vist her på siden, så I må klikke :-)



En krammer har alle brug for. God fredag til dig.


torsdag, februar 11, 2016

Spreder det sig?

Anne spørger, om bobler kan spredes, det tror jeg, ligesom dårligt humør kan. Kender du det, at man gerne vil lære noget, blive god til det, få erfaring med det og kigger lidt længselsfuldt efter dem, der mestrer det? Da jeg startede som sygeplejerske efter at have været væk i 11 år, holdt jeg fast i noget, min daværende leder sagde til ansættelsen: ”Det tager to år at blive en neurologisk sygeplejerske og selv da er man ikke færdig med at lære. Jeg synes stadig, jeg har meget at lære.” Da havde hun været der i 4 år, i år til generationsskiftedagen mindede jeg hende om dette, og jeg takkede hende for, at hun havde haft modet til at ansætte sådan en som mig. Vi synes begge to, at vi stadig har meget at lære, men der er også meget, vi ved og kan. Første gang jeg erfarede med krop og sjæl, at nu var jeg en erfaren sygeplejerske i neurologien, var en nat, hvor en kvinde krampede. Min nye kollega blev forskrækket og tolkede det som problemer med vejrtrækningen, jeg derimod havde roen til at observere, få lagt kvinden over på siden og være ved hende, til anfaldet klingede af, hvilket skete i løbet af det næste minut. Siden har vi genopfrisket den historie mange gange for nye kolleger, for det, der tydeliggjorde for min nye kollega, at hun stadig manglede erfaring, var samtidig det, der gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg nu havde erfaringen. Så sammen blev vi begge klogere af den hændelse.

DSC_0616

I dag boblede det nærmest over for mig igen, for lige nu har jeg kolleger, der rykker helt vildt i deres erfaringsniveau. Og vi nyder at se dem tage disse skridt, nyder at se, hvordan de kan jonglere med deres erfaring/viden og bruge det til gavn for patienterne, men også til gavn for deres nyere kolleger. Jeg er et sted, hvor der er sygeplejeviden/færdigheder på ekspertniveau, kompetent niveau, øvet niveau og noviceniveau. Nogen har forskellige vidensniveauer, de har måske været andre steder og bringer ekspertviden med derfra, hvor de er novicer på apopleksidelen. Og det allerskønneste er, at de forstår at bruge hinanden, de støtter hinanden, det er i den grad acceptabelt at spørge og blive ved med at spørge. Hvis du skulle være i tvivl, så er jeg vild med mine kolleger. De inspirerer mig, de lærer mig så meget, og de gør, at jeg nyder mine arbejdsdage og går fra arbejde med et smil på læben og bobler i kroppen.

Weekenden er skudt i gang for mit vedkommende, den er startet med 5 km på vejen og det var lyst, mens jeg gik (klokken var 17.15, da jeg startede), skønt. I morgen vil jeg drikke eftermiddagste med min far, det glæder jeg mig også til.

DSC_0613

onsdag, februar 10, 2016

Glædesbobler

Jeg behøvedes slet ikke at bekymre mig, de sidste to dage har tre kolleger fortalt om hvordan de har prøvet kursuslærdommen af. De strålede af faglig stolthed over det, og de er så opsatte på at få det her til at være en fasttømret del af deres sygepleje. Det bobler inden i mig, når jeg oplever dette.

Bobler gjorde det også, da dagen sluttede på arbejde, i dag havde jeg nemlig projektdag sammen med mine to kolleger. I morges bekymrede jeg mig over min manglende energi, men den forsvandt, mens sygeplejefaglige diskussioner fløj hen over bordet, og vi fik skrevet os varme på forskningsdesign og metode.

Dagen sluttede af med korsang, jeg passer på mig selv, så jeg snuppede en kortere udgave, så jeg kunne nå hjem og finde roen inde i mig selv, inden jeg skal i seng. Sang gør glad, sang giver energi og jeg kører altid hjem med smil på læben og små glædesbobler inden i. I dag sluttede min sangaften med denne smukke sang, den giver ro i sjælen.



PS og jeg husker, når jeg ser videoen, hvordan jeg syntes, de var lidt skøre, dem i frikirkerne med deres løftede arme og lukkede øjne. I dag ser jeg det ikke mere, vi har jo hver vores måde at gå ind i en sang og dens ord på.

mandag, februar 08, 2016

Mandagsstart

Hverdagsfridagsmorgener følger sine egne rutiner, jeg går rundt i pyjamasbukser og en lille cardigan over nattoppen, mens jeg lader dagen vågne. Det er regnskabsdag, men den starter først efter klokken ni, det er min egen lille regel. Så indtil nu har jeg brygget te, spist morgenmad, sørget for at regninger bliver betalt i denne uge, sørget for at medarbejderne får løn, tjekket min arbejdsmail, samlet op på et hængeparti fra i fredags og genlæst en artikel om overførsel af det lærte i en læringssituation til en anden situation. Nu er jeg kommet i tøj, jeg kan gå rundt med, også udenfor (mit hjem er jo en arbejdsplads for medarbejdere og andre, der kommer i løbet af dagen, enten for at sælge, reparere eller købe)

Mine tanker kredser om kurset i sidste uge og hvordan jeg kan støtte mine kolleger i at få det lærte inddraget i deres arbejde. Man kan være nok så tændt og begejstret over et kursus, men erfaringen viser, at kun 10 % bliver overført til praksis. Mens jeg genlæser artiklen, har jeg hele tiden virkeligheden i mine tanker.

DSC_0586

Der er tre overordnede faktorer, der er afgørende for, at der sker transfer (overførsel af det lærte til en anden situation):

Faktorer knyttet til den lærende:

Først og fremmest skal man være motiveret for at overføre det lærte til sin praksis. Det lærte skal give mening, og man skal føle, at det kan øge kvaliteten af det arbejde, man udfører. Man skal også føle, at man bliver medinddraget i undervisningen og at man tror på, at man umiddelbart kan anvende det. Derudover har evnen til at sætte mål for sig selv og føle sig forpligtet til at bruge det lærte i praksis også betydning. Alle de faktorer, mener jeg, var og er til stede hos mine kolleger.

Faktorer knyttet til undervisningssituationen;

Underviseren skal forholde sig til anvendelsessituationen i sin undervisning, skal støtte kursisterne i at sætte mål og skal være troværdig. Det var også gældende, faktisk var jeg imponeret over undervisernes evne til hele tiden at ændre undervisningen, så den tog udgangspunkt i de emner, mine kolleger tog op. Underviserne havde på forhånd sagt til mig, at de jo arbejdede i en anden arbejdssituation end os, de arbejder i det rehabiliterende med mange dage med den enkelte patient, vi er i det akutte, hektiske miljø med kun få dage sammen med patienten. Men de var fantastiske og i høj grad troværdige. De gjorde også noget genialt, de valgte til sidst, at vi alle skulle bruge 10 minutter til at tænke over det, vi havde lært og så skrive ned, hvad vi ville gå hjem og prøve. Her har de støttet kursisterne i at sætte små mål for sig selv.

Faktorer knyttet til anvendelsessituationen

Det giver næsten sig selv, at en arbejdsplads, der er åben over for nye ideer, når man har sendt folk på kursus, også er medvirkende til at støtte transfer. Men arbejdsbelastning, tidspres og få muligheder for anvendelse af det lærte er barrierer for transfer. Og det er her, hurdlen hos os er. Så det er vigtigt, at der dels ikke går for lang tid, inden at man får taget det lærte i brug, dels at der tilbydes støtte og erfaringsudveksling. Artiklen nævner også, at skriftlige refleksioner er en måde at få det lærte brugt. Det er så her, at jeg ser min funktion. Jeg må finde en måde at få mine 14 kolleger til at holde fast i begejstringen og det meningsfulde ved kurset. De ved, at de skal være med til at udbrede emnet for vore andre kolleger, og at vi til maj skal undervise de andre praktisk i det. Så jeg tumler lige nu med tanken om at etablere et skriftligt erfaringsforum og jævnlige mails, hvor jeg tager fat i delemner fra kurset. Derudover skal de også tage fat i mig i hverdagen, så vi sammen kan få erfaring inde hos patienten.

Nok om det, landmanden kom ind for at drikke te sammen med mig. Ha, jeg kom til at smile, da jeg så os to halvgamle* mennesker. Vi sad med hver vores elektroniske udstyr og surfede på nettet, der blev læst på facebook og på nyhedssider, men vi talte da også lidt sammen. Nu er klokken over ti, jeg er i fuld gang med bilag og regnskab. Vil du dele dine erfaringer med at få kursusviden omsat til praksis, så vil det glæde mig. Må du få en god dag.

DSC_0592

* folk reagerer ofte, når jeg bruger det udtryk, men vi er jo halvgamle, måske er vi i de unges øjne endda gamle. Det er dog ikke det samme, som at vi er gået i stå, det føler jeg ikke, vi er.