tirsdag, maj 31, 2016

Det kan godt være frontallappen har taget en beslutning

men resten af hjernen er gået i sit-downstrejke. Så i aften får du ikke et indlæg om en god motorcykeltur i søndags eller om en travl mandagsfridag, der blev konverteret til arbejdsdag ved computeren. I aften kan jeg svinge mig op til at fortælle, at jeg har haft en dejlig dag i selskab med en af mine kolleger. Dansk selskab for ernæring holdt temadag i Odense i anledning af en ny national klinisk retningslinje om synkeproblemer (dysfagi). Jeg var blevet inviteret til at sige noget om sikkerhed og ernæring hos mennesker med apopleksi, der får ernæring gennem sonde. Resten af panelet havde på en eller anden måde været involveret i retningslinjen og tog udgangspunkt i denne. Det skulle jeg ikke, idet sondeernæring ikke var en del af retningslinjen, så jeg var lidt spændt på, om jeg ramte plet hos de 220 tilhørere med mit meget praksisnære indlæg. Det gjorde jeg, mange havde lyst til at spørge bagefter, og jeg fik anerkendende ord med på vejen. Min kollega og jeg var noget brugte, da jeg svingede ind på p-pladsen ved motorvejsafkørslen i Vendsyssel 17.50. Vi var begge stået tidligt op, jeg stod op kl 3.45, for at vi kunne nå til Odense til morgenmad 8.45. Nu har landmanden fået nem aftensmad og er kørt ud igen for at mulde kartofler - for ikke kartoffelkyndige betyder det at lægge jord op omkring kartoffelkammene, det kaldes også at hyppe kartofler eller at kamme kartofler. Der er brygget te til ham, når han en gang holder fyraften, jeg nyder resterne af den te, jeg havde taget med til turen. Og lige om lidt går jeg omkuld i sofaen med en serie.

Tænk at der nu er helt lyst ved fire tiden om morgenen, det var en skøn oplevelse. God nat eller god morgen til dig.

DSC_1642DSC_1643DSC_1644DSC_1645

søndag, maj 29, 2016

Sådan skal en søndag starte



Egentlig var jeg stået op tidligt for at nå lidt havearbejde, inden vi ville trille en tur på motorcyklen (synes det er sjovt, at bikere siger trille en tur, de ræser jo for det meste af sted, jo hurtigere jo bedre, og derom taler statistikken desværre så også sit tydelige sprog)
Men efter morgenmaden satte landmanden sig ud på terrassen og jeg fulgte med, og her sidder vi så endnu. Jeg havde hentet morgenbrød uden penge, så da min bager ikke er med på noderne (læs mobile pay) måtte morgenbrødet komme fra 7eleven ved tankstationen, alle de andre butikker var endnu ikke åbne. Imens havde landmanden været en tur i marken. Nu nyder vi, at kartoflerne er i jorden, vi nyder den særlige stilhed, der er herude på landet. Fuglesang, en brummen fra brumbasser og lige nu også landmandens sang. Han elsker at slappe af med forskellige youtube sange og med de store høretelefoner han har på, hører jeg kun hans sang, jeg elsker det, han ser så sød ud, og så har han en skøn stemme.



Og så sker det sjældne, jeg får lyst til at rykke lidt ukrudt op, det er forudgået af en snak om alt det ukrudt, der står mellem træerne ud mod vejen. Det var egentlig det, jeg ville springe på, men landmanden mener, at der er tid til, at det kan ordnes i næste uge af ham og medarbejderne. Den mentale rygsæk med alle to-do-punkterne føles lidt lettere, og fluks finder jeg havehandsker, havesaks og trillebør frem. Akkompagneret af fuglesang, brumbassebrummen og landmandscountrysang bliver terrassen befriet for ukrudt og græs, der vil op over kanten. De første træbede får studset tæppet af visne påskeliljer, og gruset på gårdspladsen befriet for grønne pletter. Jeg roser mig selv i stedet for at hive alle de andre ukrudtssteder op af den mentale to-doliste i rygsækken. Solen får ind imellem lov til at bryde gennem skyerne, og jeg elsker sådan en søndag formiddag. Istvan er vist enig, herude på terrassen kan vi rigtig rykke tæt sammen. Jeg snupper lige en kop te og en solstråle mere. God søndag til dig.


lørdag, maj 28, 2016

Lørdagsnydning

Så kom alle kartoflerne i jorden. De sidste blev lagt, mens jeg kørte ned til min far. Efter i lang tid at have haft folk på eftermiddagskost og indimellem til aftensmad, er det helt skønt, at vi kun har været os to på gården i dag.

P1040319P1040321

Min far og jeg hyggede os med is fra MacDonald og pæretærte fra bageren. Min far så træt ud, reagerede ikke rigtig på noget, men da han fik is og tærte, nød han det meget. Bagefter hyggede vi os med barbering, massage af hårbund, tandbørstning og sluttede af med god fed creme, som blev masseret ind i ansigtshuden og på armene. Min far nød det og kvikkede op, og jeg lod mig så inspirere af min søster, så vi dansede bagefter til Glen Millers musik. Det blev nu mest til, at armene blev motioneret, men det gjorde at den spænding, der var i dem, løsnedes og min far fik armene strakt ud. Så var vi klar til en tur rundt i plejehjemmets have, og den gør mig glad hver gang, for der bliver gjort meget for at skaffe adgang til hjernens minder. Campingvognen har fået sat forteltet op, så man kan tage sig en kaffetår inde i teltet. Hønsene lever midt i haven og glasfiberkøerne er kommet på græs. Lederen af hjemmet har fortalt, at for mange af dem, der har været landmænd eller koner, giver det en ro at se ud på køerne. Blomsterengen, som var nyt påhit sidste år, er også i gang med at blomstre. På min fars gang er der kun en af de ni beboere tilbage, fra dengang min far flyttede ind. En ny kvindelig beboer er flyttet ind, og igen i dag nød jeg at se den tilgang personalet har. Der er ro, respekt og et ønske om at lære den enkelte at kende. For det er hårdt, når man er flyttet og ikke kan finde mening i tingene. Mange, som min far, klarede sig forbavsende godt hjemme, fordi det var kendte omgivelser. Når den støtte forsvinder, bliver det tydeligt, hvor ramt den enkelte er. Min far havde svært ved at falde til, ikke om dagen, for han er meget social og omsorgsfuld, men han sov nærmest ikke de første fire måneder. Og kan jeg blive rundtosset af manglende søvn, så kan et menneske med Alzheimers sygdom da slet ikke undvære søvnen. Skulle jeg gøre den tid om igen, så havde jeg sovet hos min far de første dage, indtil han var kommet ind i en rytme. Det tænkte jeg ikke på den gang, men det tror jeg faktisk kunne have hjulpet ham.

P1040322P1040323

Nu vil jeg hjælpe mig selv til en god nats søvn og gå en lille tur inden aftenteen. Håber din lørdag har været god mod dig.

fredag, maj 27, 2016

En dejlig dag

Advent Søren004

Dagene flyver af sted, indimellem føler jeg, at ugens start tager tilløb og laver et syvspring, hvorefter den lander på søndag. Og alligevel kan jeg, hvis jeg ser tilbage, godt fylde substans i ugen. Et helt liv kan føles så kort og så alligevel så langt. Da jeg blev 29, var jeg lige blevet mor, og da jeg blev 30, stod jeg foran at skulle være mor igen to måneder efter. Det var et år, hvor der skete noget nærmest hver dag. I dag bliver min yngste, min søn, 29 år. Jeg sendte et elektronisk fødselsdagskort til ham i morges, fordi jeg ikke kunne synge fødselsdagssang for ham i telefonen. Vi blev enige om, at klokken seks var for tidligt, når han havde haft gæster i går aftes. Teksten på kortet var, vi er så glade for, at du kom ind i vores liv. Og det er vi, kære søn. Du har valgt at starte et nyt kapitel i dit liv med helt ubeskrevne sider. 1. maj stoppede du som lærer, den hverdagsrealitet, du kom ind i, med børn med svære udfordringer og skoler med få ressourcer til at løse/hjælpe med dette gjorde, at du tog konsekvensen af en manglende arbejdsglæde. Du har valgt at leve af din opsparing og ikke melde dig ledig, det beundrer jeg dig for. Jeg håber dog, at du snart finder et spor i livet, du kan gå på. Og så glæder jeg mig til vores mor-søn dag i næste uge.

Hjertelig tillykke med din fødselsdag

PS og hvis nogen af mine læsere kender til spændende og anderledes ting, man kan se på en torsdag aften og en hel fredag i hovedstaden, så er min søn og jeg på jagt efter gode oplevelser.

juli 88014

torsdag, maj 26, 2016

Sådan kan man jo selvfølgelig også gøre det!

Jeg har været så stolt, jeg har nydt hver eneste gang, jeg satte mig i stolen, jeg har glædet mig til, jeg skulle arbejde flere timer der, kort og godt mit ryddelige kontor har været en sand fornøjelse. Og jeg har husket at rose mig selv for indsatsen indtil i aften, hvor jeg havde slukket min mobil i irritation over, at jeg ikke kunne få mobildata til at virke med den nye teleudbyder i håb om at det kunne hjælpe! Jeg havde bare glemt at ændre min PINkode til en selvvalgt, og da jeg kom hjem (var ude at gå, da den resolutte handling fandt sted)  huskede jeg så, at jeg havde smidt kuverten med pinkoden ud i min iver for at være resolut i min oprydning. Så jeg havde nu en slukket mobil.

Inde på teleudbyerens hjemmeside fandt jeg heldigvis råd og vejledning, jeg skulle bare logge mig ind med mit telefonnummer og så kunne jeg læse min PUKkode der. Glæden varede dog kort, da der stod, at en adgangskode var sendt til min mobil (som jo var slukket) Heldigvis blev landmanden færdig med dagens arbejde og kom ind og tænkte konstruktive tanker. Vores mobiler var under samme abonnement, så måske kunne han logge sig ind. Voila et stykke PUKkode og fruen er forbundet med omverdenen igen.

P1040316

P1040302

P1040311

onsdag, maj 25, 2016

De var der altså og noget om et hammerslag

Jeg havde de bedste intentioner, men så snart jeg var på vej hjem, føltes det som om en hammer hårdt og pludseligt slog til. Jeg kæmpede med trætheden resten af vejen hjem, og selv om jeg herhjemme fik te og knækbrød, hjalp det ikke. Bedre gjorde det så ikke, at jeg skulle køre landmanden op efter en sprøjte og traktor. Faktisk var det lige ved siden af LOOP, og jeg havde jo lovet mig selv … Sådan gik det ikke, jeg var bange for, at jeg ville falde af crosstraineren, mens jeg varmede op. Så jeg slappede af på vej ud, hvor landmanden kørte, og på vej hjem kom der musik på, som der blev skrålet løs til. Indtil jeg fangede noget majestætisk ud af det ene vindue. fluks blev bilen vendt og vinduet rullet ned, men med mobilkamera og ikke særlig god zoomfunktion, må du bare tro mig på mit ord. Jeg så to smukke traner spankulere rundt på kornmarken. De gad bare ikke at blive kigget på, så de lettede uden et farvel.

DSC_1495

DSC_1495

DSC_1496DSC_1497

tirsdag, maj 24, 2016

ARRRGH

hold nu op hvor er det hovedpinefremkaldende!

P1040301

Ro på, hvad sker der, spørger du måske? Jeg er ved at transskribere mit første interview i vores projekt. Den dag, interviewet var færdig, var jeg helt høj, jeg syntes, det var gået godt. Jeg syntes, jeg havde været lyttende og åben, havde givet patienten tid til at fortælle osv. Nu kan jeg høre, at jeg hele tiden siger ja og nøjagtig og hmm (mens jeg nikker, det kan jeg selvfølgelig ikke høre, men det ved jeg), og det forstyrrer min lytning af det sagte. Derudover siger jeg faktisk også meget, jeg ved, at det var fordi, jeg gerne ville have patienten til at uddybe sine synspunkter, men hold nu op som jeg ikke orker at høre mig selv spørge og spørge. Sådan var oplevelsen slet ikke den dag. Jeg følte dengang, at patienten stoppede op og med sit blik sagde, nu er det din tur, men det kan jeg jo ikke høre, nu hvor jeg lytter. Der er i den grad plads til forbedring. Da jeg sidste gang interviewede, var det et fokusgruppeinterview, og der gik snakken helt af sig selv mellem deltagerne. Jeg havde få indledende og uddybende spørgsmål. Nå men jeg huske mig selv på, at havde jeg været min egen kollega, ville jeg klappe mig selv på skulderen og sige, du gjorde det godt nok, Lene. Næste gang gør du det bedre netop pga dette interview.

P1040305

Jeg laver overspringshandlinger, også fordi dette egentlig er min fridag, som jeg i samråd med min ledelse har lavet om til hjemmearbejdsdag, så jeg kan nå at få transskriberet interviewet. Landmændene håber på tørvejr de næste dage, så vi kan melde alle kartofler i jorden, når weekenden kommer. Så der skal handles ind og smøres madpakker, og sjovt nok er tøjvask, postkassetømning, tjek af kontor langt mere spændende end den computer med høretelefoner, bare fordi jeg er et snakkehoved, et venligt og lyttende snakkehoved. God tirsdag til dig.

P1040306

mandag, maj 23, 2016

Hjernefyld

  • Gad vide om det er til at finde en p-plads i Aalborg sådan en mandag formiddag?
  • Hvad nu hvis screeningen faktisk viser noget? Det er så den bekymring, modstander af folkescreeninger bruger sammen med de falske positive svar til at argumentere for at stoppe. Jeg vil hellere leve med det og så forhåbentlig blive fanget i tide, til at man kan gøre noget ved en brystkræft, en livmoderhalskræft eller tarmkræft. Mon jeg ville deltage hvis der var screening for Alzheimers? Her har man jo ikke en behandlingsmulighed, så ville det ikke bare give daglig bekymring i mange år?
  • Jeg forstår godt, at det er svært, når vi har screenet en patient til at være i risiko for at fejlsynke og dermed være i fare for en lungebetændelse. Det er svært for patienten at forstå, også fordi blodproppen eller blødningen i hjernen kan have påvirket evnen til at forstå og erkende problemet. Jeg forstår også pårørendes undren; hun fik jo saft i modtagelsen, det gik da meget fint. Ja, men de er ikke specialisterne, det er vi, og fordi det er gået godt en eller to gange, så er det ikke sikkert at det går godt tredje gang. Vi hylder princippet better safe than sorry i det her, også fordi vi ved at langt de fleste ikke har problemer med spise/synkefunktionen 3 måneder efter. Det er i det akutte forløb, at problemet for de fleste eksisterer. Hvad jeg ikke forstår, er pårørende, som er inde for faget og som selv påpeger, at de har forstand på det her, som så alligevel giver deres kære noget at drikke. Jeg er helt med på, at det er svært i en familierelation at skulle sige nej, når ens kære tigger og beder om noget at drikke. Jeg prøver at anvise måder at fugte munden på, som de kan gøre. Og alligevel sker det af og til, at vi observerer, når vi er gået ud af stuen, at patienten får noget at drikke og hoster efterfølgende.
  • Hvor er jeg glad for mine to fridage efter aftenvagtweekend, jeg bruger meget tid de dage på arbejdsrelateret arbejde, mest noter til mig selv eller opfølgning via telefon med dem, der passer patienterne i dag. Jeg er god til at diskutere med mig selv, så det kun er det absolut nødvendige, jeg ringer om. Om mine kolleger er enige, ved jeg ikke, men det er faktisk også ligegyldigt, for det giver mig ro til at finde tilbage til dagvagtrytmen.
  • Mon der er medarbejdere til aftensmad i dag? Mon der er medarbejdere, der skal have eftermiddagsmadpakke i dag? Landmanden drak heldigvis formiddagste med mig i dag, så ingen til aftensmad og formentlig heller ikke nogen til eftermiddagsmad. Men planerne kan hurtigt ændres, så jeg har en plan B, når jeg kommer hjem fra fysioterapeuten, efter jeg har været til screening. Der er boller og hakket kød i fryseren, begge dele kan hurtigt tøs op.
  • Ikke flere tanker, de må tages i bilen på vej til Aalborg. Jeg elsker min bil og den oase af tid/fred, den giver. Nu skal håret sættes, lige nu svinger jeg mellem at være tilfreds og utilfreds med mit hår. Og en kollegas kommentar i går gav mig ret. Hvis ikke jeg bruger noget pulver, som stiver toppen af håret, ja så falder det sammen og min kollega kunne klart se forskel på to aftenvagthårdage. Hun troede så bare, at det skyldtes, jeg havde midterskilning den ene dag, jeg har ikke haft midterskilning siden mine unge dage med langt hår.
  • God mandag til dig

DSC_1474P1040290

lørdag, maj 21, 2016

En dejlig dag og en god bog

Fredagen strøg af sted, indlægget her blev egentlig skrevet i går, men så skulle jeg det ene og så det andet og pludselig var det tid til aftenvagt, så det måtte vente på at blive finjusteret til i dag.

Jeg havde en dejlig dag i torsdags sammen med Laura, vi kom vidt omkring, og det var berigende at snakke med en kvinde, tyve år yngre end mig, men med så megen visdom, så jeg havde mange tanker med på min gåtur om aftenen. Bogen At være dødelig havde ligget længe og ventet på mig, den blev fundet frem og fortsatte et af de emner vi talte om. Laura er læge, i et andet speciale end mig, men på samme sygehus, og det er altid godt og inspirerende at tale med andre faggrupper. En ny vinkel på faglige problemstillinger giver ny indsigt. Et af emnerne vi var omkring var døden og livet. Og det handler bogen også om. Min leder fik den som gave efter hendes indlæg på sygeplejesymposiet, og jeg har fået lov til at læse den først. Forordet er af den tidligere formand for Etisk Råd og filosof Jakob Birkler. Og som han skriver:” Vi skal alle dø. Vi ved bare ikke hvornår. Døden er der altid som en evig kulisse på livets scene… Vi glemmer, at dødens vigtigste budskab ikke er at udskyde det uafvendelige, men at leve mens vi kan.”

Atul Gawande er amerikansk kirurg, en dygtig en af slagsen, han redder liv, han er handlekraftig, han udstikker valgmuligheder, som patienterne skal forholde sig til. Undervejs i sit liv møder han alderdommen, ser hvordan den sidste tid ofte ikke bliver, som den ældre havde ønsket sig, samfundet og familien har mere fokus på at gøre livet trygt og sikkert for den gamle end at lytte til, hvad den gamle ønsker af sit liv, hvad der giver mening for den enkelte. Bogen er en grube af visdom, det er personlige fortællinger om Gawandes egen fars sidste år og patientfortællinger. AG er meget ærlig og ser pludselig sig selv i lyset af den viden og indsigt, han får undervejs. Han lærer meget fra geriatere (dem, der er specialister i alderdom) og palliationseksperter (dem der er eksperter i lindrende behandling). F.eks. beskriver han en konsultation, hvor han undrer sig over, at geriateren ikke tager fat på emner så som mulige metastaser og andre symptomer, som patienter, en gammel kone, har beskrevet, men derimod spørger ind til, hvordan hun klarer sig derhjemme, hvem der har klippet hendes fingernegle osv. Til sidste beder han om at se patientens fødder, det er hun ikke så meget for, og så finder han jo, at hvor alt andet er velholdt, klaret af den gamle kvinde selv, så er fødderne hævet, der er tørre skorper under foden, neglene er ikke klippet. Ganske enkelt fordi kvinden ikke kan nå ned til sine fødder. Hvorfor er det vigtigt? Jo faldulykker er en af de faktorer, der truer ældre menneskers evne til at kunne klare sig selv og blive i eget hjem, som de fleste ønsker. Så med fødder, der ikke er gode at træde på, måske gør lidt ondt eller hvor man måske har mistet følesansen, så har man sværere ved at mærke underlaget. Vores fødder giver os faktisk mange informationer om vores stilling og er altafgørende for vores balance.

Senere i bogen beskriver AG, hvordan han begynder at tage de svære samtaler med patienter, dem der er fyldt med kræftknuder, dem hvor første og anden behandling af kemokure ikke virker, dem hvor alle, både læger, pårørende og patienten, ønsker handling, mere behandling om det er operation eller medicin. Og hvor han selv nogen gange tænker, hvorfor gør vi det her? Vi ved jo godt, at det giver en stakket tid, og skal den tid, der er tilbage, bruges sådan her? Med indlæggelser, måske smerter og andre bivirkninger. Men ingen tør tage den snak, eller rettere sagt, når læger gør det, forfalder de igen nemt til fakta. De vil gerne være Dr. Informativ. ”Men det er meningen bag fakta, som folk i virkeligheden søger, mere end selve fakta. Den bedste måde at forklare noget på er ved at videregive den forståelse, man selv har af fakta”. Det er det råd AG får, så han starter med en sætning, han har lært af en palliativspecialist: jeg er bekymret og så fortsætter han med det, han bekymrer sig om. Patienten efterspørger så information, og så bruger AG igen en sætning, han har lært: hvad vil du gerne vide. Strategien er spørg, fortæl, spørg. Spørg om hvad vedkommende vil høre, svar på det og spørg så hvordan vedkommende forstår det sagte. Gennem den samtale når patienten frem til en erkendelse af, at livet ikke varer evigt og hvad vil hun bruge sin sidste tid på. Hele vejen gennem forløbet ændrer perspektivet sig, det vigtigste er, at patienten får defineret, hvordan vil jeg leve mit liv. En patient fortæller sin hustru og læge, at når blot han kan spise og se fjernsyn, så betyder det at kunne gå eller at kunne være aktiv ikke så meget. Det kommer bag på lægen, fordi det er en meget intelligent mand, så han havde forestillet sig, at det liv ønskede patienten ikke. Det hjælper pårørende i beslutningen, da patienten bliver dårlig, han får behandling. En anden patient ønsker at være sammen med sit lille barn og familie, så selv om hendes mor ønsker anderledes, så står læge og ægtefælle stærkere i beslutningen om at stoppe behandlingen og få patienten hjem. AGs far har det modsat, han vil hellere risikere at dø under en operation end ikke at kunne gå, så da han bliver dårligere pga en kæmpestor svulst på rygmarven, ja så hjælper det familien til at træffe en beslutning. Uden den samtale havde AG valgt ingen operation.

Og mange af de patienter, der kommer hjem, tager mod tilbud om at få hospice/palliatitionssygeplejersker tilknyttet. Og de gør jo det, jeg i forvejen ved, at de kan. Ved at fokusere på livskvalitet, medicinsk at lindre smerter og andet ubehag, så får patienterne overskud og energi til at leve den sidste tid med familier, at få sagt ordentligt farvel, også selv om det betyder en periode til sidst, hvor patienten mister bevidstheden og døden trækker i langdrag. Der kommer kvalitet i livets afslutning.

Bogen handler meget om plejehjem, beskyttede boliger og andre måde at leve sin alderdom på. Den er et godt vidnesbyrd om, hvordan vi hele tiden gennem lægebehandling og folkeforebyggelse har sikret, at vi bliver ældre. Vi har blot glemt at tage med i betragtningen, at en dag begynder kroppen at lukke ned, og hvordan lever jeg så mit liv, hvad er det, der på det tidspunkt betyder noget. Det er en meget letlæst bog, men med masser af viden om f.eks. undersøgelser af, hvordan vi ændre perspektiv, når vi tror, vi har en afmålt tid tilbage. Her fokuserer vi på det nære, familien, livskvaliteten i hverdagen uanset alder.

Det blev en lang smøre, og jeg har stadig så mange ord inden i mig, de får vente, for lørdagen tegner til at blive lige så travl både herhjemme og på arbejde. Ha en god lørdag.

DSC_1450

torsdag, maj 19, 2016

Gården vågner

Normalt sover landmand og Istvan, når jeg lukker mig ud af ad* bryggersdøren. I denne tid er solen allerede i gang med sit arbejde, når jeg kører på vej til mit. I dag har jeg fridag, så vi vågner samtidigt, og mens landmanden og Istvan spiser morgenmad, brygger jeg te og smører mad til landmandens formiddagste og frokost. Liselottes indlæg om små oaser til sig selv fik mig til at tænke på, at dem har jeg også altid skabt, enten i bilen eller om morgenen. Jeg nyder at spise min morgenmad alene på hverdage, nyder at der ikke sker noget omkring mig på det tidspunkt. I dag har jeg trukket morgenmaden, indtil boller var bagt, huset var ryddet op, blomster vandet og nye blomstergrene til en vase var klippet. Jeg får nemlig besøg i formiddag af Laura, det glæder jeg mig til. Og selvfølgelig er det i dag, at rengøringsfirmaet er forsinket, men så må vi starte med at sidde på terrassen, hvis ikke de er helt færdige.

Ude på gårdspladsen kan jeg høre kartoffelsorteren, og foran kartoffelhuset er vognen til læggekartofler kørt frem. Den er fyldt op og klar til at blive kørt ned i marken, så medarbejderen, der skal lægge kartofler, ikke skal hjem til gården, hver gang kartoffellæggeren skal fyldes med kartofler. I dag er det gråt og overskyet, men tørvejr, og det sidste er det vigtigste. Der varsles regn i næste uge, så der knokles løs. Hver aften har jeg to medarbejdere til aftensmad, og hver aften kører de til ved 20tiden og landmanden ofte til 22.

Apropos morgenmad så er det en daglig kilde til morskab, når vi begge er hjemme, at selv om jeg har sørget for mad til Istvan og ladet døren til køkkenet stå åben, så han kan følge mig, så spiser han ikke, før landmanden sætter sig ved spisebordet. Herefter spiser Istvan lidt og går derefter hen og lægger sig på måtten i bryggerset. Herfra har han styr på tropperne i køkkenet. Så snart landmanden rejser sig op, farer Istvan hen til sin skål og spiser grådigt af maden. Lige så snart landmanden står ved døren ud til gårdspladsen, stopper Istvan og skynder sig hen til landmanden. Så må landmanden sige, spis nu op, hvorefter Istvan skynder sig hen og spiser alt for hurtigt og i alt for store mundfulde. Den seance gentager sig flere gange, før skålen er tom. Og uanset hvor mange gange vi begge siger, mens landmanden spiser sin morgenmad, spis nu Istvan, så skal det åbenbart foregå på denne måde.

Gården er vågnet, og mens jeg venter på rengøring og besøg, kan jeg få lidt kontorarbejde fra hånden. Jeg NYDER mit skønne ryddelige kontor, det er en sand fornøjelse at komme herind. Jeg nyder også synet af mine smukke karklude, som Jette har strikket, de matcher min lille køkkenvase. Håber du finder nydning i din hverdag. God torsdag til dig.

* hm, mon det hedder ud af døren eller ud ad døren? Har læst her, men egentlig ikke blevet så meget klogere i det her tilfælde.

DSC_1466

tirsdag, maj 17, 2016

Måske skulle vi lege noget mere?

Og dem, der har opfundet disse tilgange vil helt sikkert sige, at det ikke er leg, men en måde at få de kreative hjernevindinger i gang på.

Den sidste supervision sluttede af med en ny måde at komme omkring et emne på. Jeg har før prøvet, når jeg har siddet i det reflekterende team at skulle finde to postkort, som symboliserede det, jeg lige havde hørt og hvad det fik mig til at tænke på. Det virker godt både for den, der lytter og ser på postkortene, og for dem, der finder postkortene og undervejs i deres præsentation af det valgte kort også får sat andre ord på, end man ellers ville have gjort. Denne gang skulle vi hver især finde en sten som symboliserede vores professionelle “jeg”, først tænkte jeg, hvordan skal jeg kunne det? Men som med den øvelse som med så mange andre er der ofte nogle hjælpespørgsmål med, og langsomt fik jeg tænkt over mig, men også over min sten. Det var sjovt som det at sidde med stenen og mærke på den, dens på afstand lidt skarpe kanter mærkedes bløde og afrundede af tidens tand. Den havde afgrænsninger, den var ikke bare rund. Den var varm i farven og alligevel med mørke toner i sig. For mig symboliserede det at jeg på overfladen godt kan virke lidt, ja, overfladisk og Happy-go-lucky, men at jeg faktisk tør at være til stede i mørket og sorgens rum.

P1040288

I dag prøvede jeg så noget nyt, vi har sat et udviklingsprojekt i gang med fokus på sygeplejen, hvordan forener man den akutte sygepleje med den rehabiliterende sygepleje i en hyperakut afdeling? Vores leder satte arbejdsgruppen til at bygge med Legoklodser, og det var utroligt, hvad vi sammen kunne få ud af de klodser og alle de gode snakke, vi havde undervejs. Til sidst stod der små Legoscenarier med 1) hvis vi kun skulle tænke akut sygepleje, eller 2) hvis vi kun skulle tænke rehabiliterende sygepleje. Der stod små scenarier med hvad vi syntes, vi skulle sætte fokus på lige nu, hvis vi skulle kombinere akut og rehabiliterende sygepleje. Mine kolleger var så gode, og jeg håber, at de gode diskussioner bliver startskuddet til mange gode diskussioner i sygeplejegruppen. Desværre måtte jeg gå før tid, fordi jeg pludselig blev voldsomt forkvalmet med en brokkende mave og svimmelhed som følgesvend. Heldigvis var svimmelheden ikke af den slags, der forhindrede mig i at gå eller køre, men mere en konstant tilstedeværelse af noget, der ikke var i vater. To timers søvn har hjulpet på begge dele, og en aftale med landmanden er i hus. Vi får pizzaer fra det lokale pizzeria i aften. For vejret er med landmændene, så der lægges kartofler, der pløjes med en ny vendeplov, der sorteres kartofler og landmanden har overblik over det hele, samtidig med han selv deltager i det hele. Og landmandskonen bager boller, kager, smører madpakker og laver aftensmad i et væk, så sådan en aften som i aften føles som en friaften. Den vil jeg nyde og så tage den med ro, så arbejdsdagen i morgen ikke kommer i fare. Vi skal ikke bygge Lego, men vi kan jo godt tage snakken fra sygeplejebyggeriet med ind i afsnittet. Det glæder jeg mig til. God aften til dig.

P1040286

søndag, maj 15, 2016

Søndag med ro på

Egentlig startede søndagen som vældig effektiv, godt nok sov vi længe og spiste først morgenmad klokken halv ni, men så gik landmanden i gang med plæneklipperen og jeg fortsatte på kontoret. De sidste papirbunker måtte landmanden hjælpe med at sortere og da det var gjort, var vores energi brugt. Vi havde haft planer om motorcykeltur, gåtur osv. Vi slappede af herhjemme og valgte i stedet for at invitere svoger og svigerinde på te i aften. Kagen er bagt, den nemmeste kage, der findes, og en skøn måde at få brugt frosne bær på. Nu er der sat lidt frugt, mandler og tørrede frugter frem til snacks, en flaske hvidvin er i køleskabet og landmandsparret er kommet i pænt tøj og blevet vasket (ja i omvendt rækkefølge, det andet ville være lidt dumt)

Må din pinsesøndagsaften være god ved dig. Her skinner solen dejligt, det har den gjort hele dagen. Og aftenturen i går aftes var smuk og dejlig. Tænk at der nu er lyse aftener efter klokken 21.

DSC_1437DSC_1438DSC_1441DSC_1442

lørdag, maj 14, 2016

Landmandsliv anno maj 2016

 

P1040274P1040275P1040277P1040283

Døren står åben ud til gårdspladsen, solen har valgt at være hos os det meste af dagen sammen med blæsten og den køligere luft. Jeg fik åndenød inde på kontoret og tog en rask beslutning. Nu skulle det være. Jeg har været ved at give op og er heller ikke i mål endnu. Fordelen ved så sjældent at dykke ned i bunker og mapper er, at meget kan kasseres, uden at jeg skal involvere landmanden. Han sidder på en traktor og spreder gødning til kartoflerne. Medarbejderne holder fri, og faktisk tror jeg, at landmanden nyder bare at være sig selv uden at skulle tænke på at sætte andre i gang eller at skulle vejlede. Måske får han åndenød, når han ser bunkerne på spisebordet, bunker som jeg mener skal kasseres, men som han er nødt til at tage stilling til. Når de bunker så enten er makuleret, smidt i papircontaineren eller brændt, så kan jeg begynde at få bunkerne på skrivebordet sat i mapper. I dag røg alle disketterne ud, i dag er princippet om pligt til at gemme fem år tilbage håndholdt, og så alligevel ikke, for der er jo også minder gemt i gamle faktura, ansøgninger og ordrebekræftelser. Minder om dengang vi var 26 og 28 og stod med en nyindkøbt gård med lån på det hele og med renter på 17-20 %. Ikke så sært at sygeplejersken dengang sommetider havde svært ved at overskue finanserne. Men hun gjorde det, og alle årene har det været mig, der har ført regnskabet og siden hen begyndte jeg at kontere på computer. Jeg glæder mig til et ryddeligt kontor, så jeg kan få konteret forårsmånedernes regnskab. Min egen lille skuffe med fakturaer er også ryddelig. Anne med bloggen Mandagspigen, som desværre døde sidste år i juni, lærte mig et system. I stedet for at få sat regninger i mappe, hvilket jeg aldrig gjorde, så putter jeg nu årets regninger i en plastikpose. I dag røg poserne for 2007 – 2010 ud, de blev først kigget igennem for større regninger eller regninger med mindeværdi, dem gemte jeg i den dertil beregnede pose. Anne anbefalede også, at man havde en bog, hvor større indkøb blev skrevet ind med årstal, så man altid kunne finde fakturaen. Det har jeg ikke været så god til, men nu er min skuffe til at komme ned i igen, og samtidig fik Anne en kærlig tanke. Faktura med mindeværdi denne gang var måltidet på en restaurant i Normandiet på vores sølvbryllupsdag sammen med vores børn. Der var også min første faktura fra rengøringsfirmaet, en af de bedste gaver jeg nogensinde har givet mig selv. Den slår dog ikke det at vælge at blive mor og at gifte mig med landmanden. Før jeg bliver alt for sentimental, må jeg hellere komme videre med projekt kontor-til-glæde-for-en-landmandskone. God lørdag til dig.

P1040280P1040282

fredag, maj 13, 2016

Så kan jeg lære det eller kan jeg mon?

De sidste par dage har jeg haft konstant ondt i knæet. Jeg tænkte på, om det, at jeg ikke fik lavet knæøvelser for de ustabile sener og muskler om knæet havde forårsaget en konstant smerte eller om jeg havde lavet et vrid i knæet? Så jeg aflastede og aflastede og holdt fast i, at jeg jo også var træt, at jeg havde fået for lidt søvn, at der var så meget, jeg skulle nå, så hvordan skulle jeg kunne nå gåtur og øvelser for knæ og skuldre også?

I dag havde jeg travlt på arbejde. Egentlig ville jeg have været hjemme for at transskribere, men jeg kunne ikke sende lydfilen til min arbejdsplatform, så jeg tog på arbejde. Jeg skulle også til supervision i eftermiddag, så det var helt fint. Men så gik det jo, som det ofte går, der var mange andre ting, jeg også ville nå, og andre gerne ville snakke med mig om, så transskribering blev det, jeg nåede mindst af. På et tidspunkt tog jeg trapperne to etager op og ned igen og bemærkede så, at smerterne nu faktisk var væk. De var i hvert fald ikke konstant til stede. Hypotesen er nu afprøvet og verificeret. Immobilisation er roden til alt ondt, knæet trængte til at blive bevæget mere end bare ved almindelig gang. Jeg har gået 5 km, jeg har lavet øvelser og jeg har det godt. Mon jeg husker det i morgen?

P1040264P1040266P1040267P1040273

En dråbe blod

Koppen foran mig minder mig om, at det var et godt skift, jeg gjorde. I mange år var jeg ikke bloddonor, men ligesom blogland har inspireret mig til at genopstarte strikning og få læst bøger, så fik det mig også til at melde mig under fanerne som bloddonor. Jeg havde blot et problem, min blodprocent havde det med at ligge i den lave ende, hvor jeg ikke måtte tappes. Og det irriterede mig, det var spild af min og donorsygeplejerskens tid, at jeg hver anden gang ikke måtte tappes. En dag spurgte hun mig, om jeg kunne tænke mig at blive plasmadonor, det påvirkede nemlig ikke blodprocenten, og derfor var der ikke den grænse for tapning. Siden da har jeg kunnet blive tappet og endda hver måned mod hver 3. måned. Dog er der stadig andre grænser og dem har jeg det med at glemme. Så som da jeg var forkølet og først på dagen kom i tanke om, at det vist gav karantæne, korrekt, eller da jeg fik en steroidcremebehandling for et hudproblem, det var først da jeg sad i stolen hos sygeplejersken og gennemgik medicin, at det slog mig, at det måske også gav karantæne, korrekt. Ca. 40 minutter varer det, og jeg slapper af, læser i en bog, et blad eller på mobilen, alt imens jeg drikker solbærsaft og te. Indimellem bliver jeg budt på chokolade, så det er ren hygge for mig.

Bloddonor.dk skriver om dette at være plamadonor:

Blodplasma bruges direkte i patientbehandling. F.eks. bruges det til patienter, som ikke har en eller flere af størkningsfaktorerne i blodet. Forarbejdet plasma anvendes også i diverse lægemidler. Mange danskere har en sygdom, hvor deres immunsystem er brudt ned.  For dem er det livsnødvendigt at få lægemidler i form af immunglobulin. Andre lider af blødersygdomme eller har fået svære forbrændinger. De har brug for lægemidlet albumin. Disse lægemidler er fremstillet af plasma.

I Danmark stræber vi efter selv at kunne levere den nødvendige mængde plasma til fremstilling af lægemidler. De danske donorers antistoffer passer nemlig bedre til danske patienter. Det skyldes, at vi til daglig bliver udsat for de samme mikroorganismer.

Når blodet er tappet, bliver det ført over i en maskine, som ved en centrifugeringsproces opdeler blodet i plasma, røde blodlegemer og blodplader (trombocytter). Herefter koncentreres plasmaet og samles i en pose. Det resterende blod føres tilbage til donoren gennem den samme slange, som blev brugt til tapningen. En plasmatapning tager typisk omkring 45 minutter. Det er meget vigtigt, at donorerne husker at drikke rigeligt med væske både før og under tapningen.

Det kræver et lidt større blodvolumen og lidt stærkere vener at være plasmadonor i forhold til at være almindelig fuldblodsdonor. Blodbankens personale vil derfor foretage en individuel vurdering af, om du kan blive plasmadonor.

Sidste gang havde jeg jubilæum, det var 25. gang, at jeg var blevet tappet. Og den fine kop fra Langes Keramik er nu en af mine mange tekopper. God torsdag til dig

P1040262P1040263

torsdag, maj 12, 2016

Det var ikke planen

Først tak for jeres medvirken til min lille uformelle undersøgelse i forrige indlæg, det kommer der et indlæg om, senere. Faktisk var det meningen, at det skulle have været skrevet i går, men dagen strøg af sted, og jeg fokuserede til sidst på at følge med og få lukket dagen godt ned, så jeg kunne få en god nats søvn. Dagen i dag er nemlig første dag med interview af patienter til vores projekt, og jeg har sommerfugle i maven. Og de basker så meget, at her sidder jeg, klokken er tre om natten, jeg har sammenlagt sovet et par timer, og jeg kan bare ikke finde ro og hvile, selv om jeg er træt. Så nu er der ryddet op til rengøringsfirmaets indsats, der er printet diverse dokumenter ud på sygehusets printer til brug i interviewsituationen, der er drukket varm kakao og spist banan for at dulme maven. Om lidt forsøger jeg, om jeg kan få et par timer søvn mere. Jeg skal hente min kollega om knap fire timer, og sammen skal vi forberede interviewene og genopfriske den viden, vi har om tiden efter apopleksi, så vi er åbne over for de emner, der måtte dukke op. Min skræk lige nu er, at vi i situationen ikke forholder os åbne og undersøgende. Meningen er jo, at det er patienten, der skal fortælle og uddybe sin oplevelse, og at vi skal sætte alt til side af forforståelse af, hvordan de måtte have det. Samtidig skal vi have fokus på, hvad det er, vi vil undersøge, så det ikke kun bliver en hyggesnak. Det er en balancegang. Og den balancegang holder mig åbenbart vågen lige nu. Så vågen, at jeg opgiver at gå i seng, for jeg føler mig ikke træt, selv om jeg føler mig træt. Giver det mening? Min hjerne er ikke træt, den tænker, roder og regerer, men min krop er.

Håber du sover trygt og godt, må du få en god torsdag.




tirsdag, maj 10, 2016

Smag og behag

Udsendelsesrækken Spis og Spar på DR gav et indtryk af andre familiers spisevaner. Mange af rådene, som de fik både på sundhedsområdet og på økonomiområdet var egentlig ikke nye. Det var dog sjovt at se, hvordan familierne kunne blive i tvivl, om det nu var det samme, de spiste, når det blev puttet i anonyme dåser. Nogle gange smagte det bedre og var billigere, andre gange var det det samme, og de syntes ikke, det smagte som det plejede. Ofte smager jeg nærmest ikke maden, den bliver bare spist hurtigt, og bagefter ville jeg ikke kunne sige, hvad den smagte af. Værre er dog, at det også påvirker sultfornemmelsen, for jeg føler mig stadig sulten, selv om jeg med fornuften ved, at jeg har fået rigeligt med kalorier.

DSC_1414

Når man studerer andres spisevaner, så bliver de også holdt op mod ens egen, og jeg har da fundet ud af, at jeg faktisk spiser meget salat/grøntsager i forhold til de familier. Aftensmad uden at jeg kan fylde halvdelen af tallerkenen med salat, er ikke ordentlig aftensmad. De gange, hvor jeg springer over og spiser pizza uden salat til, så er jeg bombet i min mave. Pasta er nærmest ikke eksisterende i min kost af samme årsag, og ris får jeg meget sjældent. Kartofler behøver jeg ikke hver dag, men det mætter 7 gange mere end ris og pasta og har kun den halve kaloriemængde, så det er ofte tilbehøret til grøntsagerne ligesom kødet.

Det forlyder fra landmanden, at vi ikke er andre end os selv til aftensmaden, så vi kan få rester, og så laver jeg en skål råkostsalat med gulerødder, det er yndlingssmad her. Det er old school med appelsinsaft, hasselnødder og rosiner blandet sammen med de revne gulerødder. På arbejde får jeg altid et miks fra salatbaren i kantinen, og derfor kan jeg godt mærke en anderledes tyngde i maven i dag, fordi jeg var til møde med gode grovsandwiches med salat og parmaskinke, men jeg spiser bare aldrig brød til min salat på arbejde. Nu gør det så ikke sagen bedre, at der også smuttede et stykke kage ned til mødet, og at jeg efterfølgende snuppede en stor grovbolle herhjemme med ost. Jeg spiser for det meste knækbrød, men jeg havde bagt boller i går, som jeg var “nødt” til at smage. Eller sandheden er jo, at jeg glemte at smage udover de to første bidder, så den bolle var nærmest væk i løbet af et uopmærksomheds øjeblik. Den hjemmebagte citronmåne, som jeg bagte for første gang i går, smagte jeg dog på i går aftes. Let, luftig og lækker og meget nem at bage. Det bliver ikke sidste gang, at den får lov til at være eftermiddagsmad til folkeholdet.

Mon du vil være med til en lille spørgeskemaundersøgelse?:

  1. Hvor tit får du grøntsager/salat til aftensmad?
  2. Hvad spiser du til morgenmad?
  3. Hvad skal I have i aften?

God aften til dig.

DSC_1417

mandag, maj 09, 2016

Det gik min weekend med

Lørdagen startede tidligt, også tidligere end jeg havde planlagt, men når nu jeg var vågen, kunne jeg lige så godt gøre brug af de lyse morgentimer. I køleskabet stod to vildtpier, som blev bagt fredag aften, mens landmanden kørte i marken. På køkkenbordet stod en gulerodskage, ligeledes bagt fredag aften. Nu skar og snittede jeg ingredienserne til en mangosalat og rørte dressing dertil. Bagefter blev frostingen til kagen rørt sammen, og alt sammen blev pakket i kølebokse og sat ud i bilen. Landmanden stod op og hoppede på traktoren for at få nå et par timers arbejde mere, inden klokken slog ni. Tasken og klædeposerne med festtøjet kom ud i bilen, drikkevarerne, som datteren og jeg havde handlet ind for 14 dage siden, kom også ud i bilen. Madpakker og te var klar, et lidt træt landmandspar blev frisket op med brusebad, og så startede jeg bilen. Først blev Istvan afleveret i pension, og så lod vi motorvejen være vores ven de næste fire timer.

DSC_1353

Klokken 14 holdt vi foran et fantastisk sted på Vesterbro i København, Art and Colour, hvor datterens 30 års fest sammen med venindens ditto skulle holdes. Vi fik kysset og krammet de smukke kvinder og fik læsset mad og drikkevarer af, hvorefter vi satte kursen ud mod et hotel på Amager. Her blev der tid til afslapning og powernap, inden festtøjet kom på og vi gik ud for at finde metroen. Aftenen forløb helt fantastisk, de unge kvinder havde ønsket sig mad i stedet for gaver, og der var masser af lækkert mad samt glade og feststemte mennesker. Det blev en forrygende aften, de to kvinder er meget musikalske, så de holdt en lille koncert for os. Lokalerne gav den rette stemning, og folk hyggede sig både udenfor og indenfor. Flere forbipasserende kom ind i den tro, at det var en cafe, men de måtte skuffet gå igen, for her blev festet igennem for to 30 års fødselarer. Jeg nød at feste sammen med søn og svigerdatter.

DSC_1374

Det var et træt landmandspar, der stod op næste morgen og gjorde sig klar til en tur ind forbi datteren og hendes forlovedes lejlighed for at se deres nye altan. Herefter tog vi turen tilbage til Nordjylland i en bil, hvor aircondition ikke virkede, det blev en varm tur. Hjemme igen skiftede jeg om til kortøj, for sæsonens sidste koncert med mit gospelkor skulle synges. Det blev en skøn afslutning på en forrygende weekend.

DSC_1413

Landmanden er allerede i gang (siden klokken fire i morges). Hans bror og han er fælles om gødningssprederen, så for at få kabalen til at gå op med festweekend og planer om at lægge de første kartofler i denne uge måtte uret stilles tidligt. Jeg snuppede lige en time mere og er nu klar til at udnytte den sidste fridag. God mandag til dig.