lørdag, august 19, 2017

Midaldrende kragetæer

Min leder er blevet 40 og i den forbindelse kom vi til at snakke om alder. Hun havde svært ved at forholde sig til, at hun nu var 40 (sæt selv blinkende advarselslamper ind), ligesom jeg havde svært ved at forstå, at jeg nu var 60. Ikke at vi har problemer med vores alder, men det lyder så voksent, også mere end vi nogen gange føler os. Og så var det, at jeg sagde, at jeg kunne huske, da jeg blev 40 og det gik op for mig, at det var den alder begrebet midaldrende dækkede. GYS, det havde sat sig i hende, for ved morgenstarten på en arbejdsdag sagde hun til resten af kollegaflokken, at jeg havde rystet hende noget ved at kalde hende midaldrende kvinde. De andre spærrede øjnene op, og souschefen, som er 39, kiggede bestyrtet på mig.

Jeg kunne kun svare, at hvis gennemsnitsalderen er 80, så må en midaldrende kvinde jo være 40, også selv om jeg egentlig selv synes, at det er min alder, der dækker det begreb. Så hvis jeg nu lovede at leve, til jeg var 120, så kunne vi da godt vedtage, at en midaldrende kvinde var 60. Det var de alle svært enige om, at sådan måtte det være.

Jeg har hentet adskillige pakker ved GLSshoppen i den senere tid, jeg er nemlig den praktiske gris i forhold til bryllupsforberedelser. Og hver gang undrer det mig, at jeg har så svært ved at skrive mit navn med fingeren på en smartphones skærm. Det er, som om min krop er kodet til, at der skal en blyant mellem finger og papir/skærm. Det går lidt bedre, når jeg får en pen, som jeg gør ved postens pakkepost. Den fingerunderskrift kan virkelig kaldes kragetæer, ingen kan læse den, men alle er glade, proceduren er fulgt.

At håndskriften ikke bliver trænet, er tydeligt, når jeg skriver indkøbslister. Det er også kragetæer, dog læselige, eller dvs. nogle gange kan end ikke jeg læse mine egne ord. Jeg er dog ikke kommet til at skrive indkøbsliste på computer, det kommer nok en dag. I dag skal jeg på handlen, listen er klar (og jeg kan læse den), det er jeg ikke,så det må jeg hellere blive. Bryllupskageprøven viste, at jeg havde lavet en dum fejl, så det er forfra med bagning af bunde. Og det skal så være i denne weekend, for arbejdsweekenderne ligger tæt her i august, så jeg kan få fri til dit og dat i andre weekender senere hen. Akkeja, at være en praktisk gris, som godt kan lide at udfordre sig selv, kan sommetider være en udfordring. Skidt pyt, hjernen bliver da sat på arbejde, og det skulle være så godt. Rigtig god lørdag til dig.

DSC_4392DSC_4394

torsdag, august 17, 2017

Øh jeg ved det var sjovt eller spændende eller …

Jeg har masser af indlæg i hovedet, men tiden til at sætte mig ned og skrive finder jeg ikke. I stedet vælger jeg tit at slappe af i sofaen.

Livet i punktform:

  • Landbruget mangler ikke vand, overhovedet ikke. Nu må det gerne slå om til mange dages tørvejr.  Det er vejrudsigten så ikke enig med mig i.
  • Ayla trives og er ganske sin egen, sådan som også Istvan var. Hun må dog gerne vænne sig af med at bruge mine hænder som bidering.
  • Jeg er vild med, at jeg stadig synes, at sygepleje er spændende. I to dage har jeg haft vores sygeplejelærer med, og det var så interessant at være en del af hendes refleksioner om livet på et akut afsnit.
  • Jeg var også vild med morgenstunden, som belønnede mig med sol og morgendis.

DSC_4399DSC_4401

lørdag, august 12, 2017

Godnatbillede

Egentlig havde jeg lyst til at skrive et helt andet indlæg om min arbejdsdag, men jeg har haft travlt i aften med at oversætte noget af brudens fars tale til engelsk (hold nu op hvor er det svært at omsætte en vendelbos lune humor til engelsk, godt han har masser af charme og glimt i øjet, når talen skal holdes)

I stedet for får I et billede af den charmerende mands hund, som er så dygtig (bortset fra når jeg kommer forbi, så skal Ayla nemlig altid hoppe op og byde mig velkommen => spor af hundepoter på mit tøj). Men tilbage til den dygtige hund. Hun kan stå stand for fasaner, hun kan apportere emner, der er smidt ind bag hækken og dermed er usynlige for hende. Og i aften apporterede hun også i vand. Så det var en stolt hundeejer, der kom hjem med Ayla.

Og lige nu har den dygtige hund formået at stå op på bagbenene, skubbe til posen med tyggeben, som stod inderst på bryggersbordet, så den væltede og derefter er den taget med ned i hundekurven. Det kaldes vist høflig selvbetjening, og hun hyggede sig rigtigt. Det var dumt af hende at smaske højlydt, det var den lyd, der gjorde mig mistænksom. Nu er posen stillet op på en hylde.

God nat herfra, det er sengetid for en træt sygeplejerske, roen er over på afsnittet.


torsdag, august 10, 2017

Op i tempo

De sidste måneder har jeg forsøgt at holde fast i at tage trappen på arbejde. Det betyder 5 etager op, mindst to gange om dagen, og det har også betydet, at jeg måtte holde en pause, inden jeg gik ind på afdelingen. Nogen skulle nødigt blive forskrækket over den stønnende og hvæsende lyd, der kom. Jeg har gået til for at få pulsen op, og det lykkedes til fulde.

I forgårs slog det mig pludselig: jeg kan gå direkte ind på afdelingen uden at holde pause. Ja jeg er lidt forpustet, men ikke højlydt og slet ikke som før sommerferien. Det må være de mange gåture i sommerlandet i kuperet terræn, der har har øget min kondition, for LOOP har ligget meget stille og kommer til det i en periode endnu.

Op i tempo bliver også overskriften på denne fridag før weekendens arbejdsdage. Jeg nåede ikke det, jeg ville i går. Til gengæld har landmanden nu en pæn varebil. Min bil kom på værksted i mandags og jeg har fået et skrummel af en kassevogn som erstatning.

I går skulle vi til begravelse, og kassevognen ville vi ikke køre i. Jeg nægtede pure at sætte mig ind i landmandens bil, som bar præg af landbrug, jagt og hund. Så i går fik den en ordentlig omgang oprydning,støvsugning og vask, det er vel det, Ellen kalder for husmormotion. Landmanden og medarbejdere havde travlt med at sortere det første læs kartofler, så vi kunne komme til begravelse. Det var en smuk begravelse med mange, mange mennesker. Landmandens jagtkammerat blev kun 74, samme alder som min mor fik lov at nå. Begge døde af kræft, og hans kone holdt en smuk tale ved kisten, hvor hun blandt andet udtrykte lige nøjagtig min mening. Man taber ikke kampen mod kræft, for den, der dør, er ikke en taber. Kræft er en sygdom, som er lumsk og ikke følger gældende regler. Man kan ikke tale om en kamp, men mere om at man  gerne vil livet og derfor holder ved livet så længe som muligt.

Huset er gjort klar til rengøring, indlægget er snart færdig og om lidt skal jeg til frisør. Jeg håber, at jeg kan nå en gåtur i sommerlandet i eftermiddag, når jeg skal hente de sidste ting hjem til gården. Vi får se. Det kommer an på tempoet og viljen til at nå mine gøremål.

Dagens billeder er fra søndagens kunsttur til to gallerier. Brændestablerne ved Galleri Rødhusgården er vel også en form for kunst, landart måske?

DSC_4373DSC_4374

onsdag, august 09, 2017

Pas på, jeg er farlig

Det måtte jo ske. Der er jo så meget, der er farligt, så hvorfor ikke også mig, mor til to. Vi kender begrebet løvemor, det signalerer jo farlige kræfter, der kan slippes løs. Rejseholdet har åbenbart set det potentielle krimifarlige og lavet et afsnit om sådan en som mig, en mor/moder.

DSC_4369

Søvnen driller i denne tid, jeg tror skiftet fra ferie til arbejde, skiftet fra sommerhus til gård er en stor del af årsagen og så det, som jeg ikke havde set komme. Jeg husker, da jeg blev gift. Vi havde overnattet på et hotel og kørte hjem til mine forældre næste dag for at hente bryllupsgaverne. Her fik jeg for første gang en knuser af min far, og så kom der sådan en lidt undskyldende kommentar a la nu er du jo rigtigt flyttet hjemmefra, mens han blev bevæget. På det tidspunkt havde jeg ikke boet hjemme 8 år, og jeg havde boet sammen med landmanden i to år.

Jeg kan faktisk godt følge ham lidt. Min datter har ikke boet hjemme i 11 år. Hun har været kærester/forlovet med sin skotte i en del år nu og har boet sammen med ham, når hun ikke boede i sin studielejlighed i Haderslev. Og alligevel sætter det kommende bryllup tanker i gang, tanker om fremtiden for dem, tanker om hvad fremtiden vil byde dem. Hvilket job får hun? Hvor kommer de til at bo, for de er nogle af dem, der vil væk fra hovedstaden?

Og når så jeg er ved tankerne om børn, så dukker sønnen op. Han og hans norske kæreste har planer om at flytte til Norge, nu hvor hun er færdig som sygeplejerske. Lige nu arbejder hun dog som sygeplejerske på et dansk sygehus og han er i praktik i sin drømmebutik og stortrives med det. Jeg glæder mig på deres vegne, jeg tror på fremtiden, men jeg ved jo fra mig selv, at livet ikke bare godt. Det ved de også godt, de har alle prøvet modgang, de er voksne mennesker alle fire, så hvorfor tankerne pludselig manifesterer sig markant og dukker op, når jeg vågner midt nat og ikke kan falde i søvn igen, ved jeg ikke.

Det er det, jeg af og til siger til mine unge kolleger. Med børn kommer der mange glæder, men der bliver også født en bekymring, som er for evig. Den slutter aldrig, den skifter indhold og den bliver anderledes at bære som mor til voksne børn, men den slutter aldrig. Det gør glæden så heldigvis heller ikke.

DSC_4380 “På vej mod lyse tider”

kunstner: Jacob Gadd

Billedet er taget på kunstcenter Lien, hvor landmanden og jeg snuppede en kulturel søndag eftermiddag med kig på Cobramalerier og denne nutidige kunstner.

mandag, august 07, 2017

Det er en tysker og endnu en og endnu en og …

Det var faktisk lidt underligt at køre hjem i lørdags fra grænsehandel. Dels gik det i sneglefart, dels var det en sjældenhed at se en dansk bil, overalt var der tyske biler, motorcykler og autocampers. Bilerne var læsset med cykler eller havde trailer med både i alle størrelser. Faktisk nåede vi helt op til sammenfletningen med motorvejen fra Fyn, før der kom flere danske biler. Indimellem så vi biler fra Holland og Belgien. der var også enkelte svenske og norske biler, formentlig på vej hjem fra ferie. Men det var helt klart store feriedag for nogle af Tysklands delstater, og de ville holde ferie i Danmark. Og her sad jeg med en brugt ferie og fik udlængsel, jeg drømte om bjerge, jeg drømte om storbyferier, jeg drømte om tosomhedsferie. Lidt sol kunne da også være godt, men mest af alt oplevelser, som er anderledes end hverdagen. Og sådan en tur til grænsehandlen er absolut ikke noget, vi gør i. Vores forbrug er alt for lille til, at det kan svare sig, men nu fik jeg den tosomhedsoplevelse, det var slet ikke så ringe endda.

Landmanden undrede sig over den forskel , der var i trafik fra dengang i 70erne og begyndelsen af 80erne, hvor han hver 14. dag kørte til og fra Tyskland, Schweiz, Belgien og Holland med sin makker. Da var der ikke motorveje i Jylland, før man kom langt ned i landet, og der var aldrig den trafik på hovedvejen, som der er i dag på motorvejen. Landmanden var tømrer og satte Høm huse op i udlandet.

Målet for køreturen var at hente bestilte varer, men modsat mig, som bliver helt handlingslammet i sådan en butik og ikke kan finde ud af at købe noget, ja så bragte slikområdet minder om de mange ture over grænsen for landmanden. Så kurven blev hurtigt fyldt op, nu er kunsten så kun at nyde det i afmålte mængder. Det plejer vi ikke at være så gode til, men mit fokus på kost og motion rykker lige så stille ved min form, så jeg har tænkt mig at være standhaftig.

Motion har ikke været daglig foreteelse, siden jeg flyttede hjem, vejen udenfor frister ikke på samme måder som det skønne kuperede landskab i sommerlandet. Til gengæld har jeg bagt kager i store mængder, og landmanden har været min gode samarbejdspartner, når de skulle deles i tre bunde. Han har sågar udviklet sit eget lille værktøj dertil. Nu mangler jeg bare én kage for at være i hus med det.

Seks fridage har jeg haft, det er jo nærmest en lille ferie. Og vanen tro syntes hjernen ikke, at der skulle soves i nat, så jeg skal vist dobbeltjekke opskriften, når jeg skal i gang med kagebagningen.Der er stadig ro på afdelingen, ikke sådan at forstå, at der ikke er travlt, for vi kan sagtens have få patienter, men som er så hårdt ramt, at de har brug for megen sygepleje. Det er så skønt ikke at være presset af overbelægning, så der er tid til sygeplejen. Vi lader alle op og får elimineret hængepartier, så vi er klar, når det vender. For det gør det.

Og så måtte jeg lide det nederlag i dag at finde en, der går hurtigere end mig. Mine kolleger plejer at skulle sætte tempoet op, hvis de vil følges med mig, og det er uanset om der er travlt eller ej. Men i dag på vej ud fra sygehuset, gik en kvinde bag mig op ad trappen. Så snart vi var ude, overhalede hun mig og så kom der tempo på. Jeg forsøgte at følge med, men måtte overgive. Hold nu op, det har jeg faktisk ikke prøvet før. Men pulsen kom da op.

DSC

fredag, august 04, 2017

Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr

Jeg har ikke lige fundet en mariehøne, sangen beder mig om at bevare lidt af barnetroen, men jeg tror nok desværre ikke så meget på, at vejret ændrer sig, selv om jeg fandt en mariehøne. Jeg burde bage, men jeg gør alt muligt andet, jeg er flyttet hjem igen efter fem uger i sommerhuset. Det blev for træls med madpakkeaflevering til gården og kontortjans hver uge, mens jeg kunnne se ukrudtet på gårdspladsen vokse sig stor og mæske sig i regndråberne. Ukrudtet får lov at vokse lidt endnu, for jeg har andre hjemlige gøremål i weekenden. Jeg savner allerede mine gåture på stierne, men sådan er det hvert år. Humøret daler lige lidt, mens jeg finder mig tilrette på gården igen.

DSC_4363 (1)

I går fandt jeg guitaren frem, jeg kedede mig og blev træt af, at jeg enten sad foran en computer, havde en mobil i hånden eller stirrede sanseløst ind i iPadens serieverden. I går aftes var det FDFsangbogen, der holdt for, og jeg blev glad, da jeg kunne mærke, at fingrene godt kunne finde ud af barregreb. Nu mangler jeg så øvelsen i at skifte, så melodien flyder let. I dag fandt jeg en gammel sangbog fra 1975, hold nu op som den bragte minder frem. Minder om lejrbål med min karrybrune sweater, en blød spejderhat på hovedet (den havde været i vand for at få det rigtige slidte look) og slidte cowboybukser, en guitar i hånden og så kunne jeg synge Donna, Donna hele tiden. Gymnasietiden startede i 1973 og så kom der andre sange på spillelisten, blandt andet Monsieur le President. Jeg kan stadig synge den, og guitargrebene er ikke så avanceret som FDFsangbogens sange.

 DSC_4367

Guitaren er ikke den gamle, fra jeg startede med guitarspil som 12 årig, den er gået til. Til sidst blev den brugt af børnene som legeguitar. Da jeg startede som FDFleder,gav landmanden mig en guitar i julegave, og den blev flittigt brugt. Den lyder stadig godt og jeg kunne også huske, hvordan jeg fik den til at stemme. Jeg får helt lyst til at finde den frem nu og spille en sang eller to, håndledet og fingerspidserne kan dog godt mærke, at det er mange år siden, at jeg spillede ugentlig på guitar. Min bror derimod holder det stadig ved lige og spiller også kontrabas i et band som afveksling fra jobbet. Min lillesøster spiller heller ikke mere, men jeg husker den gang, vi som teenagere spillede til gudstjeneste. En ny lærer med kendskab til nye kristne sange havde arrangeret, at børneklubben ved kirken fik lov til at synge. Her mødte jeg første gang Tak Gud for hver en nyfødt morgen. Den, ved jeg, findes i en af min gamle sangbøger, og jeg er stadig vild med den.

DSC_4364

Jeg satser på, at yr.no har ret, og at regnen snart stopper for i dag og holder et par dages pause. Egentlig måtte den gerne holde mange dages pause. Der er vådt derude, vi har fået meget regn, og i næste uge starter kartoffeloptagningen. Vejret er jeg ikke herre over, så det nytter ikke noget at spekulere. Jeg snupper lige en kop te mere.God fredag hos dig.

torsdag, august 03, 2017

Humørskift–vejrskift

Mit humør skifter i dag, lige som vejret skifter. Når det er mørkt udenfor pga. regnen og overskyethed, så trækker mine tanker til den mørke side. Det er der, jeg slår mig på døre og stole og får fingrene i klemme i skuffen. Så jeg varer min mund, for jeg kunne meget nemt blive bidsk og hård i tonen over for landmanden. Og han er jo, som han plejer at være, det er bare mig, der ikke er. Nu har solen fået magt bag skyerne, fordi regnen trækker sig, og så lysner det også inde i mit sind.

DSC_4360

Jeg har regnskabsdag, jeg nørder med bilag, jeg leger detektiv, når nogle mangler, eller vi ikke kan regne ud, hvad en postering på kontoudtoget kan dække. Når jeg selv skal sige det, så er jeg faktisk ret skrap til det her. Men jeg har også mange års træning i det, og jeg valgte at blive oplært af vores farmassistent, da vi gik over til computerprogrammer og jeg selv ville stå for bogføring og kontering. Indtil da sad jeg og skrev kasseark, hed det vist, og så sørgede vores farmassistent for at kontere det de rigtige steder inklusiv dobbelt bogføring ved momsperiodernes afslutning. Jeg kan godt lide det, der er en lille bogholder gemt i mig, som slår sig løs de dage.

DSC_4358

Landmanden kørte til sent i går aftes for at forebygge skimmelsvamp i kartoflerne, så han tager sig en velfortjent middagslur. Medarbejderen har fået fri her til frokost, der er ikke så meget, der skal gøres lige nu. Græsset nåede at blive slået, inden regnen satte ind. Kartoffeloptagningen er ikke gået i gang endnu, de første kartofler er ikke klar til at forlade jorden, de skal først være fast i skindet.

DSC_4359

I går da jeg kom hjem efter indkøb, havde fugletræet fået besøg. Der var et leben af fasaner, som mæskede sig med det, som fuglene havde skubbet ned fra foderbræt og mejsekugleholderne. Fasankyllingerne er nu så store, at de er sluppet ud i en engelsk voliere. Det betyder, at et stort område med beplantning af pil og store træer er hegnet ind, men med så lavt hegn, at de kan flyve over det. De kan også flyve ind igen eller vælge de små sluser, der står rundt omkring. Der er trukket strømførende hegn omkring det hele, så de får fred fra rævene. Nu skal de lære at klare sig selv, og nogle havde så fundet om til græsplænen. Det måtte de ikke, så jeg gik stille og roligt hen mod dem, og så fortrak de sig om til bagsiden af gården.

DSC_4356

Hønsene lægger æg i lange baner, så jeg har rigeligt til alle mine kagebunde, som jeg er i gang med at bage i disse dage. I dag vil jeg nu ofre et æg på mig selv til frokost, jeg har fået lyst til spejlæg. Jeg snupper lige en frokostpause. God torsdag til dig.

tirsdag, august 01, 2017

Syng så taget letter

Alting har sin tid; sådan indledte præsten sin tale ved den begravelse, jeg var til i dag. Og sådan er det, en tid til at fødes, en tid til at dø. For familien var det en sorg blandet med følelsen af, at tiden var inde. Det menneske, vi sagde på gensyn til, havde været syg i mange år, kroppen var slidt, omend han ikke var nået de 70.

For mig blev det også en anledning til at gå tilbage i tiden. Til dengang jeg sagde ja til at blive leder i den lokale FDFkreds. Jeg anede ikke noget om FDF, min datter var begyndt til det sammen med mange fra hendes børnehave. Det tog mig dog ikke lang tid at overveje det. Jeg havde på det tidspunkt ikke været sygeplejerske i fire år og jeg trængte til lave andet end at sortere kartofler dagen lang og stå for kontor og regnskab på gården. Jeg har altid været glad for at arbejde med børn, jeg havde været spejder i mine unge dage og jeg ville gerne arbejde i et kristent miljø. Alt sammen syntes jeg, at FDF kunne give mig (de vil til enhver tid sige, at de ikke er spejdere, men mange af tingene er nu det samme)


Syv år senere stoppede jeg, fordi jeg gerne ville tilbage til sygeplejefaget. Da jeg er sådan en, der automatisk kommer til at tage ansvar i det arbejde, jeg går ind i, og derfor var meget involveret i FDFarbejdet, ja så måtte jeg give mig selv frirum til at tage næste skridt i mit liv. Tiden var inde til at sige farvel til den del af mit livs historie. Men i dag kom jeg tilbage til tiden, jeg genså en del af dem, jeg havde haft så mange gode stunder sammen med, blandt andet den afdødes familie.

Familien og FDF vil for mig altid være synonym med livsglæde og masser af musik og sang. Min FDFtid blev også der, hvor jeg genoptog mit guitarspil og spillede med til alle de nye sange og salmer, der hvert år kom i den nye FDFsangbog.


Mens folk kom ind i kirken, spillede organisten musik, og pludselig blev jeg opmærksom. Det var jo alle de gode salmer og sange, jeg lærte dengang. Det var så stemningsfuldt og smukt. Kirken var fyldt til bristepunktet, det var et menneske, der sammen med hans kone havde betydet meget for mange. Da den første salme skulle synges; Se nu stiger solen af havets skød, skete det. Vi var mange, der lige fik en klump i halsen og blanke øjne. Jeg har aldrig prøvet at være i et rum, hvor sangen gjaldede så højt. Alle i den kirke kunne synge, alle brugte deres stemme, alle kendte alle sangene og der blev sunget, så jeg er forundret over, at kirketaget ikke løftede sig.

Taknemligheden over at have haft så mange gode oplevelser sammen med de mennesker og lært så mange skønne sange har fyldt mig resten af dagen. Det var en god tid, som jeg altid vil have med mig, men jeg gjorde også det rette for mig, dengang jeg stoppede. Jeg gad dog godt, at jeg ikke havde stoppet med guitarspillet, men guitaren har jeg stadig, de gamle sangbøger har jeg også, det er jo bare at gå i gang. Det gør jeg måske også en dag, måske, eller også har det haft sin tid.



søndag, juli 30, 2017

De lyse nætter og morgener

Det er lyst, når jeg går i seng klokken 22, og det er lyst, når jeg står op klokken fem. I dag fornemmede jeg dog en ændring, det var mørkere her til morgen. Det er anderledes end i går. I går var der også overskyet, i dag er lyset dæmpet en anelse, men nok til at jeg tændte lys. Sådan har lyset sin egen årscyklus.

I overmorgen er starten på den sidste sommermåned, det er to uger siden min ferie sluttede. For flere af mine kolleger i denne weekend er denne søndag sidste dag før ferien, og for en del af mine kolleger starter ferien først om to uger. Ferieafvikling på et sengeafsnit sker over mange uger. Vi er nærmest først færdig med sommerafvikling, når de første begynder med efterårsferierne. Så er der en pause i december, hvor ferie ikke kan lade sig gøre. I begyndelsen af januar starter vi så med vinterferierne, som slutter i april. For nogles vedkommende har de fået den flyttet til maj, og så begynder det hele igen. Det er en vedvarende feriecyklus.

DSC_4328

Gården har også sin cyklus, de første kartofler er nu ved at være klar til at blive taget op om nogle dage. Så starter travlheden så småt med optagning, sortering og læsning af lastbiler. Og midt i august skal kornmarkerne høstes. Den store travlhed starter først i september, hvor der tages kartofler op og lægges på lager i kølehuse. Travlheden fortsætter så til midt i oktober. Derefter står den på sortering af kartofler de fleste af ugens dage frem til maj måned. Forårsarbejdet i marken begynder, når vejret gør, at markerne er klar. Der skal pløjes, harves, spredes gødning, sås korn og sættes kartofler. Derefter skal der passes på kartoflerne, her i mosen gror ukrudt som ukrudt og kan meget nemt kvæle de små kartoffelplanter. Senere hen truer skimmelsvampen med at ødelægge dem, så somre som i år giver indimellem travle dage for landmanden, han må ikke sove i timen.

Patienters antal er derimod ikke i en cyklus, det er meget uforudsigeligt. Vi har i lang tid været meget hårdt presset med mange og alvorligt ramte patienter. Juli måned har været nådig ved patienterne og dermed også os. Vi har dog stadig haft travlt, men ikke på den der umenneskelige måde. Og i denne weekend har der decideret været ro på. Vi har haft tid til at yde sygepleje, vi har haft tid til at få frokost, vi har haft tid til at få dokumenteret og vi har haft tid til at sparre med hinanden.

DSC_4329

Jeg er dog stadig træt, for jeg har dels haft trombolysetjansen, dels haft tjansen hos en isoleret patient, som har brug for megen hjælp. I forvejen har jeg nemt til at svede, det er en familiesvaghed, og jeg kunne se, at hos min far tog det bare til med årene, og det føler jeg også, det gør hos mig. Forestil dig så at have en patient i bad, som er halvsidigt lammet, i et lille rum uden vinduer,og du er klædt i tæt isolationskittel over en syntetisk uniform med fødderne i træsko og hænderne dækket af handsker. Det var fuldstændig som ved en boksekamp, jeg måtte have pauser for at tørre sveden af ansigtet,så patienten ikke skulle blive våd af mine sveddråber.

Fysioterapeuten og jeg delte erfaringer om at få et totalt lammet ben/fod ned i en sko, og begge måtte vi dele det op i intervaller med tid til at tørre sved af panden. Vi havde dog gjort det på samme måde, så ingen gode tips til hinanden. Det har været en kæmpe tilfredsstillelse at få lov til at arbejde med al den kompetence jeg har. Jeg har guidet og trænet i påklædning og forflytninger, jeg har planlagt ernæring, så patienten når målet med at få nok kalorier og protein. Jeg plejer at fortælle patienterne, at den indsats, deres krop skal yde nu, svarer til at løbe maraton, så der skal fyldes på alle depoterne, så kroppen undgår at bruge uheldige metoder og deraf følgende muskelsvind for at få nok proteiner/kalorier.

I morgen banker en specialedag på døren med deadline på skriftlige produkter, der skal nås og så har jeg hele seks fridage. Det er da en luksus at kunne se frem til. ha en god søndag aften.

Billederne er fra fredagens gåtur.

DSC_4331

fredag, juli 28, 2017

Stilhed

Der er stille på bloggen, tiden og ordene er der ikke. Jeg stornyder at have datteren på ferie, der er tid til snakke, gåture, badeture,  indkøbsture, forkælelse (som mest er til min fordel) og afslapning. Nå ja der er også arbejde, egentlig skulle det have været de fleste dage, men sygdom en dag og en ekstra fridag, fordi jeg har fået en anden fridag længere henne inddraget, har gjort, at vi har været mere sammen end planlagt.

solnedgangstur

datterens dessert til forældrene
Fridagens morgenstart, som er tidlig for mit vedkommende, blev anderledes end planlagt. Jeg ville have trænet og gjort lidt rent inden weekendens arbejde for mit vedkommende og gæstebud for datterens vedkommende. Der lå dog en af datterens bøger, og den havde jeg ikke læst. Det har jeg så nu! Jo Jo Moyes Det sidste brev fra din elsker fangede mig fuldstændig, som mange af hendes andre historier har gjort. En god kærlighedshistorie, men også historier om mennesker, der fejler grusomt og sårer andre, og så er der alligevel håb for dem også. Det er en god start på dagen, nu må jeg hellere op i tempo, så nogle af mine planer bliver til virkelighed.

solnedgangstur en anden dag

morgenmadsforkælelse
Nu er datteren vågnet, hun har som mig indimellem svært ved at falde i søvn, så der blev lige arbejdet på et projekt i nat. Stilheden i huset er brudt, det må vist være tegn på, at jeg skal i gang. God fredag til dig.

gåtursbuket fra datteren



tirsdag, juli 25, 2017

Det var ikke planen

men sådan er der jo så meget, der ikke går som planlagt.

Man kan have en viden om noget, måske på et teoretisk plan, måske på et cafesnakkeplan, måske på et helt andet plan. Man kan få færdigheder inden for det vidensområde, man kan ovenikøbet blive bedre og bedre til det. Og en skønne dag har man forhåbentlig fået så megen færdighed i det og fået brugt sin viden sammen med sine færdigheder, at man har fået kompetence inden for det område. Man kan nu ikke bare bruge sin viden og sine færdigheder, man kan også tænke nye ideer, man kan måske koble det med andre områder og man kan frem for alt arbejde selvstændigt og hjælpe andre med at få viden og færdigheder på området.

I går smuttede jeg til København på en endagstur, min svigersøn og jeg havde en ide om, at han ville kunne bruge sit regnskabsprogram på en anden og mere smart måde for ham. Det er et virkelig godt program til små erhvervsdrivende med god support, og supporten havde frarådet os at gøre det, men der mente vi nu nok, at vi kendte vores viden, færdigheder og kompetencer bedre til at kunne vurdere. Mine mange år som medarbejdende ægtefælle i en virksomhed har givet mig kompetencer inden for bogføring, jeg har en god evne til at være systematisk i min tilgang til at afstemme og kontere. Jeg har efterhånden også god viden om, hvad man kan og ikke kan i forhold til SKATs regler, og hvilke konti, der skal bruges. Den viden arbejdede sammen med svigersønnens evner til hurtigt at gennemskue muligheder, jeg påpegede, og så prøve det af (jeg er mere sådan en, der går med livrem og seler og som læser manualer osv). Vi fik det til at fungere og syntes det fungerede bedre for os på den måde. Nu er det så spændende, om det fortsat holder i den daglige brug.

Nørrebro i farver
Jeg bankede tidligt på døren i går morges, så derfor var vi færdige tidligt og det gav plads til hygge på deres altan sammen med datteren, inden en sms fik os til hurtigt at ændre planer. Norwegian gjorde det igen, aflyste et fly en mandag aften. Det samme skete, da sønnen og svigerdatteren var hjemme hos os. Heldigvis var flyet før ikke fuldt booket, så vi fik plads på det og drog hjem sammen. Datteren holder nemlig ferie hos os i nogle dage.

Nørrebro i farver

Det gik som planlagt, men det gjorde det ikke efterfølgende. Jeg blev nemlig ramt af svimmelhed på vej ud af flyet, og det blev bare værre og værre. Hjemme igen kom jeg på langs og måtte konkludere at med en svimmelhed som efter en voldsom karusseltur, kombineret med kvalme, og som også var der, selv om jeg lagde mig ned, så havde jeg noget, der lignede en neuritis vestibularis ("virus på balancenerven") Heldigvis gik den dog i sig selv igen, og da dagen var omme, var jeg klar til tirsdagens arbejde.

en altan på fjerde sal aktiverede min potentielle højdeskræk, men jeg fandt et skærmet hjørne :-)

Tirsdagen startede som planlagt, indtil jeg var i gang med at dosere medicin til alle patienterne. Så kom svimmelheden og kvalmen igen. Blodtryk var normalt, væskebalancen var i orden, svimmelheden kom og gik, aldrig så voldsomt at jeg ikke kunne gå rundt, men kvalmen var mere insisterende. Så farvel arbejdsdag og god dag sofa.  Nu er jeg på højkant igen, jeg har hele dagen gjort, som de kloge anbefaler, nemlig udfordret mit balancecenter ved at være oppe indimellem, gøre et eller andet og så lægge mig igen. Lige nu tror jeg, at jeg er klar til arbejdsdagen i morgen, hvor min beskrivelse, af hvordan studerende opnår viden, færdigheder og kompetencer inden for en række områder på vores afsnit, gerne skal færdiggøres. Meget ved jeg, meget kan jeg, meget har jeg kompetencer til, men at spå om sygdom og vejret er ikke blandt det meget, jeg kan. Så lige nu nyder jeg solen, som skinner udenfor, og en tilstand uden svimmelhed og med marginal kvalme.

God tirsdag til dig.



søndag, juli 23, 2017

Og så glemte jeg mit badetøj

eller rettere sagt, jeg troede det blæste for meget, men jeg tog fejl. Lørdagens gåtur skulle være lang, og klitlandskabet snyder mig. Jeg tror altid, at jeg har gået længere end jeg har, fordi det ikke går lige ud som i mosen, men derimod udfordrer mig med forskelligt underlag og bugtende stier, både i højde og vandret. Men jeg tog udgangspunkt i en tur fra sidste år, som jeg vagt kunne huske.

Så har du lyst så kom med.
Udgangspunktet er som næsten altid, når jeg vælger ture i klitlandskabet, sti 100. Den er min guideline, min ledestjerne. Langs stien lyser små gule blomster op sammen med blomster i forskellige lilla farver


Naturen har mægtige kræfter, og det ses her, hvor et træ må siges at være rykket op med roden.


Jeg havde en ide om, at jeg sidste år havde udforsket sti 24, og det var korrekt, kunne jeg se, da jeg kom hjem og tjekkede min blog. Så jeg fortsatte ad sti 100 og kom forbi et hvilested, det havde jeg helt sikkert ikke set før. I går havde jeg ikke tid til afslapning, der skulle gerne nogle kilometer i benene.


Sti 100 er på denne strækning også en opfordring til leg. Der er intervaltræning, klatrestammer og her kunne man prøve at kaste med små og store pinde. Det måtte jeg prøve og fik dem da også ud over 10 meter stregen.


Snart dukkede sti 23 op og jeg drejede ind på den og dermed med retning mod vandet.



Stierne er gode at gå på, og den her kunne man nok også cykle på, med varsomhed. Kommunen sørger for at få flis lagt ud, så den fugtige sommer ikke gør stierne alt for plørede.


Stierne går gennem sommerhusområderne og noget af ruten er på vejene. Det er også her, at kommunen af og til glemmer at sætte skilt op, når man kommer til et T-kryds. Her kunne jeg dog hurtigt finde skiltet igen og kom ikke på afveje som sidste år.
Snart var klitterne i syne, og jeg mødte andre, der var på vej til stranden.



Nogle af dem var i badekåber, og da jeg kom op på toppen af den sidste klit, fortrød jeg, at jeg havde ladet badetøjet blive hjemme. For selv om der var bølger, så virkede de tilforladelige og der var en del folk på stranden, også i vandet, så jeg havde trygt kunnet bade.



Det har jeg så lært til næste gang, at badetøjet skal altid med. Turen blev plottet ind i ruteplanner, og stor var min glæde, da jeg så, at jeg havde gået 9,5 kilometer.

Det kom mig til gavn om aftenen, da landmanden og jeg tog i biografen. Vi startede nemlig først med en lækker burger/sandwich med pommes frites på Sunset. Herefter så vi filmen Dunkirk, det var en rigtig god film, som handlede om evakueringen af de allierede soldater under 2. verdenskrig ved Dunkerque. Takket være mange små skibe, som sejlede fra Dover til den franske kyst, fik man reddet over 300.000 soldater. Vi syntes begge to, at den var god, men landmanden er ikke enig med filmanmeldere om, at det var en af de bedste krigsfilm. Han er stadig meget begejstret for Mel Gibsons Hacksaw Ridge, måske fordi man her fulgte én person gennem et slag. Hvor man i Dunkirk skifter mellem de, der skal evakueres, en lille båds besætning og to piloter på spitfirefly. Jeg havde i hvert fald svært ved indimellem at få det hele til at hænge sammen, selv om det samlede sig til sidst. Filmen var fantastisk filmet, og jeg får stadig samme fornemmelse, som da jeg stod ved de franske strande i Normandiet, tænk at denne skønhed har rummet så mange rædsler og så mange unge menneskeliv er døde her i kampen for frihed. Det er jeg dem dybt taknemlige for.

God søndag til dig.


lørdag, juli 22, 2017

Ugen, der gik

Fire arbejdsdage skød hverdagen i gang igen efter ferien. Fire arbejdsdage hvor travlheden på afdelingen mest skyldes ferietid. Vi har fået nye kolleger, vi har ferievikarer, og de gør en stor og god indsats, men de erfarne kolleger har nok at se til, også fordi der jo er ferietid over hele den tværfaglige linje. Mine opgaver har været at dosere medicin til alle patienterne om morgenen og skaffe det medicin, vi ikke har. Det kan man bruge lang tid på, for når mennesker bliver indlagt akut, tænker de ikke lige på at tage medicinæskerne med ind på sygehuset. Sygehuset skal for at være økonomisk ansvarlig ikke have alle typer medicin liggende, så et overordnet specialistteam har vurderet hvilken medicin, der skal være tilgængelig på sygehuset, og der er også vurderet, hvilke typer, der skal være tilgængelige på det enkelte afsnit. Så vi må af og til (ofte) ud og låne medicin. Heldigvis har vi nu fået en aftale med farmakonomen, som kommer hos os og sørger for at bestille medicin hjem, at vi kan ringe til hende efter otte og bede hende om at finde medicinen til os. Men så får patienten først sin medicin ved middagstid. Derfor, når jeg doserer og hvis jeg har tid, går jeg på lånevandring.

Nogle gange er det godt lige at hvile sig


Mine dage er også gået med at formulere, hvordan 6. semestres sygeplejestuderende kan opnå deres læringsudbytte hos os. Jeg er slet ikke tilfreds med mit resultat, og jeg kan ikke sætte fingrene på hvad det er, jeg er utilfreds med. Det får lov at ligge i weekenden, en af vores kliniske vejledere er blevet vores nye souschef, og hun og jeg skal sparre videre i næste uge. Derimod har jeg været rigtig god til overspringshandlinger, tilbudt min hjælp hist og pist, men også prøvet at holde fast i, at jeg skulle have det færdigt inden weekenden. Torsdag havde jeg dog dagafsnittet, hvor der kom en patient og jeg fulgte op telefonisk på en patient. Derudover ringede en patient ind og var bekymret for, om vedkommende havde fået en ny blodprop. Det forstår jeg godt, for man er blevet rystet i sin grundvold, når man sendes hjem med besked om, at man har haft en blodprop eller blødning i hjernen. Her mente vi nu begge, at det nok skyldtes en meget stresset periode med meget pres og for lidt søvn, men som altid anbefaler jeg, at de kontakter egen læge for lige at blive tjekket. Heldigvis hjalp snakken, og det føles godt også at udøve sygepleje via en telefon.

aftentur i ugens løb

Jeg har forsøgt at få motion ind i hverdagen, dvs hver dag, det går egentlig fint. Der var lige onsdag, hvor jeg nød solens varme stråler og ikke kunne tage mig sammen til at gå en aftenstur. I dag havde vi planer om en motorcykeltur, fordi regnen igen truer fra i morgen. men med alt det regn, der er kommet de sidste par dage, så sidder landmanden i stedet for på sin traktor for at passe på kartoflerne. Jeg fortsætter fredagens fridagsprojekt med at vaske tøj, der er hæftet ender på hjemmestrikkede karklude og de er lagt i blød i koldt vand. Strygebrædtet skal også findes frem, heldigvis kan det meste af vores tøj lægges sammen direkte fra tørresnoren. Det er nogle af de aktiviteter, som ikke bidrager til husmormotion. Den tog jeg i går med støvsugeren.

naturen er køn, selv når den går i forfald

I går bestilte jeg ti ugers medlemsskab af madlog.dk, det er ikke, fordi jeg ikke ved noget den gode kost og den, der gør godt for mig. Men af og til trænger jeg til at blive mindet om, at f.eks 2 stk cookies og 2 stk oreos svarer kaloriemæssigt til de syv kilometer, jeg gik i går. Og jeg elsker cookies og oreos til min aftente. Det har været helt fint i sommerferien, men nu skal jeg tilbage til de gode takter, hvor jeg bruger det princip, at alt er tilladt. Der er bare noget, jeg kun skal spise til fest og i ferier, noget jeg kun skal spise i weekenden og så en hel masse, jeg skal spise til hverdag.

Jeg har købt en masse bomuldsgarn fra garnudsalg.dk i glade farver, så jeg vil nu gå i gang med endnu en karklud. God lørdag til dig.






torsdag, juli 20, 2017

Så stille kan man gå - miniferie del 3

Der var næsten stille, snakken og grinene var forstummet kort forinden. Mens jeg gik op, forsøgte jeg at gå stille, og bag mig kunne jeg næsten ikke høre skridtene. Jeg bankede på, der var stille, jeg bankede på igen, intet skete. Nu bankede jeg hårdt og kontant på døren og så åbnede døren sig. Jeg sagde: er du ikke klar? Hvortil hovedpersonen svarede helt forvirret, jamen var det ikke først klokken ni, du ville komme?

Og så kunne man høre skridtene, de kom oppe fra reposen oven for lejligheden, og de næste minutter susede 14 skønjomfruer forbi mig og knuste og krammede hovedpersonen.

Datteren fik sig en overraskelse, hun troede, hun skal have brunch sammen med os, og at hun skulle i Parken til fodbold sammen med sin forlovede, men det skulle hun ikke. Hun skulle holde polterabend sammen med 17 veninder, kusiner, svigerinde og altså også hendes mor. Jeg havde dog sagt nej til veninderne til at deltage hele dagen, for jeg synes, den dag skulle hun have uden at have sin mor på slæb.


et stillads kan ligefrem blive dekorativ og spændende med den rette indstilling

Men brunch hjemme hos en veninde ville jeg gerne være med til. Datteren fik besked på at gøre sig klar, hun havde en halv time, hun skal have noget tøj, der var behageligt at have på til aktiviteter og pænt tøj til om aftenen. Mens hun gjorde sig klar, gik snakken livligt i den lille lejlighed. I sluttet trop gik vi hen til veninden, hvor alle havde bidraget med noget til et lækkert brunchbord. Jeg havde champagne og hjemmelavet syltetøj med. Det var skønt at være sammen med de unge kvinder, to af mine niecer og min svigerdatter var med, resten af kusinerne var på ferie. Det samme gjaldt for flere af veninderne. Jeg syntes, det var flot, at så mange kom, en hel del fra Jylland.

Og mens jeg nød selskabet, nød jeg også historien om datterens liv indtil nu, her var veninder fra efterskolen, gymnasiet, Parisopholdet, højskoleopholdet, tegneskolen og livet i København. Datteren var så glad, da hun først var kommet sig over overraskelsen. Klokken elleve listede jeg af sted og tog bussen hjem til sønnen, hvor de to mænd var færdige med maling af dør. Turen hjem til Nordjylland blev en frygtelig lang tur. Der var sket større biluheld på på Sjælland og på Fyn, og i kølvandet på det skete og de lange køer, der opstod, ja så kørte flere sammen med mindre skader. Så hvor vi plejer at bruge 4 1/2 time, var vi først hjemme efter seks timer.

I går nød jeg eftermiddagssolen efter arbejde, det skulle så være den eneste sommerdag i den her omgang. Der var nu også meget varmt og solskin, da jeg fik fri i dag. Men jeg holdt fast i min plan om LOOP, det gjorde godt og nu styrtregner det. God aften til dig.



tirsdag, juli 18, 2017

Det kan øse, det kan pøse, det kan regne - miniferie del 2

Fredag rummede mange gøre mål, der blev både aftalt bryllupsdetaljer og malet. Og da dagen gik på hæld, drog vi alle af sted for at nyde en af mine fødselsdagsgaver, en tur i en båd midt i København. Jeg havde fået gavekort på tre timers sejlads i en båd med plads til os alle seks og med bord i midten, så man kunne nyde aftensolen, drikke god vin og spise lækker mad. HA!

Da landmanden og jeg trådte ud af hoteldøren klokken 18, regnede det, vi satsede på at det var byger. Yr.no meldte ikke om regn, DMI meldte om byger over København i tidsrummet 18 - 20, hvad bildte de sig ind. DMI fik mere end ret!


Vi var dog vedholdende, båden var bestilt, jeg kunne ikke få pengene refunderet, så mon ikke de byger forsvandt? Goboat.dk holder til ved Islands brygge, og da vi kom der, tog regnen til. Vi ventede indendørs, søn og svigerdatter dukkede op, de var fornuftigt klædt på i regntøj. Sådan noget havde vi ikke med, så vi købte engangsregnslag. Svigersønnen havde haft overarbejde, og vi var i tæt mobilkontakt med datteren, om vi skulle sejle ud, inden de dukkede op og så komme ind igen, når de kunne være der. Regnen stoppede, solen kom frem og vi blev enige om, at det her nok snart var over. Båden blev gjort rimeligt tørt, og sønnen fik instruks i at manøvrere båden. Vi valgte at sejle indenom Christiansborg, bygerne begyndte igen, så vi holdt pauser under de små broer imellem bygerne. Datteren ringede, at de ville komme hen til en bar i slutningen af kanalen rundt om Christiansborg og Thorvaldsens museum. Her skulle der være plads til at samle dem op. Det blev i øssjaskende regnvejr. Sluserne åbnede sig, som de kom ombord.





Vi holdt dog ved planen om at sejle over til Papirøen for at hente noget mad, for alle var efterhånden meget sultne. Vi var drivende våde, da vi lagde til ved Copenhagen Street Food. Med lyden af diverse jazzarrangementer gik de to unge kvinder og landmandsparret ind for at købe mad, mens de to unge mænd passede på båden. Havde jeg ikke været så våd, og havde alle gæsterne på CSF ikke været indendørs pga regnvejret, havde jeg nok nydt at gå rundt og se den mangfoldighed af madsteder. Nu lod jeg de to unge kvinder bestemme, hvor vi skulle købe. Der blev købt veganske burgere til den skotsk/danske del af forsamlingen, turkisk/fatburger til den norsk/danske del og to lækre fatburgere til landmandsparret.

Hvilken fisk landmanden fik fanget med min mobil :-)
 Regnen ville ikke holde op, vi kunne ikke spise på øen, så vi søgte ud på åben vand, holdt ind under den uheldsramte bro og begyndte at spise. Og så holdt regnen endelig op, vi sejlede lidt ud og lagde os i læ af kutteren fra Thorupstrand og nød den gode mad. Vi prøvesmagte vine til brylluppet, og som dessert havde jeg to varianter af en bryllupskagetest med. Vi var dog lidt forkomne og så sultne, at jeg lige nu ikke kan huske forskelle på de to kager/mousse. Heldigvis var der noget tilbage som det kommende brudepar fik med hjem og kan prøvesmage i ro og mag.



Vi havde stadig en time tilbage og sejlede derfor ind gennem kanalerne i Christianshavn og tog endnu en tur omkring Christiansborg, inden vi præcist klokken 22 lagde til kaj ved Islands Brygge. Sjaskhamrende våde gik vi op til metroen, alle skulle bare hjem og få varmen. Landmanden og jeg nød en kop te, inden jeg faldt i søvn. Trods det dårlige vejr havde jeg nydt aftenen, vi fik grinet rigtig meget, det var bedre end at surmule og være kede af, at det ikke gik som planlagt.






Næste dag var aftalen at vi skulle spise brunch sammen, inden landmandsparret drog mod nord. Alle på nær en vidste, at den aftale slet ikke passede, men det hører et andet indlæg til.