fredag, oktober 20, 2017

Ned i tempo

Selv om jeg til hverdag igennem lang tid ikke har lavet mere end det, der skal gøres hjemme på gården og resten af tiden er sofaligger, så er jeg endnu mere nede i tempo nu. Jeg har nydt at give mig selv lov til at sove 15 minutter i eftermiddag, jeg har nydt blot at gå til og fra sofaen, nydt at starte dagen langsomt med nattøj, uglet hår og tekoppen i hånden.

Jeg har nydt at gå i bad og blæse på føntørrer og andet, der får håret til at sidde, som jeg gerne vil. I dag fik håret lov til at sidde, som det gerne vil. Også da jeg handlede ind.

Jeg har nydt at starte langsom mad op, som nu står og simrer i ovnen. Havde jeg ikke boet sammen med landmanden, var der ikke tænkt i aftensmad, så havde æg, avocado og tomater været helt fint både som frokost og aftensmad.

Jeg har nydt at mærke, hvor træt min krop er, og give den lov til at være træt. Jeg har husket på de sætninger fra en bog, min søster sendte til mig. De fortalte om, at gåture, ro og yoga er det kroppen har brug for i sådanne situationer og ikke styrketræning og alle andre hurtige aktiviteter. Roen har jeg sørget for, og jeg har fået små gåture lagt ind ud til container og kartoffelhus. Landmanden og en medarbejder sorterer kartofler, for vejret er ikke til kartoffeloptagning. De har fået boller, kage og sodavand ud til eftermiddag, og selvfølgelig har landmanden kunnet stole på, at maden stod smurt til formiddag og til frokost. Jeg har hentet bagekartofler til kartoffelmosen, som nu er sat over. I køleskabet står en færdigblandet salat fra butik, landmandens yndlingssalat med spidskål, radiser og mormordressing. 

Jeg har nydt at gå til og fra første proces i kvartalets regnskabsarbejde. Har jeg lyst, sætter jeg mig i aften, finder noget musik på youtube, spiser lidt lakridskonfekt (okay, jeg er jo mig, så det bliver nok til meget lakridskonfekt og is) og bogfører. Har jeg ikke lyst, så ved jeg, at sofaen venter trofast på mig. Den passer også godt sammen med lakridskonfekt og is.

Jeg har grædt over et afsnit i en serie, en serie, som jeg til enhver tid ville betegne som tomme kalorier, men i dette afsnit ramte den lige ind i mit hjerte.

Jeg har fået en sms om at aflevere Ståsteder af Brinkmann, så nu har jeg læst lidt mere i den, og den skal jeg nok blive færdig med i weekenden.

Jeg har tænkt mange tanker, gør det stadigvæk. Tænker over hvordan jeg kan finde noget andet end sygepleje, som i min hverdag kan give mig identitet og få mig til at føle mig værdifuld. Jeg er hustru/landmandskone, mor, søster, svigerinde og alle disse titler betegner værdifulde og meningsfulde relationer for mig. Men i min hverdag fylder de ikke så meget, alle har det godt. Udover landmanden ser jeg jo ikke de andre i min hverdag. Og sygeplejen får lov til at fylde meget mere i mit liv end mine arbejdstimer, ganske enkelt fordi jeg synes det er fantastisk spændende, men også fordi jeg føler, at det er der, jeg virkelig kommer til min ret, der hvor 80 % af min identitet hentes, der hvor jeg føler mig værdifuld. Hvad nu hvis jeg i morgen bliver syg, så jeg ikke kan arbejde mere? Jeg tror, jeg ville ryge ned i et sort hul. Så derfor tænker jeg tanker. Og det nyder jeg, at jeg har tid til.

Jeg vælger helt bevidst at lukke øjnene for alt det, jeg sagtens kunne give mig i lag med. Havde det været min ældste og mellemste lillesøster, så havde de allerede nu på fridag nummer to ordnet skabe, bygget højbede, sat billeder i system osv. Men jeg er ikke dem, jeg er mig, og jeg nyder, at jeg har tid til blot at være.

Må du få tid og ro til at nyde fredag aften

Kærlig hilsen Lene

DSC_4686

torsdag, oktober 19, 2017

Morgenen starter senere

I hvert fald hvad lyset angår. Min hjerne syntes, vi skulle stå op halv fem, så det gjorde jeg så. Normalt tænker jeg ikke over lyset på mine fridage, jeg starter langsomt og nyder ikke at skulle ud af døren med frisuren i orden klokken seks. Men i dag tænkte jeg over det, der var jo bælgravende mørkt klokken syv, ikke så sært at landmanden først lader medarbejderne starte klokken halv otte. Der skal være lyst for at kunne tage kartofler op. Med de fugtige marker skal de kunne se, hvor de kører.

DSC_4683

Mens landmand og Ayla sov, fik jeg ryddet op i hele huset, tømt opvaskemaskine, lagt vasketøj sammen og gjort klar til rengøringsselskabet. Så da landmanden stod op, fandt han en landmandskone med en kop te i hånden, godt placeret i sofaen med første seriekigningstid. Mens der bliver gjort rent, sørger jeg for at tjekke mails/regninger. Når rengøringen er færdig, har jeg lovet mig selv, at torsdagen skal bruges på at få gjort ordentlig rent i de tre værelser og kontor, som rengøringsfirmaet ikke tager. Der er efterhånden så rodet og snavset, at det påvirker mit humør. Så nu skal det være.

DSC_4675

Det blev også sent, før jeg kom hjem i går. For landmand og den ene medarbejder blev det endnu senere. Der skete det, der ikke må ske, men som altid sker. Lige på det tidspunkt, hvor man har brug for, at maskinerne ter sig ordentlig, gik kartoffeloptageren i stykker. Så de knoklede løs sammen med montøren for ikke at miste flere arbejdstimer i marken. Jeg hjalp lidt til på et tidspunkt, meget lidt, men jeg trængte til at være ude og til at følge med i deres arbejde. Samtidig nød jeg den smukke aftenhimmel og gik lidt frem og tilbage på vejen for at finde steder at tage billeder fra.

DSC_4674

I bedet foran græsplænen ud mod vejen så jeg masser af svampe, jeg har ikke forstand på svampe, så gad vide, om de kan spises. I dag måtte jeg google et ord, for det første ord, der faldt mig ind, da jeg så den halvring svampene stod i, var Heksering. Og det var lige nøjagtig det, det var.

Ringene har gennem tiderne givet anledning til mange former for overtro, hvoraf den mest udbredte forklarede dem med, at de skyldtes alferne, der ved deres natlige danse sved græsset af. Kilde: denstoredanske.dk

DSC_4677DSC_4680

Må du få en dejlig oktoberdag.

tirsdag, oktober 17, 2017

Noget om sygepleje og landbrug

  • Hvad er det, der gør, at man som sygeplejerske på ganske kort tid kan opnå, at patienter og pårørende har tillid til en? Først og fremmest kræver det nok, at de på forhånd ikke har mistillid til systemet. Derudover ligger der også i den akutte situation, patienter og pårørende kommer hos os med, at de kastes ud på dybt vand følelsesmæssigt, og den måde vi forsøger at lære dem at svømme i vandet og støtte dem i, at de godt kan håndtere denne situation, er afgørende for tilliden til os. I går havde jeg den glæde at føle, at jeg opnåede den tillid på trods af, at det var første gang patient og pårørende mødte mig. Det kan være svært at møde nye mennesker hele tiden, og måske også finde ud af, at de ikke har sat sig ind i hele situationen. Det kan til gengæld være rigtig svært for os at nå at sætte os ind i hele forløbet, hvis det er en patient, hvorom der er skrevet meget både i sygeplejejournalen og lægejournalen. I går lykkedes det mig dog at finde tråden, blandt andet ved at lytte intenst til de pårørendes fortællinger/spørgsmål og så koble det til den viden, jeg havde om patienten og min generelle viden om det at være hjerneskadet.

DSC_4655

  • I forgårs havde jeg taget en ekstravagt på 12 timer. Landmanden syntes godt nok, det var urimeligt, at jeg så også skulle møde i dagvagt næste dag, men sådan er vilkårene for mange af mine kolleger. For at kunne arbejde hver tredje weekend i stedet for hver anden er de nødt til at tage 12 timers vagter i weekenderne. Planlæggeren prøver at undgå tre 12 timers vagter i rap, men det kan være nødvendigt for at få det til at gå op. Til gengæld har de så taget deres tørn i lang tid. Min vagt blev så en af de travle af slagsen. jeg var trombolysesygeplejerske, og fra 9.40 til 19 sad jeg nærmest kun ned i få minutter ad gangen for at dokumentere. Jeg snuppede lige et rundstykke med nutella klokken halv fire, da jeg debriefede med en kollega om en dårlig patient, vi havde haft, inden hun tog hjem. Ellers fik jeg først noget at spise klokken 19, efter min vagt var slut. Mine ben har det, som om jeg har løbet meget langt. Og det kunne mærkes en dag som i går, hvor jeg også gik rigtig meget og måtte tage overarbejde for at kunne dokumentere alt det, jeg havde gjort i løbet af dagen.

DSC_4654

  • Dagen i dag blev ikke bedre, her valgte jeg at hoppe over frokosten i håb om at nå i mål inden 15. En banan, sød saft og te holdt mig gående. Alligevel endte jeg med overarbejde på 1½ time. Kombineret med dårlig søvn/manglende søvn både natten til mandag og tirsdag gjorde det mig til en sygeplejerske, hvor tårerne sad lige i øjenkrogen og stemmen lige var ved at knække over sidst på vagten. Nu er der købt køresygepiller, som en af vores overlæger anbefaler i stedet for sovemedicin. Jeg satser på en god nats søvn, hvor hjernen bliver slukket og ikke konstant kører med tanker om, hvordan jeg bedst får planlagt arbejdsdagene. Vi er lidt flere i morgen end i dag, men til gengæld mange nye kolleger, som gerne skulle have en times undervisning af mig. Jeg skal dog også være ansvarlig for et team og dermed ansvarlig for stuegang, så nu får vi at se. Heldigvis har jeg fem fridage bagefter.

DSC_4653

  • Landmanden og medarbejdere har kunnet tage kartofler op i går og i dag, det er med problemer, men de har kunnet køre. Nu kunne det være skønt, om vejrprognoserne tog fejl, så regnvejret torsdag til søndag forsvandt. Vi får se.

DSC_4661

  • Fredagens fridag blev tilbragt på vejene, denne gang fik jeg testet mine ører, og vi blev enige om, at jeg skal have et nyt apparat, der kan lidt mere end det meget simple og lille, jeg har nu. Jeg var  kommet af sted i god tid, så jeg havde tid til et stop undervejs ved Vejlerne. Det er også der, nogle af billederne er fra. Om nogle uger tager jeg turen igen til Thisted, så jeg kan få det nye apparat og få det tilrettet mine behov.

DSC_4667

God aften til dig.

torsdag, oktober 12, 2017

Sort humor

  • I går var jeg til møde på Bispebjerg hospital. På vej derud kom vi til at snakke med taxachaufføren om sort humor som det, der kan gøre, at man kan håndtere en situation eller en svær dag. Han fortalte at han fornylig havde været indlagt med en blodprop i hjertet. En dag fik de hjerter som den varme ret. Og han sagde til de andre mænd på stuen: det er nok fra de, der ikke klarede den. Sygeplejersken havde svært ved at se det morsomme i det, mens alle mændene grinte. For mig var det jo en måde at få grinet lidt af den angst, som helt sikkert havde taget plads i deres krop. Angsten for hvad der kunne være sket, hvis ikke de var kommet ind. Angsten for at at det kunne ske igen. Angsten for at …

DSC_4648

  • På en afdeling bliver sort humor også brugt som ventilen til at få lukket luft ud af det pres, en hektisk hverdag kan byde på. Så indimellem vil man høre en latter bryde løs, også på de hårde dage. Og tro mig, mens besparelsestrommerne buldrer løs, så vi indimellem næsten ikke kan høre, hvad vi selv tænker, så kæmper vi videre for at give patienterne den bedste sygepleje. Det er ikke altid, vi kan gøre det, vi ønsker, og det sætter spor. Vores ledelse kæmper det bedste, de har lært, men de bliver bundet på hænder og fødder og kan ikke gøre ret meget i den politiske kamp. Der er ingen tvivl om, at det gode arbejdsmiljø og det gode sammenhold vi har, har båret os gennem meget, men det alene kan ikke gøre det.

DSC_4650

  • Herhjemme må landmanden sammen med mange andre landmænd se på, at vejret i den grad spænder ben for at få afgrøderne i hus. Og som landmanden sagde til en kollega, tja det kan jo være, vi faktisk er færdig med at tage kartofler op i år. Det er så første gang at vi er så tidligt færdig, hvorefter de begge grinte. Vejret kan man ikke vinde over, vi har dog ikke opgivet håbet om at få resten af kartoflerne i hus, men vejrudsigterne synes ikke at kunne give os de mange dages(ugers) tørvejr, der er brug for. Og som landmanden også sagde, vi er på ingen måder så hårdt ramt som mange andre steder på jorden. Her har folk mistet alt, måske endog deres familier, så set i det perspektiv skal vi ikke klage.

DSC_4651

  • Vi har fået nye uniformer, jeg havde godt hørt, at de nye bukser havde en meget stram linning, som ikke gav sig. I dag måtte jeg sige til mine kolleger, at jeg da var glad for, at jeg ikke led af urge-inkontinens (det at man skal på toilettet lige så snart man får vandladningstrang, ellers går det galt) Jeg kunne nærmest ikke få bukserne ned eller op igen. Jeg overvejede at ansøge sygehuset om Tenabind, men måske skal jeg i stedet for bide min forfængelighed i mig og få et nummer større. Bukserne sidder perfekt, når de er kommet på, ingen steder, der strammer, men at få dem op over hofterne er en kamp. Så må jeg hellere finde mig i bukser, der er lidt for store.

DSC_4649

Billederne er fra det smukke Bispebjerg hospital, og som jeg skrev på instagram, tænk hvis mure og døre kunne tale, og gad vide hvor mange sygeplejersker, der igennem tiden er gået gennem de døre.

God aften til dig.

mandag, oktober 09, 2017

En dejlig dag

  • temperaturen viste 0 grader, da jeg kørte hjemmefra. Det var måske knap så dejligt, hvis altså ikke jeg havde haft  min mors skønne norske cardigan på. Den lunede mig hele vejen fra bilen til sygehusets indgangsdør. Jeg mangler vinter/efterårsfrakker, og min uldcardigan/frakke, som Ayla hoppede op af i foråret, er endnu ikke kommet til rensning.
  • skøn projektdag, hvor vi fik lov til ikke at blive forstyrret af andre end os selv. Det var vi til gengæld rigtig gode til, men vi nåede alligevel et godt stykke vej videre og fik også vendt verdenssituationen set fra en sygeplejerskes perspektiv (vi startede og sluttede ved “herfra min verden går”, og vi kom vist ikke ret meget mere ud i verdenen end der)
  • min dejlige leder var tilbage efter ferie, det er som om jeg trækker vejret lettere, når hun er der. Hun er min iltbombe, når tingene spidser til.
  • kom fra sygehuset i rette tid, nåede derfor at få afleveret min uldcardigan/frakke til rens og undgik for megen kø på motorvejen
  • jeg havde dog heldigvis sørget for min nye tradition, så jeg drak te og spiste mandler og banan, mens jeg holdt i kø.
  • kørte hjem i det skønneste solskinsvejr
  • jeg har set serie og spist ostemadder
  • aftensmaden blev den nemme omgang med masser af grøntsager, gode grillhjortepølser skåret i skiver, gode kartofler skåret i skiver, masser af æg blandet med vand og parmesanost, det hele blandes i et fad og sættes i ovnen. Og mens det har simret i ovnen, har jeg nået dagens kontorarbejde og dette indlæg.
  • tænker tilbage på en dejlig weekend med en dejlig fødselsdagsfest for en skøn kvinde lørdag aften
  • og en køretur gennem et solstrålende Jylland søndag for at hente datterens møbler. Studietiden i Haderslev er over, resten af tiden skal foregå i København. Møbler og service, der blev indkøbt til studielejligheden, får plads hos os, indtil det nygifte ægtepar får sig en større lejlighed. Vi nød solen med lækker kage/boller på terrassen, inden vi kørte hjem igen, og datteren tog bussen til ægtemand og deres lille lejlighed i København.
  • nu vil jeg nyde resten af aftenen med visheden om, at jeg ikke vil forlange mere af mig selv
  • god aften til dig.

DSC_4638DSC_4641DSC_4643

lørdag, oktober 07, 2017

Fraklip i livet

I følge sproget.dk betyder fraklip:

uønsket sekvens af lyd- el. billedoptagelse der er klippet ud af den færdige produktion; ofte om sådanne ufrivilligt komiske sekvenser der offentliggøres selvstændigt for underholdningens skyld.

Jeg gad godt, at visse scener i mit liv kunne klippes fra, men sådan fungerer livets optagelser ikke.

Jeg er ikke stolt af mig selv, og jeg ryger hele tiden i forsvarsposition, når jeg skal tale om det. Og jeg ved, at hvis jeg skriver om det her, så vil I lige som alle mine kolleger og min mand stille jer på min side, og det er jeg taknemlig for. Det ændrer bare ikke på, at jeg ikke opførte mig, som jeg gerne ville have gjort, over for en tværfaglig kollega forleden dag på arbejde. Og det er jeg oprigtig ked af.

DSC_4607 (1)

Jeg gad også godt klippe regnvejret fra. Lørdagen er startet langsom, tingene er ikke som de plejer at være, den konstante tilstedeværelse af regn kan enkelte tørvejrsdage ikke ændre på, markerne er tunge af vand. Før sidste regnvejrsperiode var markerne lige blevet farbare, nu må vi finde tålmodigheden frem og vente på en lang tørvejrsperiode, så de sidste marker med kartofler kan blive ryddet og kartoflerne kan komme sikkert i hus.

DSC_4609 (1)

Måske skulle jeg også fraklippe den del af det at finde nyt tøj til festlige lejligheder, som handler om sko. Jeg synes altid i butikken, at skoene er sagen, og det er de, indtil jeg har dem på til festen. Så finder jeg ud af, at jeg faktisk ikke mere kan holde til at gå med højhælede sko. I irritation over dette går jeg nu rundt med mine fødselsdagssko, det er et ømt syn, for i håb om at skoen udvider sig lidt, valser jeg rundt med ankelsokker uden på de tyndere strømpebukser. Lad os se om mine fødder og skoene finder sammen i harmoni.

DSC_4623

Til gengæld vil jeg ikke klippe den egenskab fra, som handler om, at jeg er en, der ikke kan lade være med at påtage mig ansvar. Sådan er det, jeg skal nok bare lære at dosere egenskaben, så jeg ikke ender i tætpakkede uger, som har drænet mig for energi. Min ældste lillesøster er ligesådan, så hun ryddede fluks sin hverdagsfridag i november, så hun kan være sammen med mig. Og jeg glæder mig. Måske kan vi starte en hverdagsfridagstradition. Faktisk skal vi allerede weekenden efter være sammen med mellemste lillesøster på vores nystartede tradition, nemlig en søndagsvandretur med tid til snak, motion og latter. Denne gang er det mig, der skal finde en god rute. De scener vil jeg slet ikke klippe fra.

DSC_4627

Det er lang tid siden at jeg har set mine børn, så når kartoflerne en gang er i hus (ja jeg skriver når og ikke hvis, for jeg er optimist, der må da komme en periode på fjorten dage med godt vejr i rap), håber jeg på at finde tid til en tur til hovedstaden. Det vil jeg gerne skrive ind i mit livs film.

DSC_4622

I håb om at din lørdag bliver en af de scener i dit liv, som du vil glæde dig over, ønskes du en god lørdag.

torsdag, oktober 05, 2017

Lutter gode sager

  • Haft en god undervisningssituation med studerende i går.
  • Haft en god aften sammen med patienter og pårørende i går, hvor vi fik snakket om mange ting i forhold til det at have en apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) eller TIA(forbigående blodprop i hjernen)
  • Sovet rimeligt godt i nat
  • Haft en god temadag i dag, selv om det for nogle ikke var det, de var kommet efter. Det er jeg ked af, men overordnet syntes jeg stadig, dagen var god.
  • Skal have en faghyggeaften i aften og det glæder jeg mig til
  • I ventetiden drikker jeg te og funderer over livet og mig selv.
  • I morgen skal jeg være koordinator, det er sjældent, jeg er det. Det giver sommerfugle i maven, men sådan noget skulle jo være sundt og gavnligt for hjernen
  • Har lige snakket med min ældste lillesøster om livet og mig selv. Det er godt at få sat perspektiv på det hele.
  • Hun tjekkede lige min blog, da hun havde set, jeg havde ringet. Og da hun så, jeg ikke havde skrevet siden søndag, så vidste hun, at jeg trængte til en, der kunne rumme mig.
  • Jeg kan nemlig ikke skrive, hvis der er for rodet i min hjerne
  • Tænk at have sådan et livsvidne i sit liv, det er jeg så taknemlig for
Og fordi jeg ikke er hjemme, får du lige et billede, fra dengang jeg var i Nice til konference. Nu vil jeg stille borde an, finde service og hente kaffe og te, så jeg er klar, når de andre kommer med deres lækre kager, frugter, slik, chips og sandwichs (vi kommer ikke til at gå sultne hjem), skønne billeder og især god viden fra konferencer.


Håber du har nogen, der kan rumme dig og lytte til det, du har på hjertet og rigtig god aften til dig.

søndag, oktober 01, 2017

Nå men

det lange indlæg jeg har skrevet på i tankerne i de ni timer, jeg sorterede kartofler i dag, må blive i mine tanker. Der er andre ting, jeg skal nå i aften.

Søndag skulle have været en dag sammen med Laura i Musikkens hus, sådan spillede klaveret så ikke. Landmanden og to medarbejdere skulle sortere kartofler i dag, det skyldtes det skønne, at vi fik seks gode dage med kartoffeloptagning, og så holder man ikke stille for at sortere kartofler. Og da kartoflerne skulle være klar i morgen formiddag, ja så var der kun i dag tilbage. Klokken seks meldte den ene medarbejder sig syg, og så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Landmanden og hans medarbejdere knokler løs hver dag, og når de andre går hjem klokken 18, så fortsætter landmanden flere timer efter, så alt er klar til næste dag. Han skulle ikke sidde alene og sortere kartofler, det ville tage alt for lang tid. Jeg aflyste min aftale og så satte vi os ved siden af hinanden, sådan som vi i elleve år gjorde dag ud og dag ind fra august til maj.

IMG_20171001_123028_234

Det var hyggeligt at prøve en enkelt dag, men hvor er jeg dog glad for, at nogen troede på, at landmandskonen godt kunne finde sin indre sygeplejerske frem igen, og gav mig chancen for at vende tilbage som sygeplejerske.

DSC_4618

Og sygeplejersken må hellere se at komme i bad og så finde analysepapirerne frem, så jeg er forberedt på to dages intensive projektdage . God søndag aften til dig.

lørdag, september 30, 2017

Landmandsliv anno 2017, den sidste dag i september

Radarbillederne ligner en gyser; den bølge af regnvejr, der går op over Jyllands vestlige side kan vælge at gå lige forbi os eller at ramme os. Vi krydser fingre. De næste dages regnvejr er absolut ikke velkommen. Der er landmænd, som endnu ikke har fået kornhøsten i hus, og der sidder mange kartofler i den våde jord rundt omkring. Det der går godt, kommer ikke skidt tilbage, og vi er taknemlige for at de kartofler, vi har fået op, er gode og smagfulde. Denne uge har været god med lange arbejdsdage, men det er unge mennesker, som er friske på at arbejde og tjene penge. Vores faste medarbejder og landmanden er alderspræsidenterne i flokken.

DSC_4610

Jeg fik en kompliment, og det var det, for det sagde vores medarbejder selv. Men ordene har fået mig til at fundere og grine over, hvorfor jeg havde svært ved at tage den som kompliment. Hun er vel 20 år yngre end mig, og jeg fik først hilst på hende forleden aften, hvor de arbejdede rigtig længe og jeg derfor smurte aftenmadpakker til dem og hentede pizzaer til efter arbejdsdagens slutning. Ordene lød sådan: Jeg har jo set dig flere gange og jeg må sige, du holder dig godt nok godt. Efterfulgt af ordene; at medsøstre skulle sørge for at komplimentere hinanden. Når man er sidst i 30erne, føles det at være i 60erne nok som noget langt væk. Lidt ligesom jeg føler, at dem i 80erne er langt væk. Hverdagen i 30erne er en ganske anden end den i 60erne. Har man børn, er de ofte på vej til teenagealderen, jeg er i den alder, hvor ens børn er voksne og selv er først i 30erne, de har måske endda selv børn. Ordene, du holder dig godt nok godt, er jo positive, så hvorfor føler jeg mig så gammel ved netop de ord? Måske lidt som første gang nogen siger til deres børn; pas lige på, så damen kan komme forbi, og jeg kigger mig rundt efter damen og indser, at det er mig.

DSC_4605

Ayla er ikke tilfreds, landmanden har brug for al sin koncentrationsevne ude i traktoren med kartoffeloptageren. Han er ofte ude og henne i traktoren ved siden for at hjælpe de unge, så det går ikke at have Ayla med i traktoren. Om lidt bliver hun helt sikkert endnu mere utilfreds, for jeg skal have handlet ind, og så må hun være i hundegården. Bryggerset ville hun splitte af, hvis hun blev ladt alene herinde. Der er bagt banankage og kartoffelboller, og i dag har jeg eksperimenteret med at bruge resten af den grove kartoffelmos med gulerødder i stedet for revne kogte kartofler i dejen. Det resultat er jeg spændt på. Der er stort forbrug af brød, pålæg, smør, kage og sodavand, når der smøres seks eftermiddagsmadpakker hver dag. De tre medarbejdere fra vikarbureauet er ikke vant til at få noget fra arbejdsgiveren, selv om de har lange arbejdsdage, så de er imponerede over serviceniveauet. Landmanden og jeg har det sådan, at når folk skal arbejde mere end otte timer, så må vi sørge godt for dem.

DSC_4611

Jeg tjekker lige radarbilledet igen, uf, det er godt nok tæt på os, jeg håber virkelig, det går udenom. Uanset vejret må du have en rigtig god lørdag.

300917

onsdag, september 27, 2017

Det er sådan en dag

jeg ikke skal skrive blogindlæg, for det kommer alt for nemt til at handle om, hvordan jeg har det lige nu. Efter aftale med min leder mødte jeg først kl. 9.30 til et møde, fordi jeg havde undervisningstjansen sammen med en diætist i eftermiddag/aften.

Jeg ved ikke, hvad der gik galt. Allerede inden jeg kom hjemmefra, havde jeg en følelse af ikke at være udhvilet på trods af over syv timers søvn. Den følelse har fulgt mig hele dagen. og i dag var sådan en dag, hvor rigtig mange af mine kolleger gerne ville drøfte problemstillinger med mig. Og det elsker jeg, men min tid var sparsom.

  • Møde fra 9.30 – 11.30,
  • sparringsmøde med to kolleger fra 11.30 – 12.15 om pjecer,
  • en hurtig frokost,
  • en hurtig beslutning om at hjælpe en patient (og min kollega), der var på vej til at skulle hjem og som lige manglede at få medicin med og som jeg havde været sygeplejerske på for nogle dage siden, 
  • en gennemlæsning og feedback på to pjecer i udarbejdelse,
  • fremskaffelse af papir til næste møde,
  • møde fra 13.30 – 14.30,
  • besvarelse af mails,
  • samtale med en patient om at deltage i morgen formiddag, hvor studerende på tværs af fag plejer og behandler en patient. Patienten kunne slet ikke tage stilling til dette, skulle sådan på toilettet, så det blev mit fokusområde i stedet for (kollega fik tjansen at snakke med patienten bagefter)
  • læsning af fagartikel
  • klargøring til undervisning
  • to timers undervisning af patienter og pårørende om kost og kolesterol ved diætist og noget om det at have en blodprop ved mig
  • hjem gennem skumringen med te i kanden
  • hjemme klokken 19.30, ingen landmand, alt var mørkt, ingen svar på mobilen (højst sandsynligt en død mobil)
  • udpakning af vareindkøb, som heldigvis var klaret på vej til arbejde
  • tømme opvaskemaskine, vaskemaskine, rydde op til rengøring i morgen
  • en træt landmand kom ind, så der blev varmet rester til ham og lavet te. Nu sidder han og slapper af
  • jeg mangler at få smurt madpakker til i morgen
  • det må jeg hellere få gjort

Hovedet er mere klart og jeg ser frem til en time i sofaen med en serie. God aften til dig,


min restemad, jeg elsker risengrød, så det fik landmanden ikke.

DSC_4572

tirsdag, september 26, 2017

Tankevækkende

  • at jeg læser på indkaldelsen, at jeg skal sørge for at få renset mine ører hos min læge før høreprøve, og alligevel vælger  ikke at gøre det (fordi det er svært at få tid og fordi jeg aldrig har gjort det før inden en høreprøve). Det kostede mig så lige 2 1/2 time på landevejen i går uden at få en høreprøve, fordi jeg skulle til Thisted, og fordi de ansatte ikke er læger og derfor ikke må rense øret for ørevoks og ørevoks forhindrer en ordentlig høreprøve  (hvilket jeg udmærket godt ved)
  • at Nakskov var den første by, som installerede vandtoilet, flere år før det kom til København (noget skulle jeg jo bruge de timer til, så det blev P1)
  • at toiletter kan gøres til en filosofisk betragtning om ideologier. Nu ved jeg hvordan franske, tyske og engelske toiletter som udgangspunkt er udformet, og dermed signalerer politiske, metafysiske og pragmatiske ideologier. (igen P1)
  • at det brev, jeg sendte til min datters svigermor i Skotland, kommer hurtigere frem, end hvis jeg sendte et brev til min datter og svigersøn i København.
  • at meteorologer tilsyneladende har så svært ved at forudsige vejret, så de er årsag til skiftevis bekymringer og glæde. De skifter mellem at love regn fra fredag og så love tørvejr helt frem til næste onsdag. Og regnen har vi absolut ikke brug for. I kan godt regne med, at der bliver færre kartofler i år, for jeg tror ikke bare, det er heroppe, at det er svært. Landmanden er ude hver aften med sin ATV (den har godt nok gjort sig fortjent som et godt køb) for at tjekke, hvor det er bedst at køre. 
  • at læse i Ståsteder, lige nu har jeg læst om Aristoteles og Kant som ståsteder. Det må jeg fundere over i et andet indlæg.
  • at læse om rehabilitering og sygeplejens rolle i dette i en anden bog. Jeg håber at få tid til at fundere over det på skrift for mig selv. Det er den måde, at det bundfælder sig.

Ikke flere tanker, jeg har inddraget min fridag ( i hvert fald seks timer) så jeg kan blive opdateret på nyt medicinmodul og blive inspireret af et oplæg om Fundamentals of Care. God tirsdag til dig.


PS Ayla mener absolut ikke, at vi kan undvære hende omkring os hele tiden. Så vi beholder forhindringen til køkkenet lidt endnu. Når landmanden får mindre travlt, er det næste træningspunkt, for den pynter ikke.

DSC_4574

lørdag, september 23, 2017

Hverdagsbilleder fra ugen, der gik

Vi har fået bevilget en oplægsholder til tre enslydende tværfaglige temadage om tværfaglighed og kommunikation. Jeg er kursusleder og de første to dage er afviklet. Alle har været rigtig glade for dem og for oplægsholderne. Hun er god til at tage udgangspunkt i deltagernes situation. Vi snakker meget om perspektiv og om at kunne sige, når noget undrer en: hun må jo have haft en god grund til at gøre, som hun gør, så gad vide hvad det er. Og så tale med vedkommende, så man får hendes perspektiv på sagen, i stedet for at sætte hænderne i siden og hidse sig op over andres beslutninger. Badebolden er sagen: patienten og patientens forløb, farverne er alle de perspektiver, der kan ses. Jeg ser måske som sygeplejerske kun den røde, blå og hvide farve, men nu ved jeg, efter at have talt med terapeuter, læger, talepædagoger, neuropsykologer osv., at bolden også har farverne orange, grøn og gul, så for at få belyst hele situationen, må jeg tale med andre, som kan se de farver.

DSC_4558

Jeg er røget helt ud af sukkertangenten, og jeg forsøger at komme tilbage på det spor, hvor det er noget, jeg nyder en gang imellem og ikke som nu bliver den energi, der holder mig kørende, indtil jeg er hjemme eller til jeg kan gå i seng.

DSC_4559

Et af midlerne til at opnå det er en madpakke til køreturen hjem. Jeg nød torsdagens tur hjem med te, banan og mandler, som sammen med musik holdt mig gående. Jeg handlede endda ind uden at falde for fristelsen til at købe slik.

DSC_4563

Nu vil jeg pakke mig en madpakke, som kan bringe mig sikkert ned til min nieces 25 års fødselsdag, men inden da skal der smøres madpakker til det arbejdende folk på gården. Ha en god lørdag.

fredag, september 22, 2017

Tanketyggevirksomhed

“Det er bedre at være et ordentligt menneske end at være sig selv. Det skyldes, at ordentligheden som etisk værdi netop må betragtes som værende et mål i sig selv, hvorimod det at være sig selv i bedste fald kan anses som et middel til at blive et ordentligt menneske (og i værste fald kan vise sig at være en hindring for dette). Det er selvfølgeligt herligt, hvis man kan være både et ordentlig menneske og sig selv på samme tid, men skal man vælge, bør man vælge ordentligheden, da kun den har egenværdi.”

Det citat går jeg og tygger på denne fridagsfredagsmorgenstund. Jeg er lige startet på Brinkmanns bog om Ståsteder. Jeg er jo enig, men hvorfor skal vi vælge ordentligheden fordi den har egenværdi? SB argumenterer i indledningen for, at vi skal væk fra instrumentalisering, at alt er et middel til at opnå noget og i stedet for fokusere på det, der er et mål i sig selv. Som jeg læser det, skyldes det i følge SB, at meningen med livet er knyttet til de fænomener, der er et mål i sig selv, og de aktiviteter, vi udfører for deres egen skyld. Nu har jeg ikke læst mere end indledningen, men det har allerede sat tanker i gang, så i stedet for at haste videre, som jeg altid plejer, vil jeg dvæle lidt ved mine tanker.

DSC_4565

Ellen og Ditte har gang i det helt store farveprojekt. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har tænkt, hvorfor i alverden gør de dette, samtidig med at jeg er imponeret over den energi, systematik og engagement, de lægger for dagen. Kommentarfeltet har også budt på sætningerne som: hvad skal I bruge det til, kan I få strikket så meget eller vil I sælge det osv. Og de spørgsmål udspringer jo netop af instrumentaliseringens tankegang, at der skal være et mål med det, man gør. Eller sagt på anden vis: hvad nytte er det til? Underforstået ligger der nok også tanker om, det godt nok er mange timer og penge, de lægger i det projekt, men er det egentlig ikke ligegyldigt? Er aktiviteten ikke noget, de gør, fordi de synes, det er sjovt? Altså en aktivitet de gør for aktivitetens skyld?

Allerede her mens jeg skriver dette, har jeg sætninger i hovedet, som at de nok også synes, det er lærerigt, men dermed gør jeg jo aktiviteten til et middel fremfor et mål i sig selv. Et middel til at blive klogere og til at udfordre hjernen, for det ved vi jo, at vi skal blive ved med livet ud. Vi er gennemsyret af nyttighedsprincippet. SB nævner legen som et eksempel på en aktivitet for aktivitetens skyld, men som nu bliver brugt eksempelvis i virksomheder til at fremme innovative løsninger eller i skolen som et middel til at fremme læring. Men er det så forkert? Det synes jeg ikke, men hvis alt skal vejes og måles, så bliver det forkert. Så glemmer vi det, der er et mål i sig selv.

DSC_4562

Min fridag er startet langsomt, og hele tiden afvejer jeg inde i mit hoved, om jeg nu også bruger den nyttigt. Der er en landmand med sit team, som knokler i markerne. Jeg har brug for at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg f.eks. vælger at læse en bog fra morgenstunden, så jeg husker mig selv på, at jeg da har smurt mad til landmanden, jeg har planer om at bage kage og boller til teamet, jeg har arbejdet lidt på kontoret, jeg har planlagt aftensmaden og taget kød op af fryseren. Der skal handles ind og der skal  smøres madpakker. Landmanden har aldrig de tanker, når jeg er på arbejde og han har fri. Han gør det, han skal arbejdsmæssigt og så fokuserer han på det, han gerne vil. Det øver jeg mig på, det at være ordentlig og samtidig være mig selv.

Ha en god og ordentlig fredag.

tirsdag, september 19, 2017

Tjek! Knap så tjekket!

Så er kornhøsten i hus, det var med hiv og sving, og det er skønt, at vi nu kan koncentrere os om kartoffelhøsten. Min mandag startede som vanligt klokken fem, men den skulle nok være startet søndag aften. Med fem eftermiddagsmadpakker udover landmandens vanlige madpakker og et brusebad var jeg pludselig bagefter, og der var altså et tog, der skulle nås. Så morgenmaden, vanddunken og tekanden kom med, og så måtte mine medpassagerer finde sig i en sulten sygeplejerske, der nød sin morgenmad i toget.

DSC_4553

Internettet i toget var uhyre langsomt, så jeg fik kun arbejdet lidt på vej til Vejle og endnu mindre på vej hjem. Skidt pyt, jeg nåede det, jeg gerne ville nå, og ret beset har jeg vel også gjort min arbejdspligt med en dag væk fra gården på 12 timer. Heldigvis valgte jeg at gå begge veje ud til regionshuset i Vejle, det gav frisk luft og kolde tæer. Jeg var den eneste kvinder, der stod af toget i bare tæer og sandaler. Alle andre var i støvletter og dertil tykke frakker. Der er jeg altså ikke endnu, og på turen tilbage til stationen nød jeg solens varme på tæerne.

Landmanden arbejdede stadig, da jeg kom hjem, der er meget, der skal forberedes, før arbejdsdagen med fem ansatte. Jeg gjorde mig selv en tjeneste og smurte tirsdagens seks eftermiddagsmadpakker mandag aften.

Dagen i dag er gået med at være kursusleder for mine kolleger om tværfagligt samarbejde og kommunikation. Det er kursus nummer to af tre enslydende kurser, og selv om det er samme afsnit, samme underviser og samme emne, så blev kurset ikke det samme som sidst, men stadigvæk meget spændende med engagerede kolleger. Undervejs tjekkede jeg lige DMIs radar billeder i en formiddagspause, så jeg vidste godt, hvilken besked jeg ville få i telefonen, når jeg ringede hjem efter arbejde. Og ganske rigtigt, 9 mm på 1½ time, de havde lovet 0,9 mm, så kartoffeloptagningen blev stoppet, og der ventes på minimum en hel tørvejrsdag, før der igen kan køres. Nu har landmanden og jeg så spist os igennem seks madpakker, det blev aftenmaden sammen med chokolade og slik. Jeg går absolut modsatte vej af det, som jeg ved, er godt for mig. Det skal der rettes op på. I morgen.

DSC_4555

søndag, september 17, 2017

Det føles godt

Traktorerne brummede omkring mig, siden sidst på formiddagen kunne jeg også høre mejetærskerens lyd i det fjerne. Lyden akkompagnerede mig i mit udendørs arbejde, jeg har langt om længe fået fjernet svalernes efterladenskaber på solbænk og fliser samt luget foran stuehuset. En vis forhenværende tømrer lover mig hvert år, at der kommer en tynd træbjælke op under svalerederne (et trick vi i tidernes morgen så i Bon Bonland), så de kan leve i fred, og jeg kan blive fri for svineri. Landbruget har det med at komme i vejen for den plan. Og så smågriner jeg lidt i det skæg, jeg ikke har, for lovet og lovet er måske så meget sagt, han har sagt ja, når jeg har mindet ham om det, men så kan jeg jo spørge mig selv, om det ja kommer pr refleks eller har været omkring hjernebarken og blevet lagret i hukommelsen? Jeg kender godt svaret, jeg har trods alt været en del af landbruget i snart 34 år.

DSC_4551

I går valgte jeg at fokusere på ikke at gå på nettet hele tiden og ikke kigge bevidstløs ind i en serieskærm (det er normalt det jeg orker). Jeg kom som sagt ud, jeg fik lånt bøger og læste flere af dem, jeg smurte madpakker og gik ned til kornmarken med dem, jeg lavede aftensmad og vaskede tøj. Det føltes godt, så jeg vil forsøge at følge samme opskrift i dag. Jeg håber, at de byger, der er lovet, vil gå udenom os. Vi kan nå langt med kornhøsten, hvis bare …

Hjernen er allerede i gang med planlægge aftensmad i dag og i morgen, måske er der en mere, måske er der to mere til eftermiddags og aftensmadpakke samt sen varm aftensmad, måske bliver der bare os to (og i det sidste tilfælde hedder det rester). Jeg skal til Vejle til møde i morgen, hvor jeg tager hjemmefra klokken seks og først er hjemme ved halv otte tiden om aftenen. Det harmonerer dårligt med et travlt landbrug med lange dage med behov for mange madpakker. Pyt, det må jeg organisere mig ud af.

DSC_4550

En af de bøger jeg læste, eller rettere fik læst færdig, var Svend Brinkmanns Stå fast. Hvor jeg tidligere ikke har været imponeret over den, fik min velvilje over for de meninger, han kommer med i interviews, mig til at få læst den færdig. Jeg tror det, der irriterede mig, måske netop er det faktum, at han valgte at skrive bogen på samme måde som selvhjælpsbøger, den genre han gør op med, og da jeg ikke kan fordrage selvhjælpsbøger, så gjorde det det svært for mig at læse hans bog. Bagefter fandt jeg en udsendelse på DR2, hvor man fulgte SB i tiden omkring hans nye udgivelse Gå Glip. Det er tydeligt, at han på den ene side er glad og nok også beæret/benovet over al den virak og fokus, der er på hans budskab. På den anden side har han det svært med det, for nu er han netop blevet guruen, ham man følger for at få et godt liv. Lige nøjagtig det han opponerer mod.

Det er tydeligt at han, som trods sin unge alder, virkelig har forsket og publiceret meget, bliver lidt irriteret over, at det eneste offentligheden har fokus på, er de sidste tre letlæste bøger. Samtidig med at han godt forstår det, fordi forskning ofte er tungt og svært at forstå for de fleste af os, også journalister, som gerne skal have enkle punchlines. Jeg læste et interview med ham, hvor han siger, at det da er et problem, at der aldrig før er publiceret så meget af den forskning, der foregår, men ingen læser det. Forskerne skal publicere så meget som muligt i diverse højt estimerede tidsskrifter, fordi universitetet bliver belønnet for hver artikel. Det får mig til at tænke på den artikel, jeg sammen med to andre skal skrive, for hvor skal den publiceres? Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det for mig vil være betydningsfuldt, hvis den blev optaget i et velanset international tidsskrift, men egentlig var det vel bedre, at den kom i et tidsskrift, som faktisk blev læst af sygeplejersker? Sv mit eget fagblad bliver ikke læst af mine kolleger, de er for trætte, når de kommer hjem. Så det er sådan nogen som mig, der skal formidle tidskrifternes budskab.

DSC_4549

Landmanden er gået ud for at gøre mejetærskeren klar, jeg tjekker radarbillederne, vi skal vist være heldig, hvis bygerne går forbi os. Gid de måtte opløse sig, så det kun bliver en snert af en vanddråbe, der falder. Nu må jeg hellere komme i gang med denne arbejdssøndag, som jeg håber, det bliver. God søndag til dig.

170917

fredag, september 15, 2017

Weekendfri

og jeg håber på, at den byder på travlhed i landbruget. Vi får se, man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, siges der.

DSC_4544

I dag havde jeg en kombinationsfunktion, jeg tog mig nemlig af dagafsnittet og en ny læges introduktion til samme afsnit, mens jeg også fik ordnet nogle punkter i forhold til min funktion som uddannelses og udviklingsansvarlig. Den studieplan min kollega og jeg har knoklet med og som jeg på et tidspunkt, hvor jeg skulle have den skrevet færdig og sendt af sted, var ved at miste modet over, er nu godkendt. Og den er ikke blot godkendt, den er blevet rost og anbefalet en anden (med min funktion) at lade sig inspirere af. Så min kollega og jeg smiler, hver gang vi taler om den studieplan.

DSC_4546

Faktisk har jeg smilet og leet meget i dag på arbejde. Så selv om jeg igennem længere tid har været så træt, når jeg kommer hjem, så er jeg grundglad for at være på arbejde. Det er en fed følelse.Og så har jeg nogle fantastiske kolleger, som altid har det gode forløb for patienten for øje. De er så dygtige, engagerede og motiverede, jeg er stolt over at være kollega med dem.

DSC_4547

Håber du får en dejlig weekend. Jeg vil varme lidt suppe til mig selv og nyde, at mejetærskeren langt om længe er kørt ud af maskinhuset (og nej, det er ikke en kornmark, du ser nedenunder, det er en kartoffelmark)

DSC_4548

onsdag, september 13, 2017

Så er jeg landet i min sofa

og bortset fra en enkelt hundeluftning, så har det været mit faste holdepunkt hele aftenen. Forrige nat blev en af de korte, hvad angår søvn, og arbejdsdagen en af de lange. Vi har haft tværfaglig temadag og eftersom det er min vision, som efter en del år langt om længe er gået i opfyldelse, så har jeg været meget spændt på både oplægsholder og kollegernes reaktion.

De var begejstrede og syntes, de kunne tage flere budskaber med hjem. Der forestår et stort arbejde, når alle tre enslydende dage er afsluttet. Jeg skal samle trådene og beskrive alle de tanker og ideer, der er opstået og sammen med en gruppe sætte både i vandet, så vores gode tværfaglige samarbejde kan blive endnu bedre.
Så mørkt er det nu klokken seks om morgenen.

Gospelkoret måtte synge uden mig i aften, igen, for det var for farligt at køre i bil, når man er så træt, som jeg er/var. Landmanden og hunden blev spist af tidligt, landmanden skulle til møde, huset blev gjort klar til rengøring i morgen, postkasse blev tjekket (sammen med luftning af hund), og så faldt jeg i søvn over en kop te og en film. Landmanden har strenge ordrer i sådanne tilfælde om ikke at vække mig, for så kan jeg ikke sove igen. Men jeg vågnede nu af mig selv, da han kom hjem. Kroppen reagerede kraftigt på det sidste døgns strabadser, så det føltes, som om jeg var syg. Det hjalp en portion A38 med banan og hjemmelavet mysli dog på, så nu føler jeg mig hjemme i min krop påny.

Trappete sammen, mens vi venter på flere dages tørvejr

Søvnen indfinder sig nok ikke foreløbig, så jeg vil favne mit skøre sovemønster og finde på noget andet at lave.



PS Min lille fridagsseddel fra i går gjorde sin virkning. Målsætningen var ét skab, jeg fik taget alle skabene i badeværelset, to fyldte bæreposer blev smidt ud og en bærepose med alskens medicin står klar til at komme derhen, hvor det nu skal hen.