fredag, februar 17, 2017

Derfor!

Jeg er jo ikke i tvivl. Jeg kan godt forstå, at man kan få tanken om, at det var skønnere med aktiv dødshjælp/eutanasi, når livet bliver hårdt og fyldt med modgang. Men det er en glidebane, og denne artikel understreger blot dette. Her vælger en hollandsk læge at gå videre med aktiv dødshjælp til en dement kvinde på trods af, at kvinden stritter imod og må holdes af sine pårørende, med den begrundelse at,

“patienten var inkompetent og hendes udsagn irrelevant. Faktisk vidnede lægen om, at hun ville have fortsat, også selvom patienten havde sagt klart i situationen, at hun ikke ønskede at dø. Lægen ønskede at være åben omkring dette, fordi ’eutanasi af inkompetente patienter vil finde sted stadig oftere”

Og det var jo også det, jeg tidligere har hørt, at eksempelvis ældre mennesker, der kommer på plejehjem, føler et pres for at sige ja til aktiv dødshjælp for ikke at være en belastning for deres familie. Tager man så mit tidligere indlæg, hvor der var noget i et studie, der tydede på, at svært demente egentlig følte sig velbefindende, fordi de havde skabt en ny identitet fra fortiden og fordi de indgik i sociale aktiviteter, så kan jeg vel argumentere for, at aktiv dødshjælp i det tilfælde mest er for de pårørendes skyld? Den demente kvinde i artiklen havde tidligere, kort før hun fik sin diagnose,

“skriftligt bekendtgjort, at hun ønskede at dø, inden hun skulle på plejehjem og i rette tid til at sige 'et værdigt farvel' til sine kære. I en senere version angav hun, at hun ønskede dødshjælp, ”når min livskvalitet er så dårlig, at jeg beder om eutanasi”.

Det sidste gjorde kvinde så aldrig, hun blev dårligere og kom på plejehjem. Jeg har både personligt, men også fagligt set, at mennesker tager nogle andre valg, når de bliver syge, end det de havde sagt som raske. Livets perspektiv ændrer sig.

Jeg har skrevet mere om dette emne her, og gør dig en tjeneste, hvis du vil i dybden, læs kommentarerne og svarene. Jeg synes, det indlæg er et eksempel på, hvordan kommentarer udvider, uddyber og beriger et indlæg.

Og overskriften på dette indlæg vil måske provokere dig, hvis du er tilhænger af aktiv dødshjælp. Du vil helt sikkert kunne gendrive mine argumenter, og sådan er det. Det skal ikke skille os. At kunne være uenige og alligevel kunne tale sammen er også berigende.

God fredag til dig.

Lyset vinder frem, klokken er 17.30, da billedet blev taget forleden dag.

februar aftenlys

28 kommentarer:

  1. Tusind tak for dine gode og vigtige tanker om et meget svært emne, der har rigtig mange perspektiver. Jeg er som udgangspunkt tilhænger af aktiv dødshjælp, men jeg er meget enig med dig i, at der kan være uendelig stor forskel på de tanker, man gør sig som rask - og hvordan man vil se på livet og sin egen ( eller én af sine pårørendes) situation, hvis alvorlig sygdom indtræffer. Det er vigtigt at belyse emnet og argumenter for/imod fra mange synsvinkler, og det synes jeg du er med til at gøre på en god og meget ordentlig måde. Artiklen har helt sikkert givet mig noget at tænke over. Tqkxfor det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Helle. Der er rigtig mange perspektiver i dette emne, og det er vigtigt at vi kommer omkring dem, så også tak for dit input.

      Slet
  2. Jeg blev helt utilpas da jeg læste artiklen. Jeg er så absolut imod aktiv dødshjælp. Det indslag jeg så i Aftenshowet for et par dage siden (og som fik mit til at reflektere over ordet grønsag) omhandlede også aktiv og passiv dødshjælp.
    Min mor blev dybt dement, men sandelig hun virkede glad og tilpas, selvom hun kom på plejehjem. 4 dage om ugen + 1 gang i week-enden besøgte jeg hende, så jeg fulgte godt med i hendes udvikling.
    Min kære husbond endte sine dage på plejehjem (ca. 7 måneder) lam fra halsen og ned og med afasi.
    Aktiv dødshjælp? NEJ.

    SvarSlet
    Svar
    1. PS og tak for dit indlæg.

      Slet
    2. Kisser, jeg og mine fire søskende havde samme oplevelse med min far. Og du har da prøvet den tunge lod at være hustru, når det er allersværest. Det gør mig ondt, at I skulle igennem dette. Håber at I oplevede god pleje og omsorg.

      Slet
    3. og selv tak for dine ord :-)

      Slet
  3. Jeg er enig - aktiv dødshjælp - nej tak. Vi behøver ikke løse alt og der er noget vi ikke skal bestemme. Tak for indlægget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anonym, tak og tak for dine ord. Jeg har det som dig, at jeg har ikke behov for at skulle kontrollere alt.

      Slet
  4. Tak for noget til reflektion KH Anette

    SvarSlet
  5. Lene, jeg elsker dig. Du er den klogeste, kærligste og dejligt tænksomme menneske, jeg kender. Tak for at minde om, lukke op for refleksioner og i det hele taget give mig muligheden for hele tiden at blive klogere. Jeg er ikke afklaret omkring dette emne, men jeg elsker, at du igen får mig til at tænke efter. Tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Liselotte, tak og i lige måde. Jeg er så glad for, at journalisten den dag valgte at skrive om din blog. Tænk hvis jeg havde gået gennem livet uden at vide, du var til, og at blogverdenen eksisterede. Det bliver jeg helt rørt over og taknemlig for at jeg ved. Du og den verden, der fulgte med, da jeg begyndte at læse hos dig, har beriget mit liv :-)

      Slet
  6. Selv om vi nok ikke er 100 % enige om eutanasi, er jeg bare så superglad over at læse denne slags indlæg fra din hånd. Du påviser, at tingene ikke er så enkle endda, og at eutanasi har mange vinkler, og åbenbart også nogle meget uheldige sider. Den med glidebanen har jeg købt, for jeg kan på ingen måde acceptere, at man skal presses til det fra families eller lægers side - dér er vi i hvert fald fuldstændig enige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, og glidebanen er der, og hvordan undgår man den, hvis eutanasi bliver indført?

      Slet
  7. Tak for dit indlæg. Jeg deler din modstand mod aktiv dødshjælp. Det er helt forfærdeligt, at demente kan tvinges i Holland. Jeg forstår slet ikke, at pårørende kan være med til at fastholde deres familiemedlem, så dødhjælpen kan udføres. Jeg ville ikke kunne leve med det.
    For nogle dage siden, blev to unge muskelsvindramte interviewet i tv. De var respiratorbrugere og bundne til deres kørestole. De fortalte om deres indholdsrige, gode liv, og de havde ingen ønsker om at afslutte det. Den dag livet bliver for hårdt for dem, kan de bede om at få slukket for respiratoren. Ingen af os kan vurdere andre menneskers livskvalitet. Men som der også blev understreget i udsendelsen, så er det fuldstændig afgørende for et godt liv som handicappet at få den nødvendige hjælp og pleje. Jeg kan være bange for, at aktiv dødshjælp kan blive en spareøvelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Betty. Det er helt afgørende, at vi som samfund kan stille op med al den hjælp/pleje/behandling til de mennesker, der er ramt af invaliderende sygdom. Og vi skal også bruge al den viden og kunnen vi i dag har/kan i forhold at lindre, når livet nærmer sig sin afslutning.
      Din sidste sætning er et skrækscenarium for mig.

      Slet
  8. Den glidebane er bare ikke ok, hvordan man unger den er jeg ikke sikker på. Men punkt må vel være at den der ønsker aktiv dødshjælp skal være I stand til at træffe beslutningen, og havde truffet den (skrevet under?) For kort tid siden.
    Det sagt så syntes jeg faktisk aktiv dødshjælp kan være godt.... det må bare aldrig blive noget folk presses til.... og derfor er det ikke godt pt hvor man kunne frygte folk vil vælge det fordi de ikke får den hjælp de har brug for. ..
    den historie du beskriver her er dog min ultimative frygt hvis det blev en til en ting i dk
    men jeg syntes også det skal være ok at sige "den her kamp tabe jeg, det siger lægerne også, så nu vil jeg ikke lide mere" og få hjælp til dette.
    Det svært. .. for hvordan gør vi det godt så alle får et værdig liv og død?

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, for mig kan man sagtens få en værdig død uden brug af aktiv dødshjælp. Det er nok det, der skiller os. Men ja glidebanen tror jeg er svær at undgå, hvis eutanasi bliver muligt.

      Slet
    2. Det kan man, det bare svært som systemet er idag. ... netop derfor er vi ikke rigtig klar, for så det ikke et ordentligt forhold at vælge under.
      Det bedste ville faktisk være flere hospice og bedre adgang til dem.
      selv om jeg stadig går ind for frit valg, frygter bare det ikke bliver frit, som debat med handicappede f.eks. er idag.

      Slet
    3. Anette, det burde være sådan, at alle kan tilbydes den pleje og behandling, som hospice gør, om man er på sygehus, er hjemme eller på hospice.

      Slet
  9. Tak for dine tanker og gode indspark.
    Jeg har en lidt ambivalent forhold til aktiv dødshjælp, min elskede morbror valgte turen til Schweiz i foråret 2016, helbredet var så svækket, grundet kræft, lunger der ikke kunne mere, etc. Lillesøster (min mor) havde fravalgt livsforlængende behandling, KOL og underernæring, det var også i 2016. Og tilbage i 2004 valgte min moster, deres storesøster, at tage sig af dage, grundet sygdom (lunger). De har alle 3 selv valgt, og alle 3 været ved deres fulde 5. Men historien omkring den demente i Holland, kan få mig til at tænke, det er helt forkert. Derfor har jeg et ambivalent forhold til aktiv dødshjælp, vægelsindet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, det kan jeg godt forstå. Det har været hårdt for jer alle og må have været et svært forløb, det gør mig ondt. Som jeg forstår det, så valgte din mor ikke aktiv dødshjælp, men hun valgte livsforlængende behandling fra. Det gjorde vi også ved min far, og det var efter hans eget ønske.For mig er der så også stor forskel på fravalg af livsforlængende behandling og aktiv dødshjælp.

      Slet
  10. Frygten for, at et samfund med eutanasi ender med at være et samfund, hvor alting skal kunne vejes og måles og kunne betale sig, er en af grundene til, at jeg (lige nu) mest er imod eutanasi. Artiklen, du henviser til, giver mig også tanker om, at et sådant samfund er et samfund, hvor alle helst skal kunne passe ind i "det normale".
    Dine ord i et af dine tidligere indlæg om, at det er muligt at gøre den sidste tid så god som mulig ved at give medicin og omsorg nok, tæller også på listen til at sige nej til eutanasi.
    På den anden side kan livet med smerter og manglende udsigt til helbredelse også se meget sort ud. Men starter glidebanen allerede ved at vælge livsforlængende behandling fra?
    Under alle omstændigheder er det vigtigt at gøre sig sine overvejelser. Og hvis det kommer så vidt, skal man også have taget diskussionen med sine pårørende, så de kender ens indstilling.
    Tak for at du til stadighed tvinger os til eftertanke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Conny, og tak for dine tanker. De fik mig til at tænke. Jeg mener ikke det at vælge livsforlængende behandling fra er glidebanen. Livsforlængende behandling er ikke livreddende. F.eks. en mand i 30 erne, som har været gennem flere behandlinger for kræft, men man kan ikke stoppe kræften. Lægerne tilbyder ny kemokur, som ikke kan fjerne kræften, men som måske kan forlænge livet med 1 år, samtidig er der mange bivirkninger ved behandlingen. Ved at vælge denne behandling fra får manden måske nogle måneder, hvor han har det godt og kan være sammen med sin familie. Måske, men det er hans valg, han har dog brug for læger/sygeplejersker, der tør tage den samtale. Eller min far, som var meget dårlig af sin sygdom og som gentagne gange fik lungebetændelse fordi hans sygdom var så fremskreden, her valgte vi at sige nej til yderlig behandling, velvidende at vi så ikke forlængede livet mere. Det havde vi heldigvis talt om før han blev så syg, så vi kendte hans holdning. Men aldrig ville jeg have ønsket at han skulle have en sprøjte, så de sidste år/måneder var undgået.

      Slet
    2. Faktisk er de ord, der kommer fra jer, der har prøvet at have det tæt inde på livet, dem der rører mig mest. Og som det også er blevet skrevet flere gange, så vil ens egen holdning nok også ændre sig over tid - og efter omstændighederne.

      Slet
  11. Jeg læste din blogpost fra november 2015, og den er god, men det skrev jeg jo allerede dengang.

    Emnet er vigtigt: Jeg synes, alle mennesker burde tage stilling til det, og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor de ikke er forpinte, og hvor de ikke er under indflydelse af pårørende, der mener, at de nu er til besvær, som i tilfældet med den gamle dame.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne. Problemet, for mig at se, er at vi ændrer mening. Så det vi mener, mens vi er sunde og raske, er ikke nødvendigvis det, vi mener, når vi bliver syge. Så hvordan får vi en sikker viden til at begå eutanasi?

      Slet