Arbejdsugen – søndag

Det var med en vis spænding, at jeg åbnede bryggersdøren efter endt arbejdsdag. Ayla havde været alene på gården siden 10.30, og jeg havde haft overarbejde, så det blev til seks timer alene hjemme. Der var logren med halen og rigelig med energi og hoppen, men helidgvis ikke et gulv, der skulle gøres rent. Jeg lod døren stå åben, så kunne hun rende ud og ind, indimellem gik jeg med en tur udenfor, gik lidt om gården, men min energi var ikke til de store armsving, så der var utilfredshed med, når jeg lukkede børnesikringslågen mellem bryggers og køkken og blot drak te i sikker afstand fra en livlig hvalp. Til sidst gik hun dog omkuld i hundekurven, døren udtil blev lukket og jeg tog en powernap, indtil landmanden kom hjem. Nu er de to kørt en tur, og jeg forsøger at gøre mig mentalt klar til morgendagens arbejde.

Billederne er fra en dag, hvor Ayla hjalp med at luge ukrudt.

I morges mødte vi ind til en afdeling med 10 nye patienter, der skulle lægges planer for og femten andre patienter, der skulle følges op på. Der var nogle med feber, der var nogle, der fik forværring i løbet af dagen, og der blev meldt nye, dårlige patienter. Igen i dag havde jeg tjansen med at være den koordinerende og stuegangsansvarlige sygeplejerske. I dag havde nattevagterne heldigvis haft tid til at dosere medicin, så det skulle jeg ikke koncentrere mig om. Igen i dag knoklede mine kolleger det bedste, de havde lært. I dag fik de vist formiddagspause kort før middagstid, jeg snuppede min te i stuegangsrummet. Frokost blev der tid til for alle ved halv to tiden.

Fra morgenstunden havde jeg tre læger, der gik stuegang, og inden klokken var ni, var den første patient klar til at blive overflyttet. I dag var min prioritering, at alle dem, jeg troede, der kunne blive udskrevet eller overflyttet, fik første prioritet sammen med de dårlige patienter. Der skulle skaffes plads, for jeg vidste tidligt, at dårlige patienter ville komme retur fra andre afdelinger.

Igen i dag forsvandt de to af lægerne til akutte indlagte patienter, den sidste læge fortsatte sammen med mig. Vi har mange dygtige læger, vi har også mange udenlandske læger, og for noget tid siden fik vi en skøn mail fra en tidligere patient, som lovpriste vores afdeling og blandt andet nævnte, at de udenlandske læger gjorde sig umage for at gøre sig forståelig, og skulle patienten have besvær med at forstå det sagte, så var der altid sygeplejersker klar til gentage og sikre, at patienten havde forstået det. Sådan en mail gør mig glad.

I dag kørte vi et godt teamwork som i går, der var patienter, hvor jeg valgte at gå med til samtalerne for at bidrage med den sygeplejefaglige viden og for at støtte lægen i de svære samtaler. I dag fik jeg den sødeste kompliment af min læge, og som hun sagde, der er bare visse ting, der er nemmere at sige på sit modersmål. Når vi taler om livet og døden, når vi taler om ikke at kunne tilbyde mere behandling, når vi skal snakke om at stoppe livsforlængende behandling så som ernæring, væske og antibiotika. Der tog jeg teten, jeg er ikke bange for den samtale, jeg har selv stået der som pårørende, og jeg har også efterhånden været med til en del samtaler som sygeplejerske igennem de sytten år, jeg har arbejdet på min afdeling. I dag var vi alle, fagpersonale og pårørende, på linje holdningsmæssigt, og det rørte mit hjerte, at et ældre ægtepar ikke får lov til at nå den næste milepæl i et langt ægteskab.

 

Og som altid til de samtaler lover jeg, at vi vil passe godt på deres kære og gøre alt, hvad vi kan, for at lindre, så deres kære ikke lider. Når først vi når til den beslutning, så tænker vi ikke på pladser eller overflytninger, så er det her hos os, at den sidste tid skal være. Men jeg har hørt om afdelinger, hvor de ikke har kunnet tilbyde enestue til mennesker, som er døende, fordi der var så mange dårlige. Det må være utroligt hårdt.

Igen i dag har det været en god dag, jeg er mere brugt i dag end i går, så gåturen hopper jeg over. I stedet for vil jeg fokusere på morgendagen, hvor vi skal i gang med undervisning af personalet. Der mangler stadig en klarhed i mit hoved, hvordan det er bedst, at vi gør det, men jeg håber, at vi to undervisere kan få en time sammen, før det går løs. Det kan være, at de planer ændrer sig, så vi i stedet må hjælpe med i plejen, vi får se. Hver arbejdsdag byder altid på uventede situationer, og når de opstår, er vi gode til sammen at finde løsninger på dette.

God søndag til dig.