tirsdag, april 04, 2017

Hvad med det der forår?

Skal landmanden ikke snart i marken, sker der overhovedet noget på det der landbrug, kunne du måske tænke? Der sorteres kartofler, og siden vi har fået kølehuse, er kartoflerne lige så fine, som da de blev lagt på lager. Traktorerne er gjort klar, men der er stadig vådt på markerne, så det gælder om at have tålmodighed, for en uge som de sidste par dage tørrer godt. Lige pludselig er landmandsforåret her, og så går det løs. Det skal nok passe, at det falder sammen med påsken, sådan går det ofte. Så kan jeg hygge mig med datteren, svigersønnen arbejder i hovedstaden, landmanden i marken, og søn og kæreste drager til Norge.

DSC_3707

Terrassenydning er ikke det, vi har været gode til. Men i disse dage får vi eftermiddagsteen derude, så kan en lille hvalp samtidig gå på opdagelse på græsplænen. Som med små børn er det sjovt pludselig at se den store græsplæne i små detaljer; det sjove blad, de små kogler, den lille gren, en underlig fugl. Som voksen glemmer man ofte at rette blikket på det smukke i detaljen, vi har tit så travlt med at komme videre. Og så er det godt for en lille hundehvalp på opdagelse i den store verden at vide, hvor et par trygge landmandshænder er, det er rørende og dejligt at se de to knytte bånd. Han er god til hundekontakten, min kære landmand.

P1050403P1050404

Forårets sidste strikkecafe hos garnudsalg.dk blev holdt i går aftes, det var som altid hyggeligt, og kombinationen af strik og snak gør mig ganske enkelt glad. Og nej, kjolen er endnu ikke færdig, for når man som jeg kun får fundet strikketøjet frem den ene gang om måneden, så går det for langsomt. Pyt, jeg hygger mig, når jeg finder det frem, og det er det vigtigste.

P1050405

Dagen i dag er gået med kursus og med et af mine hadeord: implementering. der er ikke noget galt med det, der ligger bag ordet. Jeg gad bare godt have et dansk ord for det, sproget.dk skriver sådan her:

det at sætte noget i kraft el. føre det ud i livet; synonym virkeliggørelse, gennemførelse, realisering, realisation

Måske dækker synonymer alligevel ikke over begrebet? Handler det ikke om mere end at gennemføre eller at virkeliggøre noget? I hvert fald er jeg blevet klogere på de barrierer, der kan være, når man gerne vil have de fund, man har fundet i sit studie, omsat til praksis.  Og også, at det bare ikke er så nemt, som den leder fra en anden faggruppe, der havde udtalt sig til en af vores undervisere, mente: jeg siger bare, at hvis ikke de gør det, jeg siger, så bliver de fyret. Der er meget på spil, vi tror alle, at vores erfaring og uddannelse vægter højest, men ret ofte viser det sig, at vi husker det, der passer til vores teori, og ikke de situationer, der ikke passer til vores teori. Det gælder for alle, både patienter, pårørende og sundhedspersonale. Og i dag skal vi have argumenterne i orden, for en patient har læst på den side, at det og det har betydning for kroppen, en anden patient har læst noget andet et andet sted. Så hvis ikke vi kan gøre os forståelig og forklare, at de fleste gange er der ingen studier bag, eller at det er meget få og små studier, eller at der er alt for meget “støj”, som kan forstyrre billedet, så har vi et problem. Problemet er der allerede, der er blandt befolkningen en udtalt skepsis til fagfolks viden, de tror mere på det, der passer ind i deres egen tankeverden/værdisæt.

DSC_3731

Det var så dagens tanker. Nu trænger jeg til at gå en tur, jeg håber Ayla er med på den, for vi to skal hygge os sammen i aften. Må du få en hyggelig aften

28 kommentarer:

  1. Når man sætter et IT-system i drift, implementerer man det, og der synes jeg faktisk, ordet er helt rigtigt og skiller sig lidt ud fra de synonymer, du peger på.

    Patienter disse år prøver selv at sætte sig lidt ind i sagerne. Det gør jeg også selv, for jeg synes, det giver en lidt mere kvalificeret dialog med personalet. Jeg synes i hvert fald, at det har gjort mig i stand til at stille nogle bedre spørgsmål. Selvfølgelig er det faggrupperne på hospitalet/i DPC og så videre, der er eksperterne, og mig der er patienten, men dialogen på et lidt mere oplyst grundlag, ville jeg nødigt undvære. Vækker det genklang?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, det vækker absolut genklang, og den dialog er vigtigt. Og jeg mener også, at man som patient gør sig selv en tjeneste ved at prøve at sætte sig ind i sagerne. Men hvis den viden man har fundet er modsat den viden, man har som sundhedsprofessionel, så er det vigtigt at vi kan lytte, men også kunne fortælle, hvorfor vi mener som vi gør. Dermed bliver patienten bedre stillet i forhold til sin beslutning om behandling.

      Slet
    2. Supergodt svar tak. Vi er helt enige.

      Slet
    3. Selv tak, Hanne :-)

      Slet
  2. Det er fine billeder af den lille hund der sover trygt hos landmanden, og beskrivelsen af bondens lov er klar. Der skal arbejdes når naturen siger til.
    Implementering synes jeg har at gøre med at omsætte beslutninger til praksis, og det kan være en ganske vanskelig opgave, især hvis man ikke helt forstår beslutningen. I så fald vil man gøre som man tidligere har gjort eller tror man skal gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, bondens lov har jeg lært at acceptere :-)
      Og det er netop vigtigt at det giver mening og at der er kvalificeret viden bag.

      Slet
  3. Godt at læse de seneste posts om den nye hund. Går går det løs igen med træning og hvalpeleg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, det tænkte jeg nok, du syntes :-) Åh ja, der er mange timers fælles hygge med det.

      Slet
  4. Der er noget helt bibelsk ved livets gang på landet... trods al moderne teknik er det naturen, der styrer! Og billedet af Ayla trygt hvilende i landmandens hænder, fik billedet af den gode hyrde op for det indre blik.
    Jeg kan godt lide at søge viden på nettet.... Men jeg vil også gerne mødes af personale med faglig viden, jeg kan holde op mod min og få større indsigt via den dialog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, der er visse ting, vi mennesker ikke kan styre, og heldigvis for det.
      Jeg søger også viden på nettet, og det kan jo give en god snak.

      Slet
  5. Det er da en uimodståelig, lille hvalp.
    Det er fascinerende, at landbruget er i så nært samspil med naturen. Jeg tænker såmænd på dig, hver gang jeg ordner kartofler til aftensmad.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, åh ja den er ikke til at stå for.
      Det er dejligt at blive tænkt på :-)

      Slet
  6. Landmandens lod er vejrudsigten, ikke hvornår det er weekend, helligdage etc.
    Har boet nabo til en landmand der var af den overbevisning at søndage/helligdage var fredet. Når der skulle klargøres, sås, høstes kørte de til kl. 24.00 lørdag aften, og gik igang igen kl. 0.01 natten til mandag. Og det uanset vejret. Det kunne koste penge, men troen var stærkest.
    Ved ikke om der stadig findes landmænd der kan overleve denne regel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, min svoger efterlever denne regel og min landmand gør det også undtagen den søndag i august, hvor der evt. skal høstes korn. Man vinder ikke noget ved at arbejde syv dage i ugen, der må en hviledag til :-)

      Slet
  7. Åhhh jeg bliver helt blød når jeg sidder her og læser dine sidse indlæg. Endelig har I fået lille Ayla, og hvor er hun da skøn og kær. Jeg elsker billederne med den lille der sover så trygt i din landmands arm. Må de to få mange gode, berigende og sjove timer sammen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Inge, de er nu også kære sammen :-)

      Slet
  8. Forårsvejret lader vente på sig, så Landmanden og Ayla har god tid til at lære hinanden at kende. Det må være forklaringen :-) Jeg tror, I kan komme langt, hvis I - som du beskriver det - er opmærksomme på, at vi alle er så farvede af vores forforståelse, at det hæmmer vores evne til at høre og forstå informationer, der ikke matcher denne forforståelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, og i disse dage sorterer de kartofler, og Ayla har vænnet sig til den rytme :-)
      Smukt formuleret om vores forforståelse

      Slet
    2. Og hvis ikke fagfolk lytter til patienten og dennes families "forforståelse" så risikerer man vel at information og viden om det hele billede af patienten går tabt- det skulle helst munde ud i en samlet god løsning.

      Implementere- ja det er vel noget med at indarbejde og gentage og revurdere og indarbejde og følge op ;-) Jeg "hader" udtrykket Vi har udfordringer- så sig dog at vi har et problem....

      Slet
    3. Ellen Kathrine, helt klart skal vi lytte til den, det hele handler om, nemlig patienten.
      Udfordringer kan vi have, men jeg vil også gerne have, at man kalder et problem for et problem. :-)

      Slet
  9. Åh skønne Ayla.
    Hvalpe er såååå sjove - det ene øjeblik superaktiv, næste øjeblik godnat.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, de går virkelig fra den ene yderlighed til den anden :-)

      Slet
  10. Er lige hjemkommet fra Flensburg hvor vi sad i bare arme og spiste morgenmad, og her i Aalborg er vi startet formiddagen ud med et regnskyl. Not cool, Danmark :p
    Nu er himlen dog blå igen, så håber det holder :D

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, vi sad ude og spiste frokost lørdag og har også drukket eftermiddagste ude de andre dage, men i dag er det for blæsende.

      Slet
  11. Ordet implementere blev optaget i ordbogen i 1986, så det har været brugt nogle år inden da. Jeg synes det er et af de bedre eksempler på, at et indført ord dækker bedre end noget dansk ord gør, og synonymerne er ikke dækkende for, hvad 'implementere' indeholder.
    Jeg synes selvfølgelig, at det er godt, at patienter orienterer sig om deres sygdomme, men jeg har også hørt læger og øvrigt sundhedspersonale udtale sig om, at det er hammerirriterende, når de nogle gange tropper op med en selvstillet diagnose og tror, de er blevet åh så kloge og faktisk ved mere end de fagligt uddannede.
    Det er, som med så meget andet, en balancegang :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg er også kommet frem til, at ordet er brugbart :-)
      Og balancegangen er svær, men vi som sundhedsprofessionelle må bare blive ekstrem skarpe til at vide hvorfor vi gør som vi gør og ikke som Kernesund familie eller LCHF anbefaler.

      Slet
  12. Hvor er hun nuttet :)
    Jeg havde håbet, at jeg kunne deltage i strikkecaféen i aftes, men øv nej.
    Her skinner solen, men det blæser en pelikan i dag, så vi skal vist ikke have kaffen på terrassen, det får vi ellers tit, når håndværkeren kommer hjem.
    Jeg håber, at hele påskeugen - altså fra fredag - bliver solrig og dejlig, håndværkeren har nemlig fået fri i alle dagene i år. Ungerne kommer hjem til hygge og mad påskesøndag, det bliver dejligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber I får en fantastisk forrygende påske :-)
      Jeg håber vi kan finde en spontan strikkeaftale en gang her i sommer, gerne med terrassevejr.

      Slet