lørdag, juni 17, 2017

Det må gerne stoppe nu

eller også skal vi have en større afdeling og mere personale, for det her tærer på krop og sjæl. I meget lang tid har vi kørt med overbelægning, mine kolleger knokler, de tager ekstravagter, men det kan man ikke blive ved med. I dag havde en af aftenvagterne fra i går sagt ja til at komme ekstra ind i dagvagten, og alligevel knoklede vi en vis legemsdel ud af bukserne. Frokost var noget, som for de flestes vedkommende blev indtaget, efter man var taget hjem. Jeg var trombolysesygeplejerske og vi blev kaldt to gange. Hver gang gik der mindst en time, før vi var tilbage i afdelingen. To personer var dermed væk fra en afdeling, hvor der var brug for alle, inklusive os.

Patienterne er dårlige, og når de er klar til overflytning til genoptræningsstederne, ja så er der fyldt op der, fordi der har vi jo allerede sendt mennesker, der er hårdt ramt. Og en blodprop eller blødning i hjernen er ikke noget, man lige kommer over, hvis den har lavet stor skade i hjernen, så det tager tid med genoptræning.

Landmanden er af sted med Ayla til et heldagsstævne sammen med de andre hvalpe fra kuldet. Så jeg havde besluttet mig for at blive på afdelingen og få styr på alle de papirer, der truer med at hoppe ud af mit kontorskab. Og som gør, at jeg har svært ved at finde ting, jeg ved, at jeg har. Noget fik jeg gjort, jeg havde strategisk skiftet til civiltøj efter arbejde og sat mig ud i det rum, hvor mit skab står. Men jeg overtog også tjansen med at finde en ekstra dagvagt til i morgen, min kollega i aftenvagten havde travlt nok med at få gået stuegang sammen med vores overlæge. Så jeg ringede i øst og vest, både til mine kolleger og til vikarlisten for sygehuset. Det lykkedes først, da jeg involverede min leder, hun havde nogle navne, som ikke stod på vores vikarliste. Så nu blev hun forstyrret midt i børnefødselsdag. men det skal hun, når vi beslutter os for at bruge penge på ekstra vagter udefra. For sygehuset skal spare penge, så vi skal argumentere for behovet for ekstra hjælp. Det har vi nu ikke så svært ved med den belægningsprocent, vi har.

Nu har jeg spist sund aftensmad, nydt jordbær som dessert og spist en hel pose lakridskonfekt. Jeg er vel inkarneret belønningsspiser. I morgen kender vi en del af patienterne, så kan vi hurtigere få læst, hvad der er sket det sidste døgn og komme i gang med morgenarbejdet. I dag strakte morgenarbejdet (hjælpe patienter med personlig hygiejne) sig til klokken 15. Vi gjorde hvad vi kunne, men vi kan kun være hos en patient  ad gangen, og de skal også have målt blodtryk, temperatur og puls, de skal neurologisk vurderes, de skal have medicin, de skal have morgenmad, frokost og mellemmåltider. Vi var tre til 13 patienter, hvoraf de alle havde brug for hjælp enten i form af fysisk hjælp, mundtlig guiding, guiding ved hjælp af vores hænder (her er det følesansen de guides af) eller psykisk støtte. Det sidste havde pårørende også brug for eller information om, hvad der var sket og hvordan det var gået i nat og i dag.

Hvad nåede jeg:

  • Måle værdier og neurologisk vurdere 4 patienter før morgenmad
  • Hjælpe en patient med at blive vasket ved håndvask.
  • Bede de patienter, der kunne, selv hente morgenmad.
  • Måle værdier og neurologisk vurdere en patient, der havde fået studiemedicin, på det nøjagtige tidspunkt 4 gange i løbet af vagten (den ene gang måtte en anden tage over, jeg var til trombolyse)
  • Give seks patienter morgenmad, alle kom ud af sengen og blev sat ved et bord. (her måtte jeg overlade det til kollegerne at få dem tilbage i seng, da jeg løb til trombolyse)
  • Stod med en dårlig patient, som ikke havde en blodprop eller blødning i hjernen, heller ikke andre grimme ting som tumor, men alligevel blev dårligere. Det tænker jeg stadigvæk på, hvad patienten mon fejlede, men patienten kom til en anden afdeling end vores.
  • Tilbage igen nåede jeg en halv kop te og et halvt rundstykke, som en sød kollega havde taget med (ja hun havde altså taget flere med end blot mit halve stykke)
  • Herefter sengebadede jeg en patient alene, jeg fik lavet grundig mundhygiejne og lejret patienten godt bagefter og talt med familien.
  • Så udførte jeg nedre hygiejne hos en patient, der havde haft et uheld. Måtte give videre, at patienten manglede at få vasket hoved, skiftet trøje og få børstet tænder, da jeg igen blev kaldt til trombolyse.
  • Det her var en mere regelret apopleksipatient, men som ikke kunne få trombolyse, fordi det var for farligt af flere grunde. Patienten kom med os tilbage og jeg lavede en screening for synkebesvær og fik givet patienten mad.
  • Så var det tilbage til målinger og min patient fra tidligere fik nu langt om længe rent tøj på og fik børstet tænder.
  • Jeg ordnede et fjernsyn (eller det vil sige, det gjorde en anden patients pårørende) mens jeg fik ordnet høretelefonerne, så en patient kunne se fjernsyn. Jeg fik givet eftermiddagskaffe til tre patenter.
  • Så fik jeg arrangeret transport og hældt medicin op, så en patient kunne komme hjem på orlov.
  • Nå ja, så fik jeg også vejet en patient og spurgt vedkommende og fire andre om kost, vægt, rygning, alkohol og motion, så vi levede op til de krav, der er om, at det skal ske inden for de to første døgn.
  • Og da klokken var lidt over tre, gik jeg ud på det lille kontor og fik dokumenteret det hele. Så ryddede jeg op, mens jeg drak te, spiste chokolade, sunde romkugler og myslibarer. Klokken halv syv kørte jeg hjem, så var den dag gået.

God aften til dig og sov godt, det tror jeg, at jeg gør.

Dem på instagram har set min kreative løsning forleden dag. Min nakke og skulder gjorde ondt, når jeg kiggede nedad på min bærbar og alle stationære computere var taget, så det her blev løsningen.

DSC_4078

17 kommentarer:

  1. Mon ikke Arbejdstilsynet ville løfte øjenbrynene? Det kan personalet da ikke blive ved at holde til. Jeg håber godt nok, I snart snart får hjælp, for det er da vist ikke forbigående travlhed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det kan godt være, jeg ikke helt har forstand på Arbejdstilsynets opgaver, men jeg synes tit, at det de påpeger er noget, som den nære ledelse skal ændre, Og her gøres alt fra arbejdsmiljørepr. og leder. Vi har et godt psykisk arbejdsmiljø, vores ledelse handler og sætter ekstra ind, men det er langt længere oppe, at der skal handles. end ikke sygehusledelse kan jo gøre noget, når det meste af folketinget er enige om at sygehusene skal præstere 2 % stigning hvert år i effektivitet (eller sagt med andre ord, skal spare 2 % hvert år)

      Slet
  2. Jeg kan blive så arrig, når politikere snakker om "kernevelfærd" uden at definere, hvad der er kerne, og hvad der er overflødigt fedt. Med al den mediebevågenhed, der har været, kan ingen være i tvivl om, at jeres arbejdsbyrde får folk til at segne, og alligevel fremturer politikerne med at spare.
    Det ville ikke overraske, hvis en del af den skjulte dagsorden er at fremme privathospitalerne. Der var jo bl.a. sagen om overbetaling til samme, da en vis statsminister havde en anden regeringspost.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, jeg gad også godt at politikere satte ord på, hvad de mener. for det er dejligt nemt at sige, at det er op til regionen at definere og prioritere.
      Jeg håber ikke du har ret, og for mig er det et skidt om regeringen er rød eller blå, jeg synes de kører samme sundhedspolitik. De bruger bare forskellige ord.

      Slet
  3. Krydser fingre for dig! ❤️

    SvarSlet
  4. Jeg kan bedre lide at læse dine indlæg om gården liv!
    Jeg bliver så ked, vred, desillusioneret.... selvom jeg udmærket ved, at verden ser ud, som du beskriver... Det liberale livssyn/menneskesyn harmonerer ikke med mit! Og de politiske skåltaler passer ikke med virkeligheden. Og det er ikke fordi de mangler viden på borgen... men virkeligheden er uden for de tykke mure...
    Det værste er vel, at jeg ikke ved, hvem jeg skal stemme på, for at der sker noget... til det bedre altså!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, næh, gårdens liv er anderledes, nok også fordi jeg ikke skriver om alt det, der fylder for en landmand :-)
      Jeg ved heller hvem jeg skal stemme på.

      Slet
  5. Jeg håber sådan, at der er nogle politikere, der læser din blog, Lene. Måske det kunne få dem til at se det mindre hensigtsmæssige i en årlig 2 %-nedskæring.
    Derudover er det interessant at læse om en arbejdshverdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, mon ikke de vælger at læse den som det passer bedst ind i deres tankegang, desværre.

      Slet
  6. Pyha Lene. Det pres kan du vist ikke holde til ret længe. Pas nu på dig selv!

    Og herudover er jeg enig med Eric i, at "kernevelfærd" er noget pladder udover at ingen ved, hvad det er for noget. Det burde fx være, at kravet om besparelser på to pct. årligt blev fjernet fra sundhedssektoren, der er udsultet efter mange års "effektiviseringer" og "reformer". En undtagelse er kræftområdet. Jeg kender jo selv til det fra den anden side af bordet, og der synes jeg ikke, det er særlig rart med et personale, der konstant er bagud. Jeg kan ikke lide at "forstyrre", når de har så travlt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, tak for din omsorg. Jeg er heldig, at jeg har en stilling, hvor jeg ikke presses fysisk så hårdt som de her dage. Jeg er jo normalt kun med i plejen i mine weekendvagter, men mine kolleger er trætte. Det er jeg også, men det skyldes andre arbejdsopgaver, som fylder psykisk.

      Slet
  7. Jeg er bange for, at ingen politikere kan eller vil råbes op, når det gælder deres umenneskelige hospitalspolitik - det gælder begge fløje, så Anne har ret i, at det på det punkt er ret ligemeget hvor krydset sættes.
    Men for pokker, hvor jeg føler med dig og alle de andre i den samme situation.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, jeg tror desværre også, at blot vender det blinde øje til. Og ja det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man sætter krydset.

      Slet
  8. Lene - jeg tillader mig at lægge et link, der handler om de to pct. Hvis du ikke vil have det, så sletter du det bare:

    https://stegemueller.dk/blog/to-pct/

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, det er helt fint. Det er dejligt, når tanker fra et indlæg fører til ord på ens egen blog :-)

      Slet
  9. Når jeg læser dagens historie, opstår den association, at jeg på et eller andet tidspunkt får en hurtig og stille død uden at en afdeling som din skal bruge tid på mig. Det kan sikkert ikke mærkes.
    Det forekommer mærkværdigt at man (systemet) har så travlt med at effektivisere, når konsekvensen synes at være den modsatte, herunder at der drives en sådan rovdrift på medarbejderne, at det må resultere i svækkelse af arbejdsevnen ved for meget slid på den. Derved opstår systempåførte iatrogene lidelser.

    SvarSlet