mandag, august 07, 2017

Det er en tysker og endnu en og endnu en og …

Det var faktisk lidt underligt at køre hjem i lørdags fra grænsehandel. Dels gik det i sneglefart, dels var det en sjældenhed at se en dansk bil, overalt var der tyske biler, motorcykler og autocampers. Bilerne var læsset med cykler eller havde trailer med både i alle størrelser. Faktisk nåede vi helt op til sammenfletningen med motorvejen fra Fyn, før der kom flere danske biler. Indimellem så vi biler fra Holland og Belgien. der var også enkelte svenske og norske biler, formentlig på vej hjem fra ferie. Men det var helt klart store feriedag for nogle af Tysklands delstater, og de ville holde ferie i Danmark. Og her sad jeg med en brugt ferie og fik udlængsel, jeg drømte om bjerge, jeg drømte om storbyferier, jeg drømte om tosomhedsferie. Lidt sol kunne da også være godt, men mest af alt oplevelser, som er anderledes end hverdagen. Og sådan en tur til grænsehandlen er absolut ikke noget, vi gør i. Vores forbrug er alt for lille til, at det kan svare sig, men nu fik jeg den tosomhedsoplevelse, det var slet ikke så ringe endda.

Landmanden undrede sig over den forskel , der var i trafik fra dengang i 70erne og begyndelsen af 80erne, hvor han hver 14. dag kørte til og fra Tyskland, Schweiz, Belgien og Holland med sin makker. Da var der ikke motorveje i Jylland, før man kom langt ned i landet, og der var aldrig den trafik på hovedvejen, som der er i dag på motorvejen. Landmanden var tømrer og satte Høm huse op i udlandet.

Målet for køreturen var at hente bestilte varer, men modsat mig, som bliver helt handlingslammet i sådan en butik og ikke kan finde ud af at købe noget, ja så bragte slikområdet minder om de mange ture over grænsen for landmanden. Så kurven blev hurtigt fyldt op, nu er kunsten så kun at nyde det i afmålte mængder. Det plejer vi ikke at være så gode til, men mit fokus på kost og motion rykker lige så stille ved min form, så jeg har tænkt mig at være standhaftig.

Motion har ikke været daglig foreteelse, siden jeg flyttede hjem, vejen udenfor frister ikke på samme måder som det skønne kuperede landskab i sommerlandet. Til gengæld har jeg bagt kager i store mængder, og landmanden har været min gode samarbejdspartner, når de skulle deles i tre bunde. Han har sågar udviklet sit eget lille værktøj dertil. Nu mangler jeg bare én kage for at være i hus med det.

Seks fridage har jeg haft, det er jo nærmest en lille ferie. Og vanen tro syntes hjernen ikke, at der skulle soves i nat, så jeg skal vist dobbeltjekke opskriften, når jeg skal i gang med kagebagningen.Der er stadig ro på afdelingen, ikke sådan at forstå, at der ikke er travlt, for vi kan sagtens have få patienter, men som er så hårdt ramt, at de har brug for megen sygepleje. Det er så skønt ikke at være presset af overbelægning, så der er tid til sygeplejen. Vi lader alle op og får elimineret hængepartier, så vi er klar, når det vender. For det gør det.

Og så måtte jeg lide det nederlag i dag at finde en, der går hurtigere end mig. Mine kolleger plejer at skulle sætte tempoet op, hvis de vil følges med mig, og det er uanset om der er travlt eller ej. Men i dag på vej ud fra sygehuset, gik en kvinde bag mig op ad trappen. Så snart vi var ude, overhalede hun mig og så kom der tempo på. Jeg forsøgte at følge med, men måtte overgive. Hold nu op, det har jeg faktisk ikke prøvet før. Men pulsen kom da op.

DSC

15 kommentarer:

  1. Jeg går også i mental betalingsstandsning sådan nogle steder. Godt, at ikke alle har det sådan - og godt, at turen er overstået!

    SvarSlet
    Svar
    1. Maude, jeg kan slet ikke handle, men jeg synes det er sjovt at studere folk på handel og alt det de køber :-)

      Slet
  2. Jeg er ellers ikke nogen slikforagter, men jeg kan godt få kvalme, når jeg ser, hvilke mængder folk hælder i deres indkøbsvogne syd for grænsen. Det er helt utroligt.
    Hvor er det spændende med dine kager.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er spændende og nervepirrende. Nu skal jeg til at lægge en prøvekage sammen i tre lag :-)
      Og man kan også få kvalme af at spise så meget slik, jeg har dog holdt mit løfte til mig selv, så det må kun ske i weekenden.

      Slet
  3. Trafik ved grænsen, selv et stykke op i DK er blevet værre end tilbage i 70´erne og 80´erne. Mindes dog min barndomsby en lørdag formiddag/eftermiddag, vejen gennem byen før omfartsveje etc. blev lavet. Det er Skjern, og ja, det var om sommeren trafikken var stor og det var tyske biler til og fra ferie ved Vesterhavet ved vestkysten, nord for Ringkøbing Fjord. Sikke mange bøger vi fik fyldt med tyske nummerplader ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, og oppe i min by i Himmerland fik vi ikke så mange udenlandske nummerplader i bogen :-)

      Slet
  4. Nu bliver jeg helt nysgerrig: Hvad er det for en dims, Landmanden har opfundet til at dele lagkagebunde med? det er sikkert et eller andet vildt smart :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. fruen i midten, det er ganske enkelt. Jeg havde læst flere råd, han omsatte dem til noget sejlgarn med håndtag i hver ende :-)

      Slet
  5. Lørdag er også store-skiftedag, så der er dobbelt mængde tyskere på motorvejen. Dem, der skal i sommerhus, og dem, der er på vej hjem fra sommerhus. Men jeg er også overrasket over mængden af biler, der altid - uanset tidspunkt på dagen - er på motorvejen. Hvad laver alle de mennesker dog?
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, men dem der var på vej hjem, kørte jo på den anden motorvej, så de her var alle på vej til Danmark :-)
      Jeg tænker det samme, når jeg går inde i byen på en hverdag, hvad laver dog alle de mennesker her? :-)

      Slet
  6. Jeg elsker at gå rundt i de der grænsebutikker - der er oftest nogle kanonbillige ting i forhold til de danske priser - og her tænker jeg ikke på slik (som jeg aldrig køber) eller vin/øl, men vaskemidler, husholdningsfilm og andet i samme genre.
    Og ja, som Mette siger, er der dobbelt op med tyskere og øvrige feriegæster, fordi lørdag er Store skiftedag.
    Jeg vil altså også gerne se et billede af den der lagkagebunddeler :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg køber først, når jeg mangler og jeg kan aldrig huske priserne, så jeg kan ikke se, om det er billigere :-)
      Som jeg skrev til Fruen, så er det ganske enkelt.

      Slet
  7. At du blev overhalet, havde det så ikke noget at gøre med benlængde? Jeg mener, at de langbenede har en fordel (siger en kortbenet) :-) Men tempoet betyder nok mest :-)
    Det er spændende med dine kager. Min datter deler kagebunde med tandtråd. Det ser legende let ud. Er det bryllupskage du er i gang med? Måske har du skrevet om det tidligere?

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, nu er jeg vist en af dem med langeben, og hun var tyndere og mindre end mig.
      Tandtråden havde jeg ikke læst mig til. Og ja det er bryllupskager, jeg er i gang med. Bundene bliver frosset, så er de klar :-)

      Slet
  8. Imponerende med dit bryllupskagebageri. Jeg glæder mig sådan til at se resultatet - og også høre om det.

    SvarSlet