mandag, september 04, 2017

Når hverdagen banker på

Sjældent har jeg følt mig så gammel som i de sidste dage. Fødderne brokker sig, fingrene brokker sig, skulderne lige så. Min krop er ikke 30 år mere, højst sandsynligt er det en kombination af mange faktorer, mit eget bud er slidgigt kombineret med mine dårlige vaner ved computer, og måske burde jeg besøge en læge, men kan det ændre noget? Formentlig ikke. Så jeg nyder, at jeg har to fridage, og erkender, at det lange seje træk med bryllupsforberedelser kombineret med hårde arbejdsdage i weekenden har sat sine spor.

Regnbygen, der kom i går, har også sat sine spor. Det blev kun til en halv times høstdag og mere regn truer i følge vejrudsigten. Det kan vi ikke gøre noget ved, vi må bare håbe, at tørvejret banker på igen, for kornet trænger til at blive høstet. Landmændene er i fuld sving på gården, for selv om der ikke kan høstes, skal der sorteres kartofler, der skal tages kartofler op og der skal hele tiden justeres på planerne afhængig af vejr, kartoffelbestillinger, sygdom blandt personalet osv. Det er samme melodi på arbejde, her er det dog ikke vejret, der er den ubekendte faktor, men patientantal og hvor hårdt ramt patienterne er. Som altid føltes søndag bedre end lørdag, måske fordi vi kendte nogle af patienterne, måske fordi vi sammen fandt en arbejdsrytme, måske fordi en kollega heldigvis bød sig til med en ekstra dagvagt og dermed en mistet fridag, måske fordi vi ikke blev kaldt til trombolyse. Vi nåede i hvert fald i går at nyde de rundstykker, en kollega havde med.

Og jeg nåede at få et sus af den gode følelse, når man gør en forskel med sin sygepleje. Jeg mærkede helt klart, at tilliden, som sygeplejeforskere har beskrevet, der skal være til stede, for at sygepleje opleves som god af de involverede, var der. Jeg oplevede det, selv om sygeplejen her ikke var fysisk, men mere vejledende og informerende. Det at jeg turde stå ved den viden, jeg som sygeplejerske har, og vise, at sygeplejersker også har noget at byde ind med i forhold til rehabilitering/genoptræning, gjorde en forskel for de involverede. Det at jeg viste, at træning ikke bare er noget terapeuter tager sig af, men at det netop er et tværfagligt anliggende, det satte en af de pårørende ord på, og det gjorde mig glad.

Jeg oplever gang på gang, at patient og pårørende suger til sig, når jeg med små eksempler viser dem, at hverdagens aktiviteter er med til styrke den konkrete træning, de får hos terapeuterne. F.eks det at blive bevidst om vigtigheden i at bruge den ramte arm til at sæbe håret ind, også selv om det føles som et tilbageskridt at skulle sætte sig på en badebænk under aktiviteten, fordi balanceusikkerheden ellers gør aktiviteten usikker. Eller at støtte patienten i at vælge den ramte arm til at hælde vand op i glas (prøv at tænke over, hvor mange muskler/nervebaner, du involverer i at løfte en tung kande og ikke bare løfte den, men også at hælde og samtidig kunne koordinere den bevægelse med synet, så du rammer glasset osv.) Der er hundredevis af muligheder i alle hverdagens aktiviteter for træning. Og der kan sygeplejepersonalet gøre en forskel (hvis de altså er bevidste om det og ikke mindst har tid til det), fordi vi er omkring patienterne 24 timer i døgnet modsat alle de andre i det tværfaglige team.

Nu er jeg bevidst om, at tiden flyver af sted, jeg må hellere gøre mig klar til hverdagens mandag. God mandag til dig.

DSC_4475

12 kommentarer:

  1. Jeg rettede lige lidt fjollede tastefejl :-(
    I kan lave en omskrivning af den sikkert kendte talemåde fra en af de danske banker:
    "Gør det, du er dårlig til" - eller "Gør noget godt for dig selv: Gør noget, du er dårlig til".
    Tankevækkende er det, for det er ikke noget, man tænker over, når man endnu har sin fulde førlig- og bevægelighed, men jeg kan fint se rigtigheden i det, du skriver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha, Ellen, jeg måtte læse din kommentar flere gange før jeg forstod den. Det er sjovt for jeg forbinder jo ikke det at have nedsat kraft i en arm med det at man er dårlig til noget, så jeg kunne slet ikke greje det i første omgang :-)

      Slet
  2. Så sandt. Meget kan afhjælpes med træning, helt nede i det "småtte" ved brug af hjælpemidler eller enkle øvelser. Har selv glæde af knæ/hofte øvelser, som afhjælper at den begyndende gigt forværres. Så til dine "brokkende" led, kunne du måske få nogle øvelser, som kunne afhjælpe smerte og stivhed. Jeg blev henvist fra min læge til fysioterapeuten. Det hjælper faktisk, når jeg ellers laver øvelserne. Gik i starten hos "fysen" Laver nu øvelserne her hjemme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Folehave, jeg går til fys af anden årsag og skal lige have en snak med hende. Jeg har nu også bestilt tid hos lægen, for jeg mener ikke man skal selvdiagnosticere :-)

      Slet
  3. Du har så megen ret i det med at bruge "den dårlige side".

    Jeg kender en vidunderlig ældre dame på 72 år, der på mange måder er hårdt ramt. Hun er så dejligt stædig, så nu kan hun gå uden at støtte sig let til væggene, og hun kan hælde vin op uden at skulle støtte flasken mod glassets kant. Jeg muntrer hende altid op med de flotte resultater, hun opnår.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, hvor er det dejligt at høre om fremgangen hos din ældre veninde.

      Slet
  4. Jeg vil også mene, at en tur til lægen er på sin plads.
    Slidgigt, eller artrose, som det mere rigtigt hedder, er en gigtsygdom, som overvejende skyldes degenarative forandringer, fremfor slid, som det gamle ord antyder. De fleste af os får det i mere eller mindre grad, afhængig af genetisk disposition.
    Der er ikke så meget andet at gøre end smertelindring med nsaid og fysisk aktivitet.
    Mange har gavn af at spise såkaldt antiinflammatorisk kost - her kommer jeg så igen rendende med alle mine fikse ideer om gode planteolier :-)
    (Men jeg vil godt understrege, at lægen og vidensskabsjournalisten Jerk Langer - ham, som fandt på KRAM sloganet for Bente Klarlund - er fortaler for samme kost :-))
    Min gamle kollega, som er hårdt plaget af artrose og har været gift med en inder, har i flere ør drukket såkaldt " Golden milk", en drik med gurkemeje, som hun hævder gør hende smertefri.
    Jeg har aldrig prøvet det og været lidt skeptisk, men kan se at drikken i forskellige versioner går sin sejrsgang i visse kredse og også er med i Jerk Langers og Louise Bruuns nye bog om antiinflammatorisk kost. Det er da et forsøg værd, hvis man er plaget :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, jeg er helt med på de gode planteolier, fede fisk og grøntsager :-) Det er også det, de officielle kostråd siger. Der hvor jeg står af, er når nogen gør noget til forbudte og farlige kostemner. Jeg har det helt klart bedst, når jeg undgår hvidt brød og sukker i rigelige mængder, hvorimod mine kartofler, som jeg nyder, ikke hver dag, men dog hver uge, ikke giver anledning til problemer, for mig. Og det er det vigtigste for mig, at man finder frem til det, der er godt for en selv.
      Om det er gigt, vil jeg nu lade min læge undersøge, hun nævnte flere andre ting i dag, da jeg havde en akut tid hos hende pga en borreliainfektion. Vi får se :-) Og jeg skal helt klart have mere fisk ind i mit liv eller fiskeolier, for det får jeg alt for lidt af.

      Slet
  5. Øv med borreliainfektion. God bedring med den :-) Ja, det er klart, at man selvfølgelig skal bruge den svage arm/det svage ben, selv om man har mest lyst til det modsatte. Det må kræve noget disciplin - eller nogle meget opmærksomme støtter. Jeg håber, at Landmanden har haft samme gode høstvejr - på nær lidt morgentåge - som vi har haft her?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Fruen i midten. Når man ikke får sansestimuli fra armen, som man plejer at få, så er det svært at huske på at inddrage den. Derfor må vi andre støtte.
      Vi fik godt høstvejr i går, i dag bliver det spændende at se om regnen kommer.

      Slet
  6. Hverdagen er noget specielt.

    SvarSlet