onsdag, september 06, 2017

Tirsdagsdagbog

Egentlig er det først i dag, at dagbogen skal skrives, og måske er du også med? Jeg kom aldrig med for 25 år siden, hverdagen med to børn på 5 og 6 år samt travlheden i landbruget gjorde, at jeg aldrig fik skrevet. I år vil jeg forsøge i aften at få skrevet mit bidrag til, hvad danskerne lavede i 2017.

I går fik jeg skrevet små noter til et indlæg, som aldrig blev til et blogindlæg. Det kan de så blive på denne mørke morgen:

Tirsdag morgen:

Endnu er jeg ikke kommet i bad, så jeg sidder stadig i nattøjet. Kontorarbejdet klares med en fornemmelse af hygge, når jeg sidder her i nattøj, med søvn i øjnene og en kop te i hånden. Regninger betales, andre printes ud fra mailboksen og noteres i kalenderen, så de betales nøjagtig på datoen og ikke et sekund før(det var det første landmanden lærte mig, da jeg overtog kontorarbejdet - betal til tiden, hverken før eller efter). Egentlig kunne jeg sætte dem til betaling med det samme, nu hvor alt klares via netbank, men det fungerer for os, at det sker en gang om ugen, hvor landmanden kigger regningerne igennem og godkender betalinger for den næste uge.

Landmændene er kørt ud for at tage kartofler op. Der er vindstille, det er ikke så godt, vi skulle gerne tidligt i gang med at mejetærske, men med denne vind varer det længe, inden duggen er væk. Vejrudsigten gider vi slet ikke tale om, nu tager vi en dag ad gangen og håber på en god høstdag i dag.

Lægen var enig med mig i går. Det mærke bag på skulderen, som jeg for knap 3 uger siden troede var et mærke efter at være gået ind i en dør, har nu udviklet sig til et eller andet, som der er gået infektion i. Et flåtbid måske? I så fald er det en borreliainfektion, det er ikke typisk, men det var det heller ikke sidste gang. Nu er jeg i pencillinbehandling, borrelia skal man ikke spøge med.

I venteværelset læste jeg blade, blandt andet en artikel med en forsker, som vil undersøge vindmøllers indflydelse på helbredet. Det er godt. Det er, som om gener skal ties ihjel, for det er jo en “god” energi og der er mange penge involveret i den industri. Jeg håber, hun får lov til at gøre sit studie færdig.

Frokost:

Landmændene er i gang med at høste, jeg har smurt madpakke til landmanden. Min fys-tid er overstået. Vi fik rigtig snakket bryllup, men også øvelser for smerterne i fødderne, som jeg tror skyldes nedsunken forfod. Min skulder var helt spændt op, så det gjorde godt at blive masseret igennem.

Jeg har også nået at komme på værksted med bilen, den ene forlygte var sprunget. Om jeg begriber designere af biler. De gør motorrummet større, bilerne større, men at komme til at skifte en pære er nærmest en umulighed. Jeg har opgivet, efter at mine hænder blev helt forrevne. Nu står de stakkels mekanikere så med opgaven.

Eftermiddag:

Landmændene høster stadig, og vejrudsigten for de næste dage svinger mellem måske regn, måske ikke regn, det er jo nærmest en lille gyser.

Demensbladet er kommet; jeg læser Hella Joofs klumme om mødet med en ældre dement og forvirret herre på gaden en sen aften. Det får hende til at tænke over, at hele vejen gennem denne hændelse taler alle, inklusiv hende selv, hen over hovedet på den ældre herre, og hun slutter af med, at måske skal vi vænne os til at tale om alle, unge og gamle, syge og raske, fulde og ædru, som om de hører og forstår, hvad vi siger. Vi har alle krav på respekt. Sjælen bliver nemlig aldrig reduceret. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har før skrevet om, at værdighed er noget, vi andre sørger for, og det starter med respekt for det ståsted, hvor pågældende person er.

Aften:

Landmændene har fået madpakke med rugbrødsklemmer ud til aften, i ovnen står en culottesteg og flødekartofler og venter på, at de holder sen fyraften. Jeg har fundet en doseringsæske frem, som jeg købte for mange år siden, hvor jeg også fik diagnosticeret en infektion i huden og skulle tage tabletter tre gange om dagen. Det er jo nærmest ikke til at huske, så nu får æsken lov til at minde mig om det, især frokostdosis, hvor jeg er på arbejde, bliver svær at huske.

Godnat:

Landmændene kom ind klokken halv ni, de fik sig en snak om dagens arbejde og hyggede sig. Nu er medarbejderne gået hjem, landmanden er ude for at tjekke noget, og jeg er på vej i seng. I morgen er der en sygeplejerskearbejdsdag, og hjemme på gården er det usikkert, om det bliver en normal arbejdsdag eller en lang høstdag (vi håber jo selvfølgelig på det sidste).

DSC_4476

12 kommentarer:

  1. Godmorgen :) nej, en borelliainfektion skal man ikke spøge med, godt du er i behandling. Jeg har prøvet det en enkelt gang, hvor flåten havde gemt sig i en delle (!!) på ryggen, inden jeg opdagede den, fordi jeg havde ondt i ryggen ... og et rødt mærke. Jeg er blevet testet en del gange, fordi flere af de ting, jeg døjer med, minder om symptomerne efter flåtbid.
    Jeg er nok en af de eneste i Dk, som ikke er fan af Hella Joof, nå men skidt med det, jeg kan bære det ;)
    Jeg har også overvejet at deltage i dagbogsskrivningen, men så besluttede jeg, at mit liv er for kedeligt ...
    I morges i sengen drømte jeg om flødekartofler, nu er jeg næsten nødt til at lave dem i aften.

    Hyg dig på en regnvåd onsdag :)

    Jeg har forøvrigt vist både datteren og håndværkeren billederne fra brylluppet, det første håndværkeren sagde var: "Hold nu op hun ligner sin mor" og det gør hun da vist. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle og god aften til dig :-) det er ikke at spørge med, jeg har jo set folk med neuroborrelia. Jeg er vist heller ikke fan af Helle J. men derfor kan hun godt sige noget klogt ;-)
      Du må skrive dagbog, man vil jo netop gerne have et hverdagsbillede af danskere, hvad havde vi på af tøj, hvad spiste vi, hvad læste vi osv.
      Og tak, nogle siger at hun ligner sin far, andre kan se mig i hende, og det er vel som det skal være.

      Slet
  2. Det var gået min næse forbi, at der skal skrives dagbog. Det kunne da være meget sjovt, selv om jeg tror det bliver en noget regnvåd historie (desværre for din Landmand). Øv med den infektion. Det er altid træls at skulle på antibiotika. God bedring. Det der med ikke at tale hen over hovedet på demente eller meget syge/svækkede personer er bare virkelig svært. Jeg har stor respekt for dem, der kan finde ud af det. God onsdag til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Fruen i midten, du må i gang med dagbogsskrivningen. Det er og kan være svært med at tale ligeværdigt og med respekt, men vi kan kun blive bedre, hvis vi øver os :-)

      Slet
  3. Jeg kan godt se det med godkendelsesproceduren i jeres tilfælde, men jeg nyder virkelig, at man kan taste en hel flok regninger ind på én gang, men sætte dem til betaling efter ønske.
    Øv med borrelia. Jeg er vist heldig, at jeg aldrig har haft, med alle de flåter jeg har hevet ud. På den anden side når de aldrig at sidde i 24 timer, for inden da klør det voldsomt, så jeg opdager dem nok altid inden det bliver farligt.
    Da vi var på Fejø, drak vi kaffe på et skønt sted, men det slog os begge, hvor voldsomt den store vindmølle larmede, selv om den lå 2-300 meter væk. Jeg er altså glad for, at jeg ikke har sådan en i nærheden af os!
    Jeg er ikke med i dagbogen - dertil var min tirsdag alt for uinteressant. Men der er selvfølgelig nok ikke nogen, der kan se, om man snyder med datoen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og du skriver det jo selv: Det er i dag, man skal skrive dagbog! Det bliver den nu nok ikke mere interessant af, med det vejr vi har ...

      Slet
    2. Ellen, jeg gør det for en uge ad gangen, og Jørn ville blive træt i hovedet af at skulle godkende alt for mange hele tiden :-) Jeg har helt sikkert nok haft flere bid, men heldigvis kun haft infektion en gang før, og denne gang ved vi ikke om det er det.

      Der er mange, der har gener af vindmøllerne, Jørn er med i en facebook gruppe, fordi de truer med kæmpeturbiner 900 meter fra os. Og her har de mange historier om generne. Der er bare meget lidt forskning i det.

      Slet
    3. Og det er jo ikke det interessante, der er i fokus, det er ganske almindeligt hverdagsliv, som jeg også skriver til Helle, at de gerne vil have.

      Slet
  4. Du har jo en fordel frem for os mere ujævne bloggere, at du skriver næsten hver dag alligevel. Og det er jo ikke vigtigt, at man har en spændende dag eller ej. Det handler om at dokumentere, hvad danskerne går og laver - i sammenligning med sidst der blev skrevet. Jeg går og tænker over, hvad jeg skal skrive, for denne gang ville jeg gerne huske at være med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg har ikke fået skrevet det, men har skrevet det i noter, så må det gøres i morgen. Håber du også får det skrevet.

      Slet
  5. En borelliainfektion er ikke sjov, har aldrig selv været ramt, kender ingen personligt, der har været ramt, dog er Frida en af dem flåten finder. Otto og hun kan bevæge sig det samme sted, det er kun Frida de bider på. Svigersønnen er så den hun har det fra. For et par uger siden deltog han i en Ultra Trail, da han landede derhjemme igen var der omkring 70 flået rundt på kroppen, der skulle fjernes, han var selv klar over det, så jagten gik ind for både ham og min datter. På sådan en Ultra Trail er det jo både vand, træer, mudderbad etc. de er igennem.
    I det firma jeg arbejder bliver der også kun godkendt betalinger 1 gang i ugen. Det er fredag.
    Det med dagbog fik jeg ikke gjort noget ved, hverken i år eller dengang for 25 år siden. Dog skriver jeg gerne min egen helt personlige dagbog minimum 1 gang i ugen. Der kommer der ting ind, som ingen behøver at læse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, nej den infektion skal man ikke spøge med, men som sagt så ved vi ikke om det er det. Nu er jeg i behandling og det er godt.
      Godt din svigersøn tjekker sig selv, det er vi desværre ikke for gode til.

      Slet