tirsdag, oktober 31, 2017

Lidt for hurtig, lidt for dum

Landmanden hentede mig ved flyveren i går aftes, for hjemad måtte det være fly, så jeg kunne få så meget ud af dagen som muligt. Igen, igen svigtede min søvn mig, så mine planer om at shoppe i København blev hurtigt lagt på hylden, og i stedet for hyggede jeg mig i sønnens lejlighed om formiddagen. Svigersønnen var syg, så vores aftalte regnskabsmøde blev udskudt til et mobilmøde.  Datteren skulle arbejde, men vi blev enige om at mødes i Torvehallerne, inden jeg skulle med metroen til lufthavnen.

Indimellem kan jeg blive helt benovet over, at det er lykkedes landmanden og jeg at få så dejlige børn. Jo jo de har også fejl som alle os andre, men hold nu op, hvor jeg nyder at være sammen med dem. I denne weekend har jeg haft dem sammen og hver for sig, og det har været skønt. Når jeg som i går venter på dem og så ser dem komme gående mod mig, så hopper mit hjerte lidt og mundvigene ryger med det samme opad.

Jeg var i god tid i lufthavnen, så det gav tid til at sidde med strikketøjet, drikke te, spise skyrdessert og nyde tankerne om weekenden. Flyturen gik stille og roligt, og jeg var hjemme kvart i ti. Ingen problem, jeg skulle på kursus i dag med mødetid klokken otte, så jeg havde tid til lidt te og snak, inden jeg gik i seng. I morges var jeg lidt træt og trak tiden lidt, så fra at have god tid havde jeg pludselig ingen tid at give af. Jeg skulle samle en kollega op klokken syv, så jeg var presset.

Håndtaskens indhold skulle over i arbejdstasken. Pungen var der ikke! Tjekke en gang til og en gang til, men selvom det er en stor håndtaske, så er der alligevel ikke mange rum, en stor pung kunne gemme sig i. Min rygsæk, som også var håndbagage i flyet, blev gennemsøgt, ingen pung. Jeg måtte erkende, at den åbenbart var blevet stjålet i det tidsrum, hvor jeg hyggede mig med te og strik, selv om jeg ikke kunne forstå det, for den havde ligget ved siden af mig hele tiden.

Jeg kørte ind og samlede min kollega op, fik fortalt om hændelsen og jeg kom nu i tanke om, at håndtaskens lynlås ikke var lukket, da jeg ville finde mit boardingpas (og det er jeg ellers meget omhyggelig med at gøre). På vej ind til kursus fik jeg spærret mit dankort, min nemid, anmeldt tyveri af pung, kørekort og sygesikringsbevis. Siden hen fik jeg også spærret benzinkort, og jeg må indrømme, at jeg vist ikke var helt tilstede i dagens kursus.

På hjemvejen kørte jeg omkring min bank og fik hævet penge, så jeg kunne handle ind. Bad en enkelt bøn om at jeg havde overset pungen, hjemme igen gik jeg hen til stolen, hvor tasken havde stået, ingen pung. Løftede så to net, der lå lidt derfra og et bump lød, der lå pungen!

Så overskriften burde egentlig hedde: lidt for hurtig, lidt for dum  men MEGET glad.




søndag, oktober 29, 2017

Miniferie i København

Jeg nyder at være sammen med mennesker. Jeg nyder også blot at være mig selv. Ofte fylder jeg dog andet ind i denne tid, det kunne være ord, jeg læser, billeder jeg ser, toner jeg hører. Det er sjældent, at der er helt stille, og jeg blot kigger ud i luften og funderer. Det gav jeg mig selv lov til i går. Turen til København foregik i stillekupe, og da der ingen standardbilletter var i denne kategori, tog jeg en orange 1. klasse. Jeg var helt alene i kupeen, strikketøjet kom ikke op, computeren gjorde mig køresyg, så udover en bog og et blad var der masser af tid til at se ud i luften og tænke. Jeg nød det. Det gjorde godt.


Lørdagen blev fyldt med hyggetid først sammen med sønnen, siden stødte svigersøn og datter til. Vi spiste sen aftensmad, som vi lod andre tilberede. Sushi og Thaimad. Vi var godt forspiste, men fandt plads til bland-selv-slik senere. Svigersønnen var ikke helt frisk, så han cyklede hjem. Men datteren og jeg blev introduceret til et nyt brætspil, hvor vi spillede om, hvem der var bedst til at være turist i Japan. Hvor jeg dog nyder disse stunder med tid til blot at være sammen uden en masse planer.

Sønnen og jeg havde en langsom søndagsstart, jeg fik set film, og klokken var nærmest tolv, inden vi fandt et nyt sted at spise brunch. Den sene eftermiddagskaffe/te blev nydt sammen med min yngste lillesøster (og alt for meget kage, jeg går amok, når jeg skal handle ind herover). Vi fik snakket flere timer, og jeg nyder at se min søster og min søn sammen. De har samme filminteresse og når de folder sig ud og diskuterer detaljer i film, må jeg stå af, men jeg nyder at høre dem tale sammen.



Udenfor blæser det helt vildt og min nattesøvn drillede mig, så kombination af strid vind og træt hjerne afgjorde, at jeg ikke skulle ud og gå lange ture i dag. Det satser jeg på, at jeg kan i morgen formiddag, inden miniferie slutter af hos svigersønnen og datteren i morgen eftermiddag. Svigerdatteren må jeg nøjes med at sende kærlige tanker til, hun har langt om længe fået flere sammenhængende fridage, så hun kan besøge sin familie i Norge. Jeg ville ellers gerne have set hende i øjnene, for når en gammel sygeplejerske som jeg kan køre træt i de hårde vilkår, hvordan er det så ikke for en nyuddannet sygeplejerske.




fredag, oktober 27, 2017

Så gik den uge

Fra roen og tiden til blot at tænke og fundere gik jeg direkte over i det hektiske arbejdsliv. Det har dog været dejlige dage med mange farver på paletten, I går viste min souschef tre gymnasiestuderende rundt og fortalte om, hvad det vil sige at være sygeplejerske på et apopleksiafsnit. Og jeg skulle blandt andet fortælle om mine funktioner.

I denne uge har jeg haft to børnesamtaler, anlagt en bridle lock, mobiliseret en patient fra badebænk til stående i løbet af få minutter, hvor en sygeplejestuderende havde prøvet og prøvet forinden uden held. Det var en kæmpe øjenåbner for hende og en mulighed for mig at tale om at fremme det naturlige bevægemønster. Jeg har deltaget i møder, jeg har løbet til trombolyse, jeg har brugt en time på at dosere morgen og middagsmedicin til 2/3 af patienterne (jeg tror ikke, at de kloge hoveder ved, hvor meget tid vi bruger på det om morgenen, det her var så min måde at hjælpe mine kolleger på) Jeg har undervist patienter, jeg har deltaget i personalemøde, jeg har fået renskrevet noterne fra temadagene, som skal danne grundlag for videre handling i afdelingen. Jeg har fået renskrevet mine noter fra patientundervisningen og undersøgt emner, der dukkede op under undervisningen og sendt svar til patienterne. Faktisk synes jeg ikke mine tre dage med 29 timers arbejdstid ser ud af så meget på skrift, men jeg ved, at jeg har været der 100 %. Nu har jeg så fri igen.

Alle siger, pas på dig selv, Lene, så det gør jeg. Jeg har fået en afspadseringsdag på mandag og tager en lille tur til staden, så jeg kan kramme mine børn i weekenden. Derefter har jeg en kursusdag og så to fridage igen, hvor der også er lagt op til hyggeligt samvær, inden jeg slutter næste uge af med en arbejdsweekend.

I denne uge fandt jeg en sætning, som gav mig ordene. Jeg har ofte svært ved at sætte ord på, hvad det er, der gør mine kolleger og mit afsnit til et godt sted at være. I mit fagblad har de i denne uge nogle artikler om det ikke at overse børn og unge som pårørende. Og det er lige i vores ånd, vi har jo i mange år haft tilbud om børnesamtaler med børn/unge af forælder med en blodprop/blødning i hjernen. Og det gør, at selvom det kun er fem sygeplejersker, der holder de samtaler, så er alle opmærksomme på at tale med forældrene og børnene under indlæggelse. En ung kvinde, som tager ud og fortæller om det at være barn/ung som pårørende, siger i artiklen: Det kan godt være der er travlt, men medmenneskeligheden må man aldrig gå på kompromis med.

Der var det - vi går ikke på kompromis med medmenneskeligheden, vi er tit nødt til at gå på kompromis med det vi mener er god sygepleje, og det tærer på krop og sjæl. Heldigvis sætter det sig ikke som kynisme/ligegyldighed overfor andre mennesker, vi møder vores patienter med et ønske om at være medmenneskelige. Det er jeg taknemlig for.

Jeg burde tage mig sammen til at gå en tur i dag, hvor det for en gang skyld ikke regner. Men først skal der handles ind til weekenden, landmanden og Ayla holder skansen herhjemme, og de skal også nyde det er weekend med lidt lækkerier. God fredag til dig.

DSC_4694DSC_4696

søndag, oktober 22, 2017

Hvis du kunne se mig nu

ville du trække på smilebåndet. Landmanden og jeg var inviteret til søskendeaften i går af landmandens ene søster. Der var tre søskende, der ikke kunne komme, så vi blev seks søskende med ægtefæller. Det er altid en fest at være sammen med mine svigerinder og svogre. Vi kom vidt omkring i samtalerne, alle børn og børnebørn skulle rundes, ligeledes hverdagslivet, vi var to par, der stadig arbejdede, resten er på efterløn/er pensionister. Ikke desto mindre måtte svigerinde på 69 melde fra, hun havde taget en aftenvagt, hun kan slet ikke holde op med at arbejde, og yngste svigerinde, der er på efterløn, tager også afløsertjanser i sit gamle arbejde og andre steder. Det fungerer fint og giver dem det faglige og sociale input, de stadig har brug for.

DSC_4692

Derfor blev det sent, inden vi kom i seng, og er der et hovedtema for disse fem fridage, så er det Red søvnkvaliteten ved hjælp af nedsat tempo, ro og ingen udgående aktiviteter. Og den mission er lykkedes, selv i nat efter sen sengetid, god vin og masser af mad i løbet af aftenen har jeg sovet, fra jeg lagde hovedet på puden klokken halv to til klokken halv syv og så igen til halv ni.

DSC_4688 (1)

Og nu går jeg rundt i nattøj og hjemmesko, søvn i øjnene, ubørstede tænder og vågner langsomt op. Morgenmaden med blødkogt æg, lune hjemmebagte boller med gode oste og hjemmelavet marmelade er spist. Landmanden sidder i sin fiskerhabit og ser boksning, Ayla ligger ved siden af. Fiskerhabitten skyldtes, at Ayla vækkede ham og så gad han ikke tage tøj på for at lufte hende, det var nemmere med termokedeldragten. Vi er et ømt syn. Jeg fik en sms, lige da jeg vågnede, om en dagvagt i dag, men jeg tog 12 timers tjansen sidste søndag, så denne vagt håber jeg andre byder ind på.

DSC_4691

Nu vil jeg gøre mig lidt mere gæstevenlig at se på (skulle nogen komme forbi), og så vil jeg nyde at sætte mig med regnskabet, mens lyset ser ud til at få magten i dag.

DSC_4689

Må du få en god søndag med plads til det, du har brug for. Kærlig hilsen Lene

fredag, oktober 20, 2017

Ned i tempo

Selv om jeg til hverdag igennem lang tid ikke har lavet mere end det, der skal gøres hjemme på gården og resten af tiden er sofaligger, så er jeg endnu mere nede i tempo nu. Jeg har nydt at give mig selv lov til at sove 15 minutter i eftermiddag, jeg har nydt blot at gå til og fra sofaen, nydt at starte dagen langsomt med nattøj, uglet hår og tekoppen i hånden.

Jeg har nydt at gå i bad og blæse på føntørrer og andet, der får håret til at sidde, som jeg gerne vil. I dag fik håret lov til at sidde, som det gerne vil. Også da jeg handlede ind.

Jeg har nydt at starte langsom mad op, som nu står og simrer i ovnen. Havde jeg ikke boet sammen med landmanden, var der ikke tænkt i aftensmad, så havde æg, avocado og tomater været helt fint både som frokost og aftensmad.

Jeg har nydt at mærke, hvor træt min krop er, og give den lov til at være træt. Jeg har husket på de sætninger fra en bog, min søster sendte til mig. De fortalte om, at gåture, ro og yoga er det kroppen har brug for i sådanne situationer og ikke styrketræning og alle andre hurtige aktiviteter. Roen har jeg sørget for, og jeg har fået små gåture lagt ind ud til container og kartoffelhus. Landmanden og en medarbejder sorterer kartofler, for vejret er ikke til kartoffeloptagning. De har fået boller, kage og sodavand ud til eftermiddag, og selvfølgelig har landmanden kunnet stole på, at maden stod smurt til formiddag og til frokost. Jeg har hentet bagekartofler til kartoffelmosen, som nu er sat over. I køleskabet står en færdigblandet salat fra butik, landmandens yndlingssalat med spidskål, radiser og mormordressing. 

Jeg har nydt at gå til og fra første proces i kvartalets regnskabsarbejde. Har jeg lyst, sætter jeg mig i aften, finder noget musik på youtube, spiser lidt lakridskonfekt (okay, jeg er jo mig, så det bliver nok til meget lakridskonfekt og is) og bogfører. Har jeg ikke lyst, så ved jeg, at sofaen venter trofast på mig. Den passer også godt sammen med lakridskonfekt og is.

Jeg har grædt over et afsnit i en serie, en serie, som jeg til enhver tid ville betegne som tomme kalorier, men i dette afsnit ramte den lige ind i mit hjerte.

Jeg har fået en sms om at aflevere Ståsteder af Brinkmann, så nu har jeg læst lidt mere i den, og den skal jeg nok blive færdig med i weekenden.

Jeg har tænkt mange tanker, gør det stadigvæk. Tænker over hvordan jeg kan finde noget andet end sygepleje, som i min hverdag kan give mig identitet og få mig til at føle mig værdifuld. Jeg er hustru/landmandskone, mor, søster, svigerinde og alle disse titler betegner værdifulde og meningsfulde relationer for mig. Men i min hverdag fylder de ikke så meget, alle har det godt. Udover landmanden ser jeg jo ikke de andre i min hverdag. Og sygeplejen får lov til at fylde meget mere i mit liv end mine arbejdstimer, ganske enkelt fordi jeg synes det er fantastisk spændende, men også fordi jeg føler, at det er der, jeg virkelig kommer til min ret, der hvor 80 % af min identitet hentes, der hvor jeg føler mig værdifuld. Hvad nu hvis jeg i morgen bliver syg, så jeg ikke kan arbejde mere? Jeg tror, jeg ville ryge ned i et sort hul. Så derfor tænker jeg tanker. Og det nyder jeg, at jeg har tid til.

Jeg vælger helt bevidst at lukke øjnene for alt det, jeg sagtens kunne give mig i lag med. Havde det været min ældste og mellemste lillesøster, så havde de allerede nu på fridag nummer to ordnet skabe, bygget højbede, sat billeder i system osv. Men jeg er ikke dem, jeg er mig, og jeg nyder, at jeg har tid til blot at være.

Må du få tid og ro til at nyde fredag aften

Kærlig hilsen Lene

DSC_4686

torsdag, oktober 19, 2017

Morgenen starter senere

I hvert fald hvad lyset angår. Min hjerne syntes, vi skulle stå op halv fem, så det gjorde jeg så. Normalt tænker jeg ikke over lyset på mine fridage, jeg starter langsomt og nyder ikke at skulle ud af døren med frisuren i orden klokken seks. Men i dag tænkte jeg over det, der var jo bælgravende mørkt klokken syv, ikke så sært at landmanden først lader medarbejderne starte klokken halv otte. Der skal være lyst for at kunne tage kartofler op. Med de fugtige marker skal de kunne se, hvor de kører.

DSC_4683

Mens landmand og Ayla sov, fik jeg ryddet op i hele huset, tømt opvaskemaskine, lagt vasketøj sammen og gjort klar til rengøringsselskabet. Så da landmanden stod op, fandt han en landmandskone med en kop te i hånden, godt placeret i sofaen med første seriekigningstid. Mens der bliver gjort rent, sørger jeg for at tjekke mails/regninger. Når rengøringen er færdig, har jeg lovet mig selv, at torsdagen skal bruges på at få gjort ordentlig rent i de tre værelser og kontor, som rengøringsfirmaet ikke tager. Der er efterhånden så rodet og snavset, at det påvirker mit humør. Så nu skal det være.

DSC_4675

Det blev også sent, før jeg kom hjem i går. For landmand og den ene medarbejder blev det endnu senere. Der skete det, der ikke må ske, men som altid sker. Lige på det tidspunkt, hvor man har brug for, at maskinerne ter sig ordentlig, gik kartoffeloptageren i stykker. Så de knoklede løs sammen med montøren for ikke at miste flere arbejdstimer i marken. Jeg hjalp lidt til på et tidspunkt, meget lidt, men jeg trængte til at være ude og til at følge med i deres arbejde. Samtidig nød jeg den smukke aftenhimmel og gik lidt frem og tilbage på vejen for at finde steder at tage billeder fra.

DSC_4674

I bedet foran græsplænen ud mod vejen så jeg masser af svampe, jeg har ikke forstand på svampe, så gad vide, om de kan spises. I dag måtte jeg google et ord, for det første ord, der faldt mig ind, da jeg så den halvring svampene stod i, var Heksering. Og det var lige nøjagtig det, det var.

Ringene har gennem tiderne givet anledning til mange former for overtro, hvoraf den mest udbredte forklarede dem med, at de skyldtes alferne, der ved deres natlige danse sved græsset af. Kilde: denstoredanske.dk

DSC_4677DSC_4680

Må du få en dejlig oktoberdag.

tirsdag, oktober 17, 2017

Noget om sygepleje og landbrug

  • Hvad er det, der gør, at man som sygeplejerske på ganske kort tid kan opnå, at patienter og pårørende har tillid til en? Først og fremmest kræver det nok, at de på forhånd ikke har mistillid til systemet. Derudover ligger der også i den akutte situation, patienter og pårørende kommer hos os med, at de kastes ud på dybt vand følelsesmæssigt, og den måde vi forsøger at lære dem at svømme i vandet og støtte dem i, at de godt kan håndtere denne situation, er afgørende for tilliden til os. I går havde jeg den glæde at føle, at jeg opnåede den tillid på trods af, at det var første gang patient og pårørende mødte mig. Det kan være svært at møde nye mennesker hele tiden, og måske også finde ud af, at de ikke har sat sig ind i hele situationen. Det kan til gengæld være rigtig svært for os at nå at sætte os ind i hele forløbet, hvis det er en patient, hvorom der er skrevet meget både i sygeplejejournalen og lægejournalen. I går lykkedes det mig dog at finde tråden, blandt andet ved at lytte intenst til de pårørendes fortællinger/spørgsmål og så koble det til den viden, jeg havde om patienten og min generelle viden om det at være hjerneskadet.

DSC_4655

  • I forgårs havde jeg taget en ekstravagt på 12 timer. Landmanden syntes godt nok, det var urimeligt, at jeg så også skulle møde i dagvagt næste dag, men sådan er vilkårene for mange af mine kolleger. For at kunne arbejde hver tredje weekend i stedet for hver anden er de nødt til at tage 12 timers vagter i weekenderne. Planlæggeren prøver at undgå tre 12 timers vagter i rap, men det kan være nødvendigt for at få det til at gå op. Til gengæld har de så taget deres tørn i lang tid. Min vagt blev så en af de travle af slagsen. jeg var trombolysesygeplejerske, og fra 9.40 til 19 sad jeg nærmest kun ned i få minutter ad gangen for at dokumentere. Jeg snuppede lige et rundstykke med nutella klokken halv fire, da jeg debriefede med en kollega om en dårlig patient, vi havde haft, inden hun tog hjem. Ellers fik jeg først noget at spise klokken 19, efter min vagt var slut. Mine ben har det, som om jeg har løbet meget langt. Og det kunne mærkes en dag som i går, hvor jeg også gik rigtig meget og måtte tage overarbejde for at kunne dokumentere alt det, jeg havde gjort i løbet af dagen.

DSC_4654

  • Dagen i dag blev ikke bedre, her valgte jeg at hoppe over frokosten i håb om at nå i mål inden 15. En banan, sød saft og te holdt mig gående. Alligevel endte jeg med overarbejde på 1½ time. Kombineret med dårlig søvn/manglende søvn både natten til mandag og tirsdag gjorde det mig til en sygeplejerske, hvor tårerne sad lige i øjenkrogen og stemmen lige var ved at knække over sidst på vagten. Nu er der købt køresygepiller, som en af vores overlæger anbefaler i stedet for sovemedicin. Jeg satser på en god nats søvn, hvor hjernen bliver slukket og ikke konstant kører med tanker om, hvordan jeg bedst får planlagt arbejdsdagene. Vi er lidt flere i morgen end i dag, men til gengæld mange nye kolleger, som gerne skulle have en times undervisning af mig. Jeg skal dog også være ansvarlig for et team og dermed ansvarlig for stuegang, så nu får vi at se. Heldigvis har jeg fem fridage bagefter.

DSC_4653

  • Landmanden og medarbejdere har kunnet tage kartofler op i går og i dag, det er med problemer, men de har kunnet køre. Nu kunne det være skønt, om vejrprognoserne tog fejl, så regnvejret torsdag til søndag forsvandt. Vi får se.

DSC_4661

  • Fredagens fridag blev tilbragt på vejene, denne gang fik jeg testet mine ører, og vi blev enige om, at jeg skal have et nyt apparat, der kan lidt mere end det meget simple og lille, jeg har nu. Jeg var  kommet af sted i god tid, så jeg havde tid til et stop undervejs ved Vejlerne. Det er også der, nogle af billederne er fra. Om nogle uger tager jeg turen igen til Thisted, så jeg kan få det nye apparat og få det tilrettet mine behov.

DSC_4667

God aften til dig.

torsdag, oktober 12, 2017

Sort humor

  • I går var jeg til møde på Bispebjerg hospital. På vej derud kom vi til at snakke med taxachaufføren om sort humor som det, der kan gøre, at man kan håndtere en situation eller en svær dag. Han fortalte at han fornylig havde været indlagt med en blodprop i hjertet. En dag fik de hjerter som den varme ret. Og han sagde til de andre mænd på stuen: det er nok fra de, der ikke klarede den. Sygeplejersken havde svært ved at se det morsomme i det, mens alle mændene grinte. For mig var det jo en måde at få grinet lidt af den angst, som helt sikkert havde taget plads i deres krop. Angsten for hvad der kunne være sket, hvis ikke de var kommet ind. Angsten for at at det kunne ske igen. Angsten for at …

DSC_4648

  • På en afdeling bliver sort humor også brugt som ventilen til at få lukket luft ud af det pres, en hektisk hverdag kan byde på. Så indimellem vil man høre en latter bryde løs, også på de hårde dage. Og tro mig, mens besparelsestrommerne buldrer løs, så vi indimellem næsten ikke kan høre, hvad vi selv tænker, så kæmper vi videre for at give patienterne den bedste sygepleje. Det er ikke altid, vi kan gøre det, vi ønsker, og det sætter spor. Vores ledelse kæmper det bedste, de har lært, men de bliver bundet på hænder og fødder og kan ikke gøre ret meget i den politiske kamp. Der er ingen tvivl om, at det gode arbejdsmiljø og det gode sammenhold vi har, har båret os gennem meget, men det alene kan ikke gøre det.

DSC_4650

  • Herhjemme må landmanden sammen med mange andre landmænd se på, at vejret i den grad spænder ben for at få afgrøderne i hus. Og som landmanden sagde til en kollega, tja det kan jo være, vi faktisk er færdig med at tage kartofler op i år. Det er så første gang at vi er så tidligt færdig, hvorefter de begge grinte. Vejret kan man ikke vinde over, vi har dog ikke opgivet håbet om at få resten af kartoflerne i hus, men vejrudsigterne synes ikke at kunne give os de mange dages(ugers) tørvejr, der er brug for. Og som landmanden også sagde, vi er på ingen måder så hårdt ramt som mange andre steder på jorden. Her har folk mistet alt, måske endog deres familier, så set i det perspektiv skal vi ikke klage.

DSC_4651

  • Vi har fået nye uniformer, jeg havde godt hørt, at de nye bukser havde en meget stram linning, som ikke gav sig. I dag måtte jeg sige til mine kolleger, at jeg da var glad for, at jeg ikke led af urge-inkontinens (det at man skal på toilettet lige så snart man får vandladningstrang, ellers går det galt) Jeg kunne nærmest ikke få bukserne ned eller op igen. Jeg overvejede at ansøge sygehuset om Tenabind, men måske skal jeg i stedet for bide min forfængelighed i mig og få et nummer større. Bukserne sidder perfekt, når de er kommet på, ingen steder, der strammer, men at få dem op over hofterne er en kamp. Så må jeg hellere finde mig i bukser, der er lidt for store.

DSC_4649

Billederne er fra det smukke Bispebjerg hospital, og som jeg skrev på instagram, tænk hvis mure og døre kunne tale, og gad vide hvor mange sygeplejersker, der igennem tiden er gået gennem de døre.

God aften til dig.

mandag, oktober 09, 2017

En dejlig dag

  • temperaturen viste 0 grader, da jeg kørte hjemmefra. Det var måske knap så dejligt, hvis altså ikke jeg havde haft  min mors skønne norske cardigan på. Den lunede mig hele vejen fra bilen til sygehusets indgangsdør. Jeg mangler vinter/efterårsfrakker, og min uldcardigan/frakke, som Ayla hoppede op af i foråret, er endnu ikke kommet til rensning.
  • skøn projektdag, hvor vi fik lov til ikke at blive forstyrret af andre end os selv. Det var vi til gengæld rigtig gode til, men vi nåede alligevel et godt stykke vej videre og fik også vendt verdenssituationen set fra en sygeplejerskes perspektiv (vi startede og sluttede ved “herfra min verden går”, og vi kom vist ikke ret meget mere ud i verdenen end der)
  • min dejlige leder var tilbage efter ferie, det er som om jeg trækker vejret lettere, når hun er der. Hun er min iltbombe, når tingene spidser til.
  • kom fra sygehuset i rette tid, nåede derfor at få afleveret min uldcardigan/frakke til rens og undgik for megen kø på motorvejen
  • jeg havde dog heldigvis sørget for min nye tradition, så jeg drak te og spiste mandler og banan, mens jeg holdt i kø.
  • kørte hjem i det skønneste solskinsvejr
  • jeg har set serie og spist ostemadder
  • aftensmaden blev den nemme omgang med masser af grøntsager, gode grillhjortepølser skåret i skiver, gode kartofler skåret i skiver, masser af æg blandet med vand og parmesanost, det hele blandes i et fad og sættes i ovnen. Og mens det har simret i ovnen, har jeg nået dagens kontorarbejde og dette indlæg.
  • tænker tilbage på en dejlig weekend med en dejlig fødselsdagsfest for en skøn kvinde lørdag aften
  • og en køretur gennem et solstrålende Jylland søndag for at hente datterens møbler. Studietiden i Haderslev er over, resten af tiden skal foregå i København. Møbler og service, der blev indkøbt til studielejligheden, får plads hos os, indtil det nygifte ægtepar får sig en større lejlighed. Vi nød solen med lækker kage/boller på terrassen, inden vi kørte hjem igen, og datteren tog bussen til ægtemand og deres lille lejlighed i København.
  • nu vil jeg nyde resten af aftenen med visheden om, at jeg ikke vil forlange mere af mig selv
  • god aften til dig.

DSC_4638DSC_4641DSC_4643

lørdag, oktober 07, 2017

Fraklip i livet

I følge sproget.dk betyder fraklip:

uønsket sekvens af lyd- el. billedoptagelse der er klippet ud af den færdige produktion; ofte om sådanne ufrivilligt komiske sekvenser der offentliggøres selvstændigt for underholdningens skyld.

Jeg gad godt, at visse scener i mit liv kunne klippes fra, men sådan fungerer livets optagelser ikke.

Jeg er ikke stolt af mig selv, og jeg ryger hele tiden i forsvarsposition, når jeg skal tale om det. Og jeg ved, at hvis jeg skriver om det her, så vil I lige som alle mine kolleger og min mand stille jer på min side, og det er jeg taknemlig for. Det ændrer bare ikke på, at jeg ikke opførte mig, som jeg gerne ville have gjort, over for en tværfaglig kollega forleden dag på arbejde. Og det er jeg oprigtig ked af.

DSC_4607 (1)

Jeg gad også godt klippe regnvejret fra. Lørdagen er startet langsom, tingene er ikke som de plejer at være, den konstante tilstedeværelse af regn kan enkelte tørvejrsdage ikke ændre på, markerne er tunge af vand. Før sidste regnvejrsperiode var markerne lige blevet farbare, nu må vi finde tålmodigheden frem og vente på en lang tørvejrsperiode, så de sidste marker med kartofler kan blive ryddet og kartoflerne kan komme sikkert i hus.

DSC_4609 (1)

Måske skulle jeg også fraklippe den del af det at finde nyt tøj til festlige lejligheder, som handler om sko. Jeg synes altid i butikken, at skoene er sagen, og det er de, indtil jeg har dem på til festen. Så finder jeg ud af, at jeg faktisk ikke mere kan holde til at gå med højhælede sko. I irritation over dette går jeg nu rundt med mine fødselsdagssko, det er et ømt syn, for i håb om at skoen udvider sig lidt, valser jeg rundt med ankelsokker uden på de tyndere strømpebukser. Lad os se om mine fødder og skoene finder sammen i harmoni.

DSC_4623

Til gengæld vil jeg ikke klippe den egenskab fra, som handler om, at jeg er en, der ikke kan lade være med at påtage mig ansvar. Sådan er det, jeg skal nok bare lære at dosere egenskaben, så jeg ikke ender i tætpakkede uger, som har drænet mig for energi. Min ældste lillesøster er ligesådan, så hun ryddede fluks sin hverdagsfridag i november, så hun kan være sammen med mig. Og jeg glæder mig. Måske kan vi starte en hverdagsfridagstradition. Faktisk skal vi allerede weekenden efter være sammen med mellemste lillesøster på vores nystartede tradition, nemlig en søndagsvandretur med tid til snak, motion og latter. Denne gang er det mig, der skal finde en god rute. De scener vil jeg slet ikke klippe fra.

DSC_4627

Det er lang tid siden at jeg har set mine børn, så når kartoflerne en gang er i hus (ja jeg skriver når og ikke hvis, for jeg er optimist, der må da komme en periode på fjorten dage med godt vejr i rap), håber jeg på at finde tid til en tur til hovedstaden. Det vil jeg gerne skrive ind i mit livs film.

DSC_4622

I håb om at din lørdag bliver en af de scener i dit liv, som du vil glæde dig over, ønskes du en god lørdag.

torsdag, oktober 05, 2017

Lutter gode sager

  • Haft en god undervisningssituation med studerende i går.
  • Haft en god aften sammen med patienter og pårørende i går, hvor vi fik snakket om mange ting i forhold til det at have en apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) eller TIA(forbigående blodprop i hjernen)
  • Sovet rimeligt godt i nat
  • Haft en god temadag i dag, selv om det for nogle ikke var det, de var kommet efter. Det er jeg ked af, men overordnet syntes jeg stadig, dagen var god.
  • Skal have en faghyggeaften i aften og det glæder jeg mig til
  • I ventetiden drikker jeg te og funderer over livet og mig selv.
  • I morgen skal jeg være koordinator, det er sjældent, jeg er det. Det giver sommerfugle i maven, men sådan noget skulle jo være sundt og gavnligt for hjernen
  • Har lige snakket med min ældste lillesøster om livet og mig selv. Det er godt at få sat perspektiv på det hele.
  • Hun tjekkede lige min blog, da hun havde set, jeg havde ringet. Og da hun så, jeg ikke havde skrevet siden søndag, så vidste hun, at jeg trængte til en, der kunne rumme mig.
  • Jeg kan nemlig ikke skrive, hvis der er for rodet i min hjerne
  • Tænk at have sådan et livsvidne i sit liv, det er jeg så taknemlig for
Og fordi jeg ikke er hjemme, får du lige et billede, fra dengang jeg var i Nice til konference. Nu vil jeg stille borde an, finde service og hente kaffe og te, så jeg er klar, når de andre kommer med deres lækre kager, frugter, slik, chips og sandwichs (vi kommer ikke til at gå sultne hjem), skønne billeder og især god viden fra konferencer.


Håber du har nogen, der kan rumme dig og lytte til det, du har på hjertet og rigtig god aften til dig.

søndag, oktober 01, 2017

Nå men

det lange indlæg jeg har skrevet på i tankerne i de ni timer, jeg sorterede kartofler i dag, må blive i mine tanker. Der er andre ting, jeg skal nå i aften.

Søndag skulle have været en dag sammen med Laura i Musikkens hus, sådan spillede klaveret så ikke. Landmanden og to medarbejdere skulle sortere kartofler i dag, det skyldtes det skønne, at vi fik seks gode dage med kartoffeloptagning, og så holder man ikke stille for at sortere kartofler. Og da kartoflerne skulle være klar i morgen formiddag, ja så var der kun i dag tilbage. Klokken seks meldte den ene medarbejder sig syg, og så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Landmanden og hans medarbejdere knokler løs hver dag, og når de andre går hjem klokken 18, så fortsætter landmanden flere timer efter, så alt er klar til næste dag. Han skulle ikke sidde alene og sortere kartofler, det ville tage alt for lang tid. Jeg aflyste min aftale og så satte vi os ved siden af hinanden, sådan som vi i elleve år gjorde dag ud og dag ind fra august til maj.

IMG_20171001_123028_234

Det var hyggeligt at prøve en enkelt dag, men hvor er jeg dog glad for, at nogen troede på, at landmandskonen godt kunne finde sin indre sygeplejerske frem igen, og gav mig chancen for at vende tilbage som sygeplejerske.

DSC_4618

Og sygeplejersken må hellere se at komme i bad og så finde analysepapirerne frem, så jeg er forberedt på to dages intensive projektdage . God søndag aften til dig.