lørdag, oktober 07, 2017

Fraklip i livet

I følge sproget.dk betyder fraklip:

uønsket sekvens af lyd- el. billedoptagelse der er klippet ud af den færdige produktion; ofte om sådanne ufrivilligt komiske sekvenser der offentliggøres selvstændigt for underholdningens skyld.

Jeg gad godt, at visse scener i mit liv kunne klippes fra, men sådan fungerer livets optagelser ikke.

Jeg er ikke stolt af mig selv, og jeg ryger hele tiden i forsvarsposition, når jeg skal tale om det. Og jeg ved, at hvis jeg skriver om det her, så vil I lige som alle mine kolleger og min mand stille jer på min side, og det er jeg taknemlig for. Det ændrer bare ikke på, at jeg ikke opførte mig, som jeg gerne ville have gjort, over for en tværfaglig kollega forleden dag på arbejde. Og det er jeg oprigtig ked af.

DSC_4607 (1)

Jeg gad også godt klippe regnvejret fra. Lørdagen er startet langsom, tingene er ikke som de plejer at være, den konstante tilstedeværelse af regn kan enkelte tørvejrsdage ikke ændre på, markerne er tunge af vand. Før sidste regnvejrsperiode var markerne lige blevet farbare, nu må vi finde tålmodigheden frem og vente på en lang tørvejrsperiode, så de sidste marker med kartofler kan blive ryddet og kartoflerne kan komme sikkert i hus.

DSC_4609 (1)

Måske skulle jeg også fraklippe den del af det at finde nyt tøj til festlige lejligheder, som handler om sko. Jeg synes altid i butikken, at skoene er sagen, og det er de, indtil jeg har dem på til festen. Så finder jeg ud af, at jeg faktisk ikke mere kan holde til at gå med højhælede sko. I irritation over dette går jeg nu rundt med mine fødselsdagssko, det er et ømt syn, for i håb om at skoen udvider sig lidt, valser jeg rundt med ankelsokker uden på de tyndere strømpebukser. Lad os se om mine fødder og skoene finder sammen i harmoni.

DSC_4623

Til gengæld vil jeg ikke klippe den egenskab fra, som handler om, at jeg er en, der ikke kan lade være med at påtage mig ansvar. Sådan er det, jeg skal nok bare lære at dosere egenskaben, så jeg ikke ender i tætpakkede uger, som har drænet mig for energi. Min ældste lillesøster er ligesådan, så hun ryddede fluks sin hverdagsfridag i november, så hun kan være sammen med mig. Og jeg glæder mig. Måske kan vi starte en hverdagsfridagstradition. Faktisk skal vi allerede weekenden efter være sammen med mellemste lillesøster på vores nystartede tradition, nemlig en søndagsvandretur med tid til snak, motion og latter. Denne gang er det mig, der skal finde en god rute. De scener vil jeg slet ikke klippe fra.

DSC_4627

Det er lang tid siden at jeg har set mine børn, så når kartoflerne en gang er i hus (ja jeg skriver når og ikke hvis, for jeg er optimist, der må da komme en periode på fjorten dage med godt vejr i rap), håber jeg på at finde tid til en tur til hovedstaden. Det vil jeg gerne skrive ind i mit livs film.

DSC_4622

I håb om at din lørdag bliver en af de scener i dit liv, som du vil glæde dig over, ønskes du en god lørdag.

12 kommentarer:

  1. Uden fraklip bliver livet alt, alt for kedeligt! Hvis ikke man har gode historier at fortælle på sit dødsleje, hvad var livet så værd?, var der én, der en gang sagde. Jeg er sikker på jeg også stiller mig på din side vedr. sagen med kollegaen - nogle gange er det bare sådan man er. Kram og god lørdag også til dig! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Maude, du har ret. Og tak :-)

      Slet
  2. Siger det samme som Maude - det er jo også fraklippede der gør os til de gode mennesker vi er.
    Jeg kunne dog godt fraklippe denne lørdag - er faldet over mine egne ben, har slået hovedet slemt (ingen hjernerystelse), højre skulder og forstuvet venstre håndled. Vejret her ved Adriaterhavet er skønt, så jeg puster lidt sol hjem til Danmark.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, stakkels dig, godt du er i varmen, så du kan hele under gode forhold, og tak for pustet, sad udenfor i dag :-)

      Slet
  3. Fraklip har jeg en del af, også de tunge af dem. Det skal dog siges, at jeg aldrig har lavet "fraklip" for at gøre andre ondt, det har bare været sådan, at nogle er blevet ramt af mine valgte handlinger. Handlinger som ikke kunne være anderledes på det tidspunkt i livet. Bagklogskab hjælper sjældent så meget. Det at komme til at ramme en kollega, det kendes også. God søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Folehave, tak for ordene :-)

      Slet
  4. Fraklip hører med for at filmen kan blive den bedste udgave af sig selv.

    Min lørdag var perfekt, - den blev tilbragt i København med mine to yngste (og ikke mindst et lille barnebarn), som jeg ikke havde set siden august. Så regn og DSB til trods, - der var basis for fraklip!, -blev dagen nydt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, sådan er det. Og hvor lyder din lørdag som den skønneste dag :-)

      Slet
  5. Fraklippene er da de sjoveste :-)
    Men det er selvfølgelig ikke det du mener, jeg ved det godt, men hvis du ingen fraklip havde, var du jo det perfekte menneske eller en løgner. Det første tror jeg ikke findes, og det andet ved jeg, du ikke er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, i film er de i hvert fald :-) Og tak

      Slet
  6. Hanne, og jeg er enig, fraklippene er med til at forme os, de er bare ikke så sjove lige efter de er sket.

    SvarSlet
  7. Jeg tror på at de steder vi fejler, eller i hvert fald ikke opfører os, som vi i virkeligheden gerne vil, også er dem der lærer os om os selv, om vores grænser, om mod og om at handle anderledes næste gang.

    For hvis vi ikke ser det, sker der ingen ændring. Også selvom vi gerne vil være foruden :)

    SvarSlet