tirsdag, december 26, 2017

Juledagene 2017

Juleaften blev en dejlig aften med alt hvad der hører sig til. Vi valgte som vanligt at deltage i den sidste gudstjeneste, for der skal jo være mørkt, når man kommer ud fra kirken. Svigersønnen passede imens på hus og steg i ovnen.

I gamle dage spiste vi mere slik og godter, og alligevel køber jeg ind, som om en hel hær skal bespises. Og da datteren er meget mere standhaftig end hendes mor, hvad angår slik og julegodter, så må jeg finde nogle at dele lækkerierne med. Der er jo også hjemmebagte småkager og  konfekt.

DSC_4919

Vi hyggede os rigtigt med søster, svoger og niece og sendte også kærlige tanker til deres datter/søster, som døde 15 år gammel. Sorgen og savnet forsvinder aldrig, vi har hende med i vores hjerter, og livet leves med det savn, det er, allermest for hendes far, mor og lillesøster. Jeg fik den smukkeste glasengel af min søster, som hun selv havde lavet, og den har nu fået sin plads på juletræet. Ligesom en stjerneuro i perler lavet af min afdøde niece (kun med en hånd fordi den anden hånd drillede) hænger hvert år i vores stue og minder mig om min niece og om at vi holder sammen i vores familie. Vi er overhovedet ikke enige, vi kan godt blive irriterede på hinanden, men når det gælder, så rykker vi tæt sammen.

Datteren og jeg har genset Aladdin og den store julebagedyst fra tidligere år. Det er hyggeligt at se noget sammen med en anden. Landmanden og jeg har hver vores smag, så det er sjældent, at vi ser noget sammen.

DSC_4927

I går fik vi gået en tur oppe ved sommerhuset, inden regnen satte ind. I dag har det ikke været vejr til at komme ud, og jeg trænger til frisk luft, så jeg satser på, at datteren og jeg kan finde tid til det i morgen, når svigersønnen er sat på flyet. Førhen var 2. juledag familiekomsammen på landmandens side, men traditioner glider ud og vi må vist have fundet på nogle nye. Landmandens søskende har nu alle voksne børn med hver deres familie, så de holder ikke jul med deres forældre hvert år og kommer derfor hjem 2. juledag. I min familie mødes vi 4. juledag, den jyske del af familien. Det glæder jeg mig til, men datteren og jeg har talt om, at vi skal have skabt en tradition i landmandens familie med at mødes, ligesom vi har i min søskendeflok og med mine kusiner og fætre på min mors side.

I går fandt datteren på nettet filmen The Shack, som er bygget over en meget omtalt/omdiskuteret (i kristne kredse) kristen bog “Hytten”. Vi var begge vilde med bogen, og det var da også svært at overføre til film de mange gode diskussioner, som hovedpersonen Mack havde med Gud, Jesus og Helligånden. Filmen kunne dog godt nydes og jeg fik lyst til at læse bogen igen. Måske skal det ske som optakt til den retræte i stilhed, jeg har booket i maj måned.Jeg glæder mig til at gå ind i stilheden i 3 dage. Og har du ikke læst om min oplevelse af de to tidligere retræteophold, kan du læse om det her og her. Denne gang bliver noget særligt, for min ældste lillesøster har længe ønsket at prøve retræte i stilhed, så hun har booket plads på samme retræte som mig. Selv om vi kan snakke meget, så ved jeg, at vi også kan være stille sammen. Jeg glæder mig, meget.

Sov godt eller god morgen til dig.

DSC_4931

5 kommentarer:

  1. Og således gik juledagene på hyggelig vis, ganske som sådan nogle skal gå :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, fuldstændig som de skal gå :-)

      Slet
  2. Det lyder skønt, overflod af slik og Aladdin holder altid :D Håber du havde en dejlig jul generelt og vil læse med på det nye domæne i det nye år ��

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. A, jeg har haft en dejlig jul, tak og jeg må da have jeres nye domæne plottet i min læseliste :-)

      Slet
  3. Dejlig beskrivelse af en rigtig jul!

    Jeg har faktisk også overvejet en stilhedsretræte, jeg tror, det er godt for sjælen, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare tre dage uden min iPad og alt, hvad der er derpå.

    SvarSlet