torsdag, december 21, 2017

Julekalenderen 2017, 21.december

Det er sjovt, hvordan ens krop reagerer. I det øjeblik jeg satte mig herhjemme til den sene eftermiddagste(pga. en times overarbejde), så kom trætheden prompte. Fridagene står foran mig i en lang række, og pludselig synes det nærmest umuligt at komme i gang med de sidste gøremål, lutter gode sager. Ting jeg elsker at gøre. Så jeg lader kroppen reagere og begynder et blogindlæg i stedet for.

Fars fortælling:

I oktober skulle roerne tages op. Det skete med håndkraft. Kålroerne huggede vi bladene af med et optagejern med langt skaft. Jernet havde en skarp forkant og underneden et par spidse tænder til at rykke roen op med. Runkelroen rykkede vi op med hånden og huggede toppen af med en stor kniv. Bagefter blev roerne smidt op i den stive arbejdsvogn og kørt i en kule, hvorfra vi fyldte roerummet derhjemme i løbet af vinteren.

Min fortælling:

Som jeg husker det, skete det i løbet af december måned. Spisebordet blev ryddet for alting, voksdugen blev tørret af og så fik alle fem børn hver sin klump dej og alle småkagefigurerne blev lagt i midten. Der blev rullet dej ud og stukket figurer ud, som blev lagt på bagepladen. Vi havde helt styr på, hvis småkager der lå hvor. Nogle gange spiste vi også dejen. Mens vi var optaget af det, kørte min far pebernøddedejen gennem den gamle kødhakkemaskine, og mor lagde de lange strimler ud på et meldrysset bord og skar dem i små stykker. Når vi var færdige med hver vores klump pebernøddekagedej, fik vi til opgave, ikke at trille dem, men derimod at sætte dem på bagepladen med et bestemt greb, der involverede  tre fingre. Så jeg har aldrig været vant til runde pebernødder, mine pebernødder skal have den form, som pebernødder hjemmefra nu engang havde. Pebernødderne kom i store kagedåser og der blev sat tape på dem, for de skulle først spises til jul. Men vores kagefigurer måtte vi spise, når de var bagt. Jeg har aldrig gemt til natten, hvorimod min ældste lillesøster kunne få alt til at strække langt (og så nyde det foran sin storesøsters misundelige næse)

Der blev også bagt vaniljekranse, ingefærsmåkager og brune kager. De brune kager blev rullet ud og så skåret i rombeform, bagefter fik de hver en halv mandel klistret ovenpå. Sådan havde min bedstemor (farmor) gjort, så sådan ville min far have sine brunkager. Jeg elskede og elsker fornemmelsen af en håndfuld pebernødder, som bliver nydt samtidig med at en bog læses.

Datter og svigersøn er kommet hjem, vi har ladet det lokale vietnamesiske spisested stå for maden. Sønnen skal hentes ved morgenflyet i morgen. Medarbejdergaven til vores medarbejder skal hentes, vi skal have rundstykker sammen med ham og ønske hinanden god jul. Men i dag vil jeg finde noget god musik og så få fundet gran til at pynte julekrybben med. God aften til dig.

Et gammelt billede fra bloggen (2007) dengang med små billeder og store grimme vinduer og lækre pebernødder

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

12 kommentarer:

  1. Dejligt skriv!
    Tak Lene

    SvarSlet
  2. Det var da også en ordentlig bunke pebernødder, I bagte foran de grimme vinduer! Bager du/I lige så mange endnu?
    Jeg kan se billedet for mig af alle jer søskende, der sidder rundt om et bord med et bjerg af småkager af alskens art. Det var godt beskrevet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det vil jeg helst, men lige nu har jeg kun lavet dej af den halve portion :-)
      Og tak, vi havde rigtig mange gode minder omkring det bord.

      Slet
  3. Hyggelige beretninger.
    Juleferie skal jo OGSÅ bruges til at slappe af og lade op, så lyt du bare til din krop. I når nok det hele alligevel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva. Jeg slapper af, men jeg kan godt mærke, at det der ryk, jeg før hen tog, det sidder mere i kroppen nu end for tyve år siden :-)

      Slet
  4. Sjovt med de toppede pebernødder :-) Den slags flotte brunkager kan jeg huske en af de ældre nabokoner bagte. Vi var vildt imponerede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, ja hver har sine traditioner. Min far og jeg bagte dem året efter min mor døde, siden har jeg ikke bagt dem.

      Slet
  5. Lad juleroen sænke sig, nyd du har børn og svigersøn omkring dig. Når I deles om det hele, når I det helt sikkert.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, vi skal nok nå det, og vi nyder at være sammen :-)

      Slet
  6. Så hyggeligt at læse det du skriver. Jeg husker oktoberdage, da roerne skulle toppes af og hives op af jorden på den måde, din far beskriver. Sommetider var oktoberdage med let frost, klar luft og solskin. Andre dage var de grå med en masse mudder langs rækkerne.
    Min mor bagte også de rhombeformede sirupskager med en halv mandel i hver. Og der blev også lukket med tape! Mine børn og børnebørn bliver helt forundrede og næsten tomme i blikket, når jeg fortæller det. De kan ikke forestille sig en kagedåse med tape :-)
    Tak for din julekalender. Flot skrevet. Og gjort. At du når det oven i dit travle liv ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak for dine ord, og hvor er det sjovt at du har de samme minder om roer som min far.
      Ja i dag så tager man da bare, når man har lyst til en småkage :-)

      Slet