tirsdag, december 05, 2017

Julekalenderen 2017 5. december

Du bliver da ellers aldrig syg, var en kollegas kommentar, da vi gik hjem efter undervisning klokken 15. Jeg er da heller ikke syg, jeg er jo på arbejde, var mit svar. Men jeg har en vældig øm hals og en forkølelse, der i den grad tog over, da jeg skulle sidde og lytte til underviseren. Nu har jeg sovet et par timer, jeg fryser lidt, halsen gør opmærksom sig selv, næsen truer med at løbe væk, men jeg satser på, at jeg er frisk i morgen. For jeg har seks fridage/feriedage, og jeg skal jo decemberhygge/bage/pynte og købe julegaver - ups, jeg mangler stadig at sende en sms til de unge om ønskesedler. Sønnen har kundgjort, at han ikke skriver ønskeseddel i år, vi skal give ham det, vi synes er en god ide. Det er en rigtig dårlig ide, jeg hader sådan noget. Hvem har dog opdraget ham til at tænke sådan?

Nu til julefortællingerne - skulle jeg skrive noget, som du synes, du før har hørt, så bær over med mig. Jeg orker ikke at krydstjekke min blog for dubletindlæg.

Min fars fortælling

Da jeg var ca. 5 år, kom jeg på sommerferie hos E og A (svigerinde og bror) sammen med B (min niece, som er 3 uger ældre end mig). Dejlige ferier havde vi der med mange oplevelser. Tit sad vi i landevejsgrøften og studerede trafikken. Også dengang var der turister, der kom i biler eller på motorcykel, men også mange på cykel. For øvrigt cyklede mor og jeg engang derhen. Jeg havde ingen cykel, men havde lånt en damecykel hos vores nabo. Jeg stod op hele vejen, for sadlen kunne ikke skrues så langt ned, så jeg kunne nå pedalerne. Jeg rejste også engang med rutebil hen til E og A, men chaufføren havde glemt, at jeg skulle sættes af ved ejendommen, og vi kørte videre mod Viborg. Men sige noget til chaufføren turde jeg ikke. Jeg var selvfølgelig urolig ved tanken om, at jeg kom til Viborg. Det opdagede en af passagererne. I hvert fald stoppede chaufføren og jeg måtte gå den lange vej tilbage til ejendommen.

Til ejendommen hørte også en eng, som lå ned til åen. Om aftenen, når E og A var færdige med arbejdet, var vi ude at bade i åen. Det skete også på søndage. Engang var der nogle af Es familie med derned. De holdt sjov med B og mig, drillede os ved at holde os under vandet. Pludselig ”kom Bodil til” at skubbe til Elna, så hun faldt i vandet med tøjet på. A og nok også de andre grinte af det, men E blev selvfølgelig gal. – B og jeg havde sammen nogle dejlige sommerferier med mange gode oplevelser.

Min fortælling

Jeg elskede at besøge E og A, E var en stor frodig dame og havde den mest smittende latter, hun mindede mig på mange måder om Cleo. De var altid i godt humør, når vi kom. Min far elskede at tage rundt til sine søskende og hjælpe dem med høsten. Han smalfilmede også en del, for han ville gerne dokumentere livets gang på gårdene. Han var ikke for ingen ting historielærer og siden hen meget optaget af slægtsforskning. Min mor, som jo var den yngste kvinde i svigerfamilien, var meget vellidt, hun var dygtig med sine hænder, men havde også mod til at gå sine egne veje. Da hun døde, fortalte mine ældre kusiner, hvor meget de så op til den unge tante/lærerinde, som var så vidende om mange kulturelle ting og smart i tøjet. Det har krævet sit at have børneflokken på fem med rundt på besøg hos alle de mange svigerfamilier. Vi har boet mange steder i Danmark. Vi blev opdraget til at opføre os ordentlig, for en ting var at vi tit overnattede hos dem, der boede længst væk, noget andet var, hvis vi så også var støjende og uopdragne.

Hjemme hos os blev der holdt streng på bordskik. Vi gik ikke i gang med at spise, før alle var der. Alle skulle have vasket hænder først og ingen gik fra bordet, før alle var færdige. Stakkels min mellemste lillesøster, hun spiste så langsomt, så hun fik vist af og til øjne fra hendes to storesøstre (men uden vores forældre opdagede det, for det var ikke blevet tolereret). Vi lærte at holde albuerne væk fra bordet, vi måtte ikke bare spise med gaflen, vi skulle bruge kniv og gaffel. Når vi var hjemme, måtte vi gerne mose kartoflerne, men den gik ikke, når vi var på besøg. Og selv om mange af mine farbrødre spiste med den ene albue på bordet og gaflen i den anden hånd, så fik vi et blik fra vores far, det var ikke en mulighed for os. Jeg glemmer aldrig en gang vi besøgte et lærerpar, som var flyttet fra vores by. En af mine søstre begyndte at mose kartoflen og fik et diskret skub af min mor eller far. Det så værten og straks sagde han højlydt; kartofler smager nu bedst, når de er moset, så kan man rigtig få sovsen med. Og så begyndte han at mose kartoflerne og vi fulgte hurtigt trop, mens vi kiggede på vores forældre, som ikke kunne lade være med at smile.

Aftensmaden i dag bliver æbleskiver fra fryseren, det er det jeg magter lige nu, og de kan vel glide ned gennem en øm hals.

DSC_4855

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

14 kommentarer:

  1. Prinsekartofler er nu altså også de bedste kartofler (;

    - K

    SvarSlet
    Svar
    1. K, prinsekartofler er en betegnelse, jeg aldrig har hørt før :-)

      Slet
  2. Uhm, sådan en moset kartoffel med godt med sovs på, - ærgerligt man ikke er barn igen og kan "tillade" sig det. Eller kan man måske godt det? Jeg gør det i hvert fald ikke mere :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg er helt sikker på at der stadig er voksne, der gør det. Vi må prøve :-)

      Slet
  3. Årh, man ser det for sig med sådan en lille dreng, der ikke tør sige noget til chaufføren ...

    Det med bordskik gik mine forældre også ret meget op i. Vi havde fodermester og karl på kost, og de spiste ikke altid lige pænt, hvilket somme tider resulterede i, at mor rettede temmelig højlydt på min bror og mig i håb om, at de virkelige syndere fattede et vink med en vognstang. Nogle gjorde :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, åh ja, og alle de tanker om hvordan han så skulle komme tilbage, hvis han endte i Viborg.

      Godt at I var de indirekte guidelines til god bordskik :-)

      Slet
  4. Bare man ikke moser dem, når der er gæster :-) God bedring med snuen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, det er nemlig rigtig :-)

      Slet
  5. God bedring :)

    Vi havde en snak om sygdom i søndags, mine unger sagde alle, at man da ikke bliver hjemme pga lidt forkølelse og sådan noget ... jeg kunne høre min egen stemme lige der ;) men jeg er sikker på, at du er sådan en også, som ikke synes, at man er syg, når man er forkølet og har ondt i halsen, men det er jo ok at tage en slapper, når det behøves for at få det bedre.
    Nyd din ømme dag - og glæd dig til de kommende dage. Jeg har lige lavet leverposten og i går bagte jeg småkager - kun ingefærkager - jeg bager sjædent andre. Jeg tager det hele sådan en ting af gangen, ellers går det i baglås for mig og jeg mister fuldstændig pusten, heldigvis er håndværkeren på arbejde i Købanehavn i denne uge, så jeg kan slappe max af uden at tænke på aftensmad og den slags - jeg snupper en pita med kylling og salat, det elsker jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Helle :-) Du har den rette tilgang til juleforberedelserne,lækker mad du får :-)

      Slet
  6. Åh, jeg ELsker at mose mine kartofler, men vi måtte skam også kun inden for hjemmets fire vægge - og ikke når vi havde gæster :-)
    Nu bestemmer jeg selv, men jeg gør det stadig ikke, når vi har gæster ;-)
    God bedring! Det var da et yderst ubelejligt tidspunkt.
    På den anden side er det vel aldrig belejligt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen og nej det er aldrig belejligt når man bliver forkølet :-)
      Det sidder dybt i os, men heldigvislaver jeg så meget kartoffelmos, det nyder jeg :-)

      Slet
  7. Øv en december forkølelse med alt hvad der tilhører. Vejret indbyder så heller ikke tant og fjas.
    Minderne omkring det at besøge familie og hvad det medfølger sender også lige mine tanker tilbage. Jeg er jo enebarn, pigen fra byen, med forældre der altid gik fint klædt. Jeg lærte hvad der var pli omkring en middag, min moster var tjener, så forståelse af hvilket bestik der skulle bruges til hvad, jo, jeg var med til alt. Eller når jeg var på ferie hos fætre og kusinerne, hvor de var 5 + faster og onkel, så var det trangt i bilen, når vi var på tur. Det var dengang det var okay at sidde/ligge på hattehylden i den "gamle" folkevogns boble. Da der ikke var plads til 6 - 8 børn på bagsædet :-).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin, for at dele dine minder. Jeg husker også de mange børn, som var allevegne i bilen :-)

      Slet