fredag, december 08, 2017

Julekalenderen 2017, 8. december

Regnskabet er færdig, nu mangler jeg bare at få en landmand ind, så vi kan gennemgå forventede udgifter og indtægter i december.

Dagens indlæg fra min far bliver i form af links, jeg har nemlig før ladet min far fortælle. Det hele stammer fra hans slægtsbog, som blev flittigt brugt, når vi besøgte vores far. For selv om hukommelsen forsvandt og sproget med, så kunne min far finde genkendelse i det, han havde skrevet om sit liv. Det var smukt at opleve.

Min far fortæller:

Min far fortalte om skolegangen på den lille skole i landsbyen, og hvordan læreren mente, at min far skulle i realskolen. Det var, som min far skriver i dette indlæg om tiden på realskolen, et sjældent syn, at småkårsfolks børn fik lov til at komme på realskole, min far fik da også friplads.Og det var kun takket være min bedstemor, for min bedstefar syntes ikke, det var nødvendigt. Jeg husker tydeligt, hvordan min far fortalte, at hun der stod fast og sagde, at når læreren syntes, min far havde evner, så skulle de udnyttes.

Min far og jeg har også fortalt om de lege, vi begge husker tilbage på. Her handlede det om lege i skolegården. Og her er det de lege, min far og hans bror dog fik leget, selv om de skulle hjælpe med hjemme efter skoletid.

Noget, der slår mig, når jeg genlæser teksterne, er den indsats min far må have gjort for at følge med i skolen. Arbejdet hjemme skulle gøres, man blev ikke kørt til skole, der var ikke særligt godt lys om aftenen til at læse lektier og penge var der absolut ingen af. Og alligevel er der gennem min fars fortælling en rød tråd af kærlighed og taknemlighed. Vi andre tager det som en selvfølge, at der er skolegang for alle, at der er SU, at man får udleveret bøger fra skolen osv. Og vi skønner slet ikke nok på det privilegium.

Min fortælling:

Jeg følte, jeg var stor, da jeg kom i skole. Skolen havde altid været min legeplads, jeg var vant til at komme der, både, når der var skolegang og efter skoletid. Jeg var med en af naboerne, som var husgerningslærer, i hendes timer. Det var der, jeg lærte at koge havregrød, og jeg var meget stolt, da jeg fik lov til selv at lave det hjemme. Min far var sløjdlærer, så nogen gange fik vi også lov til at være med i hans timer, jeg elskede duften af træ og jeg elskede, at her var der store drenge, som jeg kunne lege, var mine storebrødre i en skoletimes tid. Allerede dengang var jeg en dagdrømmer. jeg fantaserede også om, at jeg var adopteret, og en skønne dag ville min rigtige familie dukke op, hvor der selvfølgelig var en storebror, og mine forældre ville være meget rige. Jeg blev dog lidt beklemt ved tanken om, at jeg så ikke havde min far og mor og mine søskende, så drømmen blev heldigvis aldrig til virkelighed.

Radioen spiller julemusik, og jeg må hellere få vasket nogle vinduer, før det bliver mørkt igen. Må du starte weekenden blidt og godt, uanset om du har fri eller skal arbejde.

DSC_4863

11 kommentarer:

  1. På en eller anden måde minder din fars fortælling mig om Grundtvigs "Er lyset for de lærde blot": https://www.youtube.com/watch?v=ja1PIIqS2_c Men den kender du sikker udmærket.

    Og apropos adoption; Alle adotivbørn drømmer om, at de biologiske forældre er meget rige. Fx er de fleste overbeviste om, at deres mor er filmstjerne i Hollywood. Min var nu bare noget med nogle checks på ATP.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, den kender jeg faktisk ikke, så jeg må ligge høre den.
      Det er ikke så sært at man som adoptivbarn tænker mange tanker om sine biologiske forældre. Mit var mest udtryk for almindelig dagdrømmeri.

      Slet
    2. Du vil bestemt nummer lide den. Grundtvig er jo på mange måder spændende.

      Slet
  2. Det er en perlerække af fine erindringer, du deler med os. Ikke de store armbevægelser, men dagligdags ting og overvejelser - nede på jorden. Tak for det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, der er godt at være nede ved jorden :-)

      Slet
  3. Eric siger det så fint - jeg er ganske enig med ham :-)
    Din fars skolegang inspirerede mig til at fortælle om min egen fars skolegang - eller mangel på samme. Tak for inspiration ... det er lidt skræmmende, at der ikke engang er 100 år mellem vore fædres skoleoplevelser. De er temmelig ens, selv om din far er født lidt senere end min far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, den fortælling håber jeg at vi får lov til at læse :-)

      Slet
  4. Det er svært at lære nogen at skønne på de privilegier, de har, når de aldrig har kendt til andet. Men vi skal huske at læse de gamle historier, så børnenes liv får et andet perspektiv end "mig selv, mig selv". Vi gennemgik "Højt fra træets grønne top" forleden, fordi vi skal besøge Den gamle by, og det gyste i eleverne, da det gik op for dem, at børnene fik én gave. Én gave?

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er rigtigt, at vi skal huske at have historien med os.
      Hvor er det godt at I sætter fokus på de gamle sange og deres indhold, så ordene sættes i perspektiv.

      Slet
  5. Det at dagdrømme. Jeg har haft mange storbrødre/søstre samt mindre. Boet et andet sted, selv i dag kan drømmene være langt fra virkeligheden. De er så skønne at have.
    Jeg tror der er noget jeg skal have opfrisket fra min fars barndom. Min faster der er 1½ yngre end min far lever stadig, og er fit for fight. Jeg husker også min far blev indstillet til realskolen, men kom ikke den vej grundet økonomien, men var ikke klar over det var muligt at søge friplads. Min far læste derfor samtidig med han stod i lærer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, dagdrømme kan være med til at blive skarp på hvad man egentlig vil.
      Dejligt at du har nogen at gå til for at få opfrisket historien.

      Slet