søndag, marts 26, 2017

Jeg hygger mig

Kombination af sommertid,  mobiler der husker dette og standardvækketidspunkter i nogens mobil (nævner ikke hvem, men det er ikke mig) har givet en træt aftenvagtsygeplejerske. Heldigvis er jeg så ikke aftenvagt i dag, den er byttet væk, så jeg ikke skulle have mange arbejdsdage i træk. Der kom nemlig et seminar og ansættelsessamtaler på tværs for mine vanlige fridage efter aftenvagterne.Det giver mig mulighed for at være langsom og nyde søndagens start.

Trods dis udenfor var luften frisk og der var ikke langt fra tanke til handling, årets første trappete er nu nydt.


Og mens jeg sad der, begyndte solen at skinne gennem disen og en vis legemsdel at blive kold. Så jeg fandt regionens julegave fra tidligere frem (et lunt tæppe) og sammen med den også en ny bog, som virker til at være lige min kop te. Jeg er lidt stolt, for jeg fandt bogen i forbindelse med, at jeg kiggede efter mulige undervisere til en temadag om tværfaglighed. Da jeg ringede til medicinsk bibliotek for at høre, om de havde den, lød svaret: det har vi ikke, men det bør vi have. Så jeg er den første, der læser i den, og nu kombinerer jeg trappete med faglæsning på en træt søndag.


Håber du får tid til at nyde søndagen, ha en god søndag.

lørdag, marts 25, 2017

Jeg elsker det helt ned i tæerne

  • At være alene og egentlig have brug for en kollega til at få patienten højere op i sengen. Men så prøver jeg at guide patienten med ord og med faste tryk på kroppen, som fortalte, hvad jeg ville have patienten til at gøre. Og pludselig fattede patienten det og flyttede sig opad i sengen
  • At anlægge en sonde og sammen med patienten få det til at fungere. At stå rent praktisk med problemer, så som at medicinen pludselig virker til at have stoppet sonden og så danne min egen hypotese om problemet og ordne det.
  • At tale med en pårørende og mærke, at vedkommende føler sig hørt midt i alt det svære.
  • At have brug for at sparre med en kollega om en vurdering af bevidsthedsniveauet, jeg har lavet, og mærke, at det gør godt for andre, at selv den gamle, erfarne sygeplejerske også har brug for dem. Vi har brug for hinanden, hele tiden, og jeg har jo #verdensbedstekolleger
  • At føle sig lidt usikker på, hvordan var det nu lige med bestilling af trykaflastende madrasser og hvilke typer skulle det være, og så blive klogere sammen med #verdensbedstekolleger på det.
  • At grine sammen midt i travlheden
  • Ikke at være ansvarshavende, men sygeplejerske hos patienterne.

Og så nyder jeg denne langsomme morgen sammen med landmanden inden aftenvagten. Vi får ham koblet på MobilePay, vi får drukket te sammen og så nyder jeg billeder og video af Ayla. Landmanden havde været på besøg hos hvalpene, og nu glæder vi os til om godt en uge, hvor Ayla bliver vores. Håber du har noget at glæde dig til, god lørdag.

Ayla

fredag, marts 24, 2017

En lille ting med stor betydning i hverdagen

Jeg har haft den i en uge nu, og jeg nyder hver dag, at jeg har den. Den gør livet lettere, ikke på det store filosofiske plan, men på mit lille hverdagsplan. Egentlig var det tænkt som en snydegave. Den skulle få mig til at tro, at jeg ikke fik det, jeg virkelig ønskede mig af mine børn. Jeg overvejede det godt nok, men håbede, at jeg også fik den anden gave (hvor er jeg dog grådig). Det fik jeg også, jeg fik min sang, sunget af mine børn, og en gang med tiden bliver den også indspillet, så landmanden kan bruge den som underlægningsmusik til en motorcykelvideo.

DSC_3634

Tilbage til den anden gave. Jeg har længe villet have den, men som den sindige jyde, jeg er, så køber man ikke noget, før det gamle ikke dur. Og helt tilfældigt gik den gamle udgave i stykker dagen før mine kolleger kom på besøg. Jeg ville ikke købe en ny, for jeg kunne ikke lige overskue at finde den rigtige udgave midt i festlighederne, så sommerhusudgaven blev hentet hjem.

DSC_3637

Og dagen efter kollegernes besøg, på min fødselsdag, åbner jeg så for hjælpemidlet, der gør min hverdag god og nem. En el-kedel, som kan indstilles til temperaturer på 80 grader. Jeg er nu fri for at koge vand, vente fem minutter til det er nået ned på mellem 80 og 90 grader, før jeg kan hælde det over mine yndllingste, som er grøn og hvid te og som ikke tåler kogende vand. Og hvad der er endnu bedre, landmanden kan finde ud af det og laver nu te til mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Førhen lavede han den sorte te til sig selv (jeg måtte også godt drikke den), og så måtte jeg gå i gang med den besværlige procedure for at få min te. Det er slut nu, og jeg nyder, at tebrygningstiden er skåret ned med minimum fem minutter.  Alt godt kommer til den, der venter.

DSC_3640

Og LOOP var lige så godt, som jeg vidste, min krop takker mig allerede for indsatsen. Blomsterne i krukken med flere lag forårsløg gør opmærksom på sig selv sammen med de andre forårsblomster. Fuglene synger det bedste, de har lært, solen skinner, og jeg nyder det hele. Også at jeg skal i aftenvagt, for jeg har fået lov til ikke at være ansvarshavende og skal i stedet for passe patienter og løbe til trombolyse, jeg glæder mig. God fredag til dig.

DSC_3639

torsdag, marts 23, 2017

En uge set gennem min mobil

Midt i fødselsdagsforberedelserne: en solstråle i en vindueskarm fik de gule blomster til at skinne.DSC_3603

På jagt efter en kjole til min fest: Jeg opdagede et nyt gavlmaleri, det var ikke til at tage et ordentlig billede af pga en skarp sol. (og jeg fik købt en kjole – ingen billeder af den)

DSC_3607

 

DSC_3608

Mange boller skulle bages til kollegerne: Når det skal gå stærkt, tænker man sig ikke så godt om. Og småkager kan godt bages på øverste ribbe, det kan boller ikke. Så ved du det. Heldigvis var det kun nogle få af dem, der blev mast, da jeg måtte bruge alle kræfterne for at få pladen ud.DSC_3611

Flere borde skulle gøres klar til kollegernes besøg: De små enkle borddekorationer fungerede godt, og jeg nåede lige at udnytte vintergækkernes skønhed inde.

DSC_3615

Søndagens træthed efter fest bød vi trods med en god gåtur til havet.DSC_3623

Hjemmearbejdsdagen mandag fik sig en walk and talk, som gjorde godt for en træt 60 årig kvinde.

DSC_3630

Solen skinnede, da jeg i går på min fridag gik ind af en af sygehusets indgange for at undervise tidligere patienter og pårørende. Jeg var sammen med en ny diætist, og hun sagde efterfølgende, at hun håbede, at man kunne finde penge til til fortsat at have en sygeplejerske med til kostundervisning. Ikke fordi jeg underviser om kost, men fordi jeg sammen med patienter og pårørende kommer omkring det, der er svært, når man kommer hjem med få mén efter sin blodprop eller blødning i hjernen.

DSC_3631

Enten er det alderen, der allerede trykker, eller også er det bare al den festivitas, der gør, at jeg stadig er træt trods gode og lange nætter med søvn. I morgen skal piben have en anden lyd, motionen skal ind og give mere energi, for forude venter en travl arbejdsuge. Aftenvagter fredag og lørdag, fri søndag, seminar i København mandag, travl arbejdstirsdag, fridag onsdag men med faghyggeaften om aftenen, projektdage torsdag og fredag. Så er jeg vist også klar til den første weekend i april.

Håber der har været sol på din vej og at du har nået at nyde den.

tirsdag, marts 21, 2017

En solstråle

Mon den kan lokke mig ud? Den danser rundt i stuen, skaber smukke og sjove billeder på vægge og gulv. Mon den kan lokke mig op af sofaen? Jeg kigger rundt i stuen, ser på bøgerne i reolen, nyder farvespillet fra sol og skygge i kombination med de mange farvestrålende bogrygge. Hos mig er bøger ikke stillet op i farver, heller ikke i opretstående mønster. For der er alt for mange bøger til reolen, så nogle steder står de lodret i to rækker på en hylde og ovenpå hygger andre bøger sig med at flade ud vandret.

De symboliserer med deres uorden og deres mangfoldighed vores liv. Der står bibler og børnebibler sammen med populærkristne bøger af Cliff Richard og Charlotte Rørth. Andre steder står gamle leksikon, som vi har fået genindbundet sammen med gamle bøger om Vendsyssel og bøger, som landmanden har fået af vores børn og mine forældre. Bøger, som han engang vil læse, men som smartphone og facebook har det med at stjæle opmærksomheden fra. Et sted står den bog, jeg fik af mine forældre som en af de sidste boggaver, og som jeg aldrig har fået læst, Kristin Lavransdatter. Og alle siger, at den skal jeg læse. Når alle siger sådan, så kan jeg nemt blive lidt Rasmus Modsat.

Små billeder er stillet op, et enkelt i ramme, andre lamineret og andre igen er bare sig selv. Billede af os fire i Paris, da jeg blev 50. Billeder af børnene og deres fætter og kusiner som børnehavebørn og indskolingsbørn. Billede af børnene sammen med deres farforældre til en juleaften. Der står også en fiduspokal, fra dengang landmanden som ung spillede fodbold. Den kunne godt trænge til at blive pudset, men den er god som kuglepenholder. Et julebrev fra os i 2015 ligger ovenpå en vildtkogebog sammen med et jagtblad. Et andet sted blander rejsebøger sig med En mand, der hedder Ove. Ordbøger, gamle bøger, nye bøger, kristne bøger, jagtbøger, biografier og fotoalbums slås om pladsen. Og sådan er det, sådan har de stået i mange år. Som landmanden sagde til min fødselsdag, den dag vores børn skal rydde op efter os, finder de måske gamle koncertbilletter. Billetter som jeg har gemt et sikkert sted, og som aldrig er fundet. Måske er de blandt bøgerne i vores reol? Pyt. Jeg elsker faktisk min reol, som den er, rodet, ufuldstændig, smuk og sin egen.

P1050303

mandag, marts 20, 2017

Hverdagens arbejde

Der er ordrer på kartofler, så landmanden og medarbejder er i gang ved kartoffelsorteren. Et helt læs på 24 tons skal af sted i morgen, så I kan finde gode, friske kartofler i butikkerne.

Søn og svigerdatter blev sendt med flyveren i går aftes, og datteren er sat på toget tidligt i morges. Studier og arbejde skal passes. Computeren er fundet frem herhjemme sammen med arbejdstasken, der er sat kaffe og te over, for arbejdsdagen for mig skal foregå herhjemme sammen med mine to projektgruppemedlemmer. Der var ingen ledige mødelokaler eller konferencelokaler på sygehuset, så vi besluttede os til at arbejde hjemme.

Det får mig til, hver gang jeg har problemer med at finde mødelokaler, at tænke på det nye sygehus. For rygterne vil vide, at planlæggerne mener, at da alt jo skal foregå hos patienten, og patienten har enestue, så er der ikke brug for ret mange samtalerum og mødelokaler. Hmm, de har ikke tænkt på sygehusets forpligtelse i forhold til uddannelser, eller for at der kan ske udvikling og forskning til gavn for patienterne, så kræver det altså arbejdsdage, hvor man i fred og ro kan dykke ned i det område. For slet ikke at tale om de møder, der er nødt til at blive afholdt tværfagligt eller på tværs af afsnit og klinikker for at få sammensat de bedste patientforløb. Nå det kan min trætte hjerne ikke lige tænke på nu.

Når man er tidligt på færde, får man mulighed for at se lidt morgenstund på vejen hjem fra toget. Lige nu kunne jeg godt snuppe en morgenlur, den må dog vente og omkonverteres til tidlig aftensøvn. Jeg satser på friske kolleger, som kan holde gejsten oppe hos mig og dem. Ha en god dag.

morgenstund200317

søndag, marts 19, 2017

Den smukkeste buket af ord, sang, smil og latter

Egentlig burde jeg sove lidt mere, klokken var langt over midnat, inden jeg kom i seng, men kroppen synes noget andet. Og her skal kroppen forstås som hele mig, for jeg mener jo som Merleau-Ponty, at man ikke kan skille krop og hjerne ad. Så tanker/følelser sætter sig i kroppen, og bevægelser i kroppen sætter sig i hjernen. Jeg er så fuld af glæde, at denne morgenstund er blevet nydt i et stille hus. Jeg har pakket gaverne ud igen og sat dem på min skænk, jeg har vasket op og sat på plads, mens jeg har gennemgået hele dagen i går.

DSC07413

Hele min fødselsdagsfejring kulminerede i går med en fest for familie og venner. 64 voksne og 4 børn havde sagt ja til at være sammen med mig på Hotel Søparken fra kl 13 til? Ja til landmandens fødselsdag tog vi hjem ved 22 tiden. I går ramte den midnat, inden vi var hjemme. Sikke en fest, vi har haft! Og jeg er så glad og taknemlig i dag.

DSC07407

Tænk at være beriget med så mange gode mennesker i mit liv, mennesker, som bandt den ene sløjfe efter den anden om mit liv. I går fik jeg den første tale af min mand nogensinde, det er mig, der normalt er taleren i vores familie. Det behøver det ikke være, det var en dejlig tale, som samtidig var alt det, jeg forbinder med gode talere. Den havde en ramme, den havde et budskab, der var alvor og humor i den, og så blev den serveret sikkert og veltalende. Og så havde han lige regnet ud, hvor mange madpakker jeg har smurt til ham igennem vores liv sammen. 21.000 stk!

P1050348

Vores børn gjorde ham kunsten efter, de snuppede deres mors koncept med mange små gaver, som med ord tilknyttet fik symboliseret mit liv med dem. Og de kunne i den grad få moderen til at smile og blive rørt, når de satte spot på mig som mor, menneske og kvinde. Bagefter sang de en sang for mig, og det var sangen, som ligger til grund for min blogs navn. Min bror spillede guitar til, og jeg stornød det hele. De er bare så gode sammen og dygtige til at synge, så jeg nød deres udgave lige så meget som den her.

P1050346

Jeg havde selv en overraskelse til mine gæster, for jeg havde hyret mit kor til at give en lille koncert på tre sange, og bagefter ledte min korleder an i gospelsang, som alle deltog i, både gæster og kor. Det blev lige, som jeg havde håbet på.

P1050347

Min svoger og svigerinde holdt tale, hvor de inddrog emner fra en googling af mit navn, og hvad det indebar, det var faglige artikler, oplæg til temadage og konferencer og noget fra min tid som blogger for Sygeplejersken. De havde også søgt på min blog, blandt om min fejring af min 50 års fødselsdag i Paris. Min svoger fortalte, hvor meget min blog ville fylde, hvis man printede det ud i A4, det var vildt højt tal, jeg har trods alt blogget i 10½ år. En anden svoger sørgede for musik til de sange, jeg selv havde valgt, der skulle synges ( og i dag gik det op for mig, at vi aldrig fik sunget den sidste sang, fordi der skete så meget hele tiden)

DSC07408

Min tidligere afdelingsleder holdt tale for mig på vegne af de tre kolleger, jeg havde inviteret med. Tre gæve kvinder, som har fulgt mig i de 17 år, jeg har været sygeplejerske på neurologisk afdeling. Det var sjovt, for det affødte reaktioner fra min familie, at der var ting, de ganske enkelt ikke vidste om mig i fagligt regi og hvad jeg har stået for fagligt, men sådan er det jo. Når man er sammen, er det ofte den private sfære, man bevæger sig i, og ikke så meget den faglige.

P1050316

Og mine søskende med familie sluttede af i vores vanlige familiestil med optræden med forskellige sange fra min ungdom, som havde fået nye tekster. Der var udklædning til den store guldmedalje og flerstemmigt sang. Og det blev så understreget en gang for alle, at jeg er Storesøster med Stort S og Hønemor med stort H. Så budskabet fra dem og mine børn var, tænk nu også på dig selv. Jeg synes faktisk, at det er det, jeg har gjort hele den her uge. Selv om mine børn skreg af grin inde på værelset i går formiddags med deres hemmeligheder, fordi der lød ude fra gangen: I sørger lige selv for at få noget at spise - Hmm Lene, mon du har glemt, at dine børn er 31 og tæt på de 30, og at de har klaret sig væk fra hjemmet i 10 år?

P1050349

Og så var der alle de andre gæster, som sørgede for at snakke sammen, hygge sig sammen, grine sammen og i det hele taget skabte de sammen rammen for den skønneste fest.

P1050353

I dag slapper vi af sammen med vores børn og sønnens kæreste, svigersønnen kunne deværre ikke være med til fødselsdagen. I morgen starter hverdagen igen, og jeg er klar. For sikke en festlig uge, jeg har haft.

P1050352

fredag, marts 17, 2017

Byger der går og kommer

det er den danske sommer, synges der i den gamle sang Danmark nu blunder den lyse nat. Det er så også starten på min fødselsdag, måske er det faktisk også sådan jeg er. Sol og regn, blæst og ro, sådan vil jeg da egentlig gerne være.

P1050310

Jeg havde den skønneste dag sammen med mine kolleger, det blev lige den dag, jeg håbede på. Og jeg blev begavet med en smuk, varm buket, den skønneste taske og de smukkeste øreringe. Og som altid til runde fødselsdage havde to kolleger forfattet en sang med en god pointe, de har lært, at te trækker fem minutter, hverken mere eller mindre. Og en af mine kolleger holdt en lille tale, for hun havde husket den her dag, hvor min latter lød over hele afdelingen, og derfor fik jeg cremen Q10. Mine kolleger har nu fået opgaven at holde øje med, om mine rynker bliver mindre. Gør de det, forudser jeg et boom af i salget af den creme. Og ellers så vil jeg bare nyde at være der, hvor jeg er. 60 år gammel med et liv, der er levet. Et liv med glædeer og sorger, et liv med fejl og gode handlinger.

P1050313

Landmanden så rigtig, da han anbefalede mig at flytte min dag med afdelingen fra min fødseldag til dagen før, på den måde har jeg nu tid til stille og roligt at nyde formiddagsteen med rundstykker sammen med landmand og medarbejder. Og så kan jeg glæde mig over, at i eftermiddag dukker de unge menensker i familien op, og i morgen er det familie og venner, der kommer.

P1050314

Og jeg er blevet sunget op af landmand (jeg savnede Istvan med flag i munden, men næste år kan Ayla tage den tjans). Gaven havde han dog ikke med ind i soveværelset, det forstår jeg, jeg glæder mig til at tage den i brug.

P1050306

Ha en god dag,og kommer solen ikke frem, så håber jeg, at I kan få den via smil, I får eller sender.

P1050315

torsdag, marts 16, 2017

Jeg havde helt glemt det

Trætheden er mærkbar her til morgen. Jeg skal have hele min afdeling på besøg i dag, og pludselig gik hjernen i selvsving i går aftes, efter jeg var kommet hjem fra kor. Så søvnen blev kort, men til gengæld er forventningens glæde stor, jeg glæder mig til at få besøg af 16 kolleger sidst på  formiddagen og 12 sidst på eftermiddagen. Leverpostejen bager i ovnen, bordene er dækket, hjortespegepølse og røge dyrekølle er i køleskabet sammen med hjemmelavet æggestand, bollerne er taget op fra fryseren, kagen er bagt, chokolade er klar til at komme på min fine kageopsats, som jeg fik i lørdags. Jeg mangler lige et par småting, inden en kollega kommer og hjælper mig med at rette fade an og brygge kaffe og te.

Der skal dog være tid til en pause, og den bliver så brugt på et indlæg. Gårsdagens forberedelser måtte vige for en begravelse. Vore kære frøken R fik lov til at få fred, som hun længe havde ønsket det. Hun var ikke bange for at dø, for så skulle hun hjem til Jesus. Præstens tale var præget af, at det her var en enlig dame, en frøken, som de sidste mange år havde valgt kun at være hos sig selv. Så det blev hendes virke i de unge år som lærer og aktiv i børneklub, der var omdrejningspunktet sammen med hendes stærke tro. Der huskede jeg pludseligt, at jeg havde gået i søndagsskole hos frøken R. og siden hen hos købmand Jensen. Han tog sig af de større børn. Men mine minder er kædet meget mere sammen med det her indlæg, det er sådan jeg vil huske frøken R, et lille frirum fra familie og venner, hvor man bare var sig selv sammen med en god voksen, som forkælede en.

Mens jeg ledte efter det indlæg, fandt jeg et andet, og den episode havde jeg helt glemt. I dag kunne jeg ikke have haft tid til det i en aftenvagt, men hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det dengang. Det var med til at forstærke værdier i mig.

Og nu er pausen forbi, må du få en god torsdag.

aftenstund i vildmosen

tirsdag, marts 14, 2017

Trykker alderen?

Overhovedet ikke, nu er jeg jo så heller ikke blevet 60 endnu. Men i og med dåbsattesten snart har 60 år på bagen, så er der flere, der kommer på banen med gode råd. Vores revisor har de sidste par år, siden landmanden blev 60, talt om at lægge planer, at se frem og at tænke over hvad vi vil. Og det er jo godt. Banken er også på banen, og i går havde vi møde med deres pensionsrådgiver. Jeg har selv meldt mig til et seniormøde i min pensionskasse og formentlig får jeg snart brev om seniorordning på arbejde. Det sidste kan jeg simpelthen ikke huske, hvad indebærer.

Og det er typisk mig, jeg fornægter ikke min alder, jeg kan bare ikke forstå, at det virkelig er nu, at jeg skal forholde mig til efterløn og pensioner. Faktisk såede bankens rådgiver tvivl i mit sind, er jeg overhovedet berettiget til efterløn? Jeg har jo kun arbejdet 17 år uden for gården i denne omgang, og før de 11 års fuldtidsarbejde på gården var der ikke noget, der hed efterløn og indbetaling til dette. Se, det aner jeg ikke, så jeg må have fat i min a-kasse. Alle de her møder sætter tanker i gang, tanker om fremtiden og hvad vi vil. Tankerne er der måske nok i forvejen, men nu får vi sagt dem højt, og det betyder, at vi begge hører dem, og så sætter de nye tanker i gang.

Samtidig får de os også til at se tilbage, se på det vi har udrettet sammen. Mindes tiden med små børn, små midler og lange arbejdsdage. De lange arbejdsdage er der stadig, børnene er voksne, og med årene har vi fået mere råd til det ikke livsnødvendige. Vi behøver ikke i dag at holde en uges cykelferie for to på Læsø til 800 kr inklusiv færgebilletter, men selve cykelferien kunne jeg godt tænke mig. I dag skulle der være lidt mere luksus i maden, dengang fik vi rundstykker, rejeost og juice til morgenmad, rugbrød med leverpostej og agurker til frokost og aftensmad, og så en kop te på en kro i løbet af dagen og en is om eftermiddagen. Men vi havde det sjovt og nød ferien.

Vi håber på, at helbredet er med os, så at vi den dag, vi stopper med at arbejde og dermed for landmandens vedkommende kan holde mere end ti dages sammenhængende ferie om året, kan rejse mere. Men som min kloge landmand siger, vi har haft et godt liv, og skulle det blive kortere end forventet, så er det også ok. De rejser, vi ikke får, slår ingen skår af glæden over livet.

Vi er nået en alder, hvor mennesker på vores alder uventet bliver syge, eller det man godt ved, at med alderen stiger risikoen for forskellige sygdomme, så livet varer ikke evigt. Men indtil det slutter, skal vi sørge for at fylde glæde og oplevelser ind i det. Og nu vil jeg fortsætte med bageriet og glæde mig over, at jeg stadig mangler to komsammener i anledning af min kommende fødselsdag.

P1050275

søndag, marts 12, 2017

Tag godt imod Ayla

Må jeg have lov til at præsentere vores nye kommende familiemedlem, hun er kun fem uger gammel, så vi må vente tre uger mere, førend hun skal bo her.P1050256

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lige nu bor hun sammen med sine seks søstre og tre brødre, og de stortrives. Der har været tænkt meget på gården, om vores liv som hundeejere var over eller om der skulle investeres tid og interesse i en ny jagthund. jeg synes, landmanden har truffet det rigtige valg, og jeg glæder mig til at se de to knytte bånd og sammen dygtiggøre sig.

P1050262

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De har vist allerede fundet hinanden. Og jeg fik også lov til at hilse på Ayla.

P1050270

Det blev lige, som jeg gerne ville have det

“Jamen kender de hinanden”? Min frisør så undrende ud, tænk at invitere ni kvinder, som man har mødt gennem sin blog. Ni kvinder, hvor en havde jeg aldrig mødt og flere havde jeg mødt kun en gang, og mange af dem havde slet ikke mødt hinanden. Jeg var ikke nervøs, for som jeg sagde til hende; jeg kan lide dem alle, og jeg tror de kan lide mig, så kan de nok også lide hinanden. Og det kom til at holde stik.

P1050247P1050254

 

 

 

 

 

 

 

Det blev den skønneste dag med masser af snak og masser af latter og strik. Nogle af os nåede også en gåtur i det skønne vejr (hvor heldig har man lov at være, de havde lovet gråvejr og dis hele dagen, men solen brød frem, da gæsterne kom). Sådan en dag går hurtigt, selv om jeg forsøgte at trække den i langdrag ved at invitere chauffører på aftensmad, og landmanden var heldigvis hjemme sidst på eftermiddagen. Så der blev tid til traktorinspektion og rundvisning på gården, inden vi spiste resterne fra frokosten.

P1050248P1050251

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er altid bange for, om der er nok mad, og det siger så lidt om mine evner til at regne mængden ud, når vildtpie, grøntsagstærte, små ovnbagte kartofler, salater og islagkage kunne strække til både ti kvinder til frokost og ni mennesker inklusiv tre herrer til aften. Vi lod nu også landmanden grille nogle hjortepølser som supplement om aftenen.

P1050246P1050250

 

 

 

 

 

 

 

Da de overnattende gæster var gået i seng, kunne jeg slet ikke finde ro, jeg havde brug for at nyde hele dagen for mit indre, så klokken blev sen. Men da jeg gik i seng, var alt ryddet op og dermed var jeg klar til at kunne nyde morgenmaden sammen med Conny og Mette, inden de drog til Sjælland. Bagefter var der tid til at nyde alle de skønne gaver.

P1050249P1050253

 

 

 

 

 

 

 

Jeg går vist rundt med et stort smil, for jeg er bare så glad for, at alt blev som jeg håbede på. Tak til Liselotte, Ella, Helle, Jette, Ellen, Inge, Conny, Laura og Mette for det skønneste selskab. Min fødselsdagfejring er skudt i gang med maner. Og normalt sætter jeg en ære i at variere mine ord, men i dag er der rigeligt med ordet nyde, for det var det, jeg gjorde.

lørdag, marts 11, 2017

Morgenmad og dis

Udenfor er det gråt og diset, men luften er fuld af forår og fuglesang. Hm, er det nødvendigt for mit indlæg? Havde jeg ikke lært at gå direkte til emnet? Jo, men emnet er faktisk dagen i dag, jeg havde håbet på solskin lige som i går, den norske vejrmelding for mit område lover dog også lidt sol. Men pyt, for jeg fylder til gengæld sol ind i mine stuer. Jeg har nemlig inviteret ni kvinder, som hver især har haft en betydning for mig i mit 10½ år som blogger. Jeg glæder mig, de kommer fra øst for bæltet, nord og syd for fjorden, og jeg er overbevist om, at de nok skal fylde huset med snak og latter.

Ikke mere snak og ord fra mig, tidsoptimisten har en plan, som skal holdes. Ha en dejlig lørdag.

diset morgenstund 2diset morgenstund

fredag, marts 10, 2017

Tidsoptimist

det er mig. Jeg tror altid, at jeg kan nå meget mere, end jeg reelt kan. Til gengæld er jeg supergod til at barbere væk og gå på kompromis, så jeg når i mål, eller til at knokle igennem, hvis jeg beslutter mig for den udvej. I går var min frisør så sød at tænke på mig, da hun fik et afbud, også selv om det betød, at hun blev en halv time længere i sin salon end normalt, for at jeg kunne få farvet bryn/vipper, få reflekser i håret og blive klippet. Jeg er stadig ikke klar til at slippe det lyse look. Jeg har prøvet at droppe det, men min frisør siger, at der endnu ikke er nok grå hår til at give det grå, smarte look. Det bliver bare kedeligt at se på. Det var skønt, og jeg var lige ved at falde i søvn i massagestolen, mens brynene tog farve, jeg nåede dog ikke til snorkestadiet. Det har jeg gjort tidligere, når jeg er kommet direkte fra arbejde.

Til gengæld nåede jeg så ikke noget af det planlagte herhjemme, det er så her tidsoptimisten slår til. Nu får vi at se, om hun får ret, eller om der skal hugges en hæl eller klippes en tå.

Og så er det altså utroligt, hvad ti - tyve minutter kan gøre i forskel. Jeg er ikke den, der går til tiden, jeg har tit noget, jeg lige skal nå, og så bliver klokken ofte 5-10 minutter over tre. I går skulle jeg nå at komme til Brønderslev fra Aalborg på en time. Normalt er det overhovedet ikke et problem, men klokken tyve minutter over tre om eftermiddagen fra sygehuset? Glem det, der er en kø uden lige. Så jeg aftalte med min leder, at jeg gik ti minutter før tre, klædte om og kørte fra sygehuset fem over tre. Jeg var i Brønderslev en halv time efter, så jeg nåede at få rettet briller, købe en blomst og tjekke lidt nyheder, inden jeg satte mig i frisørstolen.

Tidsoptimisten er træt lige nu, for jeg mødte en time før på arbejde i dag, og så kunne jeg lægge en og en sammen (var en time længere i tirsdags), det giver to, så jeg kørte hjem to timer før myldretid. En kop te og en stille stund, så er jeg klar igen. For jeg har så meget at glæde mig til, solen skinner og min ferie er lige startet.

Lidt flere billeder fra onsdagens morgenstund

morgenstund2morgenstund3

onsdag, marts 08, 2017

Arbejdsvejen

På vej til arbejde: højt humør og masser af sang i bilen, det lysner  på trods af fem frostgrader, og jeg så min første solopgang på vej til arbejde i år

første solopgang på vej til arbejde i år 2017

På vej hjem fra arbejde: højt humør og masser af sang i bilen, fik stor ros for min undervisning af nye kolleger. det kunne end ikke slud og gråvejr ændre på.

slud i marts måned