søndag, januar 21, 2018

men han har jo ikke noget på

DSC_5040

Mon ikke alle har en snert af den følelse; hvornår finder de ud af, at jeg faktisk ikke kan det, de andre tror jeg kan? Gennem årene har jeg læst flere interviews med dygtige, kendte mennesker, som giver udtryk for dette. Måske hænger det også sammen med, at jo mere man ved, jo mere ved man også, at der er meget, man ikke ved.

Indimellem når jeg læser aviser, blade eller på nettet om tilgange til livet, kan jeg godt få fornemmelsen af at være den lille dreng i Kejserens nye klæder. Sku det nu være nyt? Helt ærligt, bare fordi de benævner det med engelske ord, så bliver det ikke ny revolutionerende viden. Andre ville sammenligne mig med en sur gammel dame, som med armene over skrå nægter at være nytænkende eller skulle vi sige innovativ, kreativ og omstillingsparat.

I mange år har man snakket om tilgange til livet, om man var en, der så glasset som halvtomt eller halvfyldt. Forleden dag læste jeg en artikel om reframing, og når jeg googler det, kan jeg godt se, at det åbenbart er et af tidens ideer. Jeg kom til at tænke på Pollyanna, pigen i min mors gamle pigebøger, som lærte af sin far altid at fokusere på det positive i livet. Og hvordan det blev en øvelse, som på den ene side gjorde tingene lettere, på den anden side også fratog hende muligheden for at få lov til at være ked af det (det sidste er min fortolkning). Tankerne gik videre til den retning indenfor psykologien, hvor der fokuseres på at blot man tænker positivt hele tiden, så vil alt godt komme til en. Og altså også den sætning med at se glasset som halvt fyldt eller tomt.

DSC_5045

Jeg er helt sikker på, at reframings fortalere ikke mener, at det blot er et udtryk for positiv tækning. I artiklen beskrives, at det er mest der, hvor man ikke kan ændre situationen, at reframing er godt. Faktisk tror jeg at de ville betegne den måde, som jeg er i livet på, som reframing. Og måske er det også mere, at det lanceres som en ny måde at arbejde med sig selv på og gives et engelsk navn, der irriterer mig.

Hvad handler det så om? Artiklen indledes med ordene “Du har et problem, indtil du tænker anderledes”  I artiklen siger de, at de tænker det mest som der, hvor du ikke kan ændre situationen.

DSC_5042

Når vi møder ind på arbejde om morgenen, så ligger dagens oversigt klar med alle patienter, hvad de fejler, hvor meget hjælp/hvilke observationer de har brug for, og hvad de mangler af udredning og behandling. Det er helt mærkbart, om vi er mange af min slags, som tænker, okay der er godt nok mange dårlige patienter og vi er få, men lad os nu se. Vi har før været i den situation, hvor dagen alligevel blev god, så der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Eller hvis der er mange af denne holdning: hold nu op, det her bliver en forfærdelig dag og vi er alt for få i min gruppe. Det her bliver vi aldrig færdig med, og madpauser kan vi vist godt skyde en hvid pind efter.

Det værste er næsten, hvis man har kolleger, som er Pruster eller Stønner, et begreb jeg hørte om i tidernes morgen på efteruddannelse. Det er dem, som kan bruge lang tid på at stønne eller pruste højlydt over så meget, der skal nås. Ikke blot spilder de deres egen dyrebare tid og energi på det, de smitter også, så andres energi bliver brugt op, inden man overhovedet er kommet i gang med dagens arbejde. De kunne godt trænge til at blive hjulpet, så de så på dagens forløb på en anden måde. Og det er måske det vi prøver, når vi siger højt: husk vi skal være her til klokken 15, så lad os tage en ting ad gangen, hjælpe hinanden og sige til, hvis tingene føles uoverskueligt, så andre kan hjælpe.

Faktisk har jeg ikke kolleger, som er Pruster eller Stønner, men jeg kan godt mærke, at de er brugte og slidte og trætte. Og det er helt forståeligt, for som min leder sagde en lørdag, hvor hun havde arbejde, der nødvendiggjorde, at hun var på afdelingen: det er ikke i orden, at man ikke har tid til den grundlæggende sygepleje. Hun kunne ikke ændre på vilkårene, som er besluttet ovenfra, hun kunne hjælpe med at finde vikarer osv. Men det hun sagde, havde stor betydning for de kolleger, der var på arbejde på en ganske forfærdelig arbejdsdag. Hun prøvede ikke at reframe, at få dem til at tænke anderledes, hun anerkendte derimod deres arbejdssituation.  At hun så også knokler for at ændre arbejdsvilkårene, så det ikke blot er tomme ord, gør, at vi måske netop derfor forstærkes i en fællesskabsfølelse og dermed løfter i fælles flok.

Jeg har haft en doven friweekend med formiddagste hos en skøn kollega i går og masser af seriekigning. Søndagen må gerne være lidt mere produktiv, vi får se. God søndag til dig.

IMG_20180121_093258

15 kommentarer:

  1. Hvor er det godt skrevet og fortolket. Jeg er ganske enig. Selvfølgelig skal man forsøge at tænke positivt, ellers bliver man jo netop en stønner/pruster.
    Men, som din leder så klogt gjorde, er det ofte meget bedre at føle med andre i den (mere eller mindre dårlige) situation, de står i; sige, at man udmærket forstår, hvis det føles hårdt lige nu, men vi må bare gøre hvad vi kan, osv. osv.
    Det virker også over for børn. Det hedder ikke "at være negativ", jeg opfatter det mere som empati,, hvilket man jo også bliver tudet ørerne fulde med, at det er vigtigt at være i besiddelse af.
    "Jeg GIDER ikke gå i skole i dag!" Det er meget bedre at sige, at "det forstår jeg så udmærket, sådan havde jeg det også indimellem, da jeg gik i skole, og sådan har jeg det også sommetider nu, når jeg skal på arbejde. Der er bare ikke så meget at gøre ved det; vi skal, og så må vi få det bedste ud af det."
    I stedet for at prøve at lege Den Store Positive og fremhæve det, barnet kan lide ved skolen. Det er nemlig aldeles underordnet på det tidspunkt, det ikke gider :-)
    Og så er det nyt for mig, at der findes noget, der hedder reframing, men jeg følger heller ikke mere så meget med i den slags mere. Det er helt analogt med dengang, alting begyndte at skulle hedder noget med coach.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, du har rigtig gode eksempler på at hvis man går med modstanden, så opnår man bedre resultat :-)
      Jeg vidste det heller ikke før jeg læste en artikel i et blad, men Eva og Pernille her nedenfor kender til det

      Slet
  2. Jeg kender godt den der følelse, at lige om lidt, så afslører de mig. Så siger de, at jeg jo aldrig har fattet noget og at jeg skal hoppe ned fra skamlen. Men det er vores pæn-pige-syndrom, der slår igennem, krydret med lidt jantelov, som heldigvis ikke viser sig ofte, men som jo stadigvæk ligger i baghovedet på mange.
    Men vi kan godt, Lene. Og vi arbejder hårdt for at vise det. Hver dag :)
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, vel kan vi, og ja vi arbejder hårdt for det :-)

      Slet
  3. Uha uha, der ramte du lige ned i mit "hadeunivers". Der er SÅ meget "reframing" i Folkeskolen. Og jeg kan slet ikke have det. Jeg lever med forholdene og prøver hver dag at gøre mit bedste. Pruster og stønner måske engang imellem, når det er påkrævet, men giver alt hvad jeg kan. Når nogen så bruger mange positive ord om de alt for snævre rammer, når sygemeldinger og opsigelser bliver vendt på hovedet til nærmest noget positivt og sådan, så føler jeg mig kørt over. Lige som Polyanna, der ikke må føle det, hun føler.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg kan godt forstå dig, og det nytter ikke noget at pådutte os en opfattelse at alt er godt, hvis det ikke er. Pøj pøj til dig.

      Slet
  4. Fantastisk indlæg, som i den grad får mig til at tænke :)
    Jeg er gået fra at tænke tankene om hvornår de mon finder ud af jeg ikke kan, til at tro på mine kolleger, når de fortæller mig hvad jeg er god til. Og reframing har vi brugt i mange år - vi kalder det bare noget andet. Specielt har jeg gode oplevelser af det når vi bruger et helt specifikt værktøj til at se på et barn, og pludselig får belyst hvordan vi selv tænker, hvad andre tænker og måske endda hvad barnet tænker i forhold til hvordan vi agerer, hvordan andre agerer og hvordan barnet agerer.
    Og det med at løfte i flok, det er vi gode til. Nogen gange for gode, for det er også væsentligt at sige fra og huske at det kan være helt i orden at påpege punkter, der ikke fungerer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Pernille. Jeg øver mig også i at tro på det, der bliver sagt :-)
      At se på et barn eller en patient med forskellige øjne og inddrage barnets perspektiv er givende. Vi ved jo ikke altid hvorfor andre handler som de gør.
      At løfte er godt, at forløfte sig er ikke godt :-)

      Slet
  5. Interessant læsning. Dit indlæg, mener jeg. Artiklen du linker til er ikke interessant. Den er popsmart og indledningen forekommer ubegribelig. Jeg opgav at læse den helt.
    Det forekommer mig at reframing kan medføre en mere positiv oplevelse af en situation, og det kan der da være behov for. Hvis man taler om en handicappet indebærer det en ramme for forståelse. Reframes og taler man om en person med et handicap indebærer det en anden ramme for forståelse - og velsagtens en mere positiv.
    Sådan kan jeg godt bruge termen, men om den er autoriseret eller ej skal jeg ikke kunne sige.
    Jeg synes du giver et fint indtryk af effekten på en arbejdssituation om den mødes på den ene eller anden måde, men det må dog være vigtigt at arbejdssituationer indrettes så folk kan holde til arbejdet arbejdslivet igennem.
    Forresten må jeg spørge om det giver anledning til reframing, når jeg skriver at den lille dreng i Kejserens nye klæder ikke er en dreng?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, jeg er ikke helt sikker på om jeg forstår dig korrekt. men hvis du mener at man ændrer forståelse i positiv retning, ved at tale om et menneske med handicap frem for at tale om en handicappet person, så giver jeg dig ret. Og ja det hedder så åbenbart nu reframing, det synes jeg er lidt popsmart :-)
      Angående den lille dreng, så kan jeg godt se, at der faktisk står et lille barn, men det gør ikke en forskel i min forståelse. Det handler netop om barnet som i modsætning til de voksne siger det, barnet kan se og ikke det, barnet forventes at sige :_)

      Slet
    2. Person med handicap er en person med en masse egenskaber, herunder egenskaben handicap. En handicappet person er først og fremmest handicappet med hvad det psykologisk set indebærer. Så vi er vist enige.

      Slet
    3. Jørgen, vi er enig :-)

      Slet
  6. Hanne, så galt som der beskrives i dit gode indlæg, er ikke det, jeg har i tankerne, men en lille snert af, at det sommetider er svært at tage mod ros og tro på alt det gode, man tillægges.

    SvarSlet