onsdag, maj 23, 2018

Mod bedre vidende

Jeg ved det godt, det er ikke særlig smart og absolut ikke gavnlig for kroppen, men jeg knokler igennem og ignorerer trætheden. For i morgen tager jeg på retræte, der er dog lige en arbejdsdag i morgen, som skal være effektiv.

Noget af det, jeg ordner i de her dage, skulle have været ordnet i søndags, hvor jeg holdt fridag mutters alene. Det blev bare aldrig til noget, jeg slikkede sol og slappede af, for jeg fik en af mine ture, hvor humøret ikke ville det samme som mine intentioner.

Og så kan jeg blive stædig og træt af mig selv og ...

Så nu har jeg købt to højbede, de blev samlet i går og placeret på gårdspladsen ud foran terrassen af mig. Da landmanden kom hjem efter hundetræning (og over min sengetid - det er her det ufornuftige kommer ind) fik vi placeret dem nøjagtig med samme afstand fra terrassen og mellem hinanden. Der kom også fiberdug i, og i dag har landmanden sørget for, at de har fået jord.

Nu skal mine stakkels planter, der enten er ved at gå til i en krukke eller har levet et kummerligt liv i skyggen af rhododendronbuskene ved terrassen omplantes. Højst sandsynligt ikke særligt smart i den her varme, men omvendt så er der vist kun rødder og plante i krukkerne. De andre i terrassebedet kan vente, for alle rhododendronbuskene er skåret ned med hård hånd af landmanden. Heldigvis kommer de alle med små skud, så næste år har vi blomstrende buske ved terrassen igen.

Jeg har haft en lang arbejdsdag, er først kommet hjem kvart i otte. Så igen i aften bliver det sent, før sengetiden indfinder sig. Der skal pakkes til vandreture og behageligt tøj til meditationsseancerne, og der skal gøres klar, så den kære landmand kan klare sig uden sin hushjælp i flere dage. Heldigvis har jeg fået lov til, at vi holder projektdag her, for jeg skal køre nærmest lige efter arbejdstid for at nå ned i landet til klokken 18. Mine kolleger kommer klokken syv, rengøring klokken otte og jeg sidder bare her og skriver indlæg. Det dur ikke, en slurk te mere, og så ud i den skønne luft. Det kan vel aldrig vare at plante fire planter.

Bloggen, som i forvejen lever et sporadisk liv, holder derfor fri. De næste dage er jeg uden mobil (mobilen er godt nok med, men skal kun bruges som nødtelefon ved gåture og som vækkeur), computer og iPad. Det bliver så godt, og jeg glæder mig helt vildt til at gå ind i stilheden.

Må du få fire skønne og gode dage.

Den smukkeste buket pryder vores bord. En buket fra vores datter som tak for skriverefugiet. Vi nød det.

19 kommentarer:

  1. God tur ind i stilheden. Jeg tror, du trænger 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Fruen i midten, det tror jeg også :-)

      Slet
  2. Fruen udtrykte det så fint. Jeg håber du får gavn af retræten :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak, jeg håber også at retræten bliver lige så givende som de forrige gange :-)

      Slet
  3. God tur, Lene, jeg er helt misundelig :) på den gode måde.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Mette, det var rigtig godt :-)

      Slet
  4. Rigtig god tur til dig,Lene. Ja, stilhed og ro er godt for sjælen. Personligt tager jeg på retreat hos min barndoms veninde, vi har kendt hinanden siden 1964, hvor vi begyndte i 1. Klasse. Hun bor langt ude på landet og helt vidunderligt. Jeg er totalt antireligiøs, og dur derfor ikke til religiøse retreats. Heldigvis findes der tilbud til alle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jannie, tak og ja heldigvis findes der tilbud til os alle :-)

      Slet
  5. Sådan en retræte lyder så dejlig. Må du nyde det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne, jeg nød så meget.

      Slet
  6. Hvor bliver det dejligt for dig med sådan en tur. Det er så skønt med stilheden, og bare være i nuet. Og ovenpå sådanne dage er det ekstra tiltrængt.
    Glæder mig til at læse med når du igen lander hjemme og i hverdagen. Måske kommer der nogle refleksioner fra dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, tak og der skal nok komme lidt refleksioner undervejs :-)

      Slet
  7. Rigtig go´ tur. Nyd det.....

    SvarSlet
  8. Du har før skrevet så positivt om dine retrætedage, så jeg glæder mig til at høre om denne omgang, når du vender tilbage til verden ;)
    God tur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny, jeg håber I havde en god fest :-)

      Slet
    2. Tak, Lene - det var en skøn fest, hvor alle detaljerne fra Annes excel-ark og to do-lister faldt i hak. Og jeg havde jo glæden af at få snakket med din datter; det var virkelig hyggeligt.

      Slet
  9. Du ønskes gode retrætedage. Jeg kan huske, du har været der før, så du ved, hvordan du skal få et godt udbytte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak og jeg gad godt at jeg kunne få sådanne dage to gange om året- jeg ville helt klart blive et bedre menneske :-)

      Slet