torsdag, september 03, 2015

Pippis barndom

Indimellem bliver et indlæg gemt som kladde, måske fordi jeg ikke blev færdig med det eller fordi jeg ikke er helt tilfreds med. Det her indlæg havde jeg helt glemt, men nu får det lov til at komme ud i det fri:

P1030720

Julia Lahme spørger på sin blog, om der er plads til en Pippi i nutidens børneliv. Børn bliver overvåget selv, når de leger (måske mere inde i byen end på landet). Jeg har selv tænkt tankerne, da mine børn var små, og da havde vi endda ikke mobiltelefonerne. Vi voksne fik mobil, men ikke vores børn. De fik det først, da mor begyndte som sygeplejerske igen efter 11 år som medarbejdende landmandskone og far alias landmanden nu skulle hente og bringe børnene på 12 og 13 fra/til bus. Inden da har jeg prøvet utallige gange at stå ved bussen, hvor chaufføren måtte sige, desværre de er ikke med i dag. De havde så lavet en aftale med en kammerat, var gået med vedkommende hjem, men inden de kom hjem (man snakker jo så godt på vejen hjem og vores børn NØD at gå og bruge tid på svinkeærinder) og fik ringet fra kammeratens fastnettelefon, så var jeg kørt hen for at hente dem. Det gad landmanden ikke midt i en travl hverdag, så de fik mobiltelefon som nogle af de sidste i deres årgange, og så kunne aftaler hurtigt gives besked om.

Da jeg var barn, kan jeg ikke huske, hvornår vi begyndte at løbe frit omkring. Jeg bilder mig ind, det var samtidig med, at jeg begyndte i 1. klasse, måske endda før. Først ude på vejen og de tilstødende marker, senere hen blev hele byen og bakkerne neden for byen inddraget. Det eneste krav var, at jeg kom hjem til spisetid, så jeg lærte hurtigt klokken at kende. Spisetid var også eftermiddagskaffen, mine forældre var lærere, og når de kom hjem efter de sidste timer, havde vores unge pige sørget for, at kaffen og franskbrødsmadderne var klar, så sad vi der sammen og snakkede. Derefter spredte vi os igen, der blev leget i haven, på vejen og altså også mange andre steder. Nogle af stederne tror jeg ikke, mine forældre ville have været glad for at høre om. Jeg husker, da vi legede nede ved stadion, en af drengene havde en kniv med, jeg ville tage den og samtidig rykker han den tilbage med det resultat, at jeg får en flænge i hånden. Vi var godt klar over, at jeg skulle have plaster på, så jeg løb hjem og sagde at jeg havde revet hånden på noget pigtråd. Gad vide om min mor ikke godt kunne se, at det var et lidt pænere snit end pigtråd havde lavet? Havde det været mit barn, var vi fluks kørt til lægen for at få stivkrampevaccination. Vi cyklede overalt i byen, vi cyklede ned i bakkerne og gik på opdagelse der, om vinteren var det bare med at komme af sted med slæderne, eller da jeg fik sparet sammen til kunstskøjter at tage op til branddammen. Jeg husker ikke, at mine forældre tjekkede, om nu isen var sikker, eller måske vidste alle voksne det i en lille by, eller også var der ældre børn, der påtog sig det ansvar. For den gang legede man også på tværs af aldersgrupperne.

Noget af det, der slog mig, da jeg blev leder i FDF, samtidig med at min datter startede der som 7 årig, var, at der hele vejen op gennem aldersgrupperne var voksne ledere. Da jeg var blå pigespejder, det der i dag hedder DDS, så blev man rykket op til de store spejdere, når man var 12 år. Her foregik spejderarbejdet i patruljer, der var en patruljefører, som sammen med en assistent stod for at planlægge møderne og de små patruljelejre. Min patruljefører var måske tre år ældre end mig, og da jeg blev 14, blev jeg patruljefører. Alle tog som givet, at man kunne løfte det ansvar, og vi har sågar været på telttur, hvor vi boede på en landmands mark tæt på en skov. Her var der ingen voksne, der tjekkede, om vi nu havde det godt. Vi var væk i et par dage, og så kom vores forældre og hentede os. Vi gik også lange vandreture på 25 km om foråret og om efteråret, det foregik på landeveje. Igen ingen voksne til at holde opsyn, vi passede på hinanden og tog ansvar. Ikke desto mindre var det netop det, jeg havde det svært med, da mine egne børn som 12-13 årige blev sendt på vandretur en hel dag på sommerlejrene uden opsyn. Jeg syntes jo, vi havde det så hyggeligt, når vi gik sammen! Så var det godt, at de selv bad om at få lov til at gå noget af turen uden os ledere!

Jeg er en hønemor og har helt sikkert også været curlingmor, men efterhånden som mine børn blev ældre med andre problemer end plaster kunne klare, har jeg også lært mig selv at sige; modstand og modgang vokser man af, jeg kan ikke gøre verdenen til et sted, hvor de ikke får knubs, hvor de ikke bliver såret og ked af det, det skal de selv lære at håndtere og sådan må det være.  Og så må jeg bare konstatere, at det at følge mine børn ind i den voksne verden har været en fornøjelse. Det har også kostet søvnløse nætter og tårer hos moderen, men jeg er så stolt af den måde, hvorpå de begge har taklet modgang og udfordringer. De elskede Pippi som børn, jeg ser i dag en stærk og omsorgsfuld Pippi i dem begge.

P1030725

9 kommentarer:

  1. Et dejligt indlæg,som sætter tidens forandring i relief.
    Hverken C eller jeg har været overvåget, da vi var små. Hun er vokset op på den samme gård som jeg, fordi hun kørte hjem til sin mormor og morfar næsten hver dag fra skole. Engang sad hun i et træ i over en time, inden min far kom forbi og opdagede hende. En tøjret tyrekalv var sluppet løs og havde jagtet hende! Heldigvis var der det træ. Tyren ville bare lege, men det turde Charlotte, otte år, ikke helt stole på ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen. En barndom hvor der er plads til leg og fantasi er skøn at tænke tilbage på, og C var heldig at hun kunne opholde sig så meget hos din forældre. Puha, det har da været en slem oplevelse for C, godt træet var der.

      Slet
  2. Det er et svært dilemma. Jeg synes børn skal have mulighed for at udvikle sig, også uden voksnes konstante observation. Alligevel er jeg selv nøjagtig lige så beskyttende og bekymret som alle andre mødre. Jeg har selv haft enorm glæde af heste og ridning gennem min barndom og ungdom, alligevel står jeg hver onsdag i ridehallen og træder mig selv over tæerne for ikke konstant at råbe "pas på" når Birthe Liv rider.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, som min søster siger, verden er blevet mere grum, så jeg forstår dig godt både når det gælder ridning og i det at lade sine børn være uden observation.

      Slet
  3. Dejligt indlæg Lene, godt det kom ud i friheden.. :-)
    God weekend hos jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Inge, og i lige måde :-)

      Slet
  4. Tak, Hanne, og i lige måde :-)

    SvarSlet
  5. "Dem, som er meget stærke, skal også være meget gode!" er det ikke sådan Pippis lov lyder?

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det er nemlig rigtig :-)

      Slet