søndag, december 11, 2016

Der mangler noget

Det kommer, når jeg står op, og i hovedet planlægger de første af dagens gøremål. Det kommer, når jeg åbner døren til bryggersdøren. Det kommer, når landmanden går ude og instiktivt kigger sig tilbage, eller når han lige vil gå ud og lufte Istvan. Så er det, vi husker, at landmanden i fredags måtte træffe den svære beslutning at lade Istvan aflive.

DSC02500DSC02531DSC02550

De to var inviteret på jagt, og som altid var Istvan i sit es, den var en af de dygtigste jagthunde samtidig med at den var en god vagthund og en skøn familiehund. Istvan havde færten af et dyr og hvad der skete, ved ingen, men Istvan kom tilbage humpende på tre ben. Den er formentlig blevet sparket af et dyr. I første omgang troede landmanden, der var tale om en forstuvning, for Istvan virkede ikke smertepåvirket og humpede selv hen til bilen, mnes den stadig snuste efter fært og spor.

DSC02839DSC03319P1030822

Hos dyrlægen så det anderledes ud, hun så alvorlig ud og sagde, der her er ikke godt. Efter røntgenbilleder, som blev sendt til specialdyrlæge, lød dommen, at det var et meget svært brud af forbenets led (det der svarer til vores albueled). De kunne godt operere og sætte skruer, søm og plader ind, men Istvan ville aldrig kunne gå på jagt mere og den ville have smerter resten af sit liv og formentlig være på smertestillende medicin konstant. Det ville være synd for den, det ville ikke være et liv for Istvan. Vi har haft Istvan i seks år og havde regnet med at have den seks år mere, sådan skulle det ikke være, og det er underligt så tomt, der er blevet. Der mangler noget.

DSC04643DSC06642DSC07032P1050652P1050717

44 kommentarer:

  1. Jamen dog. Det var da også forbistret uheldigt - stakkels hund.
    Jeg kan godt forstå jeres beslutning - det ville ikke kun have været en fysisk smerte for den, for ikke at kunne komme med på jagt ville den aldrig have kunnet forstå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, den ville ikke have kunnet forstå, at den ikke kunne komme med.

      Slet
  2. Åhr nej! Kondolerer! Alle de varmeste tanker fra mig! ❤️��

    SvarSlet
  3. Ååhh, det er så trist at skulle sige farvel til en firbenet kær ven. Jeg føler med jer!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Karen-Vibeke, især når de ikke er gamle. Vores andre tre hunde har vi også måttet aflive, men da var det tiden, og vi havde i øvrigt så også alle tre gange en hund mere.

      Slet
  4. Åh nej, hvor er det trist - det bliver så tomt. Vi måtte jo aflive vores gamle hund for 2,5 år siden og det var så trist selvom den var gammel og ikke kunne leve mere...

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, og når de er gamle, så føles det lidt tomt, men også rigtigt, for der kan man se på dem, at tiden er inde.

      Slet
  5. NEEEEJ!!! Åh Lene, hvor er jeg ked af at høre det. Istvan var jo så dejlig. Jeg er enig i, at det er den rette beslutning, men det gør det jo ikke nemmere at undvære ham :( Åh, hvor må det gøre ondt på landmanden at stå der og ikke kunne gøre andet. Masser af tanker til jer begge.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Mette, den var en skøn hund, så det er tomt uden den.

      Slet
  6. De varmeste tanker til jer

    SvarSlet
  7. Mange varme tanker herfra. De tager altid et stykke af vores hjerter med sig når de krydser regnbuen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, at have dyr betyder jo også at vi knytter os til dem i en eller anden grad. For vores vedkommende har vi altid haft en unghund, når den gamle hund skulle aflives. Det har vi så ikke lige nu.

      Slet
  8. Åh, det gør mig virkelig ondt at læse. Istvan var den dejligste hund og en skøn kammerat, så jeg ved, at landmanden er knust nu og jeg er sikker på, at Istvan også satte sig dybe spor i dig, så du tillige med savner. Det er jeg virkelig ked af at høre, men beslutningen var den rigtige. Ikke at det gør mindre ondt, men det kan måske trøste. De kærligste tanker fra os.

    SvarSlet
    Svar
    1. Liselotte, de to var så tæt knyttet, så det er et stort savn, og tak :-)

      Slet
  9. Hvor er det bare trist og hårdt for jer, det har bestemt ikke været nemt, at være landmanden, der tog beslutningen. Efter dine fortællinger var Istavan den dejligste hund, kan godt forstå det er tomt hos jer. De varmeste hilsner og tanker til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marianne, det er også et større savn end vi egentlig havde regnet med, men sådan er det, når man er så tæt forbundet. De to havde noget ganske særligt sammen.

      Slet
  10. Og så sidder jeg og tuder ... over at Istvan ikke længere skal sove savlende i en sko eller have madpakke med i traktoren eller ... åh hvor er det trist. Godt at I har givet ham fred (naturligvis) men åh hvor er det trist!

    SvarSlet
    Svar
    1. KS, ja det er så trist, Istvan var jo en hund i sin allerbedste alder. Lige nu høstede landmanden af al det arbejde han havde lagt i sin hund, men det var den rette beslutning, det andet ville have været så synd.

      Slet
  11. jeg kondolere
    det så trist, men stærkt gået at I tager det valg så Istvan ikke skulle lide fysiks og psykisk resten af sine dage.
    små snude dut fra Zorro som trøst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Annette, tak. Du ved jo om nogen hvordan et tæt forhold og megen træning kan give et fantastisk samarbejde, og det var svært, men min mand var ikke i tvivl om beslutningen.

      Slet
  12. Jeg blev så uendelig bedrøvet over at læse med her i dag. Ord er så uendeligt fattige,jeg kan ikke skrive noget bedre end det der allerede er skrevet. Kh Marianne

    SvarSlet
  13. Åhhh nej hvor sørgeligt, varme tanker og cyberknus til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Inge, ja jeg definerer mig jo som hård hvad angår dyr, og at man ikke skal menneskeliggøre dem, men det her er jo lidt som at amputere en arm af min mand. De var så tæt forbundne og var jo sammen i de fleste af de vågne timer.

      Slet
    2. Jeg er helt på linje med dig..
      Det er og bliver en hund og ikke et menneske, men man bliver bare så forbandet glad for de dyr, og så er det altid svært at være vidne til vores kæres sorg.
      Jeg håber han finder sig en ny god og stabil jagthund, det er nok svært for din landmand at undvære sådan en makker. :-)

      Slet
    3. Inge, herhjemme har vi helt det samme syn på dyr og mennesker, som du har. Om vi får en ny hund må tiden vise, men som jæger bliver man begrænset. Man kan ikke gå sig en tur på sine marker og måske skyde en and eller en fasan, da skal man have en hund.

      Slet
  14. Nåårhh, hvor trist. Det var jo også lidt "vores" hund, - vi der har "kendt" ham helt fra starten. Jeg kan godt forstå, at det føles tomt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det føles tomt, og Istvan har som du skriver også været en del af denne blog :-)

      Slet
  15. Åh hvor trist. Så ung en hund, alt for tidligt. Forstår dog godt beslutningen.
    Kondolere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, tak og beslutningen var helt klart den rigtige.

      Slet
  16. Det er en tung dag, men en rigtig beslutning.

    Jeg havde engang Rolf, som kun blev 1 år, og brækkede benet, da den af glæde hoppede op og landede forkert. Bagbenet, men helt samme konklusion af dyrlægen.

    Afsted efter en ny!
    Held og lykke med hvalpejagten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Farmer, og ja du kender jo også til tilknytningen, som I som landmand og jæger jo får på en ganske anden måde, end vi andre, der tager på arbejde og er væk fra vores hunde hele dagen. Vi får se, om der kommer en ny hund, men der er meget, man som jæger, bliver begrænset i, når man ikke har en jagthund.

      Slet
  17. Hanne, tak. Lige nu skal landmanden finde ud af om han vil have en ny hund, det skal der tid og eftertanke til.

    SvarSlet
  18. Åh nej Lene - jeg græder lidt med jer - jeg ved jo, hvor sød og dejlig en hund han var og hvor meget Istvan bestød for landmanden - og dig. Kram til jer begge <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Helle, ja der er tomt her, og især for landmanden. Han har jo nærmest aldrig været alene, Istvan var altid med ham, hvis den kunne.

      Slet
  19. Av for den - sikke et tomrum selvom det klart lyder som den helt rigtig beslutning - varme tanker til dig og landmanden - mon ikke der snart flytter en ny firbenet ind hos jer. KH Anette

    SvarSlet
  20. Selvom jeg ikke er et hundemenneske, så kan jeg godt forstå, at man bliver ked af det, når ens hund pludselig forsvinder ud af ens liv. Især når det er for tidligt. Varme tanker til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny, det kom bag på mig, hvor tomt der blev.

      Slet
  21. Sådan handler man, når man er opvokset med dyrevelfærd og et sundt livssyn, selvom det er svært at aflive et dyr, hvad enten det er et produktionsdyr eller et 'medlem' af familien. Alt for mange mennesker har i dag et meget usundt forhold til begge 'typer dyr'. Jeg har oplevet en kræftramt hund, der skulle have en stor operation og mange smerter i meget lang tid, fordi kvinden ikke ville skille sig af med den. Så er det sig selv og ikke hunden, man har ondt af. Vi så en udsendelse om Kopenhagen Fur, hvor der var et indslag fra en meget stor minkfarm. En af minkene havde et åbent sår på siden, og ejeren talte også om, at han en 'sygeafdeling'. Hvad mon de fejlede i den afdeling?

    Min egen far havde mink fra jeg var barn, og jeg har aldrig set et sygt dyr hos ham. Min søn blev oprevet, da han så udsendelsen. "Jeg har kun én gang set en syg mink; den havde fået endetarmsudfald, og morfar slog den straks ihjel." Fra han var lille, elskede han at gå nede på minkfarmen med sin morfar. Det var også et godt sted at lære om, hvordan dyr skal behandles.

    Det er lige forkert, om man menneskeliggør dyr og enda er villig til at lade dem gennemgå alskens operationer og smerter, fordi man vil beholde dem - eller man har et koldt og kalkulerende syn på dem som produktionsdyr. I mine øjne har begge et unaturligt og kalkulerende forhold til dyr.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Elsebeth, vi er fuldstændig på linje :-)

      Slet
  22. Kære Lene
    Har lige læst om den triste oplevelse med Istvan, ufatteligt så hurtigt tingene kan ændre sig, tænker der er et stort tomtrum hjemme hos jer. Knus og hils.
    Kh Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Jette, har overset din kommentar, undskyld. Ja det er et tomrum, og stadig griber jeg mig selv i at tænke Istvan ind i alt.

      Slet