tirsdag, marts 10, 2020

Skrækscenariet

er, hvis vi er mange sundhedsprofessionelle, som bliver ramt af Coronavirus/ Covid-19 sammen med resten af befolkningen. Så får vi virkelig et problem, også selv om vi "kun" skal i karantæne. Så vi aflyser møder/undervisning, hvor der indgår folk fra andre afdelinger eller folk i flere vagtlag. Vi spritter hænder, vi holder afstand, der hvor vi kan, trykker med albuerne på elevatorknapper osv. Jeg har fundet ud af, hvor tit jeg rent faktisk rører ved mit ansigt.

Det er som om ikke alle har forstået, hvorfor der sker disse tiltag. Men vi skal forhindre, at ældre og andre svækkede bliver ramt og vi skal forhindre, at sundhedssystemet synker i knæ, som det sker i Italien lige nu. Vi kan ikke undgå et coronavirusangreb, men vi skal have kurven fladet ud i stedet for en stejl kurve med ramte som i Italien. 

Jeg mindes stadig den februar for to år siden, hvor sygehuset/afdelingen var ved at nå bristepunktet for, hvad vi kunne klare. Der var influenzaepidemi, mon ikke det var dengang, hvor vaccinen ikke havde den rette influenzatype? Covid-19 er langt mere smitsom, jeg læste i dag, at den har en fordoblingstid på seks dage. Og hvis ikke vi gør noget for at dæmme op for forløbet, når sundhedsssystemet sin maksimale grænse i maj.

Hvor jeg for for ti dage siden syntes, medierne forsøget at piske en stemning op, så synes jeg, at de nu er mere sobre og oplysende. Vi skal ikke gå i panik, men vi skal tænke os om, og ikke blot ignorere rådene fra Sundhedsstyrelsen.

Så jeg holder mig væk fra det, jeg kan holde mig væk fra og passer mit arbejde. Og havde vores weekend i København været næste weekend, så ved jeg faktisk ikke, om jeg var taget af sted. Vi gjorde, hvad vi kunne, tog ikke offentlige transportmidler, kørte ikke i elevator sammen med andre på hotellet, sprittede hænder ofte og holdt afstand. Jeg skulle blandt andet besøge et menneske, som ikke ville kunne tåle virusangreb, heller ikke influenza, så der skulle ikke tages nogle chancer.

Og for at slutte af med noget helt andet, så er det interview om vores projekt på Mors, som jeg skrev lidt om her, nu blevet publiceret. Jeg har stadig svært ved, at fokus er på mig og min rolle, men det var betingelsen for, at journalisten kunne sælge artiklen. Og vil du se rynker en masse, så bare klik på linket, der er et nutidigt billede af en gammel sygeplejerske, som stadig brænder for sit fag.

Her regner det og jeg længes efter sol og tørvejr.




13 kommentarer:

  1. Jeg synes også, at tonen er gået mere over til at være informativ fremfor sensationspræget. Alvoren var længe om at gå op for mig, og jeg synes stadig, der er mange der overreagerer, men jeg forstår godt tiltagene, forsom du siger, vil det virkelig være noget hø, hvis sundhedssystemet bryder sammen - folk får jo stadig alle de andre sygdomme.
    I England hamstrede man toiletpapir, så det baskede - der var tomme hylder mange steder. Det er ikke godt for dem, der bare er løbet tør for toiletpapir ...
    Her hamstrer man åbenbart dåsemad. Bare der ikke går gær i den, så at sige. Kan du huske i 1998, da det ikke var til at opdrive gær i DK? Det var lidt til grin. Eller rettere tragikomisk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, alvoren er også langsomt kommet hos mig, men nu forstår jeg konsekvensen af ikke at få smittespredningen ned i et tempo, vi kan håndtere.
      Det er utroligt med det hamstren, jeg er så naiv at jeg tror at jeg nok skal få det jeg har behov for :-)

      Slet
  2. Den kommende tid bliver spændende og ikke på den gode måde. En af de gode ting er, at mange arbejdspladser tager situationen alvorligt og indfører regler om mødeaktivitet, kantinebesøg, rejser og andet for at forebygge smitte.
    Interessant artikel om et projekt med gode perspektiver og en engageret sygeplejerske med de skønhedstegn, man får af erfaringen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, jeg oplever også at arbejdspladser tager det alvorligt.
      Tak og erfaringens skønhedstegn skal vi skønne på :-)

      Slet
  3. PS: Jeg glemte at skrive, at det en god artikel - og at jeg også er blevet bevidst om, hvor meget jeg - man? - rører sig selv i ansigtet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen. Det er virkelig utroligt så tit der havner en finger i ansigtet :-)

      Slet
  4. Det var godt at høre, Hanne, og jeg er glad for at Eric gav det tip videre.
    Tak for dine ord, jeg synes også at artiklen kommer godt omkring.

    Vi må hver især tage ansvar for ikke at bringe smitte videre.

    SvarSlet
  5. En rigtig interessant artikel. Tror der er mange, der har familie, venner eller bekendte, der kunne have haft stor gavn af sådan et kursusforløb. Du og dine kolleger kan være stolte af jer selv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inger, vi fik i hvert fald gode ord fra deltagerne, og flere sagde som dig, at de kendte flere, som ville have gavn af et sådant forløb.

      Slet
  6. Det er en vældig god artikel med meget brugbare oplysninger og anvisninger. Jeg håber, alle kommuner får mulighed for at komme på kursus eller på anden måde lære det. Fra 'min tid' husker jeg, hvordan håndtering/forståelse for apoplexi-ptt. fik et dyk, når de gik fra hospital/genoptræning til kommunal genoptræning. Jeg vil tror, det er blevet meget bedre i årene, der er gået, siden jeg sluttede.
    Du ser godt ud på billedet. Jeg vil omskrive noget, Chr (8år) sagde til mig for nogle dage siden, da vi snakkede om, hvor forskellig hud ser ud "Du har de pæneste linjer i hovedet af de gamle mennesker, jeg kender" :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty og sikke skønne ord fra Christian :-)

      Slet
  7. Det er også gået op for mig, hvor tit, jeg rører mit ansigt, der skal virkelig stramme op.
    Jeg tænker meget på, om vi overhovedet kan få lægehjælp om nogle dage, Stefan var en tur på vores lægehus og her var 2 medarbejdere sat i karantæne - hvis det bliver ved, kan vi ikke holde sundhedssektoren igang!
    Jeg læste i tysk presse, at på Berlins Charite hospital kan de ikke overholde karantænereglerne for ansatte, for så ville de være nødt til at lukke flere afdelinger. Her gør man det så anderledes, værnemidler til personalet og daglig test for corona, så man straks kan tage folk ud af plejen, hvis de er positive - teorien er, at de forhåbentlig stort set ikke når at smitte. Det bliver spændende at se, hvordan vi vil takle problemstillingen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, jeg tænker mange tanker om hvad vi gør, hvis en af os bliver testet positiv. Blot i dag har jeg været tæt på flere kolleger og patienter. Vi gør hvad vi kan, vi samles ikke mere fra morgenstunden, vi må ikke sidde mere end 8 i vores personalestue osv, men alligevel.

      Slet