tirsdag, januar 15, 2019

Hvad sker der?

Landmandens stemme var påvirket af søvnen, som han vel nærmest ikke var ude af. Det samme kunne man sige om mig, og jeg skulle lige finde ud af, hvad der var sket. Landmanden havde hørt et kæmpe rabalder. Jeg var vågnet ved, at jeg lå på gulvet med armen om den store lampe, der normalt står på mit sengebord. Hverken den eller jeg var, hvor vi plejer at være. Min arm og nakke gjorde ondt, og det gik langsomt op for mig, at jeg var faldet ud af sengen og i faldet havde fægtet sådan med armen, at lampen var røget med og jeg havde ramt kanten af sengebordet på vej ned. Da landmanden i sin søvn havde fået svar, sov han videre. Jeg måtte blot konstatere, at faldet havde gjort mig lysvågen, hvilket betød en arbejdsdagsstart med for lidt søvn.

Det betød så også, at jeg var så udmattet, da jeg kom hjem efter en dag med 5 1/2 times intensiv skrivning og to timers møde. I aften skulle jeg have hørt min mands niece og hendes mand give nytårskoncert i en kirke tæt på os. ØV hvis jeg nogensinde overvejer efterløn til næste år, så er det i det øjeblik, hvor jeg må erkende, at arbejde kombineret med for lidt søvn og en lang kursusdag i morgen ikke harmonerer med aftenaktiviteter ud af huset. PYT, i stedet for lytter jeg til landmandens you tube musikliste. Han slapper godt af om aftenen ved at sætte det på ( nå ja sætte på hedder det nok ikke mere ;-), og det samme gør jeg. Vi har nydt lidt lækker chokolade og er klar til håndbold (landmanden) og Kender du typen (sygeplejersken).

På instagram kører lige nu et hashtag #10yearchallenge" og da jeg ikke kan finde ud af at få billeder lagt ind i instagramarkivet, må jeg bruge bloggen til at vise billeder med ti års forskel. Dengang brugte jeg ikke kontaktlinser, når vi kørte motorcykel. Det gør jeg i dag. Dengang var håret længere og lysere, nu er det kort og mørkere. Dengang havde jeg også rynker, nu har jeg flere.

motorcykelferie sommeren 2008

motorcykelferie sommeren 2018
2018 har været et strabadserende år, som har fyldt meget i mig, og jeg tror, at det viser sig nu; jeg reagerer heftigere på selv de mindste bump på vejen. Det giver god mening for mig, og derfor øver jeg mig i at være kærlig og tilgivende over for mig selv. Jeg dummer mig, taler før jeg har tænkt mig om, glemmer ting, men samtidig føler jeg mig også skarp og erfaren på mange områder. Jeg ved, at jeg er god til at slappe af og som i dag at sadle om og tage en ny beslutning, der giver ro til krop og sjæl. Og måske var kroppen i alarmberedskab i nat, og derfor tog jeg flugten udover sengekanten. Nu satser jeg på, at både lampe og jeg holder os til det sted, vi plejer at være om natten. Sov godt.

søndag, januar 13, 2019

Det er jo en fridag

Det husker jeg mig på, når jeg begynder at undre mig højlydt over, hvorfor jeg ikke kan finde strikkegejsten eller læsegejsten frem. Eller når jeg synes, at jeg burde kigge på det der artikelskrivning. Hvis jeg tager de skønne anerkendende solbriller på, som klæder mig utroligt godt, hvis jeg selv skal sige det, så har jeg da nået meget:


  • Lavet lækkert søndagsmorgenad til min kære mand og mig selv. Som altid kunne han stå op til lune boller, ristet rugbrød, blødkogt æg, gode oste og hjortespegepølse samt nybrygget te og et glas juice. 
  • Fodret hundene i morges klokken syv. Da havde jeg sovet mindst otte time, hvis ikke ni, og jeg kunne ikke ignorere hundenes piben.

  • Hygget mig i sofaen under en lun dyne med bloglæsning og ikke mindst Google Maps. Ellens rejse i Sydamerika har fået mig til at få styr på de forskellige lande over there. Samtidig tog jeg lige et tjek på niecens forskellige udflugtssteder i New Zealand, mens hun er i praktik. En ren geografitime.
  • Lagt vasketøj sammen
  • Landmanden har været travlt optaget i dag med at flytte kartofler hjem fra kølehuset til ugens sortering. Det gav mig mulighed for at skrue op for musikken og bare danse løs, ikke bare en gang men flere gange, så det må vist være dagens motion.
  • Haft fornøjelsen af to hunde, som absolut ikke syntes, landmanden skulle arbejde uden dem. De måtte blive i bryggerset, hvilket passede dem dårligt. De måtte dog acceptere det og sikke en velkomst landmanden fik, hver gang han kom ind.
  • Smurt frokost til selvsamme landmand.
  • Bagt boller efter en ny opskrift
  • Bagt min sukkerbrødstærte med ribs, som er så nem og som smager så godt
  • Rost mig selv for at få brugt madvarer i fryser og køleskab. Gryderetten med det halve rødkål fra jul og oksekødet fra fryseren genopstod i tredje variant i dag. Først fik vi kartoffelmos dertil. Så lavede jeg fyldte tortillas med gryderetten i ovnen og salat dertil. I dag kom en dåse sorte bønner, ekstra chilisovs og soya i den sidste rest. Resterne af kartoffelmosen blev rørt op med noget mælk og blev brugt som låg.Jeg elsker at bruge resterne fra aftensmad til nye retter. Det er ret så selvmodsigende, for jeg gider nemlig ikke at lave den første ret, som danner basis for restemiddagene.
  • Tjekket sommerhuset sammen med landmanden.
  • Nu står der kontorarbejde på programmet, indtil jeg skal vejlede min kære datter i tilretning af forskudsopgørelse over telefon.

  • Og hele dagen har den engelske bagedyst fra 2016 været min slappe-af-serie.
Skøn søndag - håber du har haft en god søndag.


lørdag, januar 12, 2019

Jeg tømmer mit hoved for tanker

eller kan man det? Tømme sit hoved? Opstår der ikke lige så hurtigt tanker igen? Ved at skrive tankerne ned, kan jeg måske slippe dem eller måske få dem bearbejdet, så de ikke blot er tanker, men bliver til en mening, måske en handling? Måske, hvem ved?
  • Allerede her stopper jeg op, for hedder det nu Hvem ved? Sproget.dk bliver som vanligt konsulteret og jo, det hedder det: ingen ved om det vil ske, men muligheden er til stede.
bare rolig, jeg er ikke startet dagen med gløgg. Det er min aftendrik lige for tiden. Man skal jo have tømt resterne fra jul, ikke?
  • Min morgenstund er indtil nu blevet brugt på at vågne langsomt op ved at læse nyheder på min mobil i min seng. Min mobil er sat til at give et godt lys, det er blot for skarpt i mørket, når jeg lige vågner. Jeg opgav og stod op og så kom tankerne om det jeg havde læst.

  • DR skriver om ældre, der bliver boende for længe i parcelhuset. En forsker og en ejendomsmægler giver deres bud på, hvorfor det ikke er en god ide. Forskeren mener, at det samfundsmæssigt ville være bedre, hvis gamle mennesker ikke boede spredt i parcelhuskvartererne, for så skulle man ikke køre så langt omkring for at hjælpe dem. Samtidig mener hun også de ældre nemmere bliver isoleret. Ejendomsmægleren mener, at husene ikke bliver holdt ved lige og at det alt andet lige må være bedre selv at kunne pakke sine flyttekasser i stedet for at lade andre pakke dem. 
  • Jeg bliver provokeret, fordi jeg ikke mener, at ældre mennesker er en ensartet masse. Måske også fordi de bruger et eksempel med en 70 årig kvinde, som blev enke for 11 år siden, altså som 59 år. Det i sig selv tror jeg, ikke er det gængse (siger kvinden hvis mormor blev enke som 56 år og hvis tante blev det i 40erne) Samtidig er 70 år tæt på min alder, om otte år er det min alder. På arbejde møder jeg mange ældre mennesker, og jeg er også at betragte som gammel, men der er meget stor forskel på hvordan alderen påvirker os. Faktisk vil jeg sige, at det oftere er sygdomme, der i kombination med alderen gør en mere skrøbelig. Og at det er med til at gøre, at vi får brug for hjælp fra andre.

  • Mens jeg tænker, ryger ordet affældig forbi. Jeg kan ikke lide ordet, så det tjekkes også lige på sproget.dk. Synonym kan være gammel, men mere i betydningen stærkt svækket af alderdom. Og så er det, at jeg igen tænker, at det er kombination af alder og sygdom, der svækker en. 
  • Jeg møder mennesker yngre end mig, som er mere gammel end mig i sind og aktivitet. Jeg møder mennesker, som er meget ældre end mig, som er yngre i sind og mere aktiv end mig. Ritt Bjerregaard sagde i et interview om alder, at hun vil have lov til at kalde sig gammel, for det er hun. Men at hun samtidig gerne vil være et eksempel på, at gammel ikke er synonym med affældig.
  • For mig er det at være afhængig af andres hjælp ikke det samme som at være affældig. Man kan sagtens være skarp tankemæssigt og nysgerrig på livet, selv om man har brug for hjælp til alt.
  • Tilbage til ejendomsmægleren og forskeren: jeg vil også helst selv pakke flyttekasserne og få ryddet op i alt det, vi har stuvet sammen gennem et langt liv. Det ville min mor også, det nåede hun ikke, før hun døde af kræft 74 år gammel. Hun var ganske enkelt for træt de sidste år i sit liv. Hun prioriterede livet med alle dets oplevelser sammen med familie, og det gjorde hun ret i. Selv om jeg syntes, det var et stort arbejde at tømme deres hus, efter min far flyttede på plejehjem. Heldigvis var vi fem børn til arbejdet, hvor mine børn kun er to, så jeg håber, at jeg får lov til at flytte til noget mindre og får ryddet op i mit livs loft og skabe. Jeg gad også godt være tæt på alle de muligheder en by kan byde på ar kulturelle arrangementer, ikke fordi jeg er gammel, men mere fordi jeg nu er et sted i livet, hvor der er tid til det.
  • Men der er hverken jeg eller landmanden endnu, altså det med at flytte til noget mindre. Jo jeg er, men da jeg ved, at det aldrig bliver ind til byen, så kan den ene gård være lige så god som den anden gård. Flytning ville dog tvinge os til at få ryddet op og ud.
  • Mens jeg smører mad til landmanden, som skal på jagt, lufter han hundene og finder et ben til Dexter, som skal være alene hjemme sammen med mig. Min mobil bipper, der er brug for hjælp på afdelingen, en er syg. Landmanden spørger om jeg tager den vagt. Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke fik lavet det arbejdsmæssigt i går, som jeg havde regnet med. Jeg håber derfor, at dagen i dag kan få tankernes faglige ord omsat til skrevne ord. Nu er jeg da startet med at skrive et blogindlæg, så fingerne i kombination med tænkning er varmet op.

Må du få en god dag med fokus på det, der giver mening for dig. Her i huset kan Dexter absolut ikke finde mening i, at han er blevet ladt alene tilbage på gården sammen med mig. 

fredag, januar 11, 2019

Hverdag i januar


  • Vores projektdag i går gik i vasken. Sygdom blandt personalet (influenza og forkølelse har slået til endnu en gang ) og mange patienter med blodprop eller blødning i hjernen gjorde, at mine to projektkolleger blev trukket ind i plejen klokken ti. Jeg fik lov til at fokusere på alle de hængepartier med tilrettelæggelse af kursus og undervisning samt vejledning alene om vores abstrakt. 
  • Vi stiler mod at deltage i en europæisk konference med vores projekt. Lige nu diskuterer jeg med mig selv om det kloge i at søge om at præsentere mundtligt. For man kan kun søge en ting, og hvis vi nu bliver afvist til dette, kan vi så få en poster med? Det kan jeg ikke se ud af vejledningen. Måske skulle jeg skrive til dem i dag?
udsigten fra mødelokalet i går. 
  • Fridagen er startet langsomt. Hver hverdagsfridag leger jeg med tanken om at stå op på samme tid som på en arbejdsdag, nemlig klokken fem. Og hver gang ender jeg med at sove til landmandens hverdag starter, klokken halvsyv. Når man har sin arbejdsplads lige udenfor døren og når man bliver godt beskidt på sit arbejde, så kan morgenrutinen med vand i hoved og hår samt morgenmad hurtigt overstås. Hundene bliver jo luftet, så snart de tre træder ud af døren. Således bliver vores medarbejder mødt klokken syv af to glade hunde og en chef, der trækker lidt frisk luft, inden de alle fire går ind i kartoffelsorterhuset.
  • Min fridag bliver lige om lidt, når kontorarbejde og lidt husmoderligt arbejde er overstået, forvandlet til en arbejdsdag. Det er aftalen, jeg har med min nuværende leder og også med min tidligere leder. Jeg ønsker ikke at være på fuldtid, men jeg kan efter aftale inddrage fridage, når det behøves. På den måde kan jeg på samme dag både varetage landmandskonens og sygeplejerskens job, og det føles bare bedre for mig. Det er vel også det, at undersøgelser viser, at arbejdsglæden trives der, hvor man føler man har medindflydelse på sit arbejde.

  • Medindflydelse på sit arbejde gælder ikke på, hvor mange patienter en afdeling kan/må have og hvor mange, der er ansat til at pleje og behandle dem. Hvis det var således medindflydelse blev defineret, så kunne man undre sig over, at vores afdeling scorer højt i tilfredsundersøgelse, der blandt andet undersøger medindflydelse på arbejdsopgaver. Her handler det vist mere om det, at ens leder ser, hører og møder en, når man har brug for en arbejdsplan, der tilgodeser familien og andre behov. Og der scorer min leder højt.
  • Der er dog ting, hun ikke har indflydelse på. Patienter skal passes døgnet rundt og på alle ugens dage, det kan der ikke ændres på. Jeg har tit undret mig over mændene til mine kolleger. Tit og ofte må mine kolleger høre på brok og beklagelser fra kærester og ægtefæller, fordi kollegerne har aften/nattevagter og arbejder i weekender. Min mand undrer sig med, han har både prøvet en kone med fast aftenvagt, da vores børn var små og siden hen en kone med weekendvagter hver anden uge samt nattevagter/aftenvagter i rigeligt mål. Selvfølgelig er det træls, når mor ikke kan komme med til et eller andet arrangement. Men tænk på alle de kvinder, der er gift med politimænd og ambulancereddere, de arbejder da også på alle mulige tidspunkter. Og jeg kan kun sige, at som landmandskone har jeg deltaget i utallige arrangementer uden min mand, både til hverdag og i weekender. Så vi synes nok, de er nogle pylrehoveder, når manden synes, det er hårdt at være alene med sine børn en weekend eller flere aftener i træk. De skulle hellere være stolte af deres kærester, som gør et godt stykke arbejde for dem, som har brug for hjælp.


  • Bare rolig, mit julepynt er væk nu OG det allerbedste: det er pakket ned i kasser, som nu venter på at komme på loftet. Sidste år lå al julepynt fremme på et værelse i flere måneder, førend det blev pakket væk. Juletræet stod stadigt smukt og fældede meget lidt, da det blev båret ud i onsdags. Så jeg havde lyst til at gøre som min mor, der lod det stå til slutningen af januar, fordi hun skulle holde den årlige julefrokost med deres litteraturklub. Det gjorde jeg så ikke, og det er helt fint. Al ting har sin tid, også et juletræ. God dag til dig.


    • onsdag, januar 09, 2019

      #tresøstrepåtur

      Hverdagen banker heftigt på, og de fine planer jeg lagde på et tidspunkt, holder ikke helt til hverdagens arbejdspres. Ikke desto mindre byder hver arbejdsdag på gode oplevelser, som sikrer mig arbejdsglæde.

      Nok om det. I søndags kunne mine to jyske søstre og jeg langt om længe mødes til en vandretur. Tre søstre der på hver sin måde har det med at fylde hverdagen, så vi har svært ved at finde en dato, hvor vi kan vandre og snakke sammen.

      Denne gang var det i Rebild, at vi havde sat hinanden stævne hos mellemste lillesøster. Vi var så heldige, at hendes mellemste barn lige var hjemme mellem Kenya og Toulouse (de er noget så berejste de unge mennesker) og spiste brunch sammen med os.

      Maven var således fyldt op, da vi tog vandreskoene på og begav os ud på Rebildbakker ruten. Vi tog ikke hele ruten på 11 km, men fik da gået i 2 1/2 time. Min mellemste lillesøster er godt kendt i skoven, den ligger nærmest i deres baghave, og de både går, løber og cykler meget.

      Lørdagens skønne solskin havde gemt sig, så vi oplevede bakkerne og skoven i det magiske tågede skær.


      Rebild bakker og Rold skov har også i min barndom været udflugtssteder. Mine morforældre boede ikke langt derfra, så vi kørte tit søndagsture med kaffe/kagekurven og fandt et godt sted at holde pause.


      Min søster lokkede os op ad trapperne op til Skovtårnet. Det besøgte jeg sidst, da jeg var FDFleder og havde 5-6 drenge på 10-11 år med mig. Dengang måtte jeg bide min højdeskræk i mig. I søndags kom jeg også op til platformen, men jeg var ikke vild med svingningerne i tårnet, som bliver meget mærkbar jo længere man kommer op. Min ældste lillesøster måtte opgive, hendes højdeskræk er værre end min.


      Udsigten fejlede ikke noget og bagefter begav vi os hen til Troldeskoven med dens sjove mosbeklædte krogede træer.


      Fordi vi snakkede, mistede jeg helt orienteringen, men de hvide pile viste vej, så min mellemste lillesøster på et tidspunkt spurgte, hvorfra jeg vidste, at vi skulle dreje. Hun kendte jo ruten og lagde ikke mærke til pilene, det gjorde jeg.


      Hjemme igen fik vi lækker kage og god te, mens vi hyggede os med begge niecer og svoger. Min yngste niece rejser snart til Australien sammen med en veninde og skal opleve dette store land.

      Jeg satser på, at mine søstre og jeg kan opleve en større vandretur på et tidspunkt, hvis vi da kan finde tid i kalenderen. Søndagens tur gjorde dog godt og jeg kørte hjem glad og veltilpas.

      tirsdag, januar 08, 2019

      Endnu en gang



      Måske har aben sunget før på denne blog, men så gør den det endnu en gang.

      Denne dag har altid fået sig et indlæg, det får den så også endnu en gang.

      Tak fordi du har født mig, lød det i morges, da jeg ringede op og leverede min fødselsdagssang på vej til arbejde. Selv tak, det gør jeg så ikke endnu en gang. Jeg er både for gammel og for træt ved tanken om den lange og hårde fødsel, det var. Det afskrækkede mig dog ikke for at blive gravid igen, da min søde lille datter var syv måneder gammel.

      Endnu en gang; hjertelig tillykke med fødseldagen, min kære datter. Håber dagen har været god ved dig.

      Og da moderen er træt, ikke efter en fødsel, men en arbejdsdag, så hopper jeg over, hvor gærdet er lavest. Du kan klikke her, hvis du vil læse et af de mange fødselsdagsindlæg med billeder og tilbageblik.

       Lykken var at få en lille skøn datter i armene for 33 år siden. Lykken er at elske hende lige så højt i dag som den voksne kvinde, hun nu er blevet til.




      lørdag, januar 05, 2019

      Nu eller Aldrig

      Filmen i overskriften blev ikke set i går aftes, faktisk havde jeg slet ikke lagt mærke til den. I morges kunne jeg ikke sove længere efter otte timers søvn. Klokken var syv, jeg var stadig træt og uoplagt, så efter hundene var luftet og fodret af, lagde jeg mig i sofaen, nød juletræets lys og søgte på film jeg gad se. Og der dukkede den op, Nu eller Aldrig med Jack Nicholsen og Morgan Freeman fra 2007. Hold nu op hvor den var god. Jeg tudede lidt, jeg grinte meget og jeg nød hvert et minut.



      Mens jeg så film, lysnede det udenfor, men jeg så ingenting, før filmen var færdig. Hvilken himmel mit blik mødte, jeg måtte fluks ud, for jeg vidste, at pludselig ville det magiske øjeblik være over over. Det var nu eller aldrig.



      Jeg nyder mit julepyntede hus og overvejer om det er nu eller ... Aldrig er nok lidt drastisk, jeg tror jeg når at blive træt af pynten, men måske kunne jeg lade det blive til næste hverdagsfridag og så nyde det hele weekenden. Jeg overvejer lige lidt, kan godt mærke, at det frister mig. Måske kan jeg bare fjerne lidt ad gangen de næste dage og så fjerne det smukke juletræ onsdag. Måske.

      Nu eller aldrig passer ikke på min amaryllis. Jeg købte den midt i december i en blomsterbutik, havde set på prisskiltet, at den kostede 59 kroner, tænkte ikke over, at den var noget større end dem, jeg vanligvis køber i supermarkedet. Den kostede så 159 kroner, og i dette nu valgte jeg ikke at fortryde, men blot betale. Det er jeg glad for, for først belønnede den mig med to høje stængler med hver sine perfekte fire blomster til jul. Nu er en lavere stængel i gang med at fornøje mig og en fjerde stængel skyder op, så jeg er spændt på om den også vil glæde mig med blomster.


      Nu er det vist tid til at brygge en kop te, det er heldigvis ikke nu eller aldrig. God lørdag til dig.