MORGENOPVÅGNING

Jeg troede, at bloggerbranchen droslede ned i sommeren, men jeg kan da godt se, at der ikke har været strandvejr eller vejr til en grillaften.

16 timer væk fra computeren, og så har I skrevet så meget, jeg gerne vil læse :-)

I skriver så mange kloge og tankevækkende ting, så nogle gange sætter det en lavine i gang inde i mit hoved, og her til morgen siger hjernen altså fra.

Aftenvagten blev lige så hård og forvirrende, som jeg havde frygtet. Når man ikke kender 16 patienter, og jeg så skal være gruppeleder og hurtigt danne mig et overblik over situationen, samtidig med at der er tre patienter, der bliver dårlige, så gælder det om at kunne prioritere. Jeg valgte fokus på de dårlige patienter og pårørende, det kunne jeg så kun, fordi de to andre, som i øvrigt hver havde en elev med sig, tog sig af alle patienterne, fik givet dem mad, hjulpet dem på toilet, hjalp dem med at blive klar til natten etc.

Bagefter kunne jeg godt mærke, at erfaringen kom mig til hjælp, godt nok havde jeg en dundrende hovedpine, men min unge kollega sagde ved vagtens slutning, at hun var glad for, hun ikke var gruppeleder, så jeg formåede vist at holde fokus på det væsentlige.

Det irriterede mig, at jeg hele tiden skulle have patientsedlen op for at konferere med den, men jeg var så bange for at blande de forskellige patienter sammen, så måtte jeg blæse på, om pårørende tænkte, ved hun ikke engang hvordan min mors sygehistorie er. Når man har læst rapport om 16 nye patienter, som alle har apopleksi, og de fleste er på samme alder, så er det svært den første aften at kunne skelne. Jeg skal først have sat ansigter på de enkelte, og det nåede jeg ikke i går, før den ene efter den anden blev dårlig.

Hovedpinen lurer stadig, så jeg koncentrerer mig om at slappe af, drikker lidt te, læser en bog og venter på at Roskilde vågner, så jeg kan få en situationsrapport. Inspireret af Regitze, så har jeg bippet, så må vi se, om datteren bopper ;-)

Og billedet? Det var bare for at minde mig om, at solen garanteret venter lige om hjørnet, og så kan jeg sidde på terrassen :-)

LYDE

Stilheden på landet beskrives tit, men faktisk er her jo ikke helt stille. Klonk-klonk, pip –pip, snurre-snurre.

Smeden har lavet ny rørforbindelse, så nu kan vaskemaskinen snurre igen herinde.

Nogle af fliserne udenfor har i den anledning været oppe, så nu har landmanden besluttet at lægge et stort stykke om, og lydene af fliser, der bliver lagt i stabler, er behagelig. De får følgeskab af fuglenes sang, og jeg nyder at have døren åben ud til dem, mens kontorarbejdet bliver ordnet.

Lige nu dominerer fjernsynet mit lydbillede, det kunne jeg så godt undvære, men der er jo en ung mand, der har ferie, og som kun kan se parabol hernede i stuen, hvor computeren også står.

Han har sammen med fætteren skrevet et lille teaterstykke til børnelejren næste uge, og i går aftes var han i udklædningskassen for at finde rekvisitter dertil. Det bliver spændende at høre, hvordan det så kom til at virke.

Jeg lader op til aftenvagterne, som starter i dag, apopleksigruppen skulle være rimeligt krævende, så når jeg når til fredag aften kl. 23.30, så er jeg uden tvivl glad for, at der står to ugers ferie på programmet.

DET SMAGTE GODT, MEN

der manglede noget, eller også er det smagen af nelliker i salat, jeg ikke er vant til. Auberginer og gule pebre blev stegt i olie sammen med lidt stødt nellike og hakket hvidløg. Efter afkøling blev det blandet med bulgur, tomater, forårsløg og ærter. Citronsaft med lidt salt og peber blev hældt over.
Eneste fravigelse fra opskriften var, at nogle bittesmå kogte kartofler af vore egne røg med i salaten. det smagte godt, slet ingen tvivl om det, men jeg ville ønske, jeg var mere kyndig ud i krydderier, for jeg manglede noget.

MANDAGSSYSLER

Syssel = en stilfærdig, mindre anstrengende beskæftigelse som man kan gå til og fra.

Det er lige det, jeg bruger min hverdagsfridag til, både noget og ingenting. Køleskabet bugner med ting, som snart skal smides ud, så jeg har givet mig den opgave at få mest muligt udnyttet.

Hamburgerryggen er nu blevet til fyld i Anitas skinkeboller, og de er godkendt af sønnen, dejlig nemme at sidde med foran fjernsynet og tilmed velsmagende.


Kærnemælk og chokolade er røget i Catarinas chokoladekage. Kagen skal i fryseren, for husstanden har ikke godt af mere kage lige nu. Så kan den senere blive til feriekage på arbejde med lidt flødeostglasur på.
Resten af kærnemælken står sammen med hvedeklid og rugkærner og syrner til morgendagens grovbrød, hvor de rynkede æbler og hasselnødder skal i.

Vasketøjsbunkerne ude i gangen svinder langsomt, og jeg må hellere sætte min gamle spejder rygsæk op på loftet igen.


”Den er godt nok orange” var datterens eneste kommentar, og så pakkede hun videre i sportstasken til Roskildeturen. Kan man forstå det? Jeg har haft megen glæde af den, den har været med på flere spejderlejre og interrailture, så jeg mente, den godt kunne trænge til en festival :-)

AFTENSTUR

Små dråber af regn faldt indimellem, så skulle gåturen blive til noget, måtte jeg af sted.

Landmanden tjekker vejrradarbilleder, der er arbejde i marken, der skal udføres, når der er vejr til det. I sådan et vejr som nu skal man være på tæerne, godt vi ikke har bestilt en ferie sydpå, for så ville vi have haft svært ved at få enderne til at nå sammen med den vejrudsigt, der er for den næste uge.
Som vejrsituationen er lige nu, kan landmanden ikke overlade markarbejdet til folkene, de er ganske enkelt ikke erfarne nok til at klare det.

Grøftekanterne har deres eget liv og kigger man efter, er der små dyr/insekter overalt.



Agerhøns piler over vejen, fugle letter efterhånden som Laika kommer frem. Men de er alt for hurtige for mig, kameraet kan ikke følge med.

Trods overskyet er himlen altid et studie værd, jeg elsker, der er højt til loftet her og fladt, så jeg kan se vidt omkring.

BAG DØREN

Hvert møde med et nyt menneske er som at åbne en dør, nogle gange er man forberedt, ved lidt om hvad der findes bag døren. Andre gange tror man, at man ved det, men overraskes positivt eller negativt. De gange hvor man ved, at man ingenting ved, bliver døren forsigtigt åbnet.

Når man som jeg skal hjælpe mennesker med alt det vi normalt selv klarer, kræver det at man ikke tromler frem, sparker døre ind eller ruller gardinerne op med et smæld.

Som uerfaren kan det være svært at komme ind til en patient med eks. Parkinson, hvor meget tør man stole på, at patienten selv kan. Selv en lille dame kan, hvis hun stivner, falder eller gør det modsatte af hvad jeg tror, ødelægge min ryg i et splitsekund. Det er der utallige eksempler på.

Jeg er høj, jeg er stærk, og jeg synes ikke, jeg tager chancer, men der er ingen grund til at tilkalde flere for at forflytte en patient, hvis hun og jeg selv kan, når vi gør det stille og roligt. Jeg synes selv, at jeg tager tingene i små tempi, så jeg kan fornemme, om patienten har balance, stabilitet i kroppen og om hun kan stå på benene. Sengen er lige bagved, så jeg kan lade patienten falde tilbage, hvis jeg fornemmer, jeg ikke kan holde patienten.

Vore patienter er tit ramt på talens styrke, udtale eller måske på ordene, så der skal ro, tålmodighed og lydhørhed til, og når man som jeg er halvdøv, så må jeg bruge alle mine sanser til at fornemme, om jeg er gået helt galt i byen. Her er det svært med en patient med parkinson, for de har typisk mistet mimikken i ansigtet, så det er svært at få en antydning af, om de siger noget sjovt, alvorligt eller trist. Det er nu gået helt fint her i weekenden, men der har også været ro til, at vi kunne tage det stille og roligt, og jeg skulle ikke gå stuegang, så jeg har kunnet koncentrere mig om mine patienter på stuen fuldt og helt.

I dag blev der ikke ringet efter personalet i flere timer i formiddags, som der ellers er nogle af vore patienter, der gør flittigt brug af. Der var jo barnedåb, så middagsmad og lur måtte udsættes, til vi vidste, hvad den lille pige skulle hedde.

Og så var det jeg fik en klump i halsen, for da jeg hentede min patient i dagligstuen, så var hun så rørt over hele ceremonien. Jeg kunne ikke se det i mimikken, men høre det på stemmen kunne jeg.

OVERSKUD

Nogle gange når man er færdig med en ferie med megen aktivitet, kan man godt tvivle på, om opladeren var slået til.

Det var den. Det var skønt at møde på arbejde og mærke, at overskuddet var der til at takle de forskellige opgaver som udfordringer og ikke belastninger.

Overskuddet fik en tak opad, da den unge kollega fortalte mig, det langt om længe var lykkedes, og nu skulle hun være mor til to små spirende liv.

Opgaverne i dag kørte ikke på rutinen, for jeg var flyttet ned i den almene neurologiske afdeling, så mine patienter i dag havde Parkinson og epilepsi. Men det gjorde bare overskuddet større, det var godt at mærke, at jeg stadig kunne finde ud af det.

De mål, jeg satte for mig selv i morges, nåede jeg, det var med en god fornemmelse jeg kørte hjem. Hjem for at køre to trætte studenter videre til næste fest, de nyder det i fulde drag.


Og så er der oven i købet solskin nu, så solen har fået lov til at varme min krop og give mere overskud.

Håber der også har været solstrejf på din vej

GOD MORGEN 3

Lige nu kan feriefolket og landmænds ønsker godt forenes: sol og tørvejr.

Morgenstunden lover noget, den ikke kan holde, for mens solen skinner dejligt ind ad køkkenvinduet, afslører fliserne udenfor, at det regner lige så stille.

Vi kan ikke gøre noget ved vejret, så derfor nyder jeg solens stråler og lader stille op til en arbejdsdag. Efter mange fridage er det altid spændende at komme ind og se, hvad arbejdsdagen kan byde på.

Ha en god lørdag.

BRUGT FERIE TIL SALG

Nå men vi måtte jo kun holde to ugers sammenhængende ferie i højsæsonen, så jeg tog nogle dage i sidste uge, og kombineret med fridage har det givet mig fri frem til i dag.

Det har været godt ikke at skulle stresse over de forskellige gøremål, vi har haft her i ugen, så det må jeg huske på, når min egentlige ferie starter om 1 uge. En arbejdsweekend og fire aftenvagter, så får sommerhuset besøg af mig, og der er ingen internet, men plads og fred til at slappe af. Landmanden kan arbejde herhjemme, uden at jeg kan se det, og så er jeg fri for dårlig samvittighed ;-)

Datteren skal debutere som Roskilde festivaldeltager i år, jeg har aldrig prøvet at være på festival, det må jeg gøre, når jeg bliver gammel.

Men naboerne ved sommerhuset har inviteret til fest med levende folkmusic, måske skulle jeg få sat strenge på guitaren, så kunne vi lave vores egen mini festival.

Sønnen gav den hele armen til dimissionen i dag, vi fik nummeret nok engang.

Og så manglede vi en tale fra 25 års jubilarerne, mon de havde festet for meget?

Nu må det godt holde med at regne, jeg titter ud en gang imellem i håb om, at det snart er gåvejr.

JEG VANDT!

Længe førte sofaens magelighed, men så så Laika og jeg hinanden dybt i øjnene og sagde nok er nok, og gik ud i verdenen. Målet var et skridt ad gangen, men vi endte med 5 km som i de gode gamle dage, hvor vandreturen var en fast bestanddel i ugeprogrammet.

Laika fik spist en masse græs og lugtet til masser af spor.

Kartoffelmarkerne står nu grønne igen efter frostens skader, og planterne gror, så man kan se det hver dag.


Indtrykket er grønt i grøftekanterne, men snart dominerer den lilla farve, når gederamsen folder sig ud.



Undervejs fik jeg følgeskab af en smuk ung kvinde, som kom løbende og gik med mig hjem.


Skyer og solen kappedes om at lave smukke billeder hen over himlen, og luften og blæsten blæste al træthed og mathed ud af hovedet.



Det gjorde godt.

UNGDOMMEN NU TIL DAGS

Klumpen i halsen dukkede pludselig op, da lastbilen trillede ind på gårdspladsen, så der blev blinket med øjnene og synkebevægelserne var hurtige, ikke noget med en tudende mor, det ville være pinligt.


Glade unge mennesker, som nu kan holde en velfortjent ferie, indtog vores stue, og heldigvis var alle med, lige til det sidste var sønnen i tvivl om en af kammeraterne, men han var der med hue på.


Nu har jeg masser af brownies, slik, sodavand og frugt, for selvfølgelig kunne de ikke spise ret meget, sådan er det.


To år i rap har vi nydt besøget af unge mennesker, unge som ikke lever op til de negative udtalelser om ungdommen nu til dags, men derimod skønne unge mennesker med mod på livet.

Og nu har vi så ikke flere børn, men to unge voksne mennesker, som vi vil følge spændt på deres vej ud i uddannelse og arbejde, måske derfor at klumpen dukkede op:-)

Og der blev tørvejr, overskyet, blæsende, men tørt!

DET REGNER

Og det bliver ved, regnen holdt dog stille i går et stykke tid, men ikke nok til at vi turde satse på grilning under åben himmel. Garageporten ind til laden blev åbnet, og så stod landmanden og grillede der.

Det blev en dejlig aften, studenten strålede glad, og huen klædte ham, datteren mindedes et år tilbage, hvor hun stod med huen, og vi to gamle nød vore to voksne børn i samvær med deres venner, kæreste, kusiner, fætre, mostre/fastre, onkler og morforældre.

Vi var 40, og menuen lød på grillstegt kalkunbryst vendt i en shake and bake mel/raspblanding samt marinerede mørbrad. Dertil traditionel kartoffelsalat og en kartoffelsalat med kartofler vendt i citronolie med rucola og pinjekerner. Tilbehøret var en salatbuffet. Vi sluttede af med kage, frugt, slik og kaffe/te.

Jeg håber, regnen stilner af til i morgen, prognosen lige nu ser god ud, det ER sjovere at køre rundt til forældre i tørvejr. Sønnen har bestilt brownies, egentlig ville han have nachos med ost og kødsovs, som datterens kammerater fik sidste år. Men klassen kommer hos os ved 10 tiden og sidste år var det om eftermiddagen, så vi blev enige om, at nachos nok ikke var sagen så tidligt på dagen.

Det er skønt med opvaskemaskine, engangsservice, støvsugere og vaskemaskine. Og så lidt musik til arbejdet, så er vi snart klar til besøg igen.

PR. AUTOMATIK

Hjernen kan ikke rigtig få kontakt til det øverste lag, kroppen lever sit eget liv, og jeg går rundt med følelsen af, at jeg jo har travlt, der er meget der skal nås, men hvad?

Der er ikke andet at gøre end at gå i gang med automatiserede handlinger, så jeg tømmer opvaskemaskine og sorterer vasketøj, det kan kroppen og de dybere hjernefunktioner godt finde ud af uden at indblande hjernebarkens højere luftlag. Jeg er så gammel, så jeg behøver ikke ringe til far eller mor for at få gode råd om dette. Nu er det min tur til at blive ringet til og være oraklet fra Delhi udi pletter, vaskeråd, opskrifter der ikke passer etc.

Jeg vasker op, den ene hånd skrubber, den anden holder fast, jeg tørrer af, jeg behøver ikke at tænke, og netop i det tomrum får hjernen plads til at vågne op, så der lidt efter lidt kommer lidt tankevirksomhed.

Er din hjerne vågnet eller kører du også på automatikken?

BERIGENDE

Da landmanden besluttede at gøre drømmen om endnu engang at blive motorcyklist til virkelighed, havde ingen af os tænkt på alle de nye mennesker, vi ville møde derigennem.

Da jeg begyndte at blogge, havde vi ikke forestillet os, hvor mange nye mennesker vi ville stifte bekendtskab med.

Jeg sidder her, træt efter en god dag, og føler mig så rig.
I dag var de fleste mennesker, som var med på motorcykelturen, folk vi har mødt rundt omkring på ture, træf her eller i udlandet. Deres lyst til at besøge os og være med på vores tur gør mig glad og ydmyg.

Mange i blogverdenen kender jeg jo ”kun” gennem deres kommentarer hos mig og/eller via deres egne blogs, men alligevel føler jeg, at min verden er blevet udvidet, at min horisont er blevet bredere og højere. Og oven i købet har jeg fået lov til at møde nogle af disse mennesker i virkeligheden. Også her er der en imødekommenhed, som gør mig glad.


Solen varmer helt ind i stuen, jeg har det godt.

SÅ ER JEG KLAR

Skyerne kommer og går, indimellem virker de truende, men så ombestemmer de sig, så indtil nu ingen regn her.



Vi bliver 8 motorcykler fra klubben, de kommer fra Thyholm, Brabrand, Århus,Grenå, Års, Farsø og Pandrup, måske dukker der flere op, men der er kage nok. Jeg er altid bange for, at de skal gå sultne hjem :-)




Hvad mon jeg har glemt, for så klar så tidlig har jeg ikke prøvet før.

JEG HYGGER MIG

Musikken i radioen understreger den gode stemning, jeg har inden i mig. Ting bliver lavet stille og roligt uden stress. Der er bagt banankage og kardemommeboller er i ovnen. Vinduerne er vasket udvendig, og der er købt nye duge til bordene udenfor.


Er der godt vejr efter turen i morgen, skal MCfolket placeres udenfor, og de skal også nok få lagkage, den bliver lagt sammen i morgen tidlig.



Eftermiddagsteen er nydt udenfor, det er for sjældent, at vi sætter os udenfor, i dag var der en behagelig temperatur uden klæger og fluer.


Ha en god Sct. Hans aften

MAD OG BLOGLAND

Lizelottes morgenboller er prøvet med succes, Liselottes kardemommeboller, bananmuffins og applepie er også sikre vinder, derudover kan vi nu tilføje Catarinas chokoladekage.

Jeg havde ikke nødder eller chokolade, men to poser gløgg mix blev brugt med succes, og glasuren blev en flødeostglasur, men ikke som vanligt med citron, i stedet for kom jeg vanille og kanel i.

Vi skal have gæster både søndag og tirsdag, så der skal bages, kokkereres, gøres rent(er næsten færdig) og handles ind. Ja det sidste er vist forudsætningen for de første to punkter, så nu skal jeg have skrevet lister, ellers glemmer jeg halvdelen.

GRÆNSEN

Hvor går grænsen mellem arbejde og privat? Jeg kommer tæt på mennesker i et lille stykke af deres liv, de er af og til i mine tanker i form af ”hvordan mon det går dem?”

Nogle følger jeg mere, fordi de var hos os i lang tid af en eller anden årsag.

Lige nu er jeg ked af, at jeg aldrig tog ud og besøgte en tidligere patient og ægtefælle, trods det at ægtefællen pointerede, at hun mente invitationen til at kigge ind, når jeg var på de kanter.

Jeg har tit været på kanterne, men jeg havde svært ved at overskride grænsen, for ville jeg ikke bare minde dem om sygehus og var det ikke bare på sygehuset at hun mente invitationen osv.

I dag synes jeg, at de undskyldninger er ubrugelige, men det er for sent nu, i hvert fald for patientens vedkommende.

Af og til var det rart med en facitliste i livets spørgsmål.

VED DAGENS ENDE

Der blev gjort rent, men jeg fandt også på så meget andet, vaskede tøj, bloggede, bagte kage og gik tur. Og så sluttede jeg aftenen af med nok en motorcykeltur.

Ella opklarede lige et lille mysterium for mig, da hun skrev om vildroser. Nu må jeg så afgøre om min vilde rose skal klippes væk, jeg tror jeg venter og ser om den kommer i blomst.


Højmosen, markerne og grøftekanterne skifter hele tiden, her er altid noget nyt at kigge på, hvis man kigger efter.




På søndag skal vi være turguide for vores MCklub, så turen blev lige gennemkørt nok en gang, og vi tilføjede en lille omvej til Vennebjerg kirke, for her ligger en gravhøj, hvorfra der er en herlig udsigt, og så er der et lille hårnålesving på vejen derop :-)

BRUG DIN MOR!

På sønnens nye T-shirt er der en ganske almindelig vaskevejledning, men nedenunder står der:

"Or give it to your mother; she knows how to do it."