fredag, juni 06, 2025

Hverdagsrytmer

 Det føles lidt som at være på ferie at bo i sommerhuset, men det har jeg også følt i de 21 år, vi har haft sommerhuset. Vi flyttede ofte herop i 6 uger, hvor vi begge kørte på arbejde i 3 uger (mig) og 5 uger (landmanden). Men følelsen af ferie kom med omgivelserne og at vi ikke hele tiden blev mindet om, at der var mange ting, der altid kunne gøres på en gård.

Nu er der ingen gård mere, vi skal holde ved lige. Jeg arbejder stadig 2 dage om ugen, men har andre funktioner end før. Normalt er jeg i vores dagafsnit eller på fjernkontor for at ringe til patienter 3 måneder efter indlæggelse hos os og derfor kommer jeg ikke så tit i personalestuen til formiddagste. Så jeg savner snakken med mine skønne kolleger. 

Jeg underviser stadig patienter og pårørende, som har haft en lille blodprop i hjernen eller en forbigående blodprop i hjernen.  Og lige nu arbejder jeg sammen med min leder om at sikre fremtiden for opfølgningsforløb efter stroke, som er i drift i 4 kommuner og for at få de andre kommuner til at få øje på fordelen ved at have de forløb. Min drøm er delvist opfyldt. Vi er kommet langt, siden denne artikel blev trykt. 

Min yndlingsstart på en fridag er en kop te og mobilen, hvor jeg finder de forskellige ordspil fra Kristeligt Dagblad frem. Jeg opdagede først, at de også havde en wørdle, som hos dem kaldes wordle. Sidenhen har jeg fundet flere ord-spil, så som Ordret og Forbindelser. Især Forbindelser synes jeg er sjov, fordi der er så mange ord, jeg ikke aner betydningen af. Så er det godt, at jeg kan google dem, men ofte har jeg gættet betydningen:


Og så dog. Jeg anede ikke, at skrofel er en sygdom/lidelse.
Jeg gættede mig til, at munk og kardinal var fugle.
Og forbindelsen Templer kom jeg også frem til, inden jeg tjekkede med google
Men fællesnævneren for vitser, trives, stiver og vriste kunne jeg ikke greje. Tænk at nogen er indrettet sådan, at de kan se, at de fire ord har de samme bogstaver og derfor er anagrammer. 


I går eftermiddags var vi på kajakskole, fokus var at ro 9 km, for vi kan først frigives til selv at ro med en makker, når vi har roet 50 km. Vejret var ok med lidt sol og blæst, da vi kørte ned til Nibe. Mørke skyer truede i horisonten, men instruktørerne havde en plan. Vi skulle holde os tæt på hinanden, ro omkring en holm og over til Valsted på den anden side af Nibe bredning. Kom der torden, gik vi i land på holmen. Det er kun tilladt ved nødstilfælde, som tordenvejr er. Men alt så fredeligt ud, vi kom af sted og ingen sorte skyer i horisonten. Skyen med torden dukkede så pludselig op, og med den massiv regnvejr og modvind. Vi kom alle i land, skyen drev videre og vi kunne ro til Valsted, hvor vi nød vores medbragte eftermiddagste og fik gode råd og tips til hvad man medbringer på en kajaktur.

Egentlig skulle vi afslutte med makkeredninger på vej hjem, men da endnu en mørk sky dukkede op, aflyste instruktørerne den mod at vi skal lave to makkerredninger næste gang. Jeg har ikke noget mod at være i vandet, men rent instinktivt er det mig så meget imod at lade mig selv vælte om i vandet. Når først jeg er væltet og hovedet er under, gør jeg det, jeg skal; venter til jeg er helt under, får mit sprayskirt hægtet af cockpittet, så jeg kan lade mig glide ud af kajakken, holder fast i kajak og pagaj og kommer op til overfladen. Herefter er det et samarbejde med min makker, som sidder i en kajak, om at få min kajak tømt for vand og mig op i kajakken igen. Men det kan jeg godt. Jeg hader bare de minutter, før jeg lader mig vælte. Så jeg nød, at vi ikke skulle gøre det i går. 

I går kunne jeg begynde at nyde omgivelserne, mens jeg roede. Ellers har jeg været fokuseret på min roteknik. Vi var omgivet af måger og svaner, udsyn og bølger fra siden, der fik min kajak til gynge op og ned hele tiden. Jeg nød synet af svaner, der lettede fra vandet. I dag er jeg træt, men det er helt ok. 

Må du få en dejlig pinse.




6 kommentarer:

  1. Så du er også på KD's mange ordlege! Jeg elsker dem, men har lidt de samme vanskeligheder med 'forbindelserne' som du har - men så lærer vi noget nyt, og spillet er, som du også synes, sjovt. Deres quizzer er også gode.
    Puha, stor respekt for dig, for de kajakøvelser ville til enhver tid afholde mig fra så meget som at prøve at mestre denne form for motion/fritidsliv. Min vandskræk var dog mindre, da jeg var yngre, men en rigtig vandhund har jeg aldrig været.
    Jeres sommerhus ser hyggeligt ud. Jeg håber det er lidt større end det, C lige har erhvervet. Det er fint som sommerhus, men jeg ville nødig bo i længere tid på så få kvadratmeter som deres er.
    Ikke fordi det kommer mig ved, men du har et deltidsjob ... er din mand gået fra at arbejde næsten 24/7 til ikke at have noget at stå op til overhovedet? I så fald må han da have det svært?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, de er sjove og må da også gøre noget godt for vores hjerner :-) Tak for respekten, jeg føler mig også lidt sej.
      Vores sommerhus er på 90 kvadratmeter. Min mand har masser at se til. Nærmest hver eneste hverdagsfridag jeg har haft, har været spækket med ting i relation til byggeriet. Og derudover skal vi have vintersikret vores hundegård i sommerhuset samt malet alt. Så der er nok at se til, men på en mere afslappet måde :-)

      Slet
  2. Tak for at dele dine tanker og oplevelser – det er altid en fornøjelse at læse dine indlæg, hvor både hverdagens rytme og naturens ro får lov at fylde. Det lyder som en stor overgang at være uden gården, men samtidig dejligt at kunne nyde sommerhuset som en ferie i sig selv. Jeg bliver også glad over at høre, hvordan du stadig brænder for dit arbejde og kæmper for bedre opfølgningsforløb for stroke-patienter. Kajakturene lyder både udfordrende og livsbekræftende – men ingen kunne få mig til frivilligt at vælte om i vandet – gys!

    Håber du får en skøn pinse med tid til både te, ord og måske lidt mere ro fra bølgerne.

    SvarSlet
  3. Tak Uffe. Efter 25 år med fokus på sygeplejen til stroke-patienter er det med vilje, jeg trapper langsomt ned, inden jeg stopper til december. Jeg skal have fundet andre ting, som giver samme glæde og udfordring som sygepleje, men i et mere afslappet tempo.

    SvarSlet
  4. Det må være meget specielt, ikke at bo og arbejde på gården. Dine vilde stunts med kajakken, ville jeg aldrig have lyst til … jeg elsker vand, men ikke sejlende fartøjer. Forløbet efter stroke får min/vores største anbefaling, Lasse havde stor gavn af genoptræningen, og snakkene med de kompetente mennesker fra jeres afdeling, og andre, betød hele forskellen.
    Jeg løser wørdle hver dag, men holder ikke KD, ordoogaver er jeg vild med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, det går egentlig meget godt, men jeg kommer stadig til at sige hjemme på gården 😊
      Jeg er glad for at høre, at Lasse havde gavn af det han fik tilbudt.
      KDs ordspil kan man spille uden abonnement. Jeg holder ikke KD. Prøv at google Kristeligt Dagblad quizz og spil.

      Slet